Slagtefund fra udvidet diagnostik (USK) på udsættersøer fra 10 sobesætninger

Foreliggende arbejde er en del af projektet ”Holdbarhed hos søer” afviklet under Landsudvalget for Svin. Der blev i perioden februar 2002 til juli 2003 foretaget udvidet diagnostik på 775 slagtedyr fra 10 af projektets sobesætninger. De undersøgte dyr var en stikprøve fra besætningernes udsætterdyr. Dyrene blev underkastet udvidet diagnostik, såkaldt udvidet sundhedskontrol (USK) på visse organer eller organdele, nemlig kønsorganer, urinblære, mavesæk, rygsøjle og albue. Det var formålet med denne del af projektet at registrere organforandringer, der kunne belyse årsager til udsætning af søer til slagtning. Det var desuden formålet at få undersøgt, hvor ofte og hos hvilke dyr, der opstår brud i ryghvirvlerne under den slagtemæssige håndtering.

Den gennemsnitlige besætningsstørrelse af de 10 involverede besætninger var 456 årssøer (205-750). Besætningerne lå fordelt i Jylland fra Vendsyssel i nord til Als i syd. De undersøgte søer blev slagtet hveranden tirsdag i forsøgsperioden, som strakte sig fra februar 2002 til juli 2003. Alle søer blev slagtet på Skærbæk soslagteri. Det maksimale antal slagtesøer, der skulle undersøges pr. besætning pr. undersøgelsesdag var 5. Hvis en besætning havde flere end 5 søer til slagtning den pågældende slagtedag, var det de 5 søer med de laveste tal i øremærkets sidste taltegn, der blev undersøgt. De fleste søer ankom til slagteriet sidst på dagen før undersøgelse. De resterende kom om morgenen på undersøgelsesdagen.  

Med søerne fulgte fra besætningens ejer/driftsleder oplysning om udsætterårsag på en speciel følgeseddel. Der kunne maksimalt vælges 2 af en række forud definerede udsætterårsager. På følgesedlen anførtes endvidere oplysning om dyrenes alder/lægnr., dato for seneste løbning, faring, fravænning, evt. omløbning og abort.

Efter slagtning blev kønsorganer, urinblære og mavesæk udtaget og undersøgt som beskrevet i USK-vejledning i undersøgelse af slagtedyr (Christensen, 1997a). Der blev endvidere registreret skuldertrykning på det levende dyr, og efter slagtning undersøgtes rygsøjlen for brud og venstre albueled for unormaliteter.

Slagtedyrenes ernærings­til­stand blev beregnet og udmøntet som en huldkarakter. Dyrets huldkarakter beregnedes som differencen i kg mellem dets slagtevægt og gennemsnitsvægten for alle dyr i pågældende lægnummer. En besætnings huldkarakter var gennemsnittet af huldkarakterer for dens slagtedyr. Et dyrs lægnummer defineredes som det antal kuld, det havde født. Poltes lægnummer blev defineret som ¸1 og gyltes 0. Ved beregning af huldkarakter benyttedes et modificeret lægnummer, hvor alle lægnumre over 3 fik værdien 4, eftersom det ved en undersøgelse af Christensen (1997b), blev konstateret, at der ikke skete nogen væsentlig forøgelse af slagtesøernes vægt efter fjerde kuld.

Der blev tillige beregnet spilddage på søer, der havde fravænnet grise. Spilddagene defineredes som  det antal dage, der var forløbet mellem fravænning og slagtning.

Fra obduktion af 263 selvdøde og aflivede søer i samme 10 besætninger (se Vestgergaard, Christensen, Petersen, og Wachmann, Meddelelse nr. 656) er indhentet data på fund i mavesæk, urinblære og albueled for sammenligning med de tilsvarende fund på slagtedyrene.

Forskelle mellem middelværdier af besætningsgennemsnit er bedømt ved t-test. Sammenhænge  mellem faktorer (klassifikationer) er vurderet ved chi²-test og korrelationsanalyse. Signifikansniveauet ved tests er i visse tabeller angivet ved: 

    * : 0,005 < P-værdi ≤ 0,05
    ** : 0,0005 < P-værdi ≤ 0,005
    *** : P-værdi ≤ 0,0005.

Ved sammenligning af de 10 besætningsgennemsnit er der i tabel 1, 2, 3 og 6 anvendt et bogstavsystem, således at værdier i samme kolonne efterfulgt af forskelligt bogstav er signifikant forskellige på 5% signifikansniveau.

Der blev i alt undersøgt 775 slagtedyr, hvis identitet og besætningstilhørsforhold var sikker. Heraf kunne 678 karakteriseres som søer, 34 som gylte og 38 som polte på grundlag af besætningsoplysninger. Alder/lægnummer på de øvrige 25 slagtedyr var ikke oplyst. Disse dyr indgår således ikke i opgørelser, hvor alder/lægnummer figurerer.

Tabel 1. Nøgledata på besætningerne

De 775 slagtedyr, der blev undersøgt, svarede til 17% af besætningernes årssøer. Kun en enkelt besætning skilte sig ud ved en særlig lav undersøgelsesprocent, nemlig 5,4. Dyrene fra denne besætning var samtidig meget unge med et gennemsnitligt lægnummer på 1,7 mod 4,5 som gennemsnit for materialet.

Besætningerne havde i gennemsnit 26,5 spilddage (11,5-56,7). Spilddagene er beregnet på slagtede søer, der havde fravænnet grise. Som det fremgår, var der en forskel på 45 spilddage mellem besætningen med færrest og besætningen med flest spilddage.

Tabel 2. Udsætterårsager, procentisk forekomst

Besætningerne kunne angive 1 eller 2 udsætterårsager. De procentsatser, der er angivet i tabel 2, er beregnet på de anførte udsætterdiagnoser og summerer derfor op til mere end 100%. I tabellen er nogle diagnoser samlet i årsagsgrupper. Som det fremgår, blev der hyppigst anført udsætterårsager, der relaterede sig til reproduktionsproblemer (61%). Næsthyppigste udsætterårsag var alder med 31% og herefter benproblemer med 9,0%. Hos 3% var udsætterårsagen problemer med huldet. Heraf blev 12 dyr udsat på grund af dårligt huld og 10, fordi de var for fede. 

De hyppigst anførte enkeltdiagnoser var ud over alder:

• ikke drægtig (21%)
• mælkemangel (10%)
• for få levendefødte (9%)
• for mange dødfødte (8%)
• brunstmangel (7%)
• klovlidelse (6%)
• yversvamp (3%)
• lavt avlsindeks (3%)
• flåd efter løbning (3%)
• brud/udskridning (2%)
• abort (2%)
• udskudt endetarm (2%)
• mager/utrivelig (2%).

Øvrige enkeltdiagnoser forekom med lavere frekvens end 2%.

Den udsætterårsag, som var forbundet med færrest spilddage var for få levendefødte med 7,9 spilddage i gennemsnit. De fleste af disse søer blev formentlig slagtet, uden at de var forsøgt løbet på ny. Det samme gjaldt søer, der var udsat på grund af alder (11,8 spilddage i gns.). Søer med udsætterårsagen ikke drægtig havde flest spilddage, nemlig ikke færre end 83,2 dage. Søer, der blev udsat på grund af manglende brunst havde i gennemsnit 34,6 spilddage, og søer med benproblemer havde gennemsnitlig 23,6 spilddage.

I tabel 3 er vist forskellige fund på de slagtede dyr samt skuldertrykning, der blev registreret på de levende dyr i slagteriets ankomststald. Besætning 1 havde en særlig lav frekvens af skuldertrykning. Det var også den besætning, hvorpå der var beregnet den bedste huldkarakter (tabel 1). De to besætninger, som havde de højeste frekvenser af skuldertrykning, havde også begge dårlige huldkarakterer.

Brud i ryghvirvlerne blev registreret på den slagtede krop. Der var typisk tale om friske tværbrud i hvirvlens vækstzone opstået under den slagtemæssige behandling af dyret. Der var ingen statistisk sikker forskel mellem besætningsfrekvenserne.

Frekvensen af dyr med forandring i albueleddet var i gennemsnit 48% - varierende fra 38% til 62% mellem besætningerne. Forskelle mellem besætningerne var dog ikke signifikante.

Ved regressionsberegninger på tværs af besætninger (ikke vist i tabel) viste det sig med statistisk sikkerhed, at frekvensen af alle kroniske ledforandringer steg med stigende alder (kronisk ledbetændelse med 1,9%, slidforandring uden bruskdefekt med 4,6% og slidforandring med bruskdefekt med 0,9% pr. læg nr.).

Der var ikke nogen statistisk sikker sammenhæng mellem alder/lægnr. og akut ledbetændelse, brud i ryghvirvler samt skuldertrykning. Der var imidlertid statistisk sikker sammenhæng mellem dyrenes huldkarakter og vægt på den ene side og brudfrekvensen på den anden. Således var huldkarakteren 9,6 højere og vægten 20,4 kg større hos slagtedyr med brud i ryghvirvler end hos slagtedyr uden brud.

Tabel 3. Diverse fund, procentisk forekomst

Der var ingen statistisk sikker forskel på besætningernes frekvens af forandringer i æggestok og bør (tabel 4). Det samme gjaldt for bursacyster, som er betegnelsen for en større væskefyldt blære i æggestokkens ophængebånd.

Tabel 4. Fund i kønsorganer, procentisk forekomst

Der var ingen årstidsforskelle for forandringer i æggestokke og bør vurderet på basis af forekomsten pr. måned eller kvartal.

Tabel 5. Forandringer i urinblæren, procentisk forekomst

Frekvensen af forandringer i den hvide del af mavesækken var signifikant forskellig mellem flere af besætningerne, specielt hvad angik sår og/eller ar i mavevæggen (tabel 6). Der var ikke nogen signifikant sammenhæng mellem mavesækforandringer og alder/læg nr., ligesom der ikke var årstidsvariation i forekomsten af mavesækforandringer.

Tabel 6. Forandringer i mavesæk, procentisk forekomst

Ved undersøgelse af en eventuel sammenhæng mellem mavesår og forandring i kønsorganer ved korrelationstest blev der konstateret signifikant sammenhæng i forhold til børbetændelse med tilbageholdte fostre (relativ risiko 0,10; P=0,007) men ikke til andre forandringer i kønsorganerne. Trods den signifikante sammenhæng var korrelationskoefficienten lav som følge af den lave forekomst af de to forandringer.

I tabel 7 er vist i hvor stort omfang, der var sammenhæng mellem udsætterårsag og fund på det slagtede dyr. Det var kun de færreste kombinationer mellem udsætterårsag og USK-fund, der var signifikante, bl. a. på grund af det begrænsede antal observationer i hver enkelt analyseenhed. For de undersøgte sammenhænge er for overskuelighedens skyld kun vist de sammenhænge, der var signifikante. Sammenhængen er vist som relativ risiko, dvs. forekomsten af USK-fundet ved den pågældende udsætterårsag divideret med USK-fundets forekomst ved anden udsætterårsag.

Tabel 7. Sammenhæng på individniveau mellem USK-fund og udsætterårsag (relativ risiko for USK-fund)

Som det fremgår, var der signifikant sammenhæng mellem udsætterårsagen manglende drægtighed og fund af cystiske æggestokke med en 3-dobbelt forhøjet risiko for forekomst af cystiske æggestokke ved manglende drægtighed i forhold til forekomsten ved anden udsætterårsag. Det fremgår imidlertid også af opgørelsen, at æggestokkene i andre tilfælde af manglende drægtighed generelt fungerede normalt. For eksempel blev der konstateret drægtighed hos 5,4% af søer, der var udsat på grund af manglende drægtighed. Der var endvidere overrisiko for børbetændelse, mange spilddage og godt huld hos søer, der var udsat for manglende drægtighed.

Ved manglende drægtighed var der signifikant formindsket risiko (RR<1) for fund af mavesækforandringer, skuldertrykning, ledforandring og alder over læg 3. 

Hos søer udsat på grund af brunstmangel var der en signifikant øget risiko for at finde totalt cystiske æggestokke bevirkende permanent ufrugtbarhed og mere end 5 spilddage. Der var derimod underrisiko for fund af skuldertrykning og læg nr. over 3. Brunstmangel var således mest forbundet med yngre dyr.

Søer med udsætterårsagen få levendefødte havde overrisiko for betændelse i urinblæren, skuldertrykning og for at være mere end 3. lægs søer. De havde hyppigst under 5 spilddage, dvs. de var blevet slagtet umiddelbart efter fravænningstidspunktet. Det var også årsagen til en lav relativ risiko for fungerende æggestokke på slagtetidspunktet, idet æggestokkenes funktion endnu ikke var genoptaget efter drægtighedens hvilestadium.

Hos søer med benproblemer, var der øget risiko for inaktive æggestokke og sår i mavesækkens hvide del. Benproblemer optrådte endvidere mest hos yngre dyr (RR = 0,4 for læg nr. >3) og mest hos dyr, hvor huldet var under gennemsnittet.

Søer, der var udsat på grund af dårligt huld, havde en kraftig overrisiko for forekomst af inaktive æggestokke og skuldertrykning, mens der naturligt nok var en høj underrisiko for, at de optrådte i gruppen af dyr i mere end gennemsnitligt huld.

Der var en signifikant overrisiko for fund af fungerende æggestokke, urinblærebetændelse, mavesækforandring, slidforandring i albue og for at være ældre end 3. læg hos søer, der var udsat på grund af alder, mens der var underrisiko for forekomst af cystiske æggestokke og for at have mere end 5 spilddage. 

For visse forandringer har det på besætningsniveau været muligt at jævnføre fundfrekvenser på undersøgte organer hos de slagtede søer med de tilsvarende fundfrekvenser hos 263 selvdøde eller aflivede søer fra de 10 besætninger (se Vestgergaard, Christensen, Petersen, og Wachmann, Meddelelse nr. 656).

Som det fremgår af tabel 8, blev mavesækforandringer diagnosticeret med højest frekvens hos slagtede søer. Ved sammenligning af de to sæt besætningsfrekvenser fra mavesækundersøgelserne var der en positiv sammenhæng (positiv korrelation), men sammenhængen var forholdsvis svag, dog var den næsten signifikant for forandring i den hvide del (P=0,09).

Den tætteste sammenhæng mellem de to sæt frekvenser blev fundet for urinblærebetændelse, hvor korrelationskoefficienten var 0,63 og sammenhængen næsten signifikant (P=0,08).

Også for forandring i albueled, herunder slidgigt uden knogleblottelse var der positiv, om end svag sammenhæng mellem de to frekvenssæt.

Der var derimod ingen sammenhæng overhovedet i sammenligningen af de to sæt besætningsfrekvenser med hensyn til diagnoserne grus i urinblæren, akut ledbetændelse, kronisk ledbetændelse og slidgigt med knogleblottelse.

Tabel 8. Sammenhæng på besætningsniveau mellem organfund ved USK og obduktion

Som det fremgår af tabel 9, er den gennemsnitlige slagtevægt af alle slagtedyrskategorier øget i perioden. Slagtevægten for gylte er sandsynligvis beregnet til en for høj værdi i perioden 2002-2003 som følge af ukorrekte oplysninger om læg nr./dyrekategori i enkelte tilfælde. Nogle dyr havde således en urealistisk høj slagtevægt i forhold til den anførte dyrekategori. De pågældende dyr kunne dog ikke med sikkerhed identificeres, eftersom der ikke var nogen skarp vægtgrænse mellem korrekt klassificerede gylte og de formentlig forkert klassificerede. Den høje standardafvigelse i slagtevægten på gylte i 2002-2003 tyder ligeledes på, at der kan være fejlagtige oplysninger i periodens gyltekategori.

Under alle omstændigheder er den gennemsnitlige vægt på slagtede avlsdyr øget væsentlig siden undersøgelsen fra 1988-1990, hvor der undersøgtes 1.428 søer, gylte og polte fra 40 besætninger. Den viste vægtforøgelse på 35 kg er dog nok ikke repræsentativ, idet den gennemsnitlige slagtevægt på samtlige dyr, der blev slagtet på Skærbæk soslagteri i 2002-2003 var 174 kg, eller 11 kg lavere end forsøgsmaterialets. Besætningerne i undersøgelsen leverede således forholdsvis tungere dyr til slagtning end gennemsnitsbesætningen. Den reelle vægt, som udsætterdyrene er øget med i den mellemliggende periode, er derfor nærmere omkring 25 kg. Tilsyneladende øgedes vægten af 1. og 2. lægssøer forholdsvis mindre i den mellemliggende periode end tilfældet var for de øvrige søer.

Tabel 9. Sammenligning af slagtevægt hos polte, gylte og søer i 2002/03 og 1988/90

Formålet med det foreliggende arbejde var at efterprøve om udvidet diagnostik på udsatte slagtesøer kan belyse tilgrundliggende årsager til udsætningen, herunder årsager som ikke kommer frem ved den rutinemæssige kødkontrolundersøgelse. Det kunne som udgangspunkt forventes, at der ville være en vis sammenhæng mellem unormaliteter ved kønsorganerne og udsætterårsager, som har direkte relation til fejlfunktion af kønsorganerne som f.eks. manglende drægtighed, brunstmangel og for få fødte grise.

Der viste sig da også at være sammenhæng mellem udsætterårsagen manglende drægtighed på den ene side og cyster i æggestokkene og børbetændelse på den anden side og mellem udsætterårsagen manglende brunst og cyster i æggestokkene. Søer, der var udsat på grund af for få fødte grise havde en overrisiko for urinblærebetændelse. Men i øvrigt blev der ikke fundet signifikante sammenhænge mellem udsætterårsager med direkte relation til køns- og urinvejsorganerne og fund i disse organer. Det kan delvis skyldes, at materialet har været for lille og forandringerne for lavfrekvente til en realistisk analyse af forholdet.

Der blev ikke fundet årstidsvariation i forekomsten af dyr med æggestokcyster, sådan som det var tilfældet i undersøgelsen fra 1988-90 af slagtede avlsdyr (Christensen, 1997c). Her fandtes som i to andre arbejder (Karlberg, 1979; Schilwa, 1992) en dobbelt så høj forekomst af æggestokcyster i vinterhalvåret som i sommerhalvåret.

Hos slagtedyr, der var udsat på grund af benproblemer, var der øget risiko for inaktivitet i æggestokkene og sår/ar i mavesækken. Dyr med benproblemer var endvidere forholdsvis unge og i dårligt huld.

Grunden til det dårlige huld hos søer med benproblemer har formentlig været nedsat evne til forderoptagelse på grund af manglende mobilitet. De tilgrundliggende årsager har fortrinsvis været  forvridninger, brud og infektioner. Friske osteochondrotiske ledforandringer forekom ikke i slagtedyrsmaterialet, sådan som det ses hos slagtesvin, især hos de hurtigst voksende svin (Christensen, 2002).

Den øgede risiko for manglende æggestokaktivitet hos dyr med benproblemer stod formentlig i forbindelse med deres dårlige huld, idet der var en endnu stærkere sammenhæng mellem udsætterårsagen dårligt huld og inaktive æggestokke. I undersøgelsen fra 1988-90 var der fundet samme forbindelse mellem dårlig æggestokaktivitet og dårlig ernæringstilstand. Dyr udsat på grund af dårligt huld havde endvidere øget risiko for skuldertrykning.

I forbindelse med udsætterårsagen alder var der øget risiko for at finde urinblærebetændelse, forandringer i mavesækken og slidforanding i albueled. Det er forandringer, som dyrene har pådraget sig livet igennem, og som har ringe tendens til at afhele igen.

Manglende drægtighed var forbundet med mange spilddage, nemlig i gennemsnit 83 dage mod f.eks. 12 dage ved alder eller 8 dage ved for få levendefødte som udsætterårsag. De mange spilddage skyldes formentlig ofte, at den manglende drægtighed først opdages, når soen flyttes fra drægtighedsafdeling til farestald. Det vil kræve intensiv brunstovervågning og drægtighedskontrol i drægtighedsstalden at finde sådanne søer. Hvis tilstanden skyldes cystedannelse i æggestokkene, vil dyrene dog ikke vise brunst. I et enkelt tilfælde har en so med cystiske æggestokke dog nok alligevel vist brunsttegn, idet den var betegnet som værende ”brummer” af besætningspersonalet.

Der konstateredes i øvrigt drægtighed hos 5,4% af de søer, som var udsat på grund af manglende drægtighed. Gennemsnittet dækker over en stor variation mellem besætningerne (fra 0% i 7 besætninger til henholdsvis 5%, 19% og 40% i tre besætninger). I forrige undersøgelse i 1988-90 var den tilsvarende procent 4,9. Den fejlagtigt stillede negative drægtighedsdiagnose var således øget lidt fra 1988-90 undersøgelsen til den foreliggende, selvom der formentlig i mellemtiden er udviklet bedre teknik til drægtighedsdiagnostik.

I de år, der er forløbet mellem de to undersøgelser, er slagtedyrenes vægt øget med omkring 25 kg. Vægtøgningen har dog ikke været så høj for 1. lægs og tildels 2. lægssøerne, måske fordi de i højere grad er blevet brugt som ammesøer.

Der var for flere af de USK-diagnosticerede forandringer hos slagtedyrene sammenhæng med obduktionsresultaterne på selvdøde eller aflivede dyr fra de samme besætninger. Overensstemmelsen mellem frekvens af USK-diagnosticerede fund og frekvens af tilsvarende obduktionfund var dog ikke stor. Det kan delvis skyldes, at dyrematerialet ikke var stort, og at aldersfordelingen ikke var ens i de to materialer, men også at de sygelige forandringer hos selvdøde og aflivede dyr ikke nødvendigvis har samme karakter og hyppighed som hos slagtede.

Som ved en tidligere undersøgelse (Christensen & Wachmann, 2001) var der ikke besætningsforskel på den hyppige forekomst af brud i ryghvirvlerne på slagtedyr. Frekvensen af disse brud kan derfor ikke bruges til udpegning af besætninger med svage knogler, sådan som det tidligere er foreslået. Derimod viste det sig, at risikoen for brud steg med vægten af slagtedyret, sådan som det også var tilfældet i forrige undersøgelse. Brudene synes at være en direkte følge af  de fysiske påvirkninger, der sker under forløbet fra stikning af dyret til det hænger på slagtebåndet. Der var en tydeligt øget brudfrekvens ved stigende huldkarakter. Det viser, at øgning af ernæringstilstanden ikke medfører en tilsvarende øget knoglestyrke, som kunne kompensere for de større fysiske påvirkninger, der følger med den øgede kropsvægt.

Bruddene i ryggen opstår typisk i det bruskede vækstområde mellem hvirvellegeme og diskflade. Hos de ældste dyr er dette vækstområde forbenet. Det kan være årsag til, at brudfrekvensen var forholdsvis lav hos de allerældste dyr.

Det var en del af formålet med undersøgelsen at vurdere om leverandørerne kunne have udbytte af en mere udførlig tilbagemelding af slagtefund fra soslagterierne. Med de erfaringer, der er høstet i denne undersøgelse, synes det ikke generelt at være formålstjenligt at udvide den diagnostik, der foregår ved kødkontrollen.

En yderligere diagnostisk indsats vil nemlig kræve betydelige og omkostningskrævende ændringer i kødkontrollens rutiner, ikke mindst ved undersøgelse for sygelige forandringer i mavesæk og i urinblære. Tilbagemelding af besætningsdiagnostisk nyttige data om unormaliteter i mavesæk, urinblære, kønsorganer og led vil desuden kræve en specificitet og objektivitet, som ikke er nødvendig, og som derfor ikke praktiseres ved den almindelige kødkontrol.

Der kan dog opstå sygdoms- og produktionsmæssige problemer i en besætning, hvor det vil være særdeles relevant at fremskaffe viden om f.eks. mavesundheden hos udsatte slagtedyr. I sådanne tilfælde kan der så organiseres en særlig undersøgelse jvf. procedurer beskrevet i USK-vejledningen (Christensen, 1997a).

Det vurderes imidlertid, at oplysningerne om besætningernes almindelige kødkontrolfund kunne blive mere informative og diagnostisk nyttige, hvis de periodisk blev ordnet og tilbagemeldt i forhold til de tilgrundliggende årsager og sammenlignet med slagterigennemsnit.