Ornetypens betydning for dødeligheden i en besætning med PMWS

I besætninger med PMWS er dødeligheden i klimastalden typisk 10 % til 15 %. Enkelte besætninger oplever i perioder, at mere end 20 % af grisene dør (Hassing & Bækbo, 2003). Diagnosen PMWS stilles ud fra følgende tre punkter: 1. utrivelighed og øget dødelighed hos grisene efter fravænning, 2. påvisning af vævsforandringer, der er karakteristiske for PMWS og 3. påvisning af PCV2 virus i forandrede organer. Det er indtil videre ikke lykkedes præcist at beskrive årsagen til sygdommen eller at finde behandlingsmetoder for syge dyr. Rådgivningen til ramte besætninger har hidtil koncentreret sig om managementtiltag i håb om, at det vil sænke dødeligheden. Udenlandske undersøgelser peger på, at løsningen måske skal findes genetisk, idet der er racer, der ikke bliver ramt så hårdt af PMWS (Jong, Elbers & Wellenberg, 2003). Landsudvalget for Svin ønskede på den baggrund at efterprøve, om der er forskel i sygdomsfrekvensen hos afkom af de danske ornetyper.

Formålet var at undersøge, om der var forskel i grises overlevelseschance i en PMWS-smittet besætning, afhængigt af om der anvendes Duroc-, Hampshire- eller HD-orne som far.

Gennemførelse

Afprøvningen blev gennemført i en konventionel produktionsbesætning med 1000 søer. Søerne var produceret ud fra egen Landrace-kerne og bestod af både YL- og zig-zag-søer. Inden forsøgsperioden startede, blev der udelukkende løbet med egenproducerede Duroc- og HD-orner. Besætningen er konstateret PMWS-positiv. Derudover kendes følgende status: +PRRS-DK, +Ap6, +mycoplasma lungesyge, -Ap2.

Dødeligheden i klimastalden havde som gennemsnit for året inden forsøgsstart ligget på 10,2 %. Aktuelt var dødeligheden 12,2 % i januar 2003, hvor løbningerne i forbindelse med dette forsøg startede.

I forsøgsperioden fik besætningen leveret navnesæd fra Hatting-KS af Duroc-, Hampshire- og HD-orner. Ornerne blev tilfældigt udvalgt blandt aktive orner på Hatting-KS ved at rangere alle orner efter indeks og derefter at udtage hver tredje til løbning startende fra den indeksmæssigt laveste ende.

I alt blev der anvendt 63 forskellige Duroc-orner og 61 forskellige HD-orner. Hver orne er anvendt til to løbninger. Løbningerne med Hampshire var fordelt på 37 orner med hver tre løbninger. Hensigten var at sprede løbningerne på mange orner inden for hver racekombination for at få hver ornetype repræsenteret med flest mulige afstamninger. Det var nødvendigt, at anvende tre løbninger pr. Hampshire-orne, da der var få orner af denne race tilgængelige på KS.

Løbningerne blev foretaget over en 11 ugers periode, startende 6. januar 2003, med gennemsnitligt 12 løbninger pr. ornetype pr. uge (tabel 1).

Tabel 1. Oversigt over løbninger

Efter faring blev alle levende grise mærket med fortløbende numre, så mor og far – og dermed ornetype – var kendt for samtlige grise. Afkom efter Duroc-orner fik orange mærker i serien fra 1 til 1500, afkom efter Hampshire-orner fik grønne mærker i serien fra 2001 til 3500, og afkom efter HD-orner fik blå mærker i serien fra 4001 til 5500.

Faringerne foregik hver uge i to til tre farestalde, og der blev kun flyttet grise mellem søer i samme stald. Smågrisene blev fravænnet ved 21 dage, og de fravænnede grise blev hver uge fordelt på to klimastalde.

Alle kuldsøskende kom til samme klimastald, hvor grisene blev fordelt med galtgrise i den ene side og sogrise i den anden; derefter sorteret efter størrelse. Det blev tilstræbt, at der var lige mange grise af hver racekombination i hver sti. Grisene opholdt sig i klimastalden i 8 - 9 uger.

Et ugehold blev overflyttet til én slagtesvinesektion i stier med ca. 18 grise. Klimastaldene tømtes stivis, så ’stikammeraterne’ fulgtes ad til samme sti i slagtesvinestalden. Ved de ugentlige tømninger af to – tre klimastalde, blev de utrivelige grise samlet i sygestalden, hvorfra de, der ’kom sig’, blev overført til slagtesvinestalden med et senere ugehold.

I hele perioden indtil slagtning blev der for hver død gris registreret: grisens nummer, afgangsdato og -årsag samt om grisen var selvdød eller aflivet.

Alle forsøgsgrise i slagtesvinestalden fik aflæst øremærket i perioden én til tre uger før slagtning.

Et enkelt hold på 240 grise blev aflæst allerede ved 30 kg, da de blev overført til en anden besætningsenhed, hvor registrering af døde grise fortsatte indtil slagting.

De kliniske sygdomstegn for PMWS i en besætning kan let forveksles med andre sygdomme som for eksempel PRRS, lungesyge og Lawsoniadiarré. For at stille diagnosen PMWS, skal der ud over en konstatering af de kliniske symptomer også udføres laboratorieundersøgelser af de døde grise. Af økonomiske årsager er dette undladt i forsøget. Den præcise dødsårsag for de enkelte døde grise i forsøget kendes derfor ikke.

Statisk analyse

Forskellen i antal døde grise mellem afkom af de tre ornetyper blev analyseret med en logistisk regressionsmodel:

Log(p/(1-p))=ornetype

hvor p angiver den relative andel af døde grise, og ornetype angiver en af de tre ornetyper i forsøget.

I farestalden blev der i alt sat øremærke i 3943 smågrise, fordelt på 1513 efter Duroc-, 1203 efter Hampshire- og 1227 efter HD-fædre (Tabel 2). Ved gennemgang af grisene i slagtesvinestalden blev der i alt genkendt 3028 grise fordelt på 1188 efter Duroc-, 854 efter Hampshire- og 920 efter HD-orner. Når antallet af døde grise, vist i Tabel 2 fratrækkes, er der i alt 201 grise, der ikke umiddelbart kan redegøres for. Disse grise fordeler sig med 81 efter Duroc-, 82 efter Hampshire- og 38 efter HD-orner. Det er uklart, hvad der er sket med disse grise. De kan have tabt øremærket, og fra besætningen oplyses det, at ca. 50 grise på grund af pladsproblemer er solgt fra klimastalden, uden at øremærkerne blev aflæst på grisene.

I farestalden var der ingen statistisk sikker forskel i dødeligheden for afkom af de tre ornetyper (Tabel 2), og dødelighedsprocenterne for de tre ornetyper benævnes med samme bogstav ”a”. Dødeligheden ligger på 7 % - 8 % og inkluderer ikke de grise, som dør ved og omkring faring.

I klimastalden var dødeligheden forskellig for afkom af de tre racekombinationer. En statistisk test med antagelse af binomialfordelt dødelighed viser, at dødeligheden er stærk signifikant forskellig for afkom af de tre ornetyper (Tabel 2). Efter Hampshirefædre døde 9,1 % af afkommet, for afkom af HD-fædre var dødeligheden 8,3 %, mens afkom af Duroc-fædre havde en dødelighed på kun 4,6 %. Dødelighederne inkluderer alle grise i klimastalde og dertil hørende sygestalde.

I slagtesvinestalden var der ingen statistisk sikker forskel i dødeligheden mellem afkom af de tre ornetyper (Tabel 2). Dødeligheden i slagtesvinestalden ligger mellem 3,9 % og 5,7 %.

Dødelighed i klimastald og slagtesvinestald er beregnet ud fra det formodede antal grise, som blev sat ind i de to staldafsnit, idet det præcise antal grise, som blev indsat i staldene ikke blev registreret. I datamaterialet findes kun registreringer af antal fødte grise og antal døde grise. Det betyder, at der ikke kan korrigeres for fejl, der opstår ved manglende registrering af døde grise eller manglende registrering af grise, der afgår til anden side. Disse grise indgår i undersøgelsen som sunde grise, der leveres til slagtning.

Tabel 2. Antal fødte, antal døde og procent døde for tre staldafsnit gennem produktionsperioden

I besætningen anvendes sygestald i klimastaldsperioden, så flere af de døde grise, kan være overført til sygestald, inden de er døde. Det samlede antal grise, som døde i sygestald, udgør 18, 28 og 23 dyr for afkom efter henholdsvis Duroc-, HD- og Hampshire-orner. Det samlede antal grise, som blev overført til sygestald, kendes ikke, så det er ikke muligt at angive den procentvise dødelighed for ornetyperne i sygestalden, men resultatet viser, at der dør færrest blandt afkom efter Duroc til trods for, at der fødes flest grise med Duroc som far. Dermed viser dødeligheden i sygestalden den samme tendens som i klimastalden, hvor dødeligheden er mindst for afkom efter Duroc-orner (Tabel 2).

En beskrivelse af dødeligheden gennem hele produktionsperioden ses i Figur 1.

I de første otte uger er der ingen forskel i dødeligheden for afkom af de tre ornetyper (Figur 1). Herefter og indtil omkring 18 uger efter fødsel falder andelen af overlevende kraftigst blandt afkom efter Hampshire- og HD-orner, mens faldet er mindre hos afkom efter Duroc-orner. Efter 18 uger er der 86,1 % overlevende grise efter Duroc-fædre, mens der kun er henholdsvis 80,4 % og 80,9 % overlevende grise efter Hampshire- og HD-orner (Figur 1).

Blandt de anvendte Duroc-orner fandt vi, at 40 % har en dødelighed hos afkommet, der ligger mellem 0 % og 10 % døde grise (figur 2). Andelen af orner med højere dødelighed blandt afkommet aftager jævnt til, at under 2 % af ornerne har en dødelighed hos afkommet på 40 % - 50 %. Figuren viser, at dødeligheden blandt afkom efter Duroc-orner ikke skyldes enkelte orner med høj dødelig hos afkommet.

For Hampshire-orner ses, at 40 % af ornerne havde en dødelighed hos afkommet på mellem 10 % og 20 % hos afkommet, mens der hos 35 % af HD-orner ses en dødelighed på 20 % til 30 %.

Hos Hampshire fandt vi endvidere mange orner med en dødelighed hos afkommet på mellem 10 % og 20 %, og samtidig ses mange orner med en dødelighed på mellem 40 % og 50 %. Det indikerer, at der blandt de anvendte Hampshire-orner er stor variation mellem ornerne med hensyn til andelen af døde grise blandt afkommet.

Da dødsårsagen for de enkelte grise ikke er diagnosticeret, er det ikke muligt at afgøre, om afkom efter Duroc er mindre modtageligt for PMWS. I besætningen er der tidligere konstateret: PRRS, Ap6 og mycoplasma lungesyge og det kan være en af de andre sygdomme, som er årsag til eller medvirkende årsag til forskellen i dødelighed for afkom af de tre ornetyper.

Figur 2. Fordeling (andel) af orner efter andel af døde grise hos afkommet af de tre ornetyper. For ornetyperne Duroc (DD), Hampshire (HH) og HD indgår henholdsvis 63, 37, 61 orner i undersøgelsen

Det kan konkluderes, at overlevelseschancen blandt fravænnede grise i den undersøgte besætning afhænger af ornetypen. Afkom efter Duroc-orner har i besætningen en signifikant lavere dødelighed i klimastalden end afkom efter Hampshire- og HD-orner. 

Da dødsårsagen for de døde grise er ukendt, er det ikke muligt at konkludere, at afkom efter Duroc-orner er mindre modtagelig for PMWS. Det kan være andre sygdomme i besætningen, som er årsag til forskellen i dødelighed mellem afkom af de anvende ornetyper.