Sammenhængen mellem visse besætningsfaktorer og skuldertrykning hos søer

I studier af søers velfærd i forskellige produktionssystemer indgår beskadigelse af huden som en vigtig faktor. De læsioner, som forekommer over skulderbladsknuden, involverer oftest dybereliggende vævsstrukturer og er typisk betinget af længerevarende trykpåvirkninger, der reducerer blodforsyningen til området.

Sammenlignet med andre husdyrarter er huden og de øvrige bløddele over skulderbladsknuden hos svinet særlig udsat for trykskader på grund af svinets meget høje skulderbladskam.

Der foreligger en del undersøgelser, der belyser risikofaktorer for udvikling af skuldertrykning hos søer [8]; [6]; [11]; [7]; [13]; [4]; [9]. I alle disse undersøgelser er der fundet en øget risiko for skuldertrykning ved forringet ernæringstilstand. Ernæringstilstanden er i undersøgelserne vurderet subjektivt eller ved måling af spæklagets tykkelse på den levende eller slagtede so.

Andre mulige risikofaktorer for udvikling af skuldertrykning er mindre godt belyst. Der synes dog at være en mindre risiko for udvikling af skuldertrykning, når drægtige søer er opstaldet i systemer med løsdrift sammenlignet med opstaldning i bokse [1]. Hos løsgående drægtige søer, synes der yderligere at være en forebyggende effekt af halmstrøet lejeareal [10].

Selvom det har vist sig, at forhold i drægtighedsperioden har betydning for skuldertrykning, udvikles trykningerne først, når dyrene er flyttet i farestald. Trykningerne dannes typisk meget hurtigt efter faring, tiltager i omfang i løbet af diegivningsperioden og afheler oftest helt eller delvist efter fravænning [7].

Formålet med denne undersøgelse var at belyse, om der var sammenhæng mellem visse besætningsfaktorer og udvikling af skuldertrykning hos søer. Undersøgelsens resultater kan betragtes som idégrundlag for det videre arbejde med årsagerne til skuldertrykning hos søer. Materialet til undersøgelsen er baseret på projektet ”Holdbarhed af søer”, som Landsudvalget for Svin har gennemført. Dette projekt havde til formål at kortlægge omfanget af slagtede, døde og aflivede søer samt årsager til slagtning, aflivning eller dødsfald. Det var endvidere formålet at skabe et idégrundlag vedrørende potentielle årsagssammenhænge mellem forskellige lidelser hos søer samt indretning og drift i sohold.

Der blev foretaget registrering for skuldertrykning på de slagtede søer fra 28 besætninger i perioden fra januar 2002 til juli 2003, i alt 8.016 slagtesøer. Besætningerne indgik i Landsudvalget for Svin’s projekt ”Holdbarhed af søer”.

De 28 besætninger havde i et interview givet oplysning om indretning og drift i soholdet.

Registrering for skuldertrykning blev indhentet via kødkontrollens bemærkninger i slagteriernes fælles database på LEC. Slagtningerne er udført på tre soslagterier

Databehandling

Det viste sig ved slagterivis beregning af den gennemsnitlige hyppighed af skuldertrykning på samtlige søer, at hyppigheden på det ene slagteri lå højere end på de to andre i hele forsøgsperioden. I en tidligere undersøgelse blev det konstateret, at forholdet skyldtes en mere intensiv registreringspraksis på det pågældende slagteri [2]. I undersøgelsen er værdien af en registrering for skuldertrykning på dette slagteri derfor nedjusteret fra 1 til 0,66, hvorved de tre slagteriers gennemsnit for skuldertrykning kom til at ligge på samme niveau. Den sande frekvens af skuldertrykning på slagtesøerne er under alle omstændigheder noget højere end den kødkontrolregistrerede frekvens [2].

Sammensætningen af undersøgelsens materiale gjorde det vanskeligt at udrede den virkelige effekt af hver enkelt besætningsfaktor på skuldertrykning på grund af de mange kombinationer af medvirkende besætningsfaktorer. Det er derfor valgt udelukkende at vise en tabel med den separate effekt på skuldertrykning af hver enkelt besætningsfaktor uden hensyn til effekten af andre besætningsfaktorer. I enkelte vigtige tilfælde er der dog beregnet effekt af kombinationer af besætningsegenskaber. Skuldertrykningsfrekvensen i grupper af søer er korrigeret for ovennævnte slagteriforskel i registreringsintensitet.

Hver enkelt besætningsegenskab, der indgik i den statistiske databehandling, er sat i forhold til individet. Efter gruppering af dyrene i henhold til besætningsfaktor, blev gennemsnittet for frekvens af skuldertrykning beregnet.

Forskel i forekomst af skuldertrykning er udtrykt som en relativ risiko for skuldertrykning beregnet ved logistisk regression med korrektion for den kendte slagteriforskel i registreringsintensitet.

I grupperne figurerer kun de besætninger, der opfylder de kriterier, der er opstillet for gruppen. Derfor er summen af besætninger ikke i alle tilfælde 28.

Resultater

Besætningsgennemsnittet for antal søer, der blev slagtet i forsøgsperioden var 286, varierende fra 91 til 946.

Der blev registreret skuldertrykning hos 2,6 pct. af de slagtede søer, varierende fra 0,4 til 7,8 pct. mellem besætninger. Der var ikke kendskab til forekomsten af skuldertrykninger blandt de selvdøde og aflivede søer fra besætningerne. Til sammenligning var den gennemsnitlige forekomst af skuldertrykning for samtlige slagtede søer på de tre slagterier i forsøgsperioden på 4,3 pct. fra i alt 620.000 søer leveret fra 6.563 leverandører.

I undersøgelsens 28 besætninger var der i gennemsnit 769 årssøer, varierende fra 170 til 2.200.

Sammenhængen mellem besætningsfaktorer og forekomst af skuldertrykning, udtrykt ved den relative risiko, er vist i Tabel 1. Der er dels angivet den observerede frekvens i hver gruppe af søer og dels den relative risiko i forhold til en af grupperne, der vilkårligt er valgt som reference.

Tabel 1. Sammenhæng mellem besætningsfaktor og forekomst af skuldertrykning

     
Som det fremgår af tabellen, var der, på trods af en tilsyneladende stigning i den relative risiko for skuldertrykning mellem de mindste og de største besætninger, ikke statistisk sikker forskel mellem besætningsstørrelse og forekomst af skuldertrykning. Det samme gælder diegivningsperiodens længde vurderet ud fra den oplyste fravænningsalder.

Der var en statistisk sikker større risiko for skuldertrykning, hvis søerne var opstaldet i boks i forhold til løsdrift i løbe- og drægtighedsperioden, mens der ikke kunne påvises en forskel mellem bindsel og boks i diegivningsperioden.

Der var kun en enkelt besætning med farestier for løsgående søer. Det er derfor ikke muligt at vurdere løsgående diegivende søer i relation til skuldertrykning. Rådata fra denne ene besætning tydede dog ikke på, at der, isoleret set for denne besætningsfaktor, var lavere forekomst af skuldertrykning ved løsdrift.

Det fremgår af tabellen, at der i undersøgelsen ikke var forskel mellem gulvtyperne i farestien i relation til risiko for skuldertrykning. Materialet er dog svagt på dette punkt, idet kun tre besætninger havde andet end ”delvist spaltegulv”.

Undersøgelsen viste ingen sammenhæng mellem princip for fodertildeling i drægtighedsperioden eller antal fodringer i farestald og risiko for skuldertrykning.

Der var statistisk sikkert flere søer med skuldertrykning i besætninger, der ikke brugte halm i drægtighedsstalden, sammenlignet med besætninger, der tildelte halm. Som det fremgår af tabellen, kunne det ikke udledes af materialet, hvilke strøelsesmængder, der skulle anvendes, for at påvirke risikoen for skuldertrykning. Der blev primært anvendt strøelse i besætninger med løsdrift.

Der var forskel i den relative risiko for udvikling af skuldertrykning afhængig af, om soen var halvt L halvt Y, eller om krydsningen var LYL, LYY eller LYD.

På grund af materialets karakter med mange kombinerede besætningsfaktorer har det været vanskeligt at konkludere noget om den enkelte besætningsfaktors betydning som årsag til skuldertrykning. Flere faktorer ”fulgtes ad” inden for den enkelte besætning. F.eks. havde de deltagende besætninger med halmstrøelse oftest samtidig løsdrift i drægtighedsstalden. Og tilsvarende havde alle besætninger med løsdrift i løbeafdelingen også løsdrift i drægtighedsperioden.

Opstaldning

Besætninger med løsdrift i drægtighedsperioden havde lavere frekvens af skuldertrykning. Dette understøttes af andre undersøgelser, f.eks. [1], [5] og [8].

Undersøgelser af Boyle et al. (2002) viste, at der også var mindre tilbøjelighed til udvikling af skuldertrykning hos søer i farestalden, når de havde gået løse som drægtige. Det skal formentlig forklares ved deres bedre fysiske konstitution. Undersøgelserne viste således, at søer, der blev lukket i fareboks, havde kortere liggeperioder og oftere skiftede position, når de kom fra løsdrift, end når de havde været opstaldet i boks i drægtighedsperioden. Disse søer undgår derved de lange ubrudte liggeperioder, der må betragtes som en af de væsentligste udløsende årsager til udvikling af skuldertrykning, specielt hvis skulderbladsknuden er dårligt beskyttet af polstrende bløddele, som det er tilfældet hos søer i mindre god ernæringstilstand.

Det beskyttende polster over skulderbladsknuden består fortrinsvis af hud og fedtvæv og i mindre grad af muskelvæv. Det er dog muligt, at der hos løsgående søer vil være mere muskelmasse i boven end hos boksopstaldede søer. En sådan øget muskelmasse vil kunne bidrage til polstring af skulderbladsknuden og dermed mindske dispositionen for udvikling af trykning. I den forbindelse kan det bemærkes, at muskelvæv er mindre udsat for trykskader end fedtvæv på grund af en langt bedre blodgennemstrømning.

Der var også i løbeafdelingen en effekt af opstaldningen, idet løsdrift mindskede risikoen for skuldertrykning i forhold til boksopstaldning. Eftersom opholdstiden i løbeafdelingen i langt de fleste af de deltagende besætninger med løsdrift kun var ca. 1 uge i hver socyklus – dvs. ingen boksopstaldning i ugerne efter løbning - vurderes det umiddelbart, at løbeafdelingen i sig selv ikke har indflydelse i relation til skuldertrykning. Derfor afspejler forskellen antageligt, at de besætninger, der havde boksopstaldning i løbeafdelingen, også havde boksopstaldning i drægtighedsperioden.

Gulvtype

Det er en generel antagelse, at gulvtypen i farestien har indflydelse på forekomsten af skuldertrykning. Årsagen er, at trykket på soens skulderparti bliver mere jævnt fordelt på et underlag med fast gulv i forhold til et spaltegulv. Denne formodning kunne ikke bekræftes i undersøgelsen. Det skal dog bemærkes, at kun 3 ud af de 28 besætninger i undersøgelsen havde fuldspaltegulv, altså et meget spinkelt grundlag for en reel vurdering af en eventuel sammenhæng. Det kan anføres, at der i en undersøgelse af Cleveland-Nielsen (2002) ligeledes ikke kunne påvises nogen effekt af gulvtypen i farestien i forhold til skuldertrykning.

Fodring

Eftersom ringe ernæringstilstand er en meget væsentlig årsag til skuldersår, var det forventeligt, at styret fodring af de drægtige søer, ville kunne reducere hyppigheden af skuldertrykninger i kraft af færre tynde søer i systemer med styret fodring. Styret fodertildeling gør det således muligt at praktisere individuel fodring og kontrollere fodertildelingen på individniveau. Det er dog oftest kun ved boksopstaldning med tørfoder og ved ESF (Elektronisk Sofodring), at denne mulighed kan udnyttes fuldt ud. Det vurderes generelt, at fodring efter huld derfor er lettere i netop disse systemer.

I undersøgelsen var der da også færrest søer med skuldertrykning i besætninger med styret fodring, men forskellen var ikke signifikant.

Det er vist, at soens ernæringstilstand havde betydning for forekomsten af skuldertrykninger [3] – se Meddelelse nr. 657. Meddelelsen omhandler USK-undersøgelser på ca. 800 søer fra i alt 10 besætninger. For disse slagtede søer blev der beregnet en objektiv ”huldkarakter” på basis af data vedrørende alder/kuldnummer og slagtevægt. Her viste det sig, at den besætning, der havde den højeste karakter for huld – svarende til de søer, der var i bedst ernæringstilstand - også havde den laveste frekvens af skuldertrykning. Denne besætning havde styret fodertildeling (ESF). De to besætninger, som havde de højeste frekvenser af skuldertrykning, havde begge lave karakterer for huld – svarende til tynde søer. Den ene af disse besætninger havde styret fodertildeling (ESF), den anden ikke styret (gulvfodring). Dette illustrerer dels, at ikke styret fodertildeling er problematisk i forhold til sikring af dyrets foderoptagelse og dermed dets huld, men også at styret fodertildeling i sig selv ikke er tilstrækkelig til at undgå dårligt huld og skuldertrykning.

Flere gange fodring af søer i farestalden kunne have en gunstig effekt mod skuldertrykning i kraft af bedre ernæringstilstand og motivation til hyppigere at rejse sig. I undersøgelsen var der da også en lavere frekvens af skuldertrykning ved 3 gange fodring i døgnet mod 2 gange fodring. Forskellen var dog ikke statistisk sikker.

Diegivningsperiodens længde

Der kunne måske forventes en stigning i forekomsten af skuldertrykning med stigende fravænningsalder, idet tæring af soens kropsreserver, alt andet lige, er større, jo længere diegivningsperioden er. Dette kunne dog ikke udledes af undersøgelsen.

Tildeling af halm

Dét faktum, at soen rejser og lægger sig i forbindelse med hver hændelse, der er forbundet med fodring, halmtildeling og tilsvarende motiverende situationer, bidrager generelt til en forbedring af soens konstitution. Halmtildeling formodes derfor at have en positiv effekt i relation til blodgennemstrømningen i partiet omkring soens skulder. Hvis der er halm i lejet, og især hvis soen er i løsdrift og selv kan skifte liggested efter behag, kan halmen endvidere danne et blødere underlag, hvorved trykket på skulderpartiet mindskes. Tildeling af halm i drægtighedsperioden havde da også en positiv effekt med hensyn til forekomst af skuldertrykning, som også vist af Leeb et al. (2001). Her kan sammenkoblingen af ”løsdrift” og ”halm” dog spille forstyrrende ind i forhold til vurdering af besætningsfaktorens effekt, da besætninger med strøelsestildeling i mængder på mere end en håndfuld pr. so pr. dag også havde løsdrift i drægtighedsperioden.

Der var ikke forskel mellem de mængder af strøelse, der blev tildelt og frekvens af trykning. Det kunne derfor ikke sandsynliggøres, at tildeling af et blødt underlag til drægtige søer, i sig selv kunne mindske forekomsten af skuldertrykning. Det var et mindretal af besætningerne, der tildelte halm i farestalden, og det var som oftest kun i perioden indtil faring og i små mængder tildelt i krybben, ikke som gulvunderlag.

Det er vanskeligt at forklare den negative krydsningseffekt, der blev konstateret mod skuldertrykning hos søerne ved førstegangskrydsning. Måske skyldes det, at der er en særlig stor krydsningsfrodighed for større mælkeydelse hos førstegangskrydsninger [12] og dermed en større risiko for afmagring.

Da undersøgelsen er baseret på slagtede søer, har forhold vedrørende selvdøde og aflivede søer ikke kunnet inddrages. Der er ikke kendskab til i hvilket omfang denne gruppe af de udsatte søer vil påvirke ovennævnte konklusioner. En anden undersøgelse vedrørende afgangsårsager hos søer har vist, at de primære årsager til aflivning var problemer med bevægeapparatet. De primære årsager til selvdøde søer, var komplikationer i forbindelse med faring, samt mave-/tarmproblemer. Alle tre problemstillinger vurderes at kunne påvirke søernes lyst til at rejse sig og til at indtage foder, og dermed kan det ikke afvises, at dyrenes konstitution og foderoptagelse kan være påvirket negativt.

Resultaterne af denne og flere andre undersøgelser viser en gavnlig virkning af løsdrift og halmanvendelse mod skuldertrykning hos søer.

Undersøgelsen har ligeledes vist mindre disposition for skuldertrykning hos søer af krydsningstyperne LYL, LYY, LYD end hos søer af LY eller YL krydsning. Derimod kunne undersøgelsen ikke bidrage til øget viden om forskellige gulvtypers betydning i relation til skuldertrykning.

Forebyggende tiltag

Tidligere foretagne undersøgelser af årsager til skuldertrykning peger på to væsentlige egenskaber hos soen, nemlig ernæringstilstanden og mobiliteten.

Ernæringstilstanden skal reguleres, således at soen aldrig bliver tynd, specielt ikke under opholdet i farestalden. På den anden side må den ikke blive så fed og tung, at dens mobilitet påvirkes negativt.

En god mobilitet sikres ved at give dyrene størst mulig bevægelsesfrihed i form af løsdrift i drægtighedsstald og tilstrækkelig plads i fareboks og et attraktivt beskæftigelsesmateriale f. eks. halm og i øvrigt ved at holde søerne i en god sundhedstilstand.

For drægtighedsstalde bygget efter 1. januar 1999 er der krav om løsdrift fra 4 uger efter løbning og indtil en uge før forventet faring. Der skal strøelse på det faste gulv. Dette er i 2003 blevet suppleret med, at der i stalde ibrugtaget efter 15. maj 2003 endvidere skal være permanent adgang til rodematerialet, hvilket i mange tilfælde vil udgøres af halm. Derved synes der at være en god mulighed for, at det generelle niveau af skuldertrykning i fremtiden vil være faldende.

Endvidere er der via den af Landsudvalget for Svin’s gennemførte kampagne til forebyggelse af skuldertrykning sat fokus på emnet, og dermed også på en mere målrettet indsats med opstilling af en handlingsplan i den enkelte besætning. Der er fra Landsudvalget for Svin udsendt materiale til checkliste og handlingsplan, som bør bruges i forbindelse med udarbejdelse af den individuelle handlingsplan i besætningen.

Hver enkelt besætning skal, i samarbejde med sine rådgivere, derfor udarbejde sin egen handlingsplan med hensyn til strategi for hvorledes man minimerer andelen af søer med skuldertrykning, samt hvordan disse søer håndteres. Handlingsplanen bør tage afsæt i kendskab til relevante nøgletal og – oplysninger i forhold til udsatte søer, herunder søerne med skuldertrykninger.

Med en sådan analyse kan besætningsejeren i fællesskab med sine ansatte løbende vurdere om:

På denne måde bliver opgaven med at vurdere og håndtere problemet væsentlig nemmere at gribe an.

På baggrund af nærværende undersøgelse samt generelle erfaringer vedrørende minimering af skuldertrykninger kan der peges på bl.a. følgende områder, der skal indgå i handlingsplanen:

Med hensyn til håndtering af de enkelte dyr – uanset symptom, alder m.v. - henvises til besætningsstrategi og checkliste omkring søer, fra Landsudvalget for Svin.