Optimal alder for ammesøer til 1-2 dage gamle grise

Hvis man nedsætter antallet af diende grise pr. so ved at bruge ammesøer, kan overlevelsesraten og fravænningsvægten øges [3], [4]. Der anvendes ammesøer i de fleste sohold, men der findes ingen undersøgelser, der beskriver den optimale ammeso[5].

Denne afprøvning skulle afklare, om førstekuldssøer eller 2.-5.- kuldssøer er bedst som ammesøer. Der er fordele og ulemper ved begge typer (tabel 1). En førstekuldsso har ofte et velansat pattesæt, og rejser og lægger sig lettere end 2.-5.- kuldssøer. Til gengæld har 2.-5.- kuldssøer en højere mælkeydelse, og de udskiller antistoffer imod flere sygdomme end førstekuldssøerne. Selv om førstekuldssøerne har en lavere mælkeydelse, har de også en lavere foderoptagelse, så førstekuldssøer taber sig mere end 2.-5.- kuldssøer i diegivningsperioden. Derved er førstekuldssøer mere udsat for skader ved en forlænget diegivningsperiode.

Tabel 1. Forventede fordele og ulemper ved at benytte førstekuldssøer eller 2.-5.- kuldssøer

 
Ammesøer kan laves som 1-trins eller som 2-trins ammesøer (tabel 2). Uanset kuldnummer har det stor betydning for forløbet af ammeperioden, om grisene ligger hos en 1-trins eller en 2-trins-ammeso. Derfor er afprøvningen udført, så begge ammesøer i et ammeso-par var samme ”trin”.

Tabel 2. Skitse over brug af 1-trins- og 2 trins ammesøer

Det er ikke afklaret hvilke grise, der optimalt kan lægges til ammesøerne. Man kan samle de mindste grise hos en ammeso, så de bedre kan klare sig i kampen om patterne i et kuld med udelukkende små grise. En anden mulighed er at flytte de store grise til ammesøerne, da de store grise bedre klarer flytningen til ammesoen.

Formålet med denne afprøvning var at afklare, om førstekuldssøer eller 2.-5.- kuldssøer er bedst til at passe ammegrise målt som tid til accept af ammegrisene, dødelighed og fravænningsvægt. Begge søer i en gentagelse var enten 1-trins eller 2-trins ammesøer.

Afprøvningen blev gennemført i én besætning. Der blev udpeget én førstekuldsso og én 2.-5.- kuldsso til hver gentagelse. Begge søerne i en gentagelse havde haft lige lang diegivningsperiode, inden de blev udvalgt til at være ammesøer. Det var op til driftslederen at bestemme, om ammesøerne skulle være 1-trins- eller 2-trins ammesøer, blot begge søer i en gentagelse var lavet på samme måde. De to søer i hver gentagelse blev i øvrigt behandlet ens. Grisene blev øremærket, vejet enkeltvis og fordelt ligeligt til de to søer i hver gentagelse. Efter fordeling af grisene blev kuldet ”låst”, så der herefter ikke blev flyttet grise til eller fra ammesøerne.

Efter fordeling af grisene blev søernes og grisenes aktivitet registreret hvert 10. minut i tre timer, eller til mindst tre diegivninger var iagttaget. Behandlinger og dødsfald i diegivningsperioden blev registreret af driftslederen. Ved fravænning blev fravænningsvægten registreret. Søernes rygspæktykkelse blev målt i fire punkter med rygspækmåleren Lean Meater (Renco corporation) ved start på ammeperioden og ved fravænning. Resultaterne er behandlet ved lineær regression i modellerne PROC MIXED (fravænningsvægt, tid til første diegivning) og NPAR1WAY (dødelighed) i programmet SAS. Afprøvningen var dimensioneret til at kunne påvise en forskel i fravænningsvægt på 400 gram med 80 pct. sikkerhed.

I gruppen ”2.-5.- kuldssøer” indgik seks søer med kuldnummer 2, syv søer med kuldnummer 3 og to søer med kuldnummer 5.

De 30 ammesøer fik tildelt 316 ammegrise, svarende til 10,5 ammegrise pr. ammeso. Én so udviklede skuldersår efter 14 dage med ammegrise, hvorfor ammegrisene hos begge søer i gentagelsen blev vejet ud. Soen med det begyndende skuldersår passede herefter grisene i en sti med dybstrøelse.

Tabel 3. Resultat af afprøvningen

Der var ikke statistisk sikker forskel på fravænningsvægt og dødelighed i de to grupper. Forskellen på fravænningsvægt burde i forhold til dimensioneringen blive statistisk sikker, men en del af forskellen forklares af forskellen i antal fravænnede grise på grund af forskellen i dødelighed, hvorfor forskellen i fravænningsvægt på grund af kuldnummer i den statistiske analyse bliver mindre betydende.

Tid til første diegivning

Der var tendens til, at førstekuldssøer var cirka 30 minutter længere om at give die første gang end 2.-5.- kuldssøer (p=0,10). Efter 1 time havde 40 pct. af førstekuldssøerne og 55 pct. af 2.-5.- kuldssøerne givet die mindst 1 gang.

Efter at grisene blev sat til ammesoen, gik de fleste grise søgende rundt i stien, og nogle grise masserede ammesoens yver. Efter 20 minutter lå 66 pct. af grisene i pattegrisehulen.

Grisene indstillede sig således hurtigt på at være i den nye sti, hvorefter det var op til soen at indlede den første diegivning. 60 pct. af 2.-5.- kuldssøerne lå i sideleje umiddelbart efter tilsætningen af ammegrisene. Dette var kun tilfældet for 30 pct. af førstekuldssøerne.

Der var kun én so i hver gruppe, hvor det var grisene, der indledte første diegivning. Der var to førstekuldssøer og én 2. kuldsso, der ikke gav die inden tre timer efter tilsætning af ammegrisene. Disse var alle 1-trins ammesøer. Disse tre søer er sat til fem timer i den statistiske analyse af ”tid til første diegivning”. De tre søer blev behandlet med oxytocin efter tre timer. Behandlingen fik ikke de tre søer til at lægge sig og give grisene die. Der var én af søerne, der gav die 53 minutter efter oxytocinbehandlingen. Så sen effekt har ikke været en effekt af oxytocinbehandlingen. Trods den lange tid til første diegivning var der kun to pattegrise (7 pct.), der døde i disse tre kuld.

Figur 1. Tid til første diegivning hos førstekuldssøer og 2.-5.- kuldssøer

Effekt af tomtid før tilsætning af ammegrise

Der gik 50 til 90 minutter fra ammesoens egne grise blev taget fra, til ammekuldet blev sat til. For hvert minut, som soen var uden grise, var der tendens til, at der gik to minutter mindre til diegivning (p = 0,08) (se figur 2).

Ammesøernes tab af rygspæk

Søernes rygspæktab afhang især af, om det var 1-trins ammesøer (høj foderoptagelse, aftagende laktationskurve) eller 2-trins ammesøer (stigende foderoptagelse, stigende laktationskurve). Dette fremgår at tabel 5. 1-trins ammesøerne gennemførte en ”ekstra” diegivning efter at have afsluttet deres eget kuld, og de ændrede ikke spæktykkelse, mens de var ammesøer. 2.-5.- kuldssøer som 1-trins ammesøer viste endda tegn på tilvækst, mens de var ammesøer. Såvel førstekuldssøer som 2.-5.- kuldssøer tabte cirka 1 mm rygspæk i diegivningsperioden, hvis de var 2-trins ammesøer. Dette er mindre end det tab på 2-4 mm, der forventes hos en so, der gennemfører en normal diegivning [5]. I denne afprøvning blev huldet således ikke påvirket negativt af, at soen var ammeso.

Figur 2. Effekt af tid uden grise på tid til førte diegivning

Tabel 4. Ændring i rygspæktykkelse i ammeso-perioden, målt i mm rygspæk

Ammesoens alder?

2.-5.- kuldssøer var hurtigst til at acceptere ammegrisene. Der var ikke statistisk sikker forskel på fravænningsvægt eller dødelighed for ammegrise hos henholdsvis førstekulds og 2.-5.- kuldssøer.

   
Deltagere:   Statistiker Mai Brit Friis Nielsen, Landsudvalget for Svin

Afprøvning: 773