Søers ”rejse og lægge sig” bevægelse i forskellige farestier

En undersøgelse af danske krydsningssøers størrelse viste, at søerne er blevet større i løbet af de seneste knap 20 år [5]. Dette resulterede i nye anbefalinger for dimensioner af fareboks og kassesti [6] samt for dimensioner på bokse til søer i løbe- og drægtighedsafdeling [7].

I fareboksene kan søerne muligvis kompensere for pladsmangel i længderetningen ved at udnytte pladsen over krybben, når de lægger sig. Derimod har søerne sværere ved at kompensere i bredderetningen [2].

Det antages, at en so, som hurtigere kan ”lægge og rejse sig”, har mulighed for øget foder- og vandoptagelse, end en so, som fylder meget i sin fareboks. Øget foder- og vandoptagelse giver mulighed for større mælkeproduktion og dermed også højere fravænningsvægt. Hvis en so har svært ved at ”lægge og rejse sig”, er der risiko for, at den ligger i længere tid, end den ellers ville. Dermed har den blandt andet en øget risiko for at udvikle skuldersår.

En udenlandsk undersøgelse af drægtige søers bevægemønster viste, at små søer var hurtigere til at lægge sig end store søer, sandsynligvis fordi små søer havde bedre plads i boksene til at udføre bevægelsen [1]. En stor so vil have begrænset råderum til at udføre ”lægge og rejse sig” bevægelse i en boks. Det kan betyde, at det tager længere tid for en so at lægge sig, idet den skal bruge tid på at få kroppen rettet på plads. Dette kan indikere, at en stor so har ringere komfort end en lille so ved opstaldning i bokse.

I Danmark er der, jf. ”Bekendtgørelsen om beskyttelse af svin”, lovkrav om, at ethvert svin skal kunne ”lægge sig” samt hvile og ”rejse sig” uden besvær, og der skal være et frit areal bag soen/gylten for at lette naturlig faring [3].

”Rejse og lægge sig” bevægelsen er for soen en ’kendt’ bevægelse, og der forventes derfor kun lidt variation for den enkelte so i arealforbrug til at udføre bevægelsen – forudsat, at soen ikke hæmmes i bevægelsen.

Formålet med afprøvningen var at få et grundlæggende kendskab til danske krydsningssøers pladsforbrug i henholdsvis længden og bredden til at ”lægge og rejse sig” i tre forskellige farestier med henblik på at udvikle fareboksen i de eksisterende kassestier. Endvidere med det formål, at resultaterne anvendes til udvikling af nye farestier heriblandt løsdriftsstier i farestalde.

Den opnåede viden skal bruges til at sikre, at søernes komfort tilgodeses, hvilket samtidig forventes at forbedre forudsætningerne for deres produktion. Det forventes desuden, at den opnåede viden bruges i udvikling og design af bokse og stier til søer.

I afprøvningen indgik ti 3. kuldssøer og to 4. kuldssøer. Søerne kom fra løsdrift, hvor der blev anvendt gulvfodring. Søerne indgik i afprøvningen midt i drægtigheden, da de på det tidspunkt kun var påvirket af deres drægtighed i begrænset omfang. Samtidig var søernes bevægemønster ikke påvirket af pattegrise. Tredje- og fjerdekuldssøer blev valgt for at have søer, der var forholdsvis ensartet i størrelse og minimere variationen mellem søerne (tabel 1). Samtidigt havde søerne normal gang og benstilling og var i passende huld for derved at være repræsentative for danske krydsningssøer. Søernes kropsdimensioner i tabel 1 stemmer godt overens med de målinger, som blev foretaget på danske krydsningssøer i 2003 [5].

Tabel 1. Søernes gennemsnitlige kropsdimensioner samt minimums- og maksimumværdier ved indsættelse

Søerne blev indsat i henholdsvis en fareboks (Boks190), en større fareboks (Boks210) og en løsdriftssti. Boks210 var indrettet efter de nye anbefalinger fra Landsudvalget for Svin [6]. Fareboksene var placeret ved siden af hinanden i en farestaldssektion. Løsdriftsstien blev etableret i et separat staldafsnit. Dimensionerne på fareboksene og løsdriftsstien fremgår af tabel 2. Figur 1, 2 og 3 viser henholdsvis fareboksene og løsdriftsstien. Det skal bemærkes, at figur 3 kun viser halvdelen af løsdriftsstien.

Tabel 2. Dimensioner og indretning af forsøgsstierne. De angivne værdier er indvendige mål

Figur 1. En so ligger i bugleje i Boks190

Figur 2.En so ligger i sideleje i Boks210

Figur 3. En so står i løsdriftsstien

Tabel 3 viser rækkefølgen for, hvordan søerne på skift blev indsat i alle tre stityper. Dag 1 blev brugt som tilvænningsperiode til den pågældende sti. På dag 2 ved midnat startede videooptagelserne og fortsatte et døgn, hvorefter soen blev flyttet på dag 3 til en anden sti og blev filmet dag 4 osv. En tilvænningsdag blev valgt ud fra, at søerne var bekendte med fareboksene samt løsdrift i drægtighedsstald, og derfor ikke havde behov for en længere tilvænningsperiode til stierne.

Tabel 3. Rækkefølgen for indsættelse af søerne i henholdsvis Boks190, Boks210 og løsdrift

Registreringer

Videoudstyret var sat op således, at søerne blev filmet både fra oven og fra siden i fareboksene. I løsdriftsstien var kameraet til optagelserne af ”lægge og rejse sig” bevægelserne placeret centralt i loftet. For at undgå forvrængning af billederne blev kameraerne til bestemmelse af arealforbruget placeret med 1 meters mellemrum på hver side af det centrale kamera. Højden fra so og op til kameraet blev estimeret, da den præcise værdi afhang af, om soen stod oprejst, lå på knæ eller lå ned.

Der blev sat ekstra lys op i stierne, som var tændt hele døgnet under afprøvningsperioden. Dette så ikke ud til at påvirke søernes døgnrytme.

”Lægge og rejse og sig” bevægelsen

Der blev i analyserne ikke differentieret mellem om en ”rejse sig” bevægelse var spontan eller grundet ydre stimuli såsom opfyldning af foderautomater eller ved forstyrrelser fra staldpersonalet. Ofte rejste en so sig for at følge med i, hvad der foregik i stalden, eller den rejste sig på samme tidspunkt som soen i stien ved siden af (flokinstinkt).

Forstadiet til at ”lægge sig” er, at søerne sænker hovedet for at snuse til underlaget, inden de lægger sig. Begyndelsen af en ”lægge sig” bevægelse blev registreret, når soen løftede det ene forben og lagde sig på knæ (figur 4). Efterfølgende lagde soen skulderen ned (figur 5).

Begyndelsen af en ”rejse sig” bevægelse blev registreret, når soen løftede overkroppen og efterfølgende kom op på forbenene (figur 6 og 7).

Figur 4. En so bøjer hovedet og snuser til underlaget,        Figur 5. En so er ved at ”lægge sig” og støtter skulderen mod

Figur 6. En so er ved at ”rejse sig” og er kommet             Figur 7. En so står op i Boks190

Arealforbrug

Videooptagelserne fra kameraerne placeret over søerne blev anvendt til at identificere længde og bredde ved ”lægge og rejse sig” bevægelsen. Derefter blev størrelsen af bevægelsen (længde = fremad + bagud; bredde = højre + venstre side) beregnet ved hjælp af et program udviklet af en specialestuderende i teknisk informations-/multimedieteknologi ved Aarhus universitet [4].

Figur 8 viser, hvorledes en lukket kurve (”slange”) omkredser en so på et billede fra videooptagelserne. Kurven fulgte soens omkreds under ”lægge og rejse sig” bevægelser og blev anvendt af programmet til at beregne, hvor meget soen havde bevæget sig fra sin udgangsposition, der var enten liggende eller stående. Der blev lagt en ramme ind om soens position forud for bevægelsen (figur 9). Dernæst blev der indlagt en ramme, som indeholdt alle soens positurer under bevægelsen. Til slut blev forskellene mellem de to rammer bestemt. Fx blev bevægelsernes størrelse til højre side beregnet som differencen mellem den højre kant i den inderste ramme og til den højre kant i den yderste ramme (figur 10).

Figur 8.
En kurve overlejret på
et billede af en so

Figur 9.
En ramme omkring
soens udgangsposition,
inden bevægelsen
begyndte

Figur 10.
Skitse af soens bevæge-
mønster. Rammerne
illustrerer arealforbruget
ved ”lægge og rejse sig”
bevægelsen

Statistik

Primær parameter var søernes pladsforbrug i henholdsvis længden og bredden i forbindelse med ”lægge og rejse sig” bevægelser. Sekundær parameter var antallet af de forskellige positurer (side- og bugleje, stående og siddende).

Data blev analyseret ved hjælp af proceduren PROC MIXED i SAS, hvor so indgik som en tilfældig effekt. De systematiske effekter var sti og dag. De indledende analyser af data viste, at der var mange små og enkelte store værdier. Data var således ikke normalfordelte og blev derfor log transformeret (den naturlige logaritme) forud for analyserne i PROC MIXED. Desuden blev der taget højde for, at der var en større variation ved ”lægge og rejse sig” bevægelsen i løsdriftsstien end i boksene.

I de følgende tabeller præsenteres de tilbage-transformerede data vedrørende pladsen brugt til ”lægge og rejse sig” bevægelsen. Tilbage-transformationen af data var for at få værdierne i cm ved pladsforbruget. Efterfølgende præsenteres fraktilværdierne af de observerede data for at illustrere fordelingen heraf.

Antal af positur

Tabel 4 viser det gennemsnitlige antal gange søerne var i henholdsvis sideleje, bugleje, siddende og stående positur i løbet af dagen. Der findes ikke et bestemt antal for, hvor mange positurskift en so bør udføre i løbet af en dag. Årsagen til, at antallet af gange søerne sad, var større end antallet af gange søerne stod, skyldtes at søerne ikke altid fuldførte bevægelsen fra liggende til stående, men at søerne valgte at sidde et stykke tid (figur 11), hvorefter de lagde sig igen – en afbrudt rejsesekvens. 

Der var ikke statistisk sikker forskel mellem stityperne på antallet af gange, søerne var i side-, bugleje eller stående positur. Tilsyneladende sad søerne flere gange om dagen i løsdriftstien sammenlignet med søerne i Boks190 og Boks210 (tabel 4).

Tabel 4. Antal gange pr. dag hvor søerne var i en given positur

Figur 11. En so er ved at rejse sig og sidder en periode
i ”rejse sig” bevægelsen i løsdriftsstien

Figur 12. En so ligger i bugleje        Figur 13. En so ligger i sideleje

Antal af ”lægge og rejse sig” bevægelsen

Der var tilsyneladende flere tilfælde i døgnet, hvor søerne i løsdrift udførte ”lægge og rejse sig” bevægelsen sammenlignet med Boks190 og Boks210 (tabel 5). Det kan skyldes, at søerne i løsdrift havde plads til at udføre ”lægge og rejse sig” bevægelsen samt mulighed for at udføre blandt andet rodeadfærd og var dermed også mere aktive i dagtimerne.

Tabel 5 viser desuden antallet af afbrudte ”lægge og rejse sig” bevægelser, som ikke blev inddraget til beregning af pladsforbruget til ”lægge og rejse sig” bevægelsen. Der var ikke statistisk sikker forskel på antallet af afbrudte lægge eller ”rejse sig” bevægelser mellem stityperne.

Den forholdsvis store andel af afbrudte ”rejse sig” bevægelser (tabel 5), kan forklares ved den uro, der var i løbet af dagen i forbindelse med flytning af søer og pattegrise, rengøring af gulv, kontrol af grise mm. Søerne reagerede på støj/uro og satte sig spontant op for at se, hvad der foregik. Det var muligvis ikke soens egen lyst til at udføre en bevægelse, hvorefter den valgte at lægge sig igen.

Tabel 5. Det totale antal gange samt antal gange pr. døgn hvor søerne udførte ”lægge og rejse sig” bevægelsen, og antal gange hvor bevægelsen ikke blev fuldendt

Pladsforbrug til ”lægge og rejse sig” bevægelsen

Ved ”lægge sig” bevægelsen var der statistisk sikker forskel på pladsen brugt i bredden, hvor søerne i Boks190 brugte mindst plads, og søerne i løsdrift brugte mest plads (P<0,001) (tabel 6).

Ligeledes var der ved ”rejse sig” bevægelsen en statistisk sikker forskel på bredden, hvor søerne i Boks190 brugte mindst plads, og søerne i løsdrift brugte mest plads (P<0,001). Forskellen var forventet, idet boksene var den begrænsende faktor for bevægelsernes størrelse i Boks190 og Boks210.

Uanset stitype brugte søerne lige meget plads i længdegående retning ved ”lægge sig” bevægelsen (tabel 6). Bevægelsens udførelse afhang af soens længde, og var kun mulig for søerne at udføre ved, at de trådte tilbage i boksen, da søerne var mellem 175 og 194 cm lange (jf. tabel 1). I Boks190 stødte nogle af søerne mod baglågen, når de trådte tilbage.

Ved ”rejse sig” bevægelsen brugte søerne i Boks210 statistisk sikkert mere plads i længden sammenlignet med søerne i Boks190, men der var ikke forskel mellem Boks210 og løsdrift eller mellem Boks190 og løsdrift. Afhængig af søernes udgangsposition i fareboksene kunne de være begrænset af krybben og baglågen, især i Boks190, og søerne måtte således dreje hovedet ind under fareboksen eller henover krybben. Ligeledes blev nogle af søerne i løsdrift begrænset fortil af skillevæg eller muren, når de valgte at ”lægge sig” på den korte stiside (jf. figur 3).

Ved arealforbruget var der en statistisk sikker forskel mellem Boks190 og Boks210 samt mellem Boks190 og løsdrift ved ”lægge sig” (P<0,01), hvor søerne i Boks190 brugte mindst plads (tabel 6). Tilsvarende var der en statistisk sikker forskel mellem Boks190 og Boks210 samt mellem Boks190 og løsdrift ved ”rejse sig” (P<0,01), hvor søernes arealforbrug var størst i løsdriftsstien.

Tabel 6. Det gennemsnitlige pladsforbrug og 95%-konfidensinterval ved ”lægge og rejse sig” bevægelsen for søer i henholdsvis Boks190, Boks210 og i løsdriftssti

Ved ”lægge sig” bevægelsen blev der i løsdriftsstien brugt op til 157 cm til siderne (tabel 7). Det blev ofte observeret, at søerne foretrak at ”lægge sig” op ad væggen. Men når søerne lagde sig frit i stien, var bevægelsen mindre kontrolleret og resulterede i, at bagkroppen svingede mere ud i forhold til, når søerne støttede sig op ad væggen/inventaret. Derfor adskiller især 95 og 100 pct.’s fraktilerne i løsdrift sig i forhold til fraktilerne ved Boks190 og Boks210, som var begrænset af fareboksenes dimensioner (tabel 7). Søerne brugte som regel fareboksene som støtte ved ”lægge sig” bevægelsen.

Tilsvarende for ”rejse sig” bevægelsen i løsdriftsstien blev der brugt op til 187 cm, hvilket skyldtes, at søerne sommetider drejede overkroppen samtidig med, at de kom op at sidde. Derfor adskiller især 95 og 100 pct.’s fraktilerne i løsdriftsstien sig i forhold til fraktilværdierne for Boks190 og Boks210.

Som følge af søernes større udsving og drejning af overkrop i løsdriftstien ved ”lægge og rejse sig” bevægelser, blev arealforbruget tilsvarende stort (tabel 7).

Tabel 7. Pladsforbrug til ”lægge og rejse sig” for søer i henholdsvis Boks190, Boks210 og i løsdrift

Undersøgelsen viste, at søerne i løsdriftsstien, i bredden ved ”rejse sig” bevægelsen, brugte statistisk sikkert mere plads end søerne i Boks190 og Boks210, fordi søerne sommetider drejede overkroppen under udførelsen af bevægelsen. Dette medførte, at arealforbruget blev stort hos søerne i løsdrift i forhold til søerne i Boks190 og Boks210. Tilsvarende var arealforbruget også stort ved ”lægge sig” bevægelsen hos søerne i løsdriftsstien i forhold til søerne i Boks190 og Boks210. Der blev brugt lige meget plads i længdegående retning i alle stityper under ”lægge sig” bevægelsen. Ved ”rejse sig” bevægelsen blev der brugt mest plads i længden i Boks210 sammenlignet med Boks190. Der var ingen statistisk sikker forskel på pladsen brugt i længden mellem Boks210 og løsdrift eller mellem Boks190 og løsdrift.

Undersøgelsen viste, at søerne havde plads nok i længden til at udføre ”lægge sig” bevægelsen i Boks210 og Boks190, men at søerne i Boks190 brugte mindst plads ved ”rejse sig” bevægelsen sammenlignet med søerne i Boks210. Der blev brugt mindre plads i bredden i Boks190 og Boks210 sammenlignet med søerne i løsdrift både under ”lægge og rejse sig” bevægelsen. Selvom søerne brugte mere plads i bredden i løsdrift, så vurderes det, at en forøgelse af bredden på Boks210, uanset soens størrelse, vil give uoverskuelige problemer med et antal søer, som vil blive klemt, når de forsøger at vende sig og dermed bliver udsatte for skader.

Det anbefales derfor fortsat ved indretning af farestalde til søer, at fareboksens indvendige bredde kan justeres til op mod minimum 65 cm ved opstanderen og til mindst 90 cm ved baglågen, samt at boksens indvendige længde er 210 cm.

Undersøgelsen bekræfter de anbefalinger for farebokse, som Landsudvalget for Svin tidligere har angivet. Der vil fortsat være behov for bokse i farestalde for at minimere pattegrisedødeligheden og sikre gode arbejdsforhold.

Referencer

Statistiker Mai-Britt Friis Nielsen, Den rullende Afprøvning.

Afprøvning: 827

Supplerende analyser i forbindelse med opgørelse af data, der viser tidsforbruget i de tre stityper. Der skal ikke laves direkte sammenligninger mellem tidsforbruget i bokse og løsdrift, idet de var placeret i to forskellige staldafsnit.

I tabel 8 vises tidsforbrug ved en given positur.

Tabel 8. Det gennemsnitlige tidsforbrug og 95%-konfidensinterval for søernes positur i henholdsvis Boks190, Boks210 og i løsdriftssti angivet i minutter og sekunder

I tabel 9 vises tidsforbrug ved ”lægge og rejse sig” bevægelsen.

Tabel 9. Det gennemsnitlige tidsforbrug og 95%-konfidensinterval til ”lægge og rejse sig” bevægelsen for søer i henholdsvis Boks190, Boks210 og i løsdriftssti angivet i sekunder

I tabel 10 ses fordelingen af 50, 75, 95 og 100 procents fraktiler for tidsforbruget til ”lægge og rejse sig” bevægelsen. Fx brugte søerne ved ”lægge sig” bevægelsen i 50 pct. af tilfældene henholdsvis 21 sek. i Boks190, 18 sek. i Boks210 og 26 sek. i løsdrift eller mindre tid i de tre stityper. I 50 pct. af tilfældene, hvor søerne rejste sig, brugte de mindre end henholdsvis 6, 4 og 15 sek. i de tre stityper.

Tabel 10. Tidsforbruget til ”lægge og rejse sig” bevægelser for søer i henholdsvis Boks190, Boks210 og i løsdrift

I tabel 11 ses fordelingen af 50, 75, 95 og 100 procents fraktiler for tidsforbruget i forskellige positurer. Fx ved 50 pct.’s fraktil i Boks190 forblev søerne i 50 pct. af tilfældene mindre end ca. 15 min. i sideleje. De resterende 50 pct. af tilfældene forblev søerne i længere tid i sideleje. I 75 pct. af tilfældene brugte søerne i Boks190 op mod ca. 1½ time i sideleje og i 95 pct. af tilfældene op mod ca. 4½ time i sideleje. Det største tidsforbrug for søer i sideleje i Boks190 var ca. 7 timer.

Tabel 11. Tidsforbruget i forskellige positioner angivet i t:min:sek for søer i henholdsvis Boks190, Boks210 og i løsdrift