Holdbarhed af søer som en del af avlsmålet

I svineproduktionen har der de seneste år været en stigende fokus på andelen af søer, som udsættes for tidligt af produktionen. I det omfang de udsatte søer sendes til slagtning, er det er et mindre økonomisk problem, men mere et etisk problem, da disse søer udsættes på grund af deres manglende evne til at opfylde de produktionsmæssige forventninger, landmanden med rette stiller til disse dyr. Søer, der dør eller må aflives i besætningen, medfører derimod et økonomisk tab for besætningsejeren, men det største problem er stadig det negative hændelsesforløb, der ofte ligger forud for disse dyrs udsættelser.

Ofte har søerne været syge og krævet ekstra opmærksomhed og behandling. Syge, døde og aflivede søer giver landmand og medarbejdere flere etiske problemstillinger, hvor dyrenes velfærd kræver deres beslutning.

Dyrenes velfærd har desuden stor betydning for det øvrige samfunds accept af svineproduktionen.

Hovedparten af de danske søer sendes til slagtning, men der er en betydelig del, som enten dør eller aflives i besætningen. Det fremgår af indberetninger fra destruktionsanstalterne til Fødevaredirektoratet, at danske sobesætninger i 2003 sendte 12,8 % af deres søer til destruktion [1].

Holdbarheden af en so bestemmes ofte som soens produktive livslængde. Dermed kender vi først holdbarheden af en so, når hun udsættes af produktion. Med henblik på at anvende holdbarhed som en egenskab i avlen er det uhensigtsmæssigt først at få målinger på et dyr så sent i livsforløbet som ved dets afgang. Det medfører reelt en betydelig reduktion af avlsfremgangen, idet selektionen ikke vil kunne ske på dyret selv, men nødvendigvis må gennemføres på afkom flere generationer frem. Det medfører en indbygget forsinkelse mellem de dyr, der måles på og dem, der udvælges til videre avl. Forsigtigt anslås det, at der vil være en afstand på mere end fire generationer.

Ud fra disse overvejelser er det fornuftigt at undersøge alternative egenskaber som mål for søers holdbarhed. Holdbarheden af søer omfatter da også mange aspekter foruden soens reelle levetid. En af disse er styrke, som siden 1996 har indgået i avlsmålet hos både so- og orneracerne. Gennemsnittet af de 25 % bedste dyr i 1996 svarer til, hvad det samlede gennemsnit for styrkeegenskaben er i dag. Trods denne store avlsfremgang er det ikke nok til at løse problemerne omkring søernes holdbarhed, og det er derfor interessant, at undersøge andre holdbarhedsegenskaber.

Der findes meget lidt udenlandsk litteratur om arveligheden af søers holdbarhed [2]. Til trods herfor bekræfter udenlandsk litteratur, at holdbarheden af søer spiller en vigtig økonomisk rolle for smågriseproduktionen og påpeger samtidig, at holdbarheden er en kompleks egenskab, der defineres forskelligt afhængig af forskningsområde og målsætning [3]. Samtidig bekræfter samme litteratur, at søernes holdbarhed er arvelig, og at heritabiliten ligger i intervallet fra 0,02 til 0,25 [3]. I Dansk Svineproduktion har holdbarheden af LY-søer produceret med orner af dansk og fransk Yorkshire været analyseret uden, at der blev fundet forskel i holdbarheden for de to racekombinationer [4].

I denne artikel undersøges to holdbarhedsmål for hundyrracerne Landrace og Yorkshire. Den første egenskab er søernes chance for at blive løbet til andet kuld målt i forhold til alle dem, der er løbet som polte. Den anden holdbarhedsegenskab er søernes chance for at blive løbet til andet kuld, målt i forhold til de gylte, der har fået første kuld.

Med disse definitioner af holdbarhed beskrives således soens evne til at gennemgå en hel drægtigheds-cyklus. Fordelen ved at tage perioden frem til løbning efter første faring og ikke senere, er et kortere generationsinterval, hvilket som nævnt er hensigtsmæssigt i bestræbelserne på at få en brugbar egenskab til selektion.

Kun søer i produktionsbesætninger og opformeringsbesætninger kan levere information om holdbarhed. Derimod giver søer i avlsbesætninger ingen information, da de i stort omfang udsættes efter indeks.

Formål

Formålet med denne analyse er at udvikle en egenskab for søers holdbarhed, som kan anvendes i avlsmålet hos hundyrracerne Landrace og Yorkshire.

Der defineres to egenskaber.

Egenskab 1:
Sandsynligheden (p_y) for at en polt, der løbes første gang, også vil blive løbet til andet kuld.

Egenskab 2:
Sandsynligheden (p_z) for at soen, der har fået første kuld, også vil blive løbet til andet kuld.

Egenskab 1 og egenskab 2 adskiller sig ved, at udgangsmaterialet er forskelligt. For egenskab 1 indgår dyr, som er løbet mindst en gang, hvilket således også inkluderer polte, som aldrig har faret. Egenskab 2 derimod inkluderer kun dyr, som har faret en gang, og betegner derfor kun sandsynligheden for, at den so løbes til andet kuld, efter at hun har fået første kuld.

Data

Datamaterialet indeholder registreringer fra perioden 1. juli 2002 til 1. januar 2005. Siden 1. oktober 1998 har alle opformeringsbesætninger under Dansk Svineproduktion haft pligt til at indberette alle løbninger, hvad enten det førte faring eller ej, idet indberetningen skal ske senest 30 dage efter løbning. For at datamaterialet kan danne grundlag for genetisk analyse og beregning af avlsværdier for en ny holdbarhedsegenskab, er det en forudsætning, at datamaterialet indeholder alle oplysninger om søernes og poltenes løbninger, omløbninger, faringer og udsættelser.

Der anvendes kun data fra søer i opformeringsbesætninger, og der anvendes kun holdbarhedsregistreringer frem til første løbning efter første kuld. Indtil dette tidspunkt antages udsættelsesstrategien i opformeringsbesætninger at ligne udsættelsesstrategien i produktionsbesætninger. Når en polt indsættes, antages det at ske med forventning om, at hun kan blive til en produktionsdygtig so med mere end et kuld. Hvis soen udsættes, inden hun er løbet til sit andet kuld, kan det kun skyldes, at soen ikke har levet op til landmandens forventninger, og at det vurderes til at være mere rentabelt at indsætte en ny polt. Disse overvejelser er ikke forskellige, hvad enten der er tale om en opformeringsbesætning eller en produktionsbesætning. Efter at en so har opnået flere kuld i en opformering, kan det ikke afvises, at faldende indeks hos soen kan have indflydelse på, om den udsættes.

Data fra søer i avlsbesætninger er ikke anvendt, da udsættelsesstrategien for disse søer afspejler en langt højere udsætterfrekvens end den, der kendes fra produktionsbesætninger. Søer i avlsbesætninger af Landrace og Yorkshire opnår 1,6 kuld i gennemsnit. Udsættelsesstrategien i avlsbesætningerne er styret af selektion, således at søer med lavt indeks udsættes til fordel for søer med højt indeks. Søernes fysiologiske holdbarhed spiller derimod en marginal rolle for udsættelsesstrategien i avlsbesætningerne.

I data for den enkelte so indgår dato og alder ved første løbning, dato for eventuelle omløbninger, dato for faring og dato for første løbning efter registrering af første kuld eller dato for udsættelse, samt i hvilken besætning dyret står ved en af sidstnævnte registreringer.

Figur 1. Eksempel på registreringer af 7 individuelle søer. Registreringerne begynder ved første løbning som polt, hvor løbningen angives ved (x), derefter følger angivelse af faring (o) og eventuelt udsættelse (”fyldt bolle”). Omløbninger kan medføre varierende interval mellem første løbning og faring

Generelt fremstår data som vist i figur 1. Enkelte polte løbes måske flere gange, inden de udsættes før deres første faring. Andre søer udsættes, efter de har fået første kuld. Men de fleste søer gennemfører et forløb, hvor de løbes igen efter første faring.

De rå data fra dataregistreringen er redigeret ved at udelukke dyr, som afviger fra de generelle forløb i figur 1. Redigeringen sker på baggrund af følgende krav til de enkelte dyr.

• Kun dyr med løbninger eller afgangsregistreringer i opformeringsbesætninger kan anvendes til registrering af holdbarhed. Dyr i avlsbesætninger selekteres og udsættes på baggrund af indeks, og kan derfor ikke anvendes til registrering af holdbarhed. Det formodes, at søer i opformeringsbesætninger frem til løbning efter første kuld ikke udsættes på baggrund af indeks, men alene på baggrund af deres holdbarhedsegenskaber.
• Kun dyr, som har været under observation i mindst 315 dage efter første løbning som polt, anvendes til registrering af holdbarhed. Det betyder, at vi ikke anvender dyr, hvor løbningen er registreret for mindre end 315 dage siden. Løbninger i besætninger, som ophører, medtages ikke, hvis de er foretaget i perioden indtil 315 dage inden besætningens ophørsdato. Ved opstart af en ny opformeringsbesætning kan der først anvendes data for holdbarhed efter 315 dage.
• Det er et krav, at der maksimalt må gå 149 dage mellem to løbninger. Dermed fjernes de dyr, som ved en fejl kan være løbet og have faret, uden det er blevet registreret.
• Det er et krav, at der maksimalt må gå 120 dage mellem datoen for første kuld og datoen for efterfølgende løbning. Dyr, som ikke opfylder dette krav kan være løbet igen, uden at det er registreret.

Kravet om de 315 dage skyldes, at registreringer de første måneder efter løbning kun vil bestå af søer med omløbninger og udsættelser. Først senere kommer registreringer af søer med løbninger efter første kuld. Det betyder, at gennemsnitsbetragtninger den første tid efter løbning uden denne redigering vil give et ”skævt billede” af holdbarheden, hvor udsættelsesfrekvensen registreres til at være for høj.

Samme situation vil opstå ved opstart og ophør af opformeringsbesætninger. Ved for eksempel omlægning af en besætning til opformeringsbesætning vil registreringer af holdbarhed de første måneder efter omlægning til opformering kun bestå af afgange. Først senere kommer registreringer af løbninger efter første kuld. Gennemsnit beregnet i omlægningsfasen vil derfor give et ”skævt billede” af dyrene og afvige fra den forventede holdbarhedsfordeling af søerne i besætningen.

Det forudsættes, at der i opformeringsbesætningerne er en begrænsning på, hvor lang tid der må gå fra løbningen af en so eller polt foretages, til løbningen indberettes. Tilsvarende begrænsninger er der for indberetningstider for faringer.

Det forudsættes, at opformeringsbesætningerne overholder indberetningstiderne for, hvor lang tid der må gå fra, at der er foretaget en løbning, observeret en faring eller sket en udsættelse af en so, til at dette indberettes til databanken. Regler for opformering foreskriver, at løbninger og faringer skal indberettes til databanken inden for 30 dage efter hændelsen.

Model

Lad responsen y være binært med udfaldene 0 og 1. Kriteriet, 1, gives til søer, som løbes til andet kuld (succes), hvorimod 0 tildeles søer, som ikke opnår løbning efter første faring (fiasko). Lad således

y_i = µ + b_j + c_i + a_i + e_i                                                                            (1)

i = {1,2,…,n}, j = {1,2,…,k}, e_i ~ N(0,sigma_e²), a_i ~ N(0,sigma_a²A)

hvor A er slægtskabsmatricen, som beskriver slægtskabet mellem alle dyr. Endvidere har vi, at

k er antal niveauer for kombinationerne (vekselvirkninger) mellem besætninger, år og måneder,
n er antal dyr og
x_i er alderen ved 1. løbning til 1. kuld

Den daglige tilvækst betegnes g og analyseres ved en traditionel animal model

g_ijklm = µ₂ + c_ww_ijklm + b_2,j + s_2,k + H_2,l + K_2,m + a_2,ijklm + e_2,ijklm                    (2)

i = {1,2,…,n}, j = {1,2,…q}, k = {1,2}, l = {1,2,…,u}, m = {1,2,…,s},

H_2,l ~ N(0,sigma_H2²), K_2,m ~ N(0,sigma_K2²), e_2,i ~ N(0,sigma_e2²), a_2,i ~ N(0,sigma_a2²A),

hvor A er slægtskabsmatricen, som beskriver slægtskabet mellem alle dyr. Endvidere har vi, at 

n er antal dyr i analysen,
q er antal niveauer for b₂, der betegner kombinationer mellem besætninger, år og måneder,
k betegner de to køn,
u er antal hold, l,
s er antal kuld, m,
w_ijklm er startvægten ved igangsættelse af tilvækstregistreringen omkring 30 kg.

Dyrenes eksteriør betegnes f, og bestemmes på en subjektiv skala med karaktererne 1 til 5. I daglig tale betegnes denne egenskab som dyrenes styrke, der ligeledes analyseres ved anvendelse af en traditionel animal model

f_ijkl = µ₃ + c₃w_ijkl + b_3,j + s_3,k + H_3,l + a_3,ijkl + e_3,ijkl                                          (3)

hvor i, j, k og l følger samme beskrivelser som under model (2) og

H_3,l ~ N(0,sigma_H3²), e_3,i ~ N(0,sigma_e3²), a_3,i ~ N(0,sigma_a3²A) og A er slægtskabsmatricen.

Dyrenes kødfylde betegnes c, og bestemmes ud fra ultralydsskanninger af rygspæktykkelsen. Kødfylden analyseres ved modellen

c_ijklm = µ₄ + b_4,j + s_4k + H_4,l + K_4,m + a_4,ijklm + e_4,ijklm                                       (4)

hvor i, j, k, l og m følger samme beskrivelser som under model (2) og H_4,l ~ N(0,sigma²_H4), K_4,m ~ N(0,sigma_K4²), e_4,i ~ N

(0,sigma_e4²), a_4,i ~ N(0,sigma_a4²A) og A er slægtskabsmatricen.

Genetiske korrelationer mellem holdbarhedsegenskaber og andre produktionsegenskaber i avlsmålet estimeres i bivariat-modeller, hvor parametrene i model (1) estimeres simultant med parametrene i henholdsvis model (2), (3) og (4). De genetiske korrelationer mellem holdbarhed og tilvækst betegnes r_a12 og beskriver korrelationen mellem a_1i og a_2i i (1) og (2).  Den genetiske korrelation mellem holdbarhed og styrke betegnes r_a13 og beskriver korrelationen mellem a_1i og a_3i i (1) og (3). Den genetiske korrelation mellem holdbarhed og kødindhold betegnes r_a14 og beskriver korrelationen mellem a_1i og a_4i i (1) og (4).

Da der vil være forholdsvis få dyr med registreringer af både holdbarhed, tilvækst, kødindhold og styrke, svækkes estimaterne for de genetiske korrelationer mellem disse egenskaber. Derfor suppleres de genetiske korrelationer mellem egenskaberne med korrelationer mellem avlsværdier. For sammenhængen mellem holdbarhed og tilvækst estimeres korrelationerne mellem forventede niveauer af a_1i og a_2i i (1) og (2).  For sammenhængen mellem holdbarhed og styrke estimeres korrelationerne mellem forventede niveauer af a_1i og a_3i i (1) og (3), og for sammenhængen mellem holdbarhed og kødindhold estimeres korrelationerne mellem forventede niveauer af a_1i og a_4i i (1) og (4).

For Landrace indgår mere end dobbelt så mange dyr som for Yorkshire af de to responser y og z, og for begge racer er der flest dyr med observationer for responset y (Tabel 1). Forskellen skyldes, at nogle dyr udsættes før første faring, og derfor ikke kan være med i responset z. Heritabiliteten, h², der beregnes som forholdet mellem den fænotypiske- og den genetiske varians, vises i tabel 1 for hver af de fire kombinationer af de to racer og de to responser.

Tabel 1. Antal dyr, fænotypiskvarians (sigma_f²), genetisk varians (sigma_a²), og heritabilitet (h²)
for de to responser i Landrace og Yorkshire

Den fænotypiske korrelation mellem de to holdbarhedsmål og egenskaberne for styrke, tilvækst og kødindhold fremgår af tabel 2. Antallet af dyr, som danner grundlag for estimation af de fænotypiske og genetiske korrelationer er betydelig mindre end antallet af dyr, som anvendes til estimering af varianserne i tabel 1. For Yorkshire er der 2.898 og 2.600 dyr, og for Landrace er der 5.463 og 5.011 dyr (Tabel 3) for de to egenskaber y og z. De genetiske korrelationer (Tabel 3) er betydelig større end de fænotypiske korrelationer (Tabel 2). De genetiske korrelationer (Tabel 3) er i overensstemmelse med korrelationerne mellem avlsværdier for holdbarhed og andre egenskaber vist i tabel 4.

Hos både Landrace- og Yorkshiresøer er der en betydelig positiv genetisk sammenhæng mellem holdbarhed og styrke, uanset hvilket holdbarhedsrespons der anvendes (Tabel 3). Alle fire korrelationer er signifikant forskellige fra nul.

Der er en negativ sammenhæng mellem tilvækst og holdbarhedsrespons y i begge racer, hvorimod holdbarhedsrespons z ikke har signifikant sammenhæng til tilvækst (Tabel 3). Samme mønster ses for kødindhold (Tabel 3), hvor avl for kødindhold er uden betydning for holdbarhedsrespons z, men har en negativ indvirkning på holdbarhed, målt som respons y.

Tabel 2. Fænotypiske korrelationer mellem holdbarhedsegenskaberne
og styrke mål, tilvækst og kødindhold

Tabel 3. Genetisk korrelation mellem holdbarhedsegenskaberne og tilvækst og styrke.

I parentes vises spredningen på estimatet

Tabel 4. Korrelation mellem avlsværdier for holdbarhedsegenskaber

og avlsværdier for styrke, tilvækst og kødindhold

Diskussion

Der findes meget få undersøgelser af arveligheden for søers holdbarhed. Serenius og Stalder [3] antyder, at søernes holdbarhed er arvelig med en heritabilitet mellem 0,02 og 0,25. Resultaterne af vores analyse viser, at der for egenskab y estimeres en arvelighed på 0,162 og 0,169 for henholdsvis Yorkshire og Landrace, mens der for egenskab z estimeres en arvelighed på 0,225 og 0,136 for henholdsvis Yorkshire og Landrace (Tabel 1). Samme niveauer for heritabilitet af holdbarhed findes af Serenius et al.[2]. Størrelsen på arvelighederne viser, at det er muligt at forbedre søernes holdbarhed gennem et systematisk og intensivt avlsarbejde.

Ved egenskab y beskrives holdbarhed ved et bivariat respons for, om en so udsættes inden løbning til andet kuld beregnet på baggrund af første løbning som polt, hvorimod egenskab z beskriver holdbarhed som et bivariat respons for, om en so udsættes inden løbning til andet kuld, beregnet på baggrund af, om soen har fået første kuld. Forskellen mellem de to holdbarhedsmål dækker over udsættelsen inden første faring. Ved egenskab y er udsættelsen inden første faring medregnet, mens dette ikke er tilfældet for egenskab z.

Variansen for begge bivariate responser, y og z, er givet ved proportionalitetsfaktoren p(1-p) og er således størst, når forventningsværdien p er 0,5 og mindst, når p nærmer sig 0 eller 1. Ved egenskab y er forventningsværdien i data omkring 0,76, mens forventningen for egenskab z er 0,86, og derfor vil variansen for egenskab y være større end variansen for egenskab z. Dette ses da også af tabel 1, hvor den fænotypiske varians for z er 0,116 for begge racer og dermed mindre end den fænotypiske varians for y på henholdsvis 0,166 og 0,173 for Yorkshire og Landrace. Dette er af afgørende betydning for valg af y som holdbarhedsegenskab frem for z.

Den positive genetiske sammenhæng mellem holdbarhed og styrken vist i tabel 3 kan bekræftes af en finsk undersøgelse, idet Serenius et al.[2] har fundet en gunstig genetisk sammenhæng mellem benstyrken og søernes produktive livslængde. Benstyrke er en betydelig del af den danske egenskab for styrke, som er anvendt i denne analyse.

De signifikante genetiske korrelationer mellem holdbarhed og produktionsegenskaberne kødindhold, tilvækst og styrke betyder, at vi ud fra måling af disse egenskaber kan estimere en forventet holdbarhed. Da produktionsegenskaberne måles allerede, når avlsdyret vejer omkring 100 kg, åbner det mulighed for, at vi allerede på dette tidspunkt kan opdatere vores forventning til et dyrs holdbarhed. Indekset for et givet dyr er bestemt ud fra den i avlsmålet på forhånd fastlagte sammenvejning af avlsværdierne for de egenskaber, der indgår i avlsmålet. Anvendelse af en opdateret forventning til holdbarhed vil betyde en mere nøjagtig beregning af indeks. Men da kødindholdet og tilvækst ikke har en gunstig korrelation til holdbarhed, vil den opdaterede forventning til holdbarhed imidlertid også medføre mindre forskelle i indeks for dyr af samme familie. I praksis vil det kunne observeres som en mindre forskel i indeks mellem individafprøvede kuldsøskende.

På grund af den tidlige information om holdbarhed, der opnås ved anvendelse af de genetiske korrelationer mellem holdbarhed og produktionsegenskaberne, bør egenskaben for holdbarhed implementeres som en multivariat model, som indeholder både holdbarhed og produktionsegenskaber. Ved praktisk anvendelse og implementering af holdbarhed i avlsmålet er det derfor vigtigt, at anvende information om de genetiske korrelationer mellem holdbarhed og produktionsegenskaberne kødindhold, tilvækst og styrkevurdering. Holdbarheden måles kun i opformeringsbesætninger som en bivariat respons for, hvorvidt en polt løbes til andet kuld eller ej. Ved hjemmeafprøvningen i avlsbesætningerne og på Bøgildgård registreres egenskaberne kødindhold, tilvækst og styrke. Alle fire egenskaber implementeres i en multitrait animal model, og alle elementer af avl for holdbarhed kan fremstilles som vist i figur 2. Avlsbesætningerne leverer orner til KS og både avls- og opformeringsbesætninger anvender derfor de samme orner (Figur 2). Via slægtskabet til KS-ornerne vil de fleste af søerne i avlsbesætningerne således have adskillige halvsøstre i opformeringsbesætningerne, på hvilke der registreres holdbarhed. Informationerne fra disse søer føres tilbage til avlsbesætningerne. Her sammenkobles holdbarhedsinformationerne for de enkelte familier med målinger fra hjemmeafprøvningen af tilvækst, kødindhold og styrke, og den forventede genetisk betingede holdbarhed af et givet dyr bestemmes og danner grundlag for indeksberegningen, som er det grundlæggende værktøj for selektion i avlssystemet.

Figur 2. Implementering af holdbarhed som en del af avlsmålet. I avlsbesætningerne bestemmes den forventede holdbarhed ud fra målinger af tilvækst, kødindhold og styrke. I opformeringsbesætningerne registreres holdbarhed, og informationen føres via slægtskabet tilbage til avlsbesætningerne

 

Figur 3. Forhold mellem den forventede økonomiske fremgang af de forskellige egenskaber i avlsmålet for hundyrracerne i avlsmålet

Implementering af holdbarhed i avlsmålet betyder ringere sikkerhed på avlsindekset på selektionstidspunktet ved 100 kg. Efter implementeringer af holdbarhed vil indekset blive opdateret med informationer om holdbarhed fra registrering af beslægtede søer i opformeringsbesætningerne. Da disse informationer først er tilgængelige senere i soens liv end egenskaberne ved hjemmeafprøvningen i avlsbesætningerne, vil implementering af holdbarhed i avlsmålet betyde lavere sikkerhed på selektionstidspunktet. Ved fødsel dannes indeks på et dyr som gennemsnit af moderens og faderens indeks. Efter ca. et halvt år opdateres dyr i avlsbesætningerne med informationer fra målinger i hjemmeafprøvningen. Når dyrene er omkring et år gammelt registreres kuldstørrelsen, og når dyrene i en avlsbesætning er ca. halvandet år gammelt, vil indekset igen blive justeret på baggrund af de registreringer om holdbarhed, der sker hos halvsøskende i opformeringsbesætningerne.

Den økonomiske værdi af holdbarhed

Den økonomiske værdi er vurderet for holdbarhedsrespons y, da denne egenskab er valgt til brug i avlsmålet.

Den økonomiske værdi for holdbarhedsmålet sættes til 0,85 kr./% per slagtesvin. Den økonomiske værdi betyder, at hvis chancen øges med 1 procentenhed for, at en given so løbes til andet kuld, vil omkostningen på de slagtesvin, som hun producerer, i gennemsnit være reduceret med 85 øre. Sammen med de andre egenskaber i avlsmålet for Landrace og Yorkshire kan fordelingen mellem de forventede avlsfremgange af de enkelte egenskaber i avlsmålet beregnes (Figur 3). Med de estimerede biologiske parametre for arvelighed og genetiske korrelationer, samt den skitserede implementering af holdbarhed og den økonomiske værdi viser det sig, at holdbarhed vil udgøre 11 % af den økonomiske fremgang det kommende år (Figur 3).

Holdbarhed blev implementeret i avlsmålet fra uge 18 i 2006 for hundyrracerne Landrace og Yorkshire.

Figur 4. Udvikling i avlsværdital vist som afvigelser fra gennemsnitsniveauet i 1990. Avlsværditallene beregnes som årlige gennemsnit af alle afkomstprøvede søer for Landrace og Yorkshire. Årstal viser søernes fødselsår

Udvikling i avlsværdital

Udviklingen i avlsværditallet for holdbarhed beregnet som udviklingen i årligt gennemsnit for alle avls-aktive søer født siden 1990 for Landrace og Yorkshire viser små tilfældige variationer i holdbarhed frem til sidste halvdel af 1990´erne (Figur 4). Derefter har der været en svag stigning i holdbarhed hos Landrace siden 1996 og en svag stigning hos Yorkshire siden 1998 (Figur 4). Den sidste stigning fra 2003 til 2004 skyldes virkningen af implementeringen af holdbarheden i avlsmålet fra maj 2006.

For holdbarheden fra indsættelse som polt til løbning efter første kuld estimeres en arvelighed på 0,162 og 0,169 for Yorkshire og Landrace, mens der for holdbarheden fra første faring frem til løbning efter første kuld estimeres en arvelighed på 0,225 og 0,136 for Yorkshire og Landrace.

Hos både Landrace- og Yorkshiresøer er der en betydelig positiv genetisk sammenhæng mellem holdbarhed og styrke, uanset hvilket holdbarhedsrespons der anvendes. Endvidere er der genetisk korrelation mellem holdbarhed, kødindhold og tilvækst. Ved implementering og praktisk anvendelse af holdbarhed i avlsmålet er de genetiske korrelationer mellem holdbarhed og produktionsegenskaberne vigtige, da de på et tidligt tidspunkt i dyrets liv kan give informationer om dets genetiske potentiale for holdbarhed. Anvendelse af de genetiske korrelationer kan udnyttes ved at implementere egenskaben for holdbarhed i en multivariat model, der omfatter de korrelerede egenskaber.

Med en økonomisk værdi for holdbarhed på 85 øre pr. procentenhed vil holdbarhed udgøre 11 % af den økonomiske fremgang i avlsmålet.