Sammenligning af afkom efter Duroc- og HD/DH-orner specielt med fokus på overlevelse

Overlevelse fra fødsel til slagtning i svineproduktionen er vigtig, både for dyrenes velfærd og for det økonomiske udbytte i svineproduktionen. Det gennemsnitlige frafald af grise fra fødsel til fravænning i svineproduktionen er 14 % [2]. Fra fravænning til ca. 30 kg er tallet 4,2 %. Yderligere 4,4 % dør fra 30 kg levende vægt til slagtning inklusiv dem, som kasseres ved slagtning. Disse tal viser, hvor vigtigt det er at øge overlevelsen gennem hele produktionen. En forbedret overlevelse kan skabes gennem såvel forbedringer i grisens nærmiljø som gennem genetiske forbedringer. En forudsætning for at skabe genetiske forbedringer er, at vi kan identificere arvelighed for overlevelse. I flere undersøgelser har de genetiske faktorer, som styrer overlevelse, vist sig at stamme fra påvirkninger fra soen (maternelle effekter), men også fra en såkaldt direkte genetisk effekt fra grisen selv [1], [5]. I projekt ”Avl for sundhed” kunne det konstateres, at der var forskel i overlevelse mellem Duroc-orners afkom [3]. I tidligere undersøgelser er der fundet indikationer på, at visse racer kan have højere dødelighed end andre – i en PMWS-inficeret besætning er der blandt andet i en undersøgelse vist forskelle mellem faderracer [4].

Formål

At sammenligne afkom efter ornetyperne Duroc, HD og DH specielt med fokus på overlevelse fra fødsel til slagtning i en almindelig produktionsbesætning.

Dyremateriale og dataindsamling

Forsøget blev gennemført i en produktionsbesætning med 350 søer. 478 søer producerede 8.918 grise fordelt på 684 kuld (Tabel 1). Søerne blev løbet med 90 Duroc-orner og 76 Hampshire-Duroc-krydsningsorner (både HD og DH). Af det totale antal producerede grise var 5.851 Duroc-krydsninger, og 3.067 var krydsninger med HD eller DH som far. Mødrene var alle Landrace-Yorkshire-krydsninger, og hver so havde 1-3 kuld med i forsøget. Alle mødre og fædre havde kendt afstamning. Fædrene var alle tilfældigt udvalgte blandt de KS-orner, som blev anvendt i avlsbesætningerne. De enkelte fædre blev anvendt i forsøget i en meget kort tidsperiode – oftest under en måned.

I sobesætningen blev alle kuld øremærket med et individmærke, og antallet af levendefødte og dødfødte grise blev registreret i e-kontrol. Kuldudjævning blev gennemført efter behov, men først efter at grisene var øremærket.

Grisene blev mærket om ved fravænning med et større mærke, men med samme id-nummer.

Tabel 1. Antal orner og producerede grise

Ved et gennemsnit på 27 kg levende vægt blev ca. 65 % af grisene solgt til to specialiserede slagtesvineproducenter. De resterende 35 % blev opfodret som slagtesvin på oprindelsesgården.

I samtlige deltagende besætningsenheder gennem hele produktionsperioden blev de døde grise registreret med dødsdato. Desuden blev dødsårsagen registreret med følgende koder: 1 = død, ingen bestemt årsag, 2 = meget lille, 3 = brokgris, 4 = aflivet, 5 = klemt ihjel, 6 = svagfødt, 7 = diarré. Registrering af døde grise skete fra og med den stund, hvor grisene blev øremærket, hvilket skete snarest muligt efter fødsel.

Inden for ca. 14 dage før slagtning blev alle grise tatoveret på skinken med samme id-nummer, som grisen bar i øret. Efter slagtning blev grisene identificeret ved deres tatoverede id-nummer på skinken, og grisenes vægt og kødprocent blev registreret.

Data blev indsamlet fra 14. januar 2005, da de første grise blev født, frem til august 2006, hvor de sidste grise blev slagtet. I projektet er der registreret data for kuldstørrelse, dødfødte grise, tilvækst, kødprocent samt overlevelse fra øremærkning til slagtning.

Sobesætningen

Sobesætningen foretager effektivitetskontrol og anvender databaseret registreringsprogram til produktions- og reproduktionsdata. Antal døde dyr registreres på staldniveau, og procent døde dyr beregnes fra fødsel til fravænning og fra fravænning til salg/flytning til slagtesvinestald, i gennemsnit ved 11 ugers alder. Ifølge effektivitetskontrollen under den samme tidsperiode som forsøget gennemførtes, udgjorde dødeligheden i besætningen 6,6 % fra fødsel til fravænning, og 3,5 % fra fravænning til 11 ugers alderen (før flytning af grisene til slagtesvinestald). Fravænning sker ved 28 dage, og smågrise omsættes i gennemsnit ved 11 ugers alderen.

Statistiske metoder

Overlevelsen for de enkelte racekombinationer vises som en overlevelseskurve estimeret ved Kaplan-Meier, hvor sandsynligheden for at være i live til et givet tidspunkt efter fødsel vises som andelen af overlevende grise i forhold til antallet af fødte grise. Grise, som slagtes, betragtes som højrecensurerede, det vil sige, de tæller med som overlevende og ikke som døde.

For at teste om der er forskel i overlevelsen for de forskellige racekombinationer, analyseres overlevelsen for forskellige aldersperioder.

Lad det totale antal grise i hvert kuld, som er under observation, være givet ved n_i og lad antal overlevende grise være givet ved y_i, der beskriver forholdet y_i / n_i = p_i overlevelsessandsynligheden i kuld i. Overlevelsen analyseres ved en binomial model med forventningen

(1)

hvor a_j er de tre orneracer, b_i er et normalfordelt tilfældigt niveau for dødeligheden i kuld i, c_i er soens kuldnummer, d_i er antal fødte grise i kuld i, x_1i, og x_2i beskriver årsvariationen som en sinuskurve, idet

og x_i angiver faringsdagen som antal dage efter 1. januar 2005. Modellen kan betragtes som en logistisk regressionsmodel med overspredning, hvor overspredningen fremkommer ved den tilfældige effekt b_i. Modellen falder ind under klassen af Generaliserede lineære modeller, og kan estimeres i SAS ved PROC GLIMMIX.

Dataregistrering
Af det samlede antal fødte grise på 8.918, blev 7.943 genfundet som døde eller slagtede. Heraf var der dobbeltregistrering på 113 grise, som udgår af materialet. Det samlede antal grise er derfor 7.717. Der var totalt 975 fødte grise, som ikke blev registreret, og de kunne ikke spores. Årsagerne hertil er tabte øremærker, problemer ved ommærkningen af grisene, men også problemer med korrekt aflæsning af øremærker og tatovering, når grisene blev sendt til slagtning.

Overlevelse
En beskrivelse af overlevelsen (%) fra fødsel til slagtning er vist i figur 1. Overlevelsen er baseret på alle fødte dyr. Figuren beskriver overlevelse dag for dag i de respektive krydsningskombinationer. Overlevelsen er beregnet som gennemsnit for alle afkom efter Duroc-, HD- og DH-orner, og er dermed ikke justeret for variationer i miljøforandringer som for eksempel årsvariation eller mellem kuld. Antallet af fødte grise i hver racekombination sættes til 100 % ved fødsel. For hver af de tre racekombinationer beskriver de tre kurver andelen af overlevende grise frem til en given alder. Overlevelseskurverne viser, at dødeligheden var størst i de første dage efter fødsel og mindskedes successivt frem til 7 ugers alderen. Derefter var dødeligheden mere eller mindre konstant frem til slagtning. Den største forskel mellem racekombinationerne opstår inden for de første 10 dage efter fødsel, hvor der er 97 % overlevende grise efter Duroc- og DH-orner, mens der kun var 95 % overlevende grise tilbage blandt afkom efter HD-orner. Fra 10 dage og frem er kurverne parallelle, og dødeligheden er dermed ens for afkom efter de 3 orneracer.

Figur 1. Overlevelseskurve (%) beregnet som rå gennemsnit for afkom efter Duroc, DH og HD

For at analysere forskellen i dødelighed frem til dag 10 efter fødsel, modelleres data i en binomial model som beskrevet tidligere (model (1)). Overlevelsen frem til dag 10 efter fødsel viser, at der ikke er signifikant forskel i overlevelse mellem afkom af Duroc-, DH- og HD-orner (p = 0,067, Tabel 2). Data er her analyseret som andelen af overlevende grise i hvert kuld. Ved analysen er der taget hensyn til soens kuldnummer, årsvariationen, antal fødte grise i kuldet og en tilfældig kuldvariation som beskrevet i model (1). Den gennemsnitlige andel af overlevende grise efter hver ornetype er derfor justeret for de miljøvariationer, som er med i model (1).

Efter samme metode og under anvendelse af model (1) er der heller ingen signifikant forskel i dødeligheden for de tre racekombinationer i perioden fra dag 10 til dag 200 (p = 0,575, Tabel 2).

Tabel 2. Overlevende fra fødsel til dag 10 og fra dag 10 til dag 200

Forskel i overlevelse mellem fædre
I figur 2 vises andel fædre fordelt på andel døde afkom. Der er flere Duroc-fædre end HD/DH-fædre, der har mellem 0-5 % og 5-10 % døde afkom, og der er flere HD/DH-fædre end Duroc-fædre, der har 20-25 % og 25-30 % døde afkom.

Figur 2. Fordeling af orner efter andel af døde grise hos afkom af de to faderlinjer. DH og HD er slået sammenDødsårsag

Projektdeltagerne/staldpersonalet registrerede mulige dødsårsager for de afgåede grise. Afgangsårsagerne fordeler sig som vist i tabel 3. Det er tydeligvis vanskeligt at afgøre dødsårsag i stalden. For ca. 50 % af grisene kunne man ikke finde nogen direkte årsag. Sikkerheden i og brugbarheden af årsagsregistreringerne mindskes dermed. Fordelingen er derfor ikke anvendt i analysen af dødeligheden mellem racer.

Tabel 3. Dødsårsag, alle døde grise

Reproduktion

Resultatet viser små forskelle mellem de to faderracer (tabel 4). Gyltekuld udgør en stor del af grundlaget for forsøget. Det skyldes, at sobesætningen blev udvidet i løbet af forsøgsperioden.

Tabel 4. Kuldstørrelse og dødfødte grise pr. kuld (korrigerede data, LS-means

Produktion

Der var ingen signifikante forskelle mellem racerne for kødprocent (tabel 5). HD/DH-grisene var 6 dage ældre ved slagtning, hvilket sammenholdt med slagtevægten bevirkede en lavere daglig tilvækst fra fødsel til slagtning for denne krydsningskombination.

Tabel 5. Produktionsegenskaber, tilvækst og kødprocent

Dette forsøg viser ikke nogen signifikant forskel i dødelighed for afkom efter Duroc-, HD- og DH-orner, det vil sige ikke nogen forskel mellem de tre faderracer. Dødeligheden var størst i de første dage efter fødsel og mindskedes successivt frem til 7 ugers alderen for alle racer i forsøget.

Forskel i dødsårsag mellem racekombinationerne har ikke kunnet dokumenteres.
Der var ingen forskel i reproduktionsegenskaber for afkom efter de tre ornetyper.
Afkom med HD- eller DH-fædre havde lavere tilvækst end afkom efter Duroc-fædre. Der var ingen forskel i kødindhold.