Osteochondrose i albueleddet hos slagtesvin fra fire besætninger

Osteochondrose er en vækstforstyrrelse i knoglebrusken. Hos svin er knæ og albue de hyppigst angrebne led [1]. Lidelsen forekommer typisk i alderen 4-18 måneder. Der forekommer blandt andet lokal bruskfortykkelse, dårlig knogledannelse og bruskløsning (osteochondrosis dissecans) [2].

Generelt er der ikke fundet tydelig sammenhæng mellem tilstedeværelse af osteochondrose og benproblemer hos svin [3], [4], [5]. En dansk undersøgelse af svin slagtet ved cirka 95 kg viste dog, at der er sammenhæng mellem bruskløsning i albuen og stive bevægelser samt udaddrejede forben [5]. Der er ringe kendskab til, i hvor høj grad holdbarheden af avlsdyr dyr kan være påvirket af kroniske ledforandringer efter osteochondrose. Det er beskrevet, at svære tilfælde af osteochondrose kan efterfølges af indskrænket bevægelighed af berørte led [1], [2]. En svensk undersøgelse har påvist en lav men statistisk sikker sammenhæng mellem god osteochondrose-status og holdbarhed hos søer (genetisk korrelation) [6].

Årsagen til osteochondrose er ikke klarlagt, men arvelige forhold, tilvækst, kødprocent og belastning af leddene menes at spille en rolle [7], [8], [9], [10], [11]. Arveligheden er i nogle undersøgelser fundet forholdsvis høj (30-50%) [8], [10].

Flere udenlandske undersøgelser har vist øget osteochondrose-risiko hos grise med stor daglig tilvækst og høj kødprocent [12], [13]. Andre undersøgelser har dog ikke kunnet vise en sådan sammenhæng [14]. Sandsynligvis afhænger resultaterne af dyrenes race samt af, hvilke led og hvilke typer af osteochondroseforandringer, der er indgået i undersøgelserne.

Resultaterne fra de nævnte undersøgelser kan ikke direkte overføres til danske forhold – blandt andet fordi grisene ikke gik under almindelige produktionsforhold. Desuden er der væsentlige raceforskelle i forekomsten af osteochondrose [15], [16], [17], [18].

En sammenhæng mellem tilvækst og osteochondrose er dog ikke nødvendigvis ensbetydende med, at avl for høj tilvækst medfører høj forekomst af osteochondrose. Der er foretaget flere undersøgelser af, om orner med hurtigt voksende afkom også får afkom med højere forekomst af osteochondrose end andre orners afkom (genetisk korrelation). Også disse undersøgelser har givet varierende resultater afhængigt af hvilke led og hvilke osteochondroseforandringer, der er indgået i analyserne [7], [10], [15].

Formålet med undersøgelsen var at redegøre for

• Forekomsten af ledforandringer i albueleddet hos slagtesvin
• Sammenhængen mellem tilvækst og forekomsten af osteochondrose ved slagtning
• Arveligheden af osteochondrose.

Albueleddet blev valgt til undersøgelsen, fordi det næst efter knæleddet er det hyppigst angrebne [1], [19], og fordi det er let tilgængeligt hos det slagtede dyr. Desuden forekommer de sværeste osteochondroseforandringer med løsnet ledbrusk især i albueleddet [5].

En mere uddybende beskrivelse af undersøgelsen kan læses i to artikler i Dansk Veterinærtidsskrift [20], [21].

Besætninger og dyr

Undersøgelsen omfattede svin fra fire besætninger (tabel 1). Ved udvælgelsen af besætninger til undersøgelsen blev bensundhed eller osteochondrose-status ikke taget i betragtning. Besætningerne blev valgt, fordi de i forvejen indgik i en undersøgelse vedrørende luftvejssygdom.

Tabel 1. Besætninger og grise i undersøgelsen

I alt 9.696 svin fra 1.092 kuld fordelt på 699 søer indgik i undersøgelsen. Alle grise var tre-race-krydsninger (mor Landrace/Yorkshire, far Duroc). De var alle afkom efter én af 14 orner, og sæd fra alle 14 orner blev anvendt i hvert af soholdene. For to af ornerne indgik dog kun henholdsvis 53 og 92 grise, mens der fra hver af de øvrige 12 orner indgik cirka 400-1.000 grise i undersøgelsen.

Grisene blev mærket individuelt med øremærke ved fødsel. Kuld med under otte levendefødte grise indgik ikke i undersøgelsen. Kuldudjævning blev begrænset, og grise, der blev flyttet til en anden so, udgik af forsøget. Grise, der blev flyttet til sygesti, udgik også af forsøget.

Grisene blev vejet individuelt ved fødsel, ved fravænning og ved indsættelse i slagtesvinestalden. Desuden blev levende vægt ved levering til slagteri beregnet som slagtevægt × 1,31. Daglig tilvækst for hver gris blev beregnet for følgende perioder:

• Farestaldsperioden (fra fødsel til fravænning)
• Smågriseperioden (fra fravænning til indsættelse i slagtesvinestalden)
• Slagtesvineperioden (fra indsættelse i slagtesvinestalden til slagtning),
• Hele grisens liv (fra fødsel til slagtning).

Grise fra samme kuld blev altid slagtet samme dag. Den gennemsnitlige alder ved slagtning var 162 dage, varierende fra 138 dage til 207 dage. Grisene fra hver besætning blev slagtet over en periode på 10-14 måneder. Afkommet fra hver orne blev slagtet over en periode på 9-23 uger.

Registrering af ledforandringer i albueleddet

Undersøgelse for osteochondrose blev foretaget på slagteriet dagen efter slagtning. Hver uges registreringer blev foretaget af én af tre dyrlæger (investigatorer). Undersøgelsen blev foretaget på venstre albueled. Højre albueled blev ikke undersøgt, da grise med osteochondrose i albuen oftest har det i begge albuer [8].

Ledundersøgelsen blev især koncentreret omkring forandringer på og i overarmsknoglens ledrulle (condylus humeri). Efter registrering af de umiddelbart synlige forandringer i leddet blev ledrullen savet igennem (figur 1). Derefter blev forandringer, som var synlige i snitfladen, registreret.

Figur 1. Snit gennem ledrulle. Snittet blev lagt gennem det område på ledrullen, hvor der forekommer flest bruskforandringer. Billede 9318, Ledrulle (til venstre) og ledflader på spoleben og albueben (til højre). Billede 9319
Figur 2 viser eksempler på forskellige typer af ledforandringer i albueleddet. En oversigt over de registrerede ledforandringer ses i tabel 2. Ved vurdering af ledrullens overflade blev ujævnhed vurderet på en skala fra 1-4, mens karakteren 5 blev givet ved bruskløsning. Ujævnhed af grad 4 er dog ikke nødvendigvis gået forud for bruskløsning.

En vurdering af dyrenes gang indgik ikke i undersøgelsen. Alle grise, som indgik i ledundersøgelserne, var blevet godkendt ved det levende syn på slagteriet.

Statistik

Sammenhænge mellem forskellige forandringer i bruskens overflade og dybereliggende forandringer blev beskrevet ved odds ratioer (OR). OR blev beregnet ved en logistisk regression med én type forandring som afhængig variabel (ja/nej) og en anden type forandring som uafhængig variabel (ja/nej). Investigator og besætning indgik også som uafhængige variable. Det blev forudsat, at sammenhængene mellem de forskellige ledforandringer var uafhængige af grisens køn, vægt, alder ved slagtning og familieforhold.

Sammenhængen mellem ledforandringer og en række systematiske faktorer (kalendertid, årstid, besætning, køn, investigator, fødselsvægt samt tilvækst i henholdsvis farestald, smågrise- og slagtesvinestald) foruden de tilfældige faktorer orne, so, kuld og staldafsnit blev beskrevet ved en logistisk regressionsmodel. Effekterne af de systematiske faktorer blev udtrykt som odds ratioer.

Arvelighed og genetiske korrelationer er tidligere blevet publiceret andet steds [22]. For statistiske metoder til beregning af arvelighed og genetiske korrelationer henvises dertil.

Forekomsten af ledforandringer

I tabel 2 og i figur 3 ses en oversigt over forekomsten af de væsentligste registrerede ledforandringer. Der var ikke væsentlige forskelle i niveauet af forandringer i de fire besætninger. Derfor er resultaterne opgivet samlet for alle fire besætninger.

Tabel 2. Forandringer i albueled (9.696 undersøgte led)

 

Figur 3. Forekomsten af ujævnhed i ledbrusken på ledrullen. Ujævnhed blev scoret fra 1 (normal) til 4 (alvorlig), mens karakteren 5 blev givet ved bruskløsning. Kun den alvorligste forandring hos hvert dyr er taget i betragtning. Billede 0995

Der blev fundet osteochondroseforandringer (forandringer i brusk eller knoglevæv) i albueleddet hos 65 procent af de undersøgte slagtesvin. Hos 30 procent af grisene var fortykket ledbrusk dog den eneste osteochondroseforandring, der blev konstateret. Det er muligt, at normal brusk kan være tykkere end antaget, og at grænsen mellem normal og fortykket brusk har været sat for lavt.

I cirka en tredjedel af tilfældene af bruskløsning på ledrullen var der intet synligt knoglehenfald under brusken. Dette kunne tyde på, at tilfældene var af ret frisk natur. De kan måske være opstået ved belastning under transporten til slagtning eller måske endda efter dødens indtræden under slagteprocessen. Det er tidligere beskrevet, at bruskløsning kan opstå i forbindelse med transport [11].

Tilsvarende høje forekomster eller endnu højere forekomster af osteochondrose er fundet i andre undersøgelser [5], [23]. I en ny dansk undersøgelse af 167 slagtesvin fra to besætninger blev der dog fundet en betydeligt lavere forekomst af osteochondrose i albuen [24]. For eksempel havde kun 2 procent af grisene bruskløsning på ledrullen. Forklaringen på denne forskel mellem de to undersøgelser kendes ikke. De to undersøgelser var sammenlignelige med hensyn til produktionsforholdene i besætningerne og grisenes tilvækst og slagtevægt. Grisene i den mindre undersøgelse (de 167 grise) var dog ikke opstaldet på fuldspaltegulve men på forskellige kombinationer af test-gulve. Da gulvtypen ifølge tidligere undersøgelser ikke har væsentlig betydning for udviklingen af osteochondrose [25], skyldes forskellen mellem de to undersøgelsers resultater sandsynligvis andre faktorer som for eksempel fodringsmæssige forhold, sti-indretning eller forhold i forbindelse med transport og slagtning.

Sammenhænge mellem forandringer i ledrullens overflade og dybereliggende forandringer

Der var stærke sammenhænge mellem forandringer i ledrullens overflade og de forandringer, som kun er synlige efter gennemsavning af ledrullen. Undersøgelse af overfladen (uden gennemsavning af knoglen) vil således ofte være et tilstrækkeligt godt mål for forekomsten af osteochondrose i en besætning eller anden population.

Sammenhæng mellem ujævn ledflade og skjult bruskløsning:

• Led med ujævn ledflade havde øget risiko for at have skjult bruskløsning i forhold til led med normal brusk på ledrullen (OR=13)
• 77 procent af de led, der havde skjult bruskløsning, havde også ujævnhed på overfladen af ledrullen
• 80 procent af de led, der ikke havde skjult bruskløsning, havde ingen ujævnhed på ledrullen.

Sammenhæng mellem ujævn ledflade/bruskløsning og knoglehenfald under brusken:

• Led med ujævn ledflade (uden bruskløsning) havde øget risiko for at have knoglehenfald i forhold til led med normal ledflade (OR=6)
• Led med bruskløsning havde øget risiko for at have knoglehenfald i forhold til led uden bruskløsning (OR=8)
• 96 procent af de led, der havde knoglehenfald, havde også ujævnhed eller bruskløsning på ledrullen
• 72 procent af de led, der ikke havde knoglehenfald, havde ingen ujævnhed eller bruskløsning på ledrullen.

Odds ratio (OR) angiver, hvor mange gange risikoen er forøget i forhold til led, som ikke har den pågældende forandring.

Osteochondroses sammenhæng med tilvækst

Tabel 3 viser den daglige tilvækst i de fire besætninger i undersøgelsen.

Tabel 3. Daglig tilvækst, gennemsnit og standardafvigelse (g/dag)

Tabel 4 viser sammenhængen mellem ledforandringer og henholdsvis daglig tilvækst, kødprocent, fødselsvægt og køn. I den statistiske model indgik også besætning, investigator, årstid, stald, orne, so og kuld, men effekterne af disse faktorer er ikke vist i tabellen.

Tabel 4. Faktorer som har sammenhæng med forekomsten af ujævn ledbrusk og bruskløsning

Det ses af tabel 4, at der med øget daglig tilvækst i smågriseperioden eller slagtesvineperioden var en øget risiko for både ujævn ledbrusk og bruskløsning. For hver ekstra 100 gram daglig tilvækst var risikoen for disse ledforandringer øget med omkring 20 procent (OR 1,14-1,21). For hvert ekstra kødprocent-point var risikoen for forandringer i brusken øget med 3-5 procent. En galtgris havde cirka 20 procent større risiko for at have ujævn ledbrusk eller bruskløsning end en sogris med tilsvarende tilvækst, kødprocent og fødselsvægt. For bruskløsning alene var det tilsvarende tal cirka 30 procent.

Hvis man kigger på grisens samlede daglige tilvækst fra fødsel til slagtning, var der for hver ekstra 100 gram daglig tilvækst en forøgelse af risikoen for bruskløsning på 67 procent (illustreret i figur 4).

Figur 4. Sammenhængen mellem tilvækst og sandsynligheden for bruskløsning (score 5). Figuren viser udglattede kurver lavet på baggrund af værdierne for hver enkelt gris (0 for ingen bruskløsning, 1 for bruskløsning). Billede 0996

Resultaterne fra denne undersøgelse støtter antagelsen om, at en vigtig forebyggende foranstaltning mod osteochondroseproblemer hos vordende avlsdyr er at moderere deres væksthastighed i hele opvækstperioden – helt fra fravænning. Vi mangler dog viden om, hvorledes dette vil påvirke avlsdyrenes holdbarhed.

Arvelighed

Resultater vedrørende arvelighed og genetiske korrelationer er tidligere publiceret andet steds [22]. Her blev arveligheden for ujævnhed i ledbrusken (scoret på en skala fra 1-5) beregnet til 22 procent. Med denne arvelighed og da ujævnhed i ledbrusken udgør et godt mål for forekomsten af osteochondrose, kunne ujævnhed formentligt godt bruges som et mål ved selektion mod osteochondrose.

I den forbindelse er det dog væsentligt at vide, om osteochondrose og produktivitetsmål er fordelagtigt eller ufordelagtigt genetisk korrelerede – det vil sige, om orner med hurtigt voksende afkom får afkom med højere eller lavere forekomst af osteochondrose end andre orners afkom. På trods af den ret stærke positive fænotypiske korrelation (høj tilvækst og høj osteochondrose-risiko følges ad), kan den genetiske korrelation godt være negativ. Det er altså ikke nødvendigvis sådan, at avl for høj tilvækst medfører højere osteochondrose-forekomst.

Desværre er den foreliggende undersøgelse ikke optimal med hensyn til belysning af dette spørgsmål, idet der indgik relativt få orner. Andre undersøgelser har givet modstridende resultater (henholdsvis positive og negative genetiske korrelationer) afhængigt af hvilke led og hvilke osteochondroseforandringer, der er indgået i analyserne [7], [10], [15]. I den forbindelse skal det nævnes, at holdbarhed fra 2006 er indgået i avlsmålet for Landrace og Yorkshire, og at avl specifikt mod osteochondrose ville være forbundet med betydelige praktiske vanskeligheder. Det skyldes, at egenskaben kun kan måles på led efter slagtning eller ved hjælp af røntgenundersøgelser.

I undersøgelsen var de hyppigste forandringer fortykket ledbrusk (53%) og ujævn ledflade (32%). Der var en stærk sammenhæng mellem ujævn ledflade og forandringer i den underliggende knogle. Undersøgelse af ledbruskens overflade (uden gennemskæring af knoglen) vil således ofte være et tilstrækkeligt godt mål for forekomsten af osteochondrose i en population.

Med øget daglig tilvækst i smågriseperioden eller slagtesvineperioden var der en øget risiko for både ujævn ledbrusk og løsning af ledbrusken (osteochondrosis dissecans). For hver ekstra 100 gram daglig tilvækst var risikoen for disse ledforandringer øget med omkring 20 procent. For hvert ekstra kødprocent-point var risikoen for forandringer i brusken øget med 3-5 procent. Det må antages, at en vigtig forebyggende foranstaltning mod osteochondrose hos avlsdyr er at moderere deres væksthastighed i hele opvækstperioden – helt fra fravænning. Vi mangler dog viden om, hvorledes dette vil påvirke avlsdyrenes holdbarhed gennem flere læg.

Arveligheden af ujævnhed i ledbrusken (scoret på en skala fra 1-5) var 22 procent. Med denne arvelighed og da ujævnhed i ledbrusken udgør et godt mål for forekomsten af osteochondrose, kunne ujævnhed formentligt godt bruges som et mål ved selektion mod osteochondrose. I den forbindelse er det dog væsentligt at vide, om osteochondrose og produktivitetsmål er fordelagtigt eller ufordelagtigt genetisk korrelerede, da avl for høj tilvækst ikke nødvendigvis medfører højere forekomst af osteochondrose. Desværre er den foreliggende undersøgelse ikke optimal til at belyse dette spørgsmål, idet der indgik relativt få orner.

Deltagere
Afdelingschef Poul Bækbo, Veterinær Forskning og Udvikling, Dansk Svineproduktion
Dyrlæge, seniorforsker, lic. med. vet. Bente Jørgensen vejledte i diagnostikken