Afprøvning af stikoncepter til løse farende og diegivende søer

Det Biovidenskabelige Fakultet (Københavns Universitet), Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet (Aarhus Universitet) og Dansk Svineproduktion har siden 2002 arbejdet sammen i projektet ’Farende og diegivende søer – løsdrift og forbedret dyrevelfærd’ [1]. Projektparterne har bidraget med undersøgelser af enkeltfaktorer til forbedring af såvel stiindretning som managementrutiner. På baggrund af resultater fra de forudgående undersøgelser, samt eksisterende viden på området, blev der udviklet forskellige stityper til løse farende og diegivende søer. Formålet med den aktuelle afprøvning var at teste, hvordan forskellige kombinationer af stielementer tilgodeså behovene hos de tre hovedinteressentgrupper: Søer, pattegrise og personale. De tre interessentgrupper stiller forskellige krav til produktionsanlægget.

Søerne bør have mulighed for at søge isolation (fx opnået med lukkede stiadskillelser) og skal have adgang til redebygningsmaterialer. Sidstnævnte kan medvirke til at reducere den risikobetonede adfærd, og desuden er der lovkrav om tildeling af redebygningsmateriale til soen [2]. Det medfører, at der i farestier skal kunne anvendes halm eller lignende. For at opnå størst mulig nytteværdi af det tildelte redebygningsmateriale, blev stityperne indrettet med udgangspunkt i, at der skulle være fast gulv under soen.

En tidligere dansk afprøvning med højdrægtige søer [3] viste, at søerne lagde sig ved en væg i 86 pct. af tilfældene, og kun i 14 pct. af tilfældene lagde de sig uden støtte. Den pågældende afprøvning viste endvidere, at søerne foretrak vægge uden friholderbøjler og, at søerne havde en stærk præference for at ligge ved stiens bagvæg [3]. Derudover har en engelsk undersøgelse [4] vist, at hvis søerne lagde sig ned i det ’åbne’ rum, var der større risiko for, at pattegrisene blev klemt sammenlignet med, hvis søerne lagde sig op ad fx en væg. En efterfølgende dansk afprøvning [5] viste derimod, at de skrå liggevægge ikke reducerede pattegrisedødeligheden. En mulig årsag kunne være, at søerne ikke brugte liggevæggene tilstrækkeligt. I den danske afprøvning blev det således observeret, at søerne i begge grupper kun i ca. halvdelen af de observerede ligge-situationer lå med ryggen mod stisiden mod nabosoen, hvor den skrå liggevæg var monteret. Dette indikerede, at liggevægge i sig selv ikke i alle stityper vil være styrende for soens placering men, at også liggevæggens placering kan være afgørende.

Pattegrisene har behov for ekstra varmetilførsel specielt umiddelbart efter fødsel men også i diegivningsperioden i øvrigt [6]. Behovet for ekstra varmetilførsel kan nedsættes ved at tildele strøelse. Begge disse elementer taler for et fast leje under soen, som dels gør det lettere at håndtere redebygningsmateriale, og dels muliggør etablering af gulvvarme til brug omkring faring.

Et andet meget vigtigt element er pattegrisehulen, hvor formålet er at yde såvel fysisk som termisk beskyttelse af pattegrisene. Det er derfor vigtigt, at pattegrisehulen både i indretning og placering medvirker til, at pattegrisene hurtigt kommer i gang med at bruge den, så de så vidt muligt anvender hulen som hvilested.

For personalet er arbejdsforhold og arbejdsforbrug et fokusområde, derfor er bl.a. hygiejnen i stierne vigtig. Det blev undersøgt hvilke forhold, som havde betydning for soens gødeadfærd med henblik på at forbedre hygiejnen i stien. For at give personalet gode arbejdsforhold og begrænse tidsforbruget var det desuden et krav til stierne, at der var let adgang til pattegrisene.

Stierne skulle således kunne tilbyde soen løsdrift under hele faringsforløbet og i diegivningsperioden, samt adgang til fast gulv og en grad af isolation. Derudover skulle stierne tilbyde grisene gulvvarme på fødselssted, let adgang til en stor varm pattegrisehule, let adgang til yveret og beskyttelse fra soen i form af skrå liggevægge. Samtidig skulle stierne være lette at rengøre, og der skulle være let adgang for staldpersonalet til grisene. Dimensionerne på de afprøvede stityper blev valgt ud fra de tidligere bestemmelser af dimensioner for danske krydsningssøer [7] og pattegrise [8].                                                               

Formålet med afprøvningen var at undersøge søernes og pattegrisenes brug af forskellige opholdszoner i stierne i dagene omkring faring samt søernes position i stien ved afsætning af gødning. Især soens valg af hvile- og farested, pattegrisenes brug af pattegrisehule samt forhold af betydning for hygiejnen var af stor interesse. Hensigten med afprøvningen var således at identificere den eller de meste egnede stityper, med henblik på efterfølgende at gennemføre afprøvning af disse i produktionsbesætninger. Det var ikke muligt at sammenligne niveauet for pattegrisedødelighed mellem stityperne. Dette skyldes dels det begrænsede antal søer, som indgik i afprøvningen, og dels at der var en stærk konfundering mellem indsættelsestidspunkt og stitype. Sidstnævnte medførte, at eventuelle sygdomstilfælde, klimaudsving og andet ville påvirke resultaterne fra de forskellige stityper forskelligt.

Afprøvning blev udført i en forsøgsstald ved Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet, i Foulum.

Tabel 1. Besætningsdata

De afprøvede stityper adskilte sig fra hinanden ved andelen af fast gulv, placering af åbent/lukket inventar, antallet af skrå liggevægge samt placering af pattegrisehulen, men i alle stityper var pattegrisehulerne placeret ved gangarealet.

Stityperne var benævnt P-sti, smal T-sti, bred T-sti, O-sti og MO-sti (se figur 1) og er nærmere beskrevet i nedenstående samt i appendiks.

I P-stien var der spaltegulv i størstedelen af soens opholdsområde, og dermed som udgangspunkt en god hygiejne. Men som følge af den store andel spaltegulv var der ikke gulvvarme under soen ved faring. Gulvprofilen medførte også, at der kun i begrænset omfang kunne fastholdes redebygningsmateriale i stien. I denne sti var der kun en enkelt skrå liggevæg. Ved denne væg var der placeret en plade ovenpå spaltegulvet for at give fast underlag under soen med henblik på at skåne soens skulderparti.

Smal T-sti og bred T-sti:
Den smalle T-sti var designet med henblik på, at soen skulle ligge langs en af de to skrå liggevægge, med hovedet vendt mod åbent inventar for at holde øje med andre søer. Hvis soen lagde sig på de tilsigtede måder, opnåede den støtte i bevægelsen. Samtidig ville soens bagpart vende væk fra spaltegulvsarealet, og pattegrisene dermed blive født på det faste gulv.

I den brede T-sti var det ideen i større grad at imødekomme soens behov for at søge isolation ved at give den mere plads ved bagvæggen, længst væk fra spaltegulvet og det åbne inventar og derved også fra udsynet til de andre søer. På denne stiside var der desuden monteret en skrå liggevæg i stedet for en friholderbøjle for at tilskynde, at søerne lagde sig ved denne væg. Derved havde søerne tre mulige liggevægge i denne sti.

O-sti og MO-sti:
Midt i O- og MO-stierne blev der placeret en metalbøjle, som kunne beskytte pattegrisene, og soen kunne gå rundt om, da erfaringer viste, at der kan gå flere døgn, førend pattegrisene bruger pattegrisehulen og dermed er i sikkerhed for soen. O-stierne havde åbent inventar i modsatte side af pattegrisehulen – mod nabosoen. MO-stierne var betegnelsen for O-stierne efter, at disse blev ’Modificeret’. Det vil sige, at inventaret ved det faste gulv mod nabosoen blev lukket. I forhold til O-stien blev faconen på inventaret til beskyttelse af pattegrisene midt i stien ændret for derved at forbedre pattegrisenes adgang til yveret.

Tabel 2. Antal søer i forsøg og indretning af stierne (se appendiks for nærmere beskrivelse af stityperne)

På grund af problemer med nogle af videokameraerne og dermed manglende videooptagelse samt med styring af varmeelementerne i nogle af pattegrisehulerne, var der data vedrørende enkelte søer, eller enkelte dage for nogle søer, som måtte udgå af de senere opgørelser af forsøget.

Produktionsniveauet i afprøvningen

Som tidligere nævnt var der få søer i afprøvningen, og der var en stærk konfundering mellem indsættelse og stitype, da der blev indsat tre søer i en stitype og så gik der ca. en uge inden, at der blev indsat tre søer i næste stitype og så videre. Samtidigt var der spredning på faringsdatoen for de søer, som var indsat samtidigt. Det begrænsede antal søer, som dermed farede samtidigt, medførte blandt andet, at kuldudjævning lige efter faring var vanskeligt. Nogle søer kom således til at ligge med 17 grise i de første døgn. De nævnte forhold medførte, at produktionsniveauet ikke kunne sammenlignes mellem stityperne men indgår i materiale og metode-afsnittet som en del af beskrivelsen af ’forsøgsmaterialet. Nedenstående figurer viser dels antal levendefødte per kuld (figur 2), antal døde i diegivningsperioden (figur 3) samt alder for døde grise i afprøvningen (figur 4). Under en del af afprøvningsforløbet var der tilknyttet en specialestuderende fra biologistudiet ved Københavns Universitet. Den studerende fokuserede udelukkende på de to af stityper (smal og bred T-sti) og observerede, at 2 pct. af de levendefødte døde som følge af tråd/klemninger i disse to stityper [9].

Figur 2. Antal levendefødte pattegrise per kuld for fire af stityperne (O-stien er udeladt af figuren på grund af få kuldresultater). (billede nr. 1009)

Figur 3. Antal døde pattegrise per kuld i diegivningsperioden (O-stien er udeladt af figuren på grund af få kuldresultater). (billede nr. 1003)

 

Figur 4. Alder på døde pattegrise i diegivningsperioden (O-stien er udeladt af figuren på grund af få kuldresultater). (billede nr. 1002)

Registreringer

Søernes adfærd
Til kortlægning af søernes brug af stierne blev der optaget video af søernes adfærd fra fem dage før fødsel af første gris (FFG) til fem dage efter FFG. Adfærdsregistreringer blev foretaget ud fra videooptagelserne ved hjælp af programmet MSH-Video Client.

Først blev tidspunkt for fødsel af første gris bestemt på videooptagelserne. Med udgangspunkt i dette tidspunkt blev søernes adfærd registreret døgn -4, døgn -3, døgn -1, døgn 0 (faringsdøgnet - som startede ved fødsel af første gris), døgn 1 og døgn 2. Døgnene blev valgt ud fra ønsket om at se, hvordan soen brugte stien inden redebygningsfasen (døgn -4 og -3), ved redebygning (døgn -1), ved faring (dag 0) og i starten af diegivningsperioden (døgn 1 og 2).

Søernes positurskift (lægger sig, vender sig, liggende og rejser sig) samt brug af væg, når de lagde sig (støtte eller ingen støtte) og placering, når de lå (hvilende op ad en væg eller ikke og hovedretning) blev registreret kontinuerligt.

For hver gris blev det registreret, om de blev født på spaltegulv eller fast gulv.

Pattegrisenes adfærd
Til kortlægning af pattegrisenes brug af stien blev der på videooptagelser fra seks timer efter FFG og indtil fire døgn efter FFG scannet for hver time.

Ved starten af hvert døgn blev det registreret, hvor mange levende grise der var i stien. For faringsdøgnet (døgn 0) blev denne registrering dog først udført 6 timer efter FFG for at sikre, at de fleste af grisene var født. Fra 6 timer efter FFG blev grisenes placering i stien registreret ved en scanning hver time til og med døgn 4.

Det blev gjort ved at registrere:

1. antal grise der var i kontakt med soen, eller i kontakt med en anden gris, der var i kontakt med soen, uanset hvor i stien de befandt sig,
2. antal grise på det faste gulv uden kontakt med soen og uden kontakt med en anden gris, der var i kontakt med soen, og
3. antal grise på spaltegulv uden kontakt med soen og uden kontakt med en anden gris, der var i kontakt med soen.

Ud fra de ovenstående registreringer var det efterfølgende muligt at beregne hvor mange grise, der var i pattegrisehulen på de forskellige scanningstidspunkter. Derudover blev det også registreret, om grisene var i gang med en diegivning under scanningen. Definitionen på, at en diegivning var i gang, var, at mere end 75 pct. af grisene diede eller masserede yveret. Hvis en diegivning fandt sted, blev scanningen ekskluderet fra beregningerne.

Hygiejne
Hygiejnevurderinger bestod dels af registrering af søernes position i stien ved gødningsafsætning samt af registrering af fugt på det faste gulv.

Søernes gødeadfærd blev observeret kontinuerligt fra kl. 6-18 på fire udvalgte dage i forhold til faringsdøgnet (døgn –5, døgn -3, døgn 3, døgn 5). Hver gang søerne gødede/urinerede blev det registreret, hvor bagparten var placeret (fast gulv eller spaltegulv) og, hvor hovedet var placeret (”ved trug på spaltegulv”, ”væk fra trug på spaltegulv”, ”mod fast gulv og hule” eller ”fast gulv og væk fra hule”). Det var ikke muligt på videooptagelserne at se forskel på gødningsafsætning og urinering, som derfor blev registreret samlet, og i det følgende benævnes gødeadfærd eller gødningsafsætning.

Udover at registrere søernes gødeadfærd blev hver sti inddelt i et antal felter, hvor det dagligt i hele diegivningsperioden blev registreret, om hvert enkelt felt var tørt/fugtigt.

Tabel 3. Samlet oversigt over registreringer baseret på videooptagelser

Succeskriterier

For søerne var der tre primære succeskriterier:

1. Faringerne sker, så alle grise fødes på fast gulv: Det er en fordel for pattegrisenes overlevelse at blive født på et fast gulv med varme [6]. Men da pattegrisene ikke kan påvirke faringsstedet, var det et succeskriterie, at søerne foretrak at fare, så alle grise fødtes på fast gulv. Da søer foretrækker at fare isoleret fra andre søer, var der i tre af stityperne lukket inventar på tre af stisiderne omkring det faste gulv. I fire af stityperne var der gulvvarme i det faste gulv i soens opholdsområde, hvilket tidligere har vist sig at have en positiv indflydelse på pattegrisenes overlevelse.
2. Få positurskift efter fødsel af første gris (FFG): Hvis søer har haft mulighed for redebygningsadfærd, er de mere rolige under faringen, hvilket mindsker risikoen for fx ihjellægning af pattegrisene.
3. Hyppig brug af støtte i lægge sig situationer: Hvis søer lægger sig med støtte, er der betydeligt mindre risiko for pattegrisene. I stierne var der derfor på 1-3 stisider monteret en skrå liggevæg, som kunne støtte søerne i lægge-sig situationer. 

For pattegrisene var der to primære succeskriterier:

1. Mindske risiko for ihjellægning: Jf. ovenstående var der fokus på, at søerne lagde sig med støtte.
2. Mindst muligt ophold på spaltegulv: Efter fødsel er pattegrisene i høj risiko for at dø af kulde (og sult). Hvis pattegrisene er ’alene’ på spaltegulvet, er de i høj risiko for at blive afkølet. Hvis pattegrisene er i kontakt med soen, er de tæt på varme og på yver (næring), men i risiko for at blive klemt, hvis soen ruller. Hvis pattegrise er i hulen, er de tæt på varme – men længere fra yveret/næring.

For personalet var der et primært succeskriterium:

Mindst muligt arbejdsforbrug til renholdelse af stier: Da der, som nævnt ovenfor, er fordele for so og pattegrise ved, at der er fast gulv i en del af stien, var det vigtigt for at begrænse arbejdsforbruget til renholdelse af stierne, at færrest mulige gødningsafsætninger skete på det faste gulv. Et andet udtryk for god hygiejne var, at der var færrest mulige felter med registrering af fugt og mindst mulig registreringer af fugt i disse felter.

Personalets øvrige krav var fx let og sikker adgang til pattegrise, hvorfor pattegrisehulerne i de afprøvede stityper blev placeret ved gangarealet.

Statistiske analyser
Søernes valg af faringssted: For hvert kuld kunne en gris enten være født på fast gulv eller på spaltegulv. Data var således binomialfordelte og analyseret med en generaliserbar lineær model, hvor stitype var systematisk effekt.

Søernes positurskift: Soen blev observeret i fire døgn efter faring. Observationerne blev samlet i 6 timers intervaller (tid_g) med start ved fødsel af den første gris (FFG). For hvert interval blev det optalt, hvor mange gange soen lagde sig ned. Forskel over tid og mellem stityper blev testet ved ikke-parametriske test.

Søernes brug af skrå liggevæg: De fem stityper havde 1, 2 eller 3 skrå liggevægge. Det blev optalt, hvor mange gange en so lagde sig ved en af disse vægge på dag 0, 1 og 2. Forskel mellem 1, 2 eller 3 skrå liggevægge blev testet ved ikke-parametrisk test.

Smal T-sti og bred T-sti adskilte sig fra hinanden ved, at der i bred T-sti var en skrå liggevæg på væggen længst fra aktivitetsområdet (bagvæggen i lejet). Forskellen mellem de to stityper med hensyn til andelen af lægge-sig situationer ved bagvæggen blev testet ved en generaliserbar lineær model, hvor stitype, kuld og tid (før/efter faring) indgik som systematiske effekter og so som tilfældig effekt. I modellen indgik desuden vekselvirkning mellem kuld og stitype samt mellem tid og stitype. For at opnå en normalfordeling af residualerne blev data kvadratrodstransformeret.

Pattegrisenes opholdssted i stien: Grisene i et kuld vil typisk opholde sig tæt sammen, og derfor blev der anvendt binomialfordeling med gris_kontakt=0, hvis mindre end 50 pct. af kuldet havde kontakt med soen, og gris_kontakt=1, hvis mindst 50 pct. af kuldet havde kontakt med soen eller med en anden gris, som var i kontakt med soen.

På datasæt bestående udelukkende af data fra døgn 0 og dag 1, hvor der var gulvvarme i stierne med fast gulv og ingen gulvvarme i P-stierne, blev der analyseret for forskelle mellem stityperne med hensyn til ’andel kuld i kontakt med soen’ og ’andel kuld i pattegrisehulen’. I den anvendte generaliserbare lineære model blev der taget hensyn til gentagne målinger for soen. Tid (seks timers intervaller fra FFG) og stitype indgik som systematiske effekter og so som tilfældig effekt.

Med fokus på pattegrisenes opholdssted (i kontakt med soen henholdsvis i pattegrisehulen) i døgn 3-4 efter FFG blev data opdelt i tre grupper: 1) Stier uden gulvvarme; 2) Stier med gulvvarmen tændt udelukkende i døgn 0-1 og 3) Stier med gulvvarmen tændt til og med døgn 3-4. Data blev analyseret med en generaliserbar lineær model, hvor tid (seks timers intervaller fra FFG), stitype og periode med gulvvarme indgik som systematiske effekter og so som tilfældig effekt.

Gødning på det faste gulv: Hver gang en so gødede, blev det registreret, om dette skete på spaltegulvet eller på det faste gulv. Antal gødninger varierede over dagene og mellem søerne. Det blev derfor valgt at se på den andel, der for hver dag og hver so blev afsat på spaltegulvet. P-stien var ikke med i denne opgørelse på grund af den høje andel spaltegulv i stien. Data blev analyseret med en generaliserbar lineær model, hvor stitype og dag indgik som systematiske effekter og so som tilfældig.

Søernes hovedposition ved gødningsafsætning: Hver gang en so gødede, blev det registreret mod hvilken væg, at hovedet var orienteret. Data blev analyseret med en generaliserbar lineær model, hvor stitype og dag indgik som systematiske effekter og so som tilfældig.

Fugt på gulvet: Der blev registreret, om der var fugt (ja/nej) på gulvet i op til 10 felter i stien i op til 34 dage efter faring. Disse 10 vurderinger blev samlet til, om der var fugt ved spalter, væg eller bagvæg. Det blev valgt at beregne middel over felter og uge for hver so. Kun hele uger indgik i analysen. De tre felttyper blev antaget at være normalfordelte og kunne derfor analyseres med en variansanalysemodel, hvor stitype og uge var systematiske effekter, og so var tilfældig effekt.

Søer: Faringssted
Figur 5 viser, at alle grise i mere end 70 pct. af kuldene blev født på det faste gulv i den smalle T-sti, den brede T-sti og i MO-stien, mens det i O-stien var alle grise i 64 pct. af kuldene, som blev født på fast gulv. I P-stien blev alle grise i 75 pct. af kuldene født på spaltegulv, mens der i de resterende kuld i denne stitype var grise, som blev født på pladen.

Der var ingen signifikant forskel mellem smal T-sti, bred T-sti, O-sti og MO-sti med hensyn til antal grise i et kuld, som blev født på det faste gulv. Andel af grise i et kuld, som blev født på det faste gulv, var signifikant lavere for P-stien sammenlignet med de fire øvrige stityper (P<0,0001), hvilket også var forventet, da det eneste ’faste gulv’ i P-stien (udover gulvet i pattegrisehulen) var metalpladen parallelt med den skrå liggevæg.

Stiindretningerne fungerede således efter hensigten, da hovedparten af kuldene blev født på det faste gulv, hvilket forventes at øge pattegrisenes chance for overlevelse [6]. I P-stien blev hovedparten af grisene født på spaltegulvet, ligesom det sker i traditionelle farestier. Det stiller store krav til pattegrisenes vitalitet, da de både skal bruge energi til varmeproduktion, til at tørre og til bevægelse.

Figur 5. Pct. grise i et kuld, som blev født på det faste gulv, for hver af de fem stityper. (billede nr. 1001)

Søer: Positurskift – lægge-sig situationer
Stityperne var forskellige med hensyn til andelen af fast gulv, og dermed også mulighed for at tildele og bevare redebygningsmateriale. Stityperne var også forskellige med hensyn til antal lukkede stiadskillelser (1-3) omkring det forventede leje. Figur 6 viser, at i døgnet før faring lagde hver so sig i gennemsnit ned knap 50 gange uafhængigt af stitype.

Figur 6. Antal lægge-sig tilfælde per so i døgnene før faringen startede. (billede nr. 1000)

Figur 7 viser, at i de første tre døgn efter fødsel af den første gris (FFG) lagde søerne sig ned 1-4 gange for hver seks timer uafhængigt af stitype.

Forskellene imellem stityperne (fx andel fast gulv og antal lukkede stisider) havde i denne afprøvning ingen signifikant indflydelse på antal lægge-sig tilfælde i døgnene efter faring.

Figur 7. Antal lægge-sig tilfælde per so i de første tre døgn efter faringen var startet (opgjort i intervaller af seks timer). (billede nr. 0999)

Søer: Brug af skrå liggevæg
Figur 8 viser, at i P-stien, O-stien og MO-stien, som alle kun havde en skrå liggevæg, lagde 5 pct. af søerne sig ved den skrå liggevæg i mindst 25 pct. af lægge-sig tilfældene, og 50 pct. af søerne lagde sig ved den ligge-væg i mindst 60 pct. af lægge-sig tilfældene.

I den smalle T-sti, som havde to skrå liggevægge, lagde 5 pct. af søerne sig ved en af de skrå liggevægge i mindst 35 pct. af lægge-sig tilfældene, og 50 pct. af søerne lagde sig ved en af de skrå liggevægge i mindst 80 pct. af lægge-sig situationerne (figur 8).

I den brede T-sti, med tre skrå liggevægge, lagde 5 pct. af søerne sig ved en af de skrå liggevægge i mindst 10 pct. af lægge-sig tilfældene, og 50 pct. af søerne lagde sig ved en skrå liggevæg i mindst 80 pct. af lægge-sig tilfældene (figur 8).

Der var signifikant mindre brug af skrå liggevæg i stityper med èn skrå liggevæg sammenlignet med stityper med to eller tre skrå liggevægge (p<0,001). Der var ikke signifikant forskel mellem de tre stityper med èn skrå liggevæg (P-sti, O-sti og MO-sti) med hensyn til brugen af den skrå liggevæg.

Der var heller ikke signifikant forskel mellem brug af skrå liggevæg mellem smal T-sti og bred T-sti. Men der var signifikant forskel mellem disse to stityper med hensyn til, hvilken væg søerne lagde sig op ad. I de brede T-stier lagde søerne sig i gennemsnit ved bagvæggen i 50 pct. af lægge-sig situationerne efter faring mod 19 pct. i de smalle T-stier. Forskellen i brug af bagvæggen mellem disse to stityper var signifikant (p<0,0001). Der var ikke vekselvirkning mellem kuld og stitype eller mellem tid (før henholdsvis efter faring) og stitype.

At søerne i de brede T-stier i høj grad anvendte bagvæggen til lægge-sig væg, støtter tidligere undersøgelser om brug af skrå liggevægge, hvor søerne også foretrak bagvæggen [3]. Det er derfor vigtigt at indrette stier til løse farende søer, så bagvæggen gøres til en attraktiv ligge-væg, og indrette stierne i øvrigt i forhold til, at søerne ligger ved bagvæggen. Bagvæggen i nærværende afprøvning var den stiside, som var længst væk fra spaltegulvet, længst væk fra foderet, længst væk fra indgangen til stien, samt længst væk fra åbent inventar mod andre stier og samtidig det område, hvor der var fast gulv og isolation (lukket inventar på 1-3 stisider). I forbindelse med fremtidige stiindretninger bør det afdækkes, hvilke af ovenstående forhold, der betyder mest for søernes valg af faringssted og senere deres valg af lejeområde. Det kan forventes, at det er muligt med en kombination af isolation, skrå liggevæg(-ge) og fast gulv at påvirke søernes valg.

Pattegrise: Opholdssted i stien – når der ikke var diegivning
Pattegrisenes primære varmekilder var soen (og gulvvarmen i soens opholdszone) samt pattegrisehulerne. I smal T-sti, bred T-sti og MO-sti var gulvvarmen i søernes område tændt i 1-4 døgn efter faring. Variationen i antal døgn, hvor gulvvarmen var tændt, skyldtes spredning i faringer mellem tre stier med fælles styring af gulvvarme. P-stien var den eneste stitype, hvor der aldrig var gulvvarme i soens opholdsområde. Da pattegrisenes opholdssted viste sig at være påvirket af, hvorvidt gulvvarmen var tændt eller ej, blev data i analyserne grupperet efter hvor mange døgn efter faring, hvor der i den pågældende sti var tændt for gulvvarmen.

Figur 9 viser, at i det første døgn efter faring, uanset stitype, var ca. 70 pct. af kuldene eller mere i kontakt med soen, når der ikke var diegivning. Andelen af kuldene, som var i kontakt med soen, var faldende i døgnene efter faring, og lavest for kuldene i P-stien.

Da pattegrisene for at være tæt på en varmekilde enten kunne være i kontakt med soen eller i pattegrisehulen, viser figur 7 udviklingen i døgnene efter FFG i pattegrisenes brug af hule opdelt efter, hvor mange døgn gulvvarmen var tændt i det faste gulv i soens opholdsområde. I P-stien var kuldene i pattegrisehulen ved over 50 pct. af scanningerne fra to døgn efter FFG og i døgnene derefter, hvilket svarer til en tidligere undersøgelse [10]. I stier med gulvvarme var 20-60 pct. af kuldene i pattegrisehulerne ved scanningerne fra to døgn efter FFG til fire døgn efter FFG.

Figur 10. Andel kuld, som ved scanninger, hvor der ikke var diegivning, opholdt sig i pattegrisehulen, opdelt efter, hvor mange døgn gulvvarmen var tændt i det faste gulv i soens opholdsområde. Gruppen ’ingen gulvvarme’ indeholder kun kuld fra P-stien. (billede nr. 1008)

For døgn 0 og 1 efter FFG var der en tendens (p=0,11) til, at andelen af kuld i kontakt med soen var mindre i P-stierne sammenlignet med de øvrige stityper.

For døgn 0 og 1 efter FFG var der en tendens til (P=0,09), at kuldene i P-stien i højere grad var i pattegrisehulen sammenlignet med de øvrige stityper.

På døgn 3-4 var kuldene signifikant (p<0,001) mindre i kontakt med soen i P-stierne sammenlignet med kuldene i de andre stityper. Derudover var kuldene i stier med fast gulv og kun gulvvarme i døgn 0-1 signifikant (p<0,05) mindre i kontakt med soen, sammenlignet med kuldene med fast gulv og gulvvarme frem til og med døgn 3-4.

På døgn 3-4 var der en tendens (p=0,07) til, at kuldene i P-stierne var mere i pattegrisehulen end kuldene i stier med fast gulv og kun gulvvarme i døgn 0-1. Kuldene i P-stierne og i stierne med fast gulv og kun gulvvarme døgn 0-1 var signifikant (p<0,01) mere i pattegrisehulen sammenlignet med kuldene i stier med fast gulv og gulvvarme frem til og med døgn 3-4.

Størstedelen af kuldene var ved størstedelen af scanningerne på fast gulv. For P-stiens vedkommende i højere grad i pattegrisehulen og for de øvrige stitypers vedkommende i højere grad i kontakt med soen. Det vil sige, at uanset stitype var pattegrisene sjældent på spaltegulvet, hvor de ville være i høj risiko for at blive afkølet.

Årsagen til de fundne forskelle mellem stityperne og grupperinger med gulvvarme kan skyldes forskelle i pattegrisenes nærmiljø. Så længe der var varmt i stierne, søgte pattegrisene ikke ind i pattegrisehulerne. Når varmen blev slukket, søgte pattegrisene efter en anden varmekilde, og kom ind i hulen ligesom pattegrisene i P-stien, men med et par døgns forsinkelse. Dette svarer til resultater fra en tidligere undersøgelse [11].

Årsagen til at pattegrisene i P-stierne brugte hulen hurtigere, kan skyldes, at pattegrisene foretrak at ligge på det faste gulv med varme (i pattegrisehulen) fremfor spaltegulvet, og det kan skyldes forskelle i temperaturer. Selvom alle stityper var i samme staldrum, var temperaturen i P-stierne lidt lavere end i de andre stityper (figur 11) på grund af den store andel spaltegulv i P-stierne. Temperaturforskellen kan have påvirket pattegrisenes opholdssted, da også tidligere undersøgelser (fx [12]) har vist, at pattegrises brug af pattegrisehulen stiger ved faldende temperaturer.

Figur 11. Eksempel på samtidige temperaturmålinger i P-sti, smal T-sti, bred T-sti og uden for staldbygningen. (billede nr. 1007)

Personale/hygiejne: Søernes gødningsafsætning på fast gulv
I stityperne med en andel fast gulv og en andel spaltegulv viste det sig, at spaltegulvet ikke fungerede tilfredsstillende i forhold til at opnå en høj hygiejne. I gennemsnit gødede/urinerede søerne kun med bagparten over spaltegulvet i 20-30 pct. af tilfældene (figur 12). Der var ingen signifikant forskel mellem stityperne.

Figur 12. Gødningsafsætning på spaltegulv. (Søjlen viser gennemsnit, og linjen viser 25 pct.’s samt 75 pct.’s interval). (billede nr. 1006)

Personale/hygiejne: Søernes hovedretning ved gødningsafsætning
Som supplement til bagpartens placering i stien ved gødningsafsætning blev søernes orientering i stien ligeledes registreret, da det kan diskuteres, om søerne er ’bevidste’ om deres bagparts position. Derimod har adskillige undersøgelser [13] vist, at svin orienterer sig med hovedet mod aktivitetsområder ved gødningsafsætning.

Ved gødningsafsætning orienterede søerne i smal T-sti, bred T-sti og MO-sti mod gangarealet i 68-80 pct. af tilfældene (figur 13). Det var således signifikant den hyppigste hovedretning i disse stityper (p<0,0001). Kun søerne i O-stien adskilte sig signifikant fra søerne i de andre stityper. I O-stien orienterede søerne sig signifikant mindre mod gangen (p<0,0001) og mere mod truget (p=0,028), men som det fremgår af stiskitserne (se fx apppendiks figur A8), så var der mere åbent inventar i stisiden ved truget i O-stien sammenlignet med de andre stityper.

Figur 13. Den gennemsnitlige andel af gødningsafsætninger, hvor søerne orienterede sig mod gangarealet. (Søjlen viser gennemsnit, og linjen viser 25 pct.’s samt 75 pct.’s interval). (billede nr. 1005

Personale/hygiejne: Fugt på det faste gulv

Uanset stitype var der i gennemsnit fugt på det faste gulv langs med spaltegulvet i 40-50 pct. af observationer, langs bagvæggen i ca. 10-20 pct. af observationerne og i pattegrishulerne i 0-10 pct. af observationerne (figur 14). Der var således signifikant (p<0,0001) oftere fugt på det faste gulv langs spaltegulvsarealet sammenlignet med det faste gulv i resten af soens opholdsområde.

Figur 14. Den gennemsnitlige andel af observationer, hvor der var fugt på det faste gulv langs spaltegulvet, ved bagvæggen og i pattegrisehulerne. (Søjlen viser gennemsnit, og linjen viser 25 pct.’s samt 75 pct.’s interval). (billede nr. 1004)

Søernes adfærd ved gødningsafsætning blev ikke registreret i P-stien. I smal T-sti, bred T-sti, O-sti og MO-sti havde søerne alt for ofte bagparten over fast gulv ved gødningsafsætning, hvilket påvirkede hygiejnen negativt. Den opnåede viden om søernes foretrukne position i stierne ved gødningsafsætning vurderes at gøre det muligt i fremtidige stiindretninger at forbedre hygiejnen. Fx kan spaltegulvsandelen øges i en bred T-sti med begrænset indflydelse på søernes valg af liggested, da søerne i de brede T-stier efter faring primært lå ved bagvæggen.

Afprøvningen viste, at det var muligt at påvirke søernes valg af hvile- og farested, pattegrisenes brug af pattegrisehule samt afdække forhold af betydning for hygiejnen. Men afprøvningen viste samtidig, at opfyldelsen af alle succeskriterier i samme sti ikke var opfyldt i nogen af stityperne. Hvis fx spaltegulvsarealet øges for at forbedre hygiejnen, øges alt andet lige risikoen for, at pattegrisene fødes på spaltegulv og dermed udsættes for afkøling. Da det var det faste gulv langs spaltegulvet, der oftest var fugtigt, kunne det være oplagt at udskifte det med et drænet gulv eller spaltegulv, men samtidig øges risikoen i fx den smalle T-sti for, at soens skulderparti, når soen ligger, ikke længere er på det faste gulv men på spaltegulvet. Ved at anvende den opnåede viden om søernes foretrukne hvile-/gødesteder kan disse problemstillinger fremover minimeres i nye generationer af stier til løsgående farende og diegivende søer.

Den viden, som blev opnået i afprøvningen, vil sammen med resultater fra tidligere undersøgelser og erfaringer fra praksis, blive udnyttet til at indrette farestier til løse farende søer, som kan afprøves i praksis med henblik på at teste stiernes potentielle produktionsniveau herunder pattegrisedødelighed.

Deltagere
Landbrugstekniker Erik Bach, Den rullende Afprøvning
Agronom Lene Kathrine Duus (ansat ved Den rullende Afprøvning i perioden)
Agronomstuderende Trine Lund Pedersen (specialestuderende ved Dansk Svineproduktion i perioden)
Statistiker Mai-Britt Friis Nielsen, Dansk Svineproduktion
Biologistuderende, Rie Henriksen, Københavns Universitet
Biolog Birthe Houbak, Danmarks JordbrugsForskning
Landbrugstekniker Carsten Kjærulf Christensen, Danmarks JordbrugsForskning
Ledende forsøgstekniker Søren Ole Starsig, Danmarks JordbrugsForskning
Forsøgsmedarbejder Lis Rasmussen, Danmarks JordbrugsForskning

Staldrum
På grund af forskelle i stitypernes indretning var det nødvendigt at placere hver type samlet. Der var ikke et tilstrækkeligt dyremateriale til at gennemføre alt ind-alt ud. Det blev tilstræbt, at der ved hver indsættelse blev indsat søer i tre stier af samme type, så der fx blev sat søer ind i stinummer 64, 65 og 66 samtidigt. Den efterfølgende indsættelse blev i en anden stitype, således at der over fire-fem uger blev indsat søer i alle stityper.

Figur A1. Ikke målfast oversigtsskitse over forsøgssektionen Sr.38. Der blev anvendt seks stier af hver af stitype i afprøvningen. (billede nr. 1037)

Generelt for de afprøvede stityper

Figur A2-A11 illustrerer ved hjælp af skitser og fotos de afprøvede stityper.

I alle stierne var der monteret skrå liggevægge på de stisider, hvor det forventedes, at søerne ville lægge sig Bortset fra i P-stierne var der i alle stier et større fastgulvsareal end spaltegulvsarealet. P-stierne havde spaltegulv med en metalplade placeret, hvor det var forventet, at søernes primære liggested ville være. I smal T-sti, bred T-sti og MO-sti var der lukket inventar omkring fastgulvsarealerne for at give søerne mulighed for at søge isolation. Omkring spaltegulvsarealerne var inventaret åbent, og det var hensigten, at søerne brugte spaltegulvsarealet som aktivitetsområde (æde, urinere og gøde) samt kontakt til andre søer og til gangarealer. Der var placeret friholderbøjler på de stisider, hvor det ikke var ønsket, at søerne lagde sig.

I smal T-sti, bred T-sti, O-sti og MO-sti var der fast gulv med varme i en del af stien (udover pattegrisehulerne). Anbefalingen var, at gulvvarmen var tændt i et døgn omkring faring[6], men da gulvvarmen blev styret for tre stier, opstod der tilfælde, hvor gulvvarmen var tændt i mere end et døgn omkring faring, selvom det blev tilstræbt, at søer, som blev indsat i tre stier med fælles styring af gulvvarme, skulle fare indenfor få dage. Temperaturstrategien fremgår af bilag 1. Hvis staldtemperaturen var 20-25°C, blev fremløbstemperaturen sænket til 30°C. Hvis staldtemperaturen var over 25°C, blev der ikke tændt for gulvvarmen ved de søer, som skulle fare.

Varmekredsløbene for gulvvarmen i søernes opholdszone og i pattegrisehulerne var adskilte og havde hver sin styring med hensyn til tænd og sluk (se ovenfor), men der var kun et fælles fremløb.

Alle pattegrisehuler var minimum 1 m² for at sikre, at alle grise kunne ligge i hulen [8] – også sidst i diegivningsperioden. Der var gulvvarme i alle huler. Gulvvarmen blev styret samlet for tre stier per stitype og var tændt i det meste af diegivningsperioden. Der var desuden varmeelementer i overdækningerne af alle pattegrisehulerne. Styringen af varmeelementerne var på stiniveau, og disse var tændt de første dage efter faring.

P-sti

I P-stien var der placeret en metalplade ovenpå spaltegulvet for at give fast underlag, hvor soen forventedes at ligge. I den øvrige del af soens opholdsområde var der spaltegulv, og som følge heraf var der ikke gulvvarme under soen ved faring. Gulvprofilen medførte, at der kun i begrænset omfang kunne fastholdes redebygningsmateriale i stien. I denne sti var der kun en enkelt skrå liggevæg, og ved denne væg var der som nævnt placeret en plade med henblik på at skåne soens skulderparti, når soen lå ned.

Figur A2. Skitse over P-sti, de påførte mål er i cm, og tegningen er ikke målfast. (billede nr. 1033)

Figur A3. Billede af en so, som ligger på metalpladen i en P-sti (billede nr. 8906)

Smal T-sti

Den smalle T-sti var designet med henblik på, at soen skulle ligge langs en af de to skrå liggevægge, med hovedet vendt mod åbent inventar for at holde øje med andre søer. Hvis soen lagde sig på de tilsigtede måder, opnåede den støtte i bevægelsen. Samtidig ville soens bagpart vende væk fra spaltegulvsarealet, og pattegrisene dermed blive født på det faste gulv.

Figur 4. Figur A4. Skitse Smal T-sti, de påførte mål er i cm, og tegningen er ikke målfast. (billede nr. 1034)

Figur A5. Billedet viser en so, som lå på den tiltænkte måde i en smal T-sti. Fingrene under den skrå liggevæg forhindrer, at soen kommer i klemme under den skrå liggevæg (billede nr. 8904)

Bred T-sti

Det var ikke veldokumenteret på forhånd, at søerne ville ligge med hovedet ud mod det åbne inventar. Alternativet kunne være, at de ville orientere sig væk fra staldgangen ved at vende bagenden ud mod spaltegulvet, fordi de var motiveret for at søge mest muligt væk fra forstyrrelser. Det ville resultere i, at grisene blev født ud på spaltegulvet. Med henblik på at imødegå denne situation blev den brede T-sti designet. Ideen var i større grad at imødekomme soens behov for at søge isolation ved at give den mere plads ved bagvæggen, længst væk fra spaltegulvet og det åbne inventar og derved også fra udsynet til de andre søer. På denne stiside var der desuden monteret en skrå liggevæg i stedet for en friholderbøjle for at tilskynde, at søerne lagde sig ved denne væg. Derved havde søerne tre mulige liggevægge i denne sti.

Figur A6. Skitse over Bred T-sti, de påførte mål er i cm, og tegningen er ikke målfast. (billede nr. 1035)

Figur A7. Billede af so i den brede T-sti, hvor soen ligger ved bagvæggen (billede nr. 8905)

O-sti

I en række tidligere forsøg samt i enkelte private besætninger har den såkaldte centralredesti (Erfaring 0012, 2000) været anvendt. Centralredestien opfyldte ønsker om zoneinddeling, andel af fast gulv, og kort afstand fra pattegrisenes sikkerhedszone til soens lejeområde. Den oprindelige centralredesti blev dog fravalgt primært på grund af, at placeringen af pattegrisehulen midt i stien blev vurderet som meget uhensigtsmæssig for personalet.

Ud fra videoobservationer med mere var det dog tydeligt, at det kunne være en fordel, at pattegrisene havde mulighed for at søge beskyttelse midt i stien. Derfor blev der udviklet en modificeret udgave af centralrede-stien, hvor der midt i stien blev placeret en metalbøjle, som pattegrisene fx kunne ligge under, og soen kunne gå rundt om.

O-stierne havde åbent inventar i modsatte side af pattegrisehulen – mod nabosoen.

Figur A8. Skitse over O-sti, de påførte mål er i cm, og tegningen er ikke målfast. (billede nr. 1036)

Figur A9. Billede af pattegrise, som er beskyttet af inventar midt i O-stien, mens soen lægger sig op ad den skrå liggevæg (billede nr. 8903)

MO-sti

MO-stierne var betegnelsen for O-stierne efter, at disse blev ’Modificeret’. Det vil sige, at inventaret ved det faste gulv mod nabosoen blev lukket. I forhold til O-stien blev faconen på inventaret til beskyttelse af pattegrisene midt i stien ændret for derved at forbedre pattegrisenes adgang til yveret.

Figur A10. Skitse over MO-sti, de påførte mål er i cm, og tegningen er ikke målfast. (billede nr. 1032)

Figur A11. Billede af en so, som står på det faste gulv i en MO-sti (billede nr. 9152)