Disponerende forhold for øresår og halebid hos smågrise

Forekomst og betydning af øresår og halebid

Øresår er sår i randen af ørerne og ses hos smågrise og slagtesvin. Ifølge rapporter fra praktiserende dyrlæger er forekomsten af øresår steget de sidste 6-8 år. Årsagen til lidelsen er ikke kendt. Sårene findes hyppigst på ørernes nederste rand (ved ørebasis) men kan også sidde på ørespidserne [1]. I en dansk undersøgelse foretaget i 98 slagtesvinebesætninger i 2001 blev der konstateret øresår hos 12 procent af grisene i vægtintervallet 30-40 kg [2]. Forekomsten aftog med alderen efter 30-40 kg. Hos smågrise udvikler øresår sig gradvist, og de alvorligste grader af øresår ses især sidst i smågriseperioden [1], [3].

Halebid ses også hos både smågrise og slagtesvin og forekommer ofte i udbrud. Hos smågrise er risikoen for halebid højest i sidste halvdel af smågriseperioden [4], [5], [6].

Halebid kan medføre blodforgiftning og deraf følgende bylder i knogler og andre steder i grisens krop samt øget dødelighed. Grise med sådanne bylder vil oftest blive kasseret af dyrlægekontrollen ved slagtning. Det vides ikke med sikkerhed, om øresår medfører lignende problemer. Øresår menes at medføre tilfælde af blodforgiftning og ledbetændelse og deraf følgende øget dødelighed i nogle besætninger, mens sårene i andre besætninger tilsyneladende ikke giver anledning til yderligere sygdomsproblemer.

Et af de væsentligste problemer ved at have en høj forekomst af øresår i en besætning er, at sårene kan medføre vanskeligheder med at afsætte smågrise. De kan desuden udgøre et problem ved transport af smågrise, jævnfør reglerne vedrørende transport af dyr med sår og andre lidelser (regler om transportegnethed). Det må desuden formodes, at både øresår og halebid kan medføre nedsat velfærd hos grisene.

I figur 1 ses eksempler på øresår hos smågrise. 

Figur 1. Eksempler på øresår på henholdsvis ørets nederste rand (ørebasis) og ørespids. Billede nr. 5550 og 5525

Årsagerne til øresår og halebid

Der er mange forskellige teorier om årsagen til øresår [7]. Én teori er, at øresår er et adfærdsbetinget problem. Det vil sige, at sårene formodes at skyldes bid fra andre grise. Ifølge andre teorier skyldes sårene bakterier eller andre smitstoffer. Især er bakterien Staphylococcus hyicus mistænkt for at spille en rolle. Staphylococcus hyicus (S. hyicus) er den bakterie som forårsager sodeksem. Ved laboratorieundersøgelser af øresår, findes ofte S. hyicus. Det er dog ikke påvist, at S. hyicus er årsagen til sårene. Bakterien findes overalt på grises hud uden nødvendigvis at forårsage sygdom.

Det nævnes også, at øresår kan skyldes en beskadigelse af huden, for eksempel som følge af slagsmål efter sammenblanding, med følgende infektion med bakterier. En dansk undersøgelse i en enkelt besætning tyder på, at rifter på ørerne umiddelbart efter fravænning øger risikoen for at grisen får øresår senere i smågriseperioden [3]. Toksiner i foderet er også nævnt som en mulig årsag til øresår.

Der er ikke tidligere foretaget undersøgelser af hvilke forhold, der har en betydning for forekomsten af øresår hos smågrise. En enkelt undersøgelse vedrørende øresår hos slagtesvin viste, at risikoen for øresår var forøget i besætninger med spaltegulv/delvis spaltegulv, lille staldvolumen pr. gris og tørfodring (eller dermed associerede fodringssystemer) [2].

Halebid skyldes unormal adfærd og er sandsynligvis et resultat af stressende forhold i grisenes nærmiljø som for eksempel dårlige klimaforhold, manglende beskæftigelsesmateriale eller fodringsfejl. Ofte vil der være mere end én årsag til, at halebidning opstår. Halebidning anses oftest for at være en omdirigeret adfærd [8]. Det vil sige, at grisen udfører halebidning, fordi den ikke kan komme til at udføre den adfærd, som den egentligt gerne vil udføre. Halebid kan opstå meget hurtigt. I nogle tilfælde kan mange grise i en sti få halebid i løbet af få timer.

Der er foretaget flere undersøgelser af hvilke forhold, der disponerer for halebid[9], [10], [11], [12], [13]. Undersøgelserne omfatter hovedsageligt slagtesvinestalde, og de hyppigste fund er, at gulvtypen eller anvendelse af strøelse har betydning.

Formålet med undersøgelsen

Formålet med denne undersøgelse var at undersøge hvilke stald- og driftsforhold, der er forbundet med en høj forekomst af øresår hos smågrise. Ligeledes skulle det undersøges, hvilke forhold, der er forbundet med en høj forekomst af halebid hos smågrise.

Data

Der blev benyttet data, som i forvejen var indsamlet i forbindelse med en undersøgelse vedrørende sygdommen PMWS. Data var altså ikke primært indsamlet med henblik på øresårsundersøgelsen. En grundigere beskrivelse af materiale og metode kan ses i en tidligere meddelelse om PMWS-undersøgelsen [14].

Undersøgelsens overordnede design

I alt 148 besætninger indgik i undersøgelsen. I alle besætninger blev forekomsten af øresår og halebid hos cirka 200 smågrise registreret ved et enkelt besøg i besætningen. Oplysninger om produktions- og pasningsmæssige forhold blev indsamlet under samme besøg i besætningerne. Ved hjælp af de indsamlede data blev det undersøgt, om der var stald- eller driftsforhold, som havde sammenhæng med forekomsten af øresår eller forekomsten af halebid.

Besætningerne

I halvdelen af besætningerne var der diagnosticeret PMWS for nylig, mens den anden halvdel af besætningerne ikke havde PMWS. For hver PMWS-besætning, der indgik i undersøgelsen, blev der udpeget en besætning, hvor der ikke var mistanke om PMWS. De to besætninger skulle have samme besætningsdyrlæge og ligge mindre end 50 km fra hinanden. Besætningerne var således ikke tilfældigt udvalgt.

PMWS har sandsynligvis intet med hverken øresår eller halebid at gøre, men som nævnt ovenfor var data indsamlet i forbindelse med en undersøgelse vedrørende PMWS, og derfor indgik både besætninger med og uden PMWS.

Alle 148 besætninger skulle desuden opfylde følgende krav:

• Indendørs sohold
• Mindst 60 procent af smågrisene opdrættedes til 30 kg

Der var ingen krav vedrørende besætningernes sundhedsstatus eller besætningernes størrelse. Smågriseproduktionen kunne inden for hver besætning være fordelt over flere ejendomme. I tabel 1 ses nøgletal for de 148 besætninger i undersøgelsen.

Tabel 1. Nøgletal* for det seneste kvartal i de 148 besætninger i undersøgelsen, gennemsnit og minimum-maksimum værdier i parentes

Registrering af forekomsten af øresår og halebid

I alle besætninger blev forekomsten af øresår og halebid hos cirka 200 smågrise registreret ved et enkelt besøg i besætningen. Hvert besætningsbesøg blev gennemført af én ud af seks dyrlæger fra Dansk Svineproduktion i løbet af 2003 og 2004.

Under besøget blev alle grise i tilfældigt udvalgte stier undersøgt. De udvalgte stier var spredt så jævnt som muligt i alle staldafsnit med grise på 7-30 kilo. Følgende blev registreret for hver sti:

• Antallet af grise i stien
• Antallet af grise med øresår i stien
• Antallet af grise med halebid i stien

Desuden blev grisene i alle sygestier undersøgt på tilsvarende måde.

Under undersøgelsen var dyrlægen inde i hver enkelt sti, og alle grise blev gennet op at stå. Øresår og halebid blev kun registreret, hvis de havde en blodig overflade eller sårskorpe. Ar efter øresår eller halebid blev ikke registreret.

De undersøgte grises alder eller vægt er ikke kendt, da disse oplysninger ikke blev registreret. Det vides kun, at grisene var smågrise i det omtrentlige vægtinterval 7-30 kg.

Indsamling og behandling af informationer om stalde og driftsforhold

Informationer om stald- og driftsforhold blev indsamlet under besøget i besætningerne. Det skete ved hjælp af et spørgeskema, som dyrlægen udfyldte.

Kun en del af de indsamlede informationer indgik i analyserne vedrørende øresår og halebid. De blev hovedsageligt udvalgt ud fra følgende hypoteser om årsagerne til øresår og halebid:

• Øresår og halebid skyldes unormal adfærd som følge af stressende forhold i grisenes nærmiljø
• Øresår skyldes en infektion med hudbakterier – sandsynligvis med stafylokokker eller streptokokker
• Øresår skyldes en infektion, efter at ørerne er blevet beskadiget som følge af slagsmål – typisk ved fravænning
• Øresår skyldes en infektion, efter at ørerne er blevet beskadiget på grund af inventaret i stien

Tabel 2 viser en oversigt over de forhold, der indgik i analyserne. Alle de nævnte forhold indgik både i analysen vedrørende øresår og i analysen vedrørende halebid.

Tabel 2. Oversigt over stald- og driftsforhold, som indgik i undersøgelsen

Nogle af forholdene blev registreret ved, at dyrlægen udvalgte en typisk sti med nyfravænnede grise og en typisk sti med store smågrise og registrerede forholdene i de to stier. I disse tilfælde indgik forholdene hos henholdsvis de yngste og de ældste grise i analysen hver for sig (angivet i tabel 2). Alle øvrige informationer er baseret på svar fra besætningsejer eller driftsleder.

For alle informationer gælder, at de kun beskriver praksis i besætningen på besøgsdagen, og det derfor ikke kan udelukkes, at der var sket ændringer i forholdene for nylig.

Det blev registreret, om besætningen var smittet med skab, og om der blev anvendt vaccine mod sodeksem, men der var så få besætninger, hvor det det var tilfældet, at disse to faktorer ikke kunne indgå i undersøgelsen.

En række baggrundsinformationer om besætningen blev også registreret, herunder antallet af smågriseejendomme, antallet af smågrisestalde, antallet af smågrise i besætningen, salg af 7-kilosgrise og brug af ungsvinestalde.

Blodprøveundersøgelse for PRRS

I hver besætning blev der taget blodprøver fra 10 smågrise, som var cirka 12 uger gamle. Prøverne blev undersøgt for PRRS (ELISA-test). Hvis én eller flere af prøverne indeholdt antistoffer mod PRRS, blev besætningen defineret som smittet. Antistoffer er dog ikke ensbetydende med smågrisene var smittede, da de kan være overført med råmælken.

Statistik

Undersøgte smågrise i såvel almindelige som sygestier indgik ved beregning af den besætningsvise forekomst af henholdsvis øresår og halebid. Den overordnede forekomst blev defineret som det vægtede gennemsnit af forekomsten i almindelige stier og i sygestier, med vægtene givet ved det relative antal grise af hver type. Forekomsten i de almindelige stier var som sagt baseret på en stikprøve, mens forekomsten i sygestierne baseredes på en total optælling.

De tidligere nævnte mulige risikofaktorer plus en årstidsindikator blev i første omgang screenet for sammenhæng med henholdsvis øresår og halebid. For de grupperende faktorers vedkommende blev dette udført med et chi2 test, ved at holde dem op, en for en, mod den 0/1 variabel der angiver om besætningen har et synligt problem, d.v.s. om den observerede forekomst i besætningen er nul eller ej. For de kontinuerte risikofaktorer undersøgtes rangkorrelationen mellem den pågældende faktor og besætningens overordnede forekomst af henholdsvis øresår og halebid.

Dernæst blev den overordnede forekomst af henholdsvis øresår og halebid transformeret med logaritmen. De ved en variansanalyse fundne forskelle kunne så transformeres tilbage og derved gives en fortolkning som relative forekomster (relative risici). En lineær variansanalysemodel blev tilpasset med logaritmisk forekomst som respons og de udvalgte risikofaktorer som forklarende variable. Ved variabelselektion blev de ved screeningen fundne variable anvendt som udgangspunkt, hvorefter de øvrige variable successivt blev forsøgt indføjet. Der blev ved udvælgelse af faktorer og angivelse af konfidensintervaller anvendt det konventionelle 5 % niveau.

Forekomsten af øresår og halebid

På grund af manglende data udgik nogle af besætningerne af undersøgelsen. I alt 136 besætninger indgik i det endelige datasæt. Den gennemsnitlige forekomst af øresår var 3,0 procent, mens den gennemsnitlige forekomst af halebid var 1,3 procent. Figur 2 og 3 viser fordelingen af forekomsten af øresår og halebid i de 136 besætninger. Det ses, at der var stor variation i forekomst mellem besætningerne.

Figur 2. Fordelingen af forekomsten af øresår i de 136 besætninger. Figuren viser hvor stor en andel af besætningerne, der ligger inden for forskellige intervaller af forekomst af øresår. Billede nr. 1038

Figur 3. Fordelingen af forekomsten af halebid i de 136 besætninger. Figuren viser hvor stor en andel af besætningerne, der ligger inden for forskellige intervaller af forekomst af halebid. Billede nr. 1039

Figur 4. Sammenhængen mellem forekomsten af henholdsvis øresår og halebid i de 136 besætninger. To besætninger er ikke med i figuren. De havde henholdsvis 34% og 48% øresår men under 1% halebid. Cirka 60% af besætningerne havde både under 1% øresår og under 1% halebid. Billede nr. xxxx

Sammenhængen imellem forekomsten af øresår og halebid

Figur 4 illustrerer sammenhængen mellem halebid og øresår. Det ses, at besætninger med høj forekomst af øresår godt kunne have en lav forekomst af halebid og omvendt. Der var ingen korrelation mellem forekomsterne af de to lidelser, når der blev taget højde for effekten af observatør (hvilken dyrlæger der havde undersøgt hvilke besætninger). Den manglende sammenhæng tyder på, at de to lidelser ikke fremprovokeres af de samme faktorer knyttet til besætningerne.

Forhold af betydning for forekomsten af øresår

I tabel 3 ses resultaterne af den statistiske analyse af sammenhængen mellem forekomsten af øresår og stald- og driftsforhold. Kun forhold, som havde en statistisk sikker sammenhæng med forekomsten af øresår, er nævnt. For de øvrige registrerede stald- og driftsforhold (nævnt i tabel 2) blev der ikke fundet nogen sammenhæng. Tabellen viser blandt andet den relative risiko for de enkelte faktorer. Den relative risiko angiver hvor meget større eller mindre risikoen for øresår er for en tilfældigt udvalgt smågris i en besætning med den pågældende faktor - set i forhold til en gris i en besætning uden denne faktor.

Tabel 3. Faktorer i stald- og driftsforhold som havde statistisk sikker sammenhæng med forekomsten af øresår. Antallet af besætninger med pågældende faktor er vist i parentes

Indkøbt foder:
Resultaterne i tabel 3 viser, at en gris, som fik indkøbt foder havde cirka 1,5 gange så stor risiko for at have øresår som en gris, der fik hjemmeblandet foder på et tidspunkt i løbet af smågriseperioden, forudsat at de øvrige registrerede stald- og driftsforhold var ens. Årsagen til, at indkøbt foder skulle øge risikoen for øresår, kan ikke umiddelbart forklares. Hjemmeblandet foder vil ofte medføre en sundere tarmflora end indkøbt foder, men om dette kan medføre en lavere risiko for øresår er ikke dokumenteret.

Gulvtype hos de ældste smågrise:
En gris i en besætning med fuldspaltegulv hos de ældste smågrise havde cirka 1,6 gange større risiko for at have øresår end en gris i en besætning med anden gulvtype. Der kunne ikke konstateres en effekt af strøelse i sig selv, men datamaterialet var heller ikke så egnet til at belyse dette spørgsmål, da der kun blev anvendt strøelse i 12 besætninger. Der blev ikke anvendt strøelse i besætningerne med fuldspaltegulv. Betydningen af gulvtypen er i overensstemmelse med en tidligere undersøgelse, som viste, at slagtesvin på fuldspaltegulv eller delvist spaltegulv havde større risiko for at have øresår end slagtesvin på fast gulv [2]. Da sygdomsmekanismen bag øresår ikke er kendt, er det vanskeligt at afgøre, hvorfor gulvtypen har betydning.

Luftindtag hos de ældste smågrise:
En gris i en besætning med anden type luftindtag end vægventiler hos de ældste grise, havde cirka 1,4 gange større risiko for at have øresår end en gris i en besætning med vægventiler hos de ældste grise. Ud af de 71 besætninger med anden type luftindtag, havde 5 besætninger naturlig ventilation, og 5 besætninger havde indblæsningsposer. Resten havde registreringen ”anden type luftindtag”. Diffus ventilation var desværre ikke en svarmulighed i spørgeskemaet, men det er sandsynligt, at langt størstedelen af besætningerne med anden type luftindtag havde diffus ventilation [15]. Ved diffus ventilation er der i grisenes opholdszone ofte en høj temperatur og luftfugtighed og derfor dårlig luftkvalitet, hvis ikke der er foretaget en restriktiv regulering af ventilationsanlægget. Årsagen er, at luften indtages ved lave hastigheder, og at de termiske forhold i stien er afgørende for luftskiftet [15]. Dårligt klima kan stresse grisene og påvirke deres adfærd. Desuden er det muligt, at fugtighed og varme kan give bakterier bedre muligheder for at inficere grisenes hud.

PRRS-smitte:
Overraskende nok viste det sig, at det var en risikofaktor ikke at have PRRS. Da det ikke er sandsynligt, at PRRS beskytter mod øresår, må der være en anden forklaring på fænomenet. Det kan konkluderes, at PRRS i hvert fald ikke øger risikoen for øresår. Ligeledes var der ingen sammenhæng mellem PMWS og øresår, hvilket ellers har været fremsat som teori – hovedsageligt baseret på det tidsmæssige sammenfald mellem stigningen i forekomsten af øresår i danske besætninger de seneste 6-8 år og introduktionen af PMWS til landet.

Belægningsgrad hos de yngste smågrise:
Risikoen for øresår havde en sammenhæng med belægningsgraden i den første tid efter indsættelse. For hver ekstra 0,1 kvadratmeter per gris hos de yngste smågrise faldt risikoen for øresår med cirka 6 procent. Det var gældende, selvom forekomsten af øresår i hver besætning var baseret på undersøgelse af smågrise i alle aldre. I hovedparten af besætningerne (95 procent) lå den registrerede belægningsgrad hos de yngste smågrise i intervallet 0,15-0,5 m2 per gris. Effekten af belægningsgrad var gældende i hele dette interval.

Det er dog ikke sikkert, at det er arealet i sig selv, der har betydning. Belægningsgraden kunne for eksempel have sammenhæng med antallet af grise per ædeplads og derigennem have betydning. Det kan også være, at en høj belægningsgrad i den første tid efter fravænning hænger sammen med, at flere grise derefter flyttes rundt mellem stierne, og at dette medfører en højere risiko for øresår. Resultater fra en tidligere undersøgelse i en enkelt dansk besætning tyder på, at rifter på ørerne umiddelbart efter fravænning øger risikoen for, at grisen får øresår senere i smågriseperioden [3]. Hvis en høj belægningsgrad efter fravænning medfører flere rifter på ørerne kan det måske forklare betydningen af belægningsgrad.

Forhold af betydning for forekomsten af halebid

I tabel 4 ses resultaterne af den statistiske analyse af sammenhængen mellem forekomsten af halebid og stald- og driftsforhold. Kun forhold vedørende gulvtype/strøelse havde en statistisk sikker sammenhæng med forekomsten af halebid. For de øvrige registrerede stald- og driftsforhold (nævnt i tabel 2) blev der ikke fundet nogen sammenhæng.

Tabel 4. Faktorer i stald- og driftsforhold som havde statistisk sikker sammenhæng med forekomsten af halebid. Antallet af besætninger med pågældende faktor er vist i parentes

En gris i en besætning med fast gulv eller delvist spaltegulv uden strøelse hos de ældste smågrise havde cirka 1,5 gange større risiko for at have halebid end en gris i en besætning med de samme gulvtyper men med strøelse (P=0,06). Dette tyder på, at strøelse har en betydning. Der var dog kun 12 besætninger med strøelse, hvoraf de tre havde dybstrøelse og dermed sandsynligvis repræsenterede en hel anden type stald end de øvrige besætninger. Resultatet skal derfor tolkes forsigtigt, men det er i god overensstemmelse med andre undersøgelser, som også tyder på en sammenhæng mellem anvendelse af strøelse og lav forekomst af halebid [9], [10], [11], [12], [16]. Undersøgelsens resultater giver ikke oplysninger om den nødvendige mængde af strøelse, da mængden af strøelsen i besætningerne ikke blev registreret.

Effekten af strøelse skyldes sandsynligvis især, at strøelse udgør et beskæftigelses- og rodemateriale for grisene. Strøelse kan dog også have betydning for de klimatiske forhold i grisenes opholdszone og derigennem påvirke grisenes adfærd. Tilstedeværelsen af andre typer af beskæftigelsesmateriale i stierne, som for eksempel reb eller træklodser, blev ikke registreret i undersøgelsen, så deres betydning kunne ikke belyses.

For besætninger uden strøelse hos de ældste grise var der ikke statistisk sikker forskel på besætninger med fuldspaltegulv og besætninger med anden gulvtype (Relativ risiko=1,22, P=0,16) (data ikke vist i tabel 3). Så der kunne ikke påvises en effekt af gulvtypen i sig selv.

I tre tidligere undersøgelser er det forsøgt at vurdere betydningen af både strøelse og gulvtype. Den ene var en engelsk undersøgelse, som viste en effekt af både gulvtype og strøelse [9]. En anden engelsk undersøgelse viste en effekt af gulvtype og/eller strøelse, men det var ikke muligt at skelne mellem betydningen af de to faktorer, fordi de hang tæt sammen [12]. Den tredje undersøgelse var den tidligere nævnte undersøgelse af slagtesvin i danske besætninger, som viste en effekt af strøelse men ikke af gulvtype [11]. Det må konkluderes, at strøelse med stor sandsynlighed har en betydning for forekomsten af halebid, mens betydningen af gulvtype er mere uafklaret.

En gris i en besætning med fuldspaltegulv hos de ældste grise havde cirka 1,8 gange større risiko for at have halebid end en gris i en besætning med fast gulv eller delvist spaltegulv med strøelse.

Generelt

At visse stald- og driftsforhold havde betydning for forekomsten af øresår eller halebid er en gennemsnitsbetragtning for besætningerne i undersøgelsen. Det udelukker ikke, at besætninger uden de nævnte risikofaktorer kan have en høj forekomst af øresår og omvendt.

Niveauet af registrerede øresår og halebid var forskelligt for de seks dyrlæger, som foretog registreringerne. Dette skyldes sandsynligvis, at de havde forskellige opfattelser af, hvornår der var tale om pågældende læsion. I ovenstående statistiske beregninger er der taget højde for disse forskelle mellem dyrlægerne.

For nogle af besætningsforholdene kunne der ikke drages konklusioner vedrørende deres betydning, fordi datamaterialet ikke egnede sig til det. Der var blandt andet for få besætninger med vådfodring til, at der kan konkluderes noget om vådfodrings betydning. Ligeledes var der som nævnt så få besætninger med strøelse, at resultaterne vedrørende strøelse skal fortolkes forsigtigt. Det samme gælder fravænningsalderen, hvor variationen mellem besætningerne var lille. Det kan ikke udelukkes, at en meget høj eller meget lav fravænningsalder kan have betydning. For alle de øvrige faktorer var de registrerede forhold passende jævnt fordelt på alle kategorier af svar.

Diskussion vedrørende undersøgelsens design

Som tidligere nævnt var besætningerne ikke tilfældigt udvalgt, og besætningerne i undersøgelsen er derfor formentligt ikke helt repræsentative for smågriseproducerende besætninger i Danmark.

De undersøgte grises alder eller vægt blev ikke registreret. Da risikoen for øresår og halebid sandsynligvis er stærkt aldersafhængig, havde det været ønskeligt at inkludere alder/vægt som en forklarende faktor i den statistiske analyse [1], [3], [4], [5], [6]. Da det ikke har været muligt, er der risiko for, at den registrerede forekomst af øresår og halebid i besætningerne til en vis grad har været afhængig af, hvor gamle de undersøgte grise var. Der er desuden en risiko for, at nogle af de registrerede stald- og driftsforhold har været afhængige af, hvilke aldersgrupper af grise, der fandtes i besætningen på besøgsdagen. En skæv aldersfordeling af de undersøgte grise kunne skyldes, at dyrlægen ikke har sørget for, at de undersøgte grise var jævnt fordelt med hensyn til alder, hvilket ellers blev efterstræbt. Den kunne også skyldes, at visse aldersgrupper af grise har manglet på besøgsdagen. Dette formodes dog ikke at være et væsentligt problem, da der i 75 procent af besætningerne blev indsat grise hver uge og i 14 procent hver anden uge. Undersøgelsen må dog betragtes som en relativt grov overordnet analyse.

I mange af besætningerne var der væsentlige forskelle mellem forskellige staldafsnit med smågrise. Det kunne ses ved, at den ”typiske sti” med nyfravænnede grise afveg væsentligt fra ”den typiske sti” med store smågrise. Sådanne besætninger med flere forskellige stald- og stityper, har sandsynligvis gjort resultaterne mere uklare, da vi ikke har informationer om i hvilke staldafsnit grisene med halebid og øresår gik. Det måtte dog på forhånd formodes, at især forholdene i stien med de store smågrise var relevante for analysen. Det skyldes, at både øresår og halebid sandsynligvis især er forekommet hos de ældste smågrise, og at grisene i de fleste besætninger generelt ikke blev flyttet mellem staldafsnittene. Kun otte besætninger havde en ungsvinestald og flyttede dermed konsekvent alle grise en ekstra gang i produktionsforløbet.

Anbefalinger

Resultaterne fra undersøgelsen tyder på, at nedenstående anbefalinger bør gives i besætninger med høj forekomst af henholdsvis øresår og halebid. Anbefalingerne er baseret på de risikofaktorer, som blev fundet i denne undersøgelse, og er ikke udtømmende. For yderligere anbefalinger henvises til afsnit om henholdsvis halebid og øresår i InfoSvin (www.infosvin.dk).

Øresår

• Sørg for, at temperatur og luftfugtighed i grisenes opholdszone er passende. Temperaturføleren skal være placeret så tæt på grisenes opholdszone som muligt, så den målte temperatur så vidt muligt repræsenterer den temperatur, grisene mærker. Vær opmærksom på, at man ved diffus ventilation ofte bør have en lavere ønsket temperatur end ved andre typer ventilation. Vær også opmærksom på, at minimumsventilationen er indstillet tilstrækkeligt højt.
• Undgå så vidt muligt faktorer, som øger niveauet af aggression mellem grisene – herunder høj belægningsgrad samt flytninger og sammenblanding af grise.

Halebid

• Sørg for ekstra beskæftigelses- og rodemateriale til grisene. Grisene er mest interesserede i materiale, som kan deformeres og er relativt rent og frit for gødning.

Der blev observeret øresår hos 3,0 procent og halebid hos 1,3 procent af de undersøgte grise. Der var store variationer mellem besætningerne med hensyn til forekomsten af øresår såvel som forekomsten af halebid. Der kunne ikke konstateres nogen sammenhæng mellem forekomsten af øresår og halebid i besætningerne.

Risikoen for øresår var forøget i besætninger med indkøbt foder, fuldspaltegulve, anden type luftindtag end vægventiler og høj belægningsgrad hos de yngste smågrise. Sygdomsmekanismen bagved disse sammenhænge kendes ikke. Der var ikke en øget risiko for øresår i besætninger smittet med PMWS eller PRRS.

Risikoen for halebid var reduceret i besætninger, hvor der blev anvendt strøelse.

     
Deltagere
Dyrlægerne Kjeld Dahl Winther, Vagn Nielsen og Markku Johansen, Dansk Svineproduktion
Dyrlægerne Bjørn Lorenzen, Anne-Grethe Hassing og Claes Enøe
Sekretær Susanne Søgaard Sørensen, Dansk Svineproduktion