Reduceret fosforudledning fra sohold

Der udledes mere fosfor pr. hektar fra sohold end planterne kan udnytte med de nuværende normer for fosfor til søer. Den overskydende fosfor er uønsket, fordi den belaster miljøet og øger foderets pris.

Normerne til diegivende søer er 2,7 gram fordøjeligt fosfor pr. FEso og 2,2 gram fordøjeligt fosfor pr. FEso til drægtige søer. Poltene skal følge gældende normer for fosfor til dyr i vækst. Normerne for fordøjeligt fosfor er fastsat ud fra tre tidligere afprøvninger [1], [2], [3].

I en tidligere afprøvning [2] blev det konkluderet, at der var en negativ påvirkning af de unge søers (1. og 2. kuld) kuldstørrelse og holdbarhed, når drægtighedsfoderets indhold af fosfor blev reduceret fra i gennemsnit 2,5 til i gennemsnit 1,8 gram fordøjeligt fosfor pr. FEso. Derfor medførte denne afprøvning ingen ændring i normen for fordøjeligt fosfor til drægtige søer. Knoglerne fra udsættersøerne i denne afprøvning blev undersøgt for brudstyrke og askeindhold. Der var ingen effekt af calcium- og fosforforsyningen på knoglestyrken. Til gengæld blev knoglernes styrke øget, når knoglerne blev belastet som følge af opstaldning (løsdrift) og stigende vægt på soen [4].

Det teoretiske behov for fosfor til drægtige søer kan beregnes til mellem 1,0 og 1,9 gram fordøjeligt fosfor pr. FEso. Behovet er lavest hos de ældre søer og er beregnet under forudsætning af, at der aflejres 5,0 gram fosfor pr. kg tilvækst inkl. fostertilvækst, at der er et obligatorisk endogent tab på 1,7 gram fosfor pr. dag og den gennemsnitlige foderoptagelse i drægtighedsperioden er 300 FEso. Tilsvarende kan det teoretiske behov til den diegivende so beregnes til mellem 2,4 og 2,6 gram fordøjeligt fosfor pr. FEso. Teoretisk set burde der således være mulighed for yderligere reduktion i forhold til gældende norm [5].

Det er ikke muligt ved analyse at bestemme indholdet af fordøjeligt fosfor pr. FEso i foderblandinger. Derfor er indholdet i foder alene bestemt ud fra standardtal [6]. Dette giver en usikkerhed på selve fordøjeligheden af fosfor, men tilsætning af ekstra fytase giver mulighed for maksimal fordøjelighed.  

Ud fra ovennævnte beregning og de gennemførte afprøvninger skulle det være muligt at reducere fosfortildelingen ved:

• At fjerne overskydende fosfor i foderblandinger til drægtige søer efter implantationsperioden.
• At maksimere fordøjeligheden af fytinbundet fosfor ved tilsætning af fytase.

Dette vil dog ikke være tilstrækkeligt til at sikre, at der er fosforbalance på markniveau (cirka 22 kg fosfor pr. hektar). Det kan kun lade sig gøre ved at fjerne sikkerhedsmarginen for både diegivnings- og drægtighedsfoderets fosforindhold. Minimering af fosforindholdet kan måske påvirke produktiviteten i soholdet, men kan sandsynligvis modvirkes ved at maksimere fordøjeligheden af fytinbundet fosfor ved tilsætning af fytase.

Det var afprøvningens formål at dokumentere, at fosfortildelingen kunne reduceres ved at fjerne sikkerhedsmargin for fosfor i drægtighedsblandinger efter implantationsperioden, uden at det havde negative konsekvenser for søernes reproduktion, moderegenskaber, knoglestyrke eller holdbarhed. Derudover blev effekten på søernes reproduktion, moderegenskaber, knoglestyrke eller holdbarhed af at fjerne sikkerhedsmarginen for både diegivnings- og drægtighedsblandinger undersøgt. Alle blandinger blev tilsat 1.500 enheder fytase pr. FEso (dobbelt dosis) for at sikre en maksimal fosforfordøjelighed.

Afprøvningen blev gennemført over en periode på 36 måneder i fire besætninger – én besætning anvendte færdigfoder og tre besætninger var hjemmeblandere. En af besætningerne med hjemmeblandet foder anvendte vådfoder, mens de tre øvrige besætninger brugte tørfoder. I alle fire besætninger blev søerne fodret individuelt via foderstationer i drægtighedsperioden.

Grupper

I forsøget indgik fire grupper, hvilket fremgår af tabel 1. Blandingernes indhold af fordøjeligt fosfor pr. FEso er optimeret ud fra gældende fordøjeligheder i 2005 [6]. Blandingerne er genberegnet hvert år ud fra gældende standardtal og aktuelle kornanalyser [7], [8], [9]. I 2008 er fordøjelighederne af fosfor i foderstoffer og ved stigende fytase tilsætning justeret [10]. Disse nye fordøjeligheder er efterfølgende anvendt til at beregne indholdet af fordøjeligt fosfor i de anvendte blandinger. Dette gælder både de deklarerede og analyserede værdier. De anvendte fordøjeligheder for foderstoffernes indhold fremgår af appendiks 2.   

Forsøget var opbygget efter et inkomplet blokdesign, således at kun to af grupperne testes mod hinanden i hver besætning. Der indgik kun søer i afprøvningen, som efter første løbning som polte var fodret i henhold til grupperne.

Tabel 1. Forsøgsdesign: Foderets beregnede indhold af calcium og fordøjeligt fosfor i forskellige cykli på planlægningstidspunktet

Foder

Gruppe 1: Kontrolgruppe. Her fik søerne cirka 40 pct. mere fosfor end gældende norm anbefaler (2,7 gram fordøjeligt fosfor pr. FEso i diegivningsperioden og 2,2 gram fordøjeligt fosfor pr. FEso i drægtighedsperioden).

Gruppe 2: Forsøgsgruppe. Her var mineralsk fosfor fjernet i drægtighedsperioden. I diegivningsperioden var søerne overforsynet med fosfor. Samlet betød denne fodring, at søerne var overforsynet med 5 pct. fosfor i forhold til gældende norm [5].

Gruppe 3: Forsøgsgruppe. Søerne fulgte gældende norm for fosfor i diegivningsperioden og i implantationsperioden. I den resterende drægtighedsperiode var mineralsk fosfor (sikkerhedsmarginen) fjernet. Samlet betød det, at søerne var underforsynet med 6 pct. fosfor i forhold til gældende norm [5]. Fosfortildelingen i gruppe 3 byggede på, at der i en tidligere afprøvning [2] fandtes en reduktion i kuldstørrelse og holdbarhed hos de unge søer. Dette skyldtes en underforsyning med fosfor i drægtighedsperioden. Da effekten fandtes på kuldstørrelsen, vil den sandsynligvis kunne ophæves ved en højere fosfortildeling i implantationsperioden i forhold til den resterende del af drægtighedsperioden.

Gruppe 4: Forsøgsgruppe. Her var mineralsk fosfor fjernet fra drægtighedsblandingerne. Der blev tilsat 1 gram mineralsk fosfor på FEso, hvorved diegivningsblandingerne fik et beregnet indhold på 2,4 gram fordøjeligt fosfor pr. FEso med det gældende beregningsystem. Samlet betød det, at søerne var underforsynet med 14 pct. fosfor i forhold til gældende norm [5]. Her vil det være muligt at opnå fosforbalance på markniveau.

I både gruppe 2, 3 og 4 var calciumindholdet reduceret med 0,5 gram pr. FEso for at sikre maksimal effekt af den tilsatte fytase og fordi fytase øger fordøjeligheden af calcium.

Optimeringen af fosforindholdet i blandingerne skete alene ved tilsætning af mineralsk fosfor i henhold til tabel 1. Fosforbidraget fra de enkelte foderstoffer i foderblandingerne bestemte således basisniveauet i blandingerne og dette varierede efter blandingernes sammensætning i de enkelte besætninger.

Blandingernes indhold af øvrige næringsstoffer var fastsat ud fra gældende normer [5]. Inden for den enkelte besætning var diegivningsblandingerne og drægtighedsblandingerne hver for sig identiske – undtagen indholdet af fytase, fosfor og calcium.

Foderblandingernes forventede indhold af næringsstoffer fremgår af appendiks 1.

Poltene blev fodret med diegivningsfoder frem til løbning. Efter løbning blev de fodret i henhold til forsøgsdesignet i tabel 1. Besætningerne indkøbte alle poltene.

Besætningsbeskrivelse:

Besætning A havde 900 årssøer, som var opstaldet i løsdrift fra løbning til indsættelse i farestalden. Der blev brugt indkøbt tørfoder. Besætningen var nystartet i forbindelse med afprøvningen. I det første år blev poltene sat ind i gruppe 1 og gruppe 4 efter 1. løbning. Derefter blev poltene sat ind i gruppe 1 og gruppe 2 efter løbning. Der blev således testet tre grupper i besætningen.

Besætning B havde 620 årssøer, som var i løsdrift fra løbning til indsættelse i farestalden. Der blev brugt hjemmeblandet tørfoder, som var tilsat indkøbte mineralske foderblandinger fra Vitfoss A/S. Fosforindholdet blev reguleret via fosforsyre. Besætningen blev udvidet fra 360 til 620 søer i forbindelse med afprøvningen. Poltene blev sat ind i gruppe 3 og gruppe 4 efter 1. løbning.

Besætning C havde 630 årssøer, som var i løsdrift fra fravænning til indsættelse i farestalden. Der blev brugt hjemmeblandet tørfoder, som var tilsat indkøbte mineralske foderblandinger fra Nutrio A/S. Besætningen blev udvidet fra 370 til 630 søer i forbindelse med afprøvningen. Poltene blev sat ind i gruppe 1 og gruppe 2 efter 1. løbning.

Besætning D havde 950 årssøer, som var opstaldet i løsdrift fra fravænning til indsættelse i farestalden. Der blev brugt hjemmeblandet vådfoder. Besætningen var nystartet i forbindelse med afprøvningen. Der blev anvendt flydende mineraler i besætningen og fosfor blev tilsat i form af fosforsyre. Poltene blev sat ind i gruppe 3 og gruppe 4 efter 1. løbning. 

Registreringer

Der blev gennemført udvidet produktionskontrol i besætningerne, suppleret med registrering af årsager til pattegrisedødelighed, sygdomsbehandlinger og årsag til udsætning af søer. Diagnosen ved behandling og årsager til pattegrisedødelighed og udsætning af søer blev foretaget af den enkelte besætningsejer.

Moderegenskaberne - udtrykt ved pattegrisedødelighed og kuldvægt ved fravænning - blev bestemt på udvalgte søer, som skulle passe standardiserede kuld. Disse søer blev udvalgt tilfældigt cirka 4 uger før faring af en tekniker fra Dansk Svineproduktion. Søerne skulle parvis have samme alder mellem grupperne. Efter faring blev kuldstørrelsen standardiseret til 12 grise pr. kuld og kuldudjævning måtte kun finde sted inden for gruppen de første 24 timer. Hvis søerne fik færre end 12 levendefødte grise, skulle der tages gennemsnitsgrise (maks. 72 timer gamle) fra samme gruppe, når de standardiserede kuld etableredes. Hvis søerne fik flere end 12 levendefødte grise pr. kuld, skulle de største grise i kuldet fjernes, når de standardiserede kuld etableredes. Pattegrisene blev vejet efter standardisering af kuldstørrelsen.

Der blev udtaget knogler fra cirka 100 slagtesøer fra hver besætning i sidste halvår af afprøvningsperioden. Besætning 4 deltog ikke i dette, så der blev indsamlet cirka 300 knogler i alt. Fra hvert dyr blev indsamlet højre og venstre forfod, inkl. håndrodsknogle. Knoglerne blev pakket sammen i en plasticpose og et manilamærke med et fortløbende nummer lagt ved. Transport af knogler fra slagteri til LIFE/KU skete løbende og her blev de nedfrosset til minus 18 grader celsius indtil analyse. Inden analyse blev knoglerne sat til optøning ved stuetemperatur i cirka 24 timer og DEXA-skanning blev udført på Institut for Mindre Husdyrs Sygdomme, LIFE/KU (tidl. KVL).

Analyser

Foder: Der blev udtaget prøver af alle leverede foderblandinger til besætning 1. Samleprøver af to prøver af samme blanding blev analyseret for indhold af råprotein, fedt, aske, træstof, energi (EFOS), calcium, fosfor, lysin, methionin, cystin og treonin. Samleprøverne blev også analyseret for indhold af fytase hos Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet i Foulum. For de tre øvrige besætninger blev der udtaget en prøve af hver blanding hvert kvartal. Prøverne blev analyseret for indhold af råprotein, fedt, aske, træstof, energi (EFOS), calcium, fosfor, lysin, methionin, cystin og treonin. Blandingerne blev også analyseret for indhold af fytase hos Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet i Foulum.

Knogler: Et knoglesæt pr. dyr blev skannet samtidigt. Højre og venstre forfod blev placeret på skanningsbordet, således at fødderne lå på hver sin side af bordets midterlinje, parallelt med denne. Begge forben blev skannet i dorso-palmar projektion. Skanningsområdet var højre og venstre forfod uden håndrodsknogler (kompakt og spongiøst knoglevæv). For yderligere oplysninger omkring DEXA-skanning henvises til [4], [11].

Statistik

De primære måleparametre var: Antal totalfødte grise pr. kuld, faringsprocent, antal fravænnede grise pr. kuld, kuldvægt ved fravænning og antal indsatte polte tilbage efter hvert kuld (som mål for søernes holdbarhed). De primære måleparametre blev analyseret ved en variansanalyse i SAS under procedurerne GLM og MIXED. De sekundære måleparametre var:

Årsager til pattegrisedødelighed, sygdomsbehandlinger og årsager til udsætning af søer.

Resultaterne af knogleanalyserne blev også analyseret ved en variansanalyse i SAS under procedurerne GLM med BMD (brudstyrkeværdi) som primær måleparameter.

Foderanalyser

De samlede resultater af foderanalyserne er vist i appendiks 1.

Foderanalyserne for besætning A viste rimelig overensstemmelse i foderets indhold af både calcium og fosfor. Der var tale om indkøbt færdigfoder. Resultaterne fremgår af tabel 2, hvor det ses, at kun halvdelen af den tilsatte fytase overleverede pelleteringen, da fytaseindholdet i gruppe 4 kun var 750 – 900 enheder højere end i gruppe 1.

Tabel 2. Calcium- og fosforindhold i foder fra besætning A

Foderanalyserne for besætning B viste, at fosforindholdet var generelt højere end forventet i drægtighedsfoderet, hvilket må tilskrives det anvendte korn. Der blev anvendt fosforsyre til at hæve fosforindholdet i blandingerne i gruppe 3 i forhold til blandingerne i gruppe 4. Det viste sig at være svært at styre præcist, derfor er fosforindholdet blevet højere end forventet. Det var hjemmeblandet foder og de væsentligste fosforkilder var korn og fosforsyre, derfor er fosforfordøjeligheden generelt høj.

Derudover var der tilsat 1.500 FTU fytase pr. kg foder. Resultaterne fremgår af tabel 3.

Foderanalyserne for besætning C viste, at fosforindholdet var generelt højere end forventet, hvilket må tilskrives det anvendte korn. Det var hjemmeblandet foder og den væsentligste fosforkilde var korn, derfor var fosforfordøjeligheden generelt høj. Derudover var der tilsat 1.500 FTU fytase pr. kg foder i drægtighedsblandingen i gruppe 2. Resultaterne fremgår af tabel 4.

Tabel 3. Calcium- og fosforindhold i foder fra besætning B

Tabel 4. Calcium- og fosforindhold i foder fra besætning C

Besætning D brugte hjemmeblandet vådfoder og her indgik 15 henholdsvis 20 pct. gærfløde fra Novo i foderblandingerne, derfor lå fosforniveauet lidt højere end blandingerne i besætning 2 og 3. Analyserne viste, at det analyserede fosforindhold var højere end planlagt, dette tilskrives det anvendte korn. Resultaterne fremgår af tabel 5.

Tabel 5. Calcium- og fosforindhold i foder fra besætning D

De samlede resultater af blandingernes indhold af fordøjeligt fosfor pr. FEso fremgår af tabel 6.

Tabel 6. Samlet opgørelse af blandingernes indhold af calcium og fordøjeligt fosfor pr. FEso

Fordøjeligt fosfor er beregnet ud fra analyser af totalfosfor divideret med den beregnede fordøjelighedskooficient for den pågældende blanding.

Alle blandinger viste fra 0,0 til 0,3 gram højere indhold af fordøjeligt fosfor pr. FEso i forhold til det planlagte niveau. Dette tilskrives primært, at kornet har haft et højere indhold af fosfor end forventet, da afprøvningen blev designet. Basisniveauet af fosfor fra foderstofferne har således været så højt, at det ikke har været muligt at komme under 2,0 gram fordøjeligt fosfor pr. FEso, selv om der ikke blev tilsat mineralsk fosfor til foderet. De ønskede forskelle mellem blandingernes fosforindhold er til gengæld opnået.

Fosforudledningen er beregnet på gruppeniveau for de fire besætninger ud fra deres produktivitet. Foderforbruget er sat til 1.470 FEso pr. årsso (Normtal 2007) og fordelingen er sat til 870 FEso i drægtighedsfoder og 600 FEso i diegivningsfoder. Besætningernes produktionsniveau og pattegrisenes fravænningsvægt indgår ligeledes.

Tabel 7. Fosforudledning via gyllen

I gruppe 4 har det været muligt at komme ned på en fosforudledning på 22–23 kg pr. hektar ved 1,4 dyreenheder, hvilket cirka svarer til den mængde, planterne fjerner pr. år. Der har således været fosforbalance på markniveau.

Produktionsresultater

I den statistiske behandling af produktionsresultaterne fra de fire besætninger er kun anvendt kuldresultater fra polte, der er indsat i besætningerne efter afprøvningens start. Dette betyder, at der er anvendt 8.988 løbninger ud af i alt 13.289 løbninger. Der er indsat i alt 3.526 polte i afprøvningsperioden.

Der var ikke vekselvirkning mellem de fire besætninger, derfor er reproduktionsresultaterne vist samlet i tabel 8.

Tabel 8. Reproduktionsresultater

Der var ingen forskelle mellem grupperne. En stor del af kuldene kommer fra 1. og 2. kuldssøer, hvor der tidligere er set en forskel i kuldstørrelsen, når de fik omkring 1,8 gram fordøjeligt fosfor pr. FEso[1]. I gruppe 2 og 4 fik søerne 2,0 gram fordøjeligt fosfor pr. FEso, så resultaterne bekræfter de teoretiske beregninger, som angiver, at unge drægtige søer har et beregnet teoretisk fosforbehov på omkring 1,9 gram fordøjeligt fosfor pr. FEso faldende til omkring 1 gram hos ældre søer.

Der var ikke vekselvirkning mellem besætningerne, derfor er det de samlede produktionsresultater fra diegivningsperioden, der er vist i tabel 9.

Tabel 9. Resultater fra farestalden (standardiserede kuld)

Der var ikke forskelle mellem de opnåede produktionsresultater i diegivningsperioden, så søernes moderegenskaber har ikke været påvirket af fosforsyningen. I en tidligere afprøvning [2] blev der heller ikke fundet, at reduceret fosforindhold i drægtighedsperioden påvirkede søernes moderegenskaber.

Udsætterårsagernes fordeling og søernes holdbarhed for alle udsatte søer i de fire besætninger er vist i tabel 10.

Tabel 10. Afgangsårsager

Der var ikke statistisk sikker forskel på de registrerede udsætterårsager mellem grupperne. Der var niveauforskelle i de valgte udsætterårsager mellem besætningerne, men der var ikke forskelle mellem grupperne.

I tabel 11 er vist holdbarheden af de polte, der er indsat efter afprøvningens start.

Tabel 11. Holdbarhed for polte

I alle fire grupper er halvdelen af poltene tilbage efter 5. kuld, hvilken er et flot niveau. Inden for grupperne er der lidt variation i afgangsprofilen, men der var ikke forskel mellem grupperne. Niveauet i de deltagende besætninger varierede, men afgangsprofilen var ens. Dette understøtter resultaterne i tabel 10, som jo også viste, at fosforsyningen ikke påvirkede søernes holdbarhed.

Knoglestyrken er undersøgt ved DEXA-skanning af knogler [4]. Der er i alt undersøgt 321 par højre og venstre forfødder, inkl. håndrodsknogle. Der er kun resultater med fra tre besætninger, som hver har leveret en tredjedel af knoglerne. Ved DEXA-skanning er målt knogletætheden (Bone Mineral Density = BMD) i gram hydroxyapatit pr. kvadratcentimeter, i hvert af de skannede områder.

I tabel 12 er vist resultater af knogleanalyserne på besætningsniveau.

Tabel 12. BMD-værdi (DEXA-total) (gram pr. kvadratcentimeter)

Der var ikke forskel i BMD-værdierne mellem grupper eller mellem besætninger. BMD-værdierne var generelt højere end i tidligere undersøgelser [4] og dette skyldes sandsynligvis, at søerne var opstaldet i løsdrift. I en tidligere undersøgelse fra 2003 [4], som omfatter knogler fra slagtesøer, havde en tredjedel af søerne en BMD-værdi på over 1,45. l denne undersøgelse var det 62 pct. af søerne. I en tidligere undersøgelse [4] blev det konkluderet, at opstaldning (løsdrift) og alder havde større betydning for knoglestyrken end fosforforsyningen. Denne konklusion bekræftes af denne afprøvning.

I denne afprøvning blev fire forskellige niveauer af fosfortildeling til søer undersøgt. I gruppe 1 tildeltes væsentligt mere fosfor end normerne anbefaler i hele soens cyklus. I de øvrige grupper var fosfortildelingen reduceret i drægtighedsperioden eller i hele cyklus.

I afprøvningen var der ikke statistisk sikre forskelle mellem reproduktionsresultater, moderegenskaber, holdbarhed og knoglestyrke ved de undersøgte fosfortildelinger, så resultaterne bekræftede de teoretiske beregninger, som angav, at unge drægtige søer havde et beregnet teoretisk fosforbehov på omkring 1,9 gram fordøjeligt fosfor pr. FEso faldende til omkring 1 gram hos ældre søer. Dette niveau af fosfor havde søerne i denne afprøvning ikke været under.

Da tildeling af ekstra fosfor ud over soens behov er forbundet med ekstra foderomkostninger og belastning af miljøet, kan dette ikke anbefales.

Denne afprøvning har vist, at søernes fosforbehov er dækket, når der anvendes blandinger med 6,4 gram calcium og 2,0 gram fordøjeligt fosfor pr. FEso (3,5 gram totalfosfor) i drægtighedsperioden og 7,5 gram calcium og 2,6 gram fordøjeligt fosfor pr. FEso (4,3 – 4,5 gram totalfosfor) i diegivningsperioden.

Deltagere:
Teknikere: Peter Nøddebo og Roald Koudal, Dansk Svineproduktion
Statistikere: Mai Britt Nielsen, Jens Vinther og Verner Ruby, Dansk Svineproduktion

Afprøvning: 790

Besætning A: Indkøbt færdigfoder, Tørt, Diegivningsfoder

    
Analyser

Besætning A: Indkøbt færdigfoder, Tørt, Drægtighedsfoder

    
Analyser

Besætning B: Hjemmeblandet tørfoder, Diegivningsfoder

    
Analyser

Besætning B: Hjemmeblandet tørfoder, Drægtighedsfoder

    
Analyser

Besætning C Hjemmeblandet tørfoder, Diegivningsfoder

    
Analyser

Besætning C: Hjemmeblandet tørfoder, Drægtighedsfoder

    
Analyser

Besætning D: Hjemmeblandet vådfoder, Diegivningsfoder

    
Analyser

Besætning D: Hjemmeblandet vådfoder, Drægtighedsfoder

    
Analyser

Fosforfordøjelighed i anvendte foderstoffer