Risikofaktorer for dårlig foderudnyttelse hos slagtesvin

Foderudnyttelsen er den enkeltfaktor, der har størst betydning for dækningsbidraget hos slagtesvin. Desuden kan en god foderudnyttelse reducere miljøbelastningen og sandsynligvis også mindske lugtproblemer. Der er således flere betydelige gevinster ved at forbedre foderudnyttelsen.

I de seneste 15 år har landsgennemsnittet for foderudnyttelsen, der indberettes fra de lokale konsulentkontorer, ligget på et niveau omkring 2,9 FEsv pr. kg tilvækst hos slagtesvin [1], [2]. I samme periode er den gennemsnitlige daglige tilvækst steget med 180 g, indsættelsesvægten er øget med 3 kg og slagtevægten er øget med 7 kg. Den øgede indsættelsesslagtevægt og den øget slagtevægt er en del af forklaringen på, at der ikke er set en forbedring i foderudnyttelsen. Hvis foderudnyttelsen korrigeres til samme indsættelse- og slagtesvægt som ved beregning af referencefoderudnyttelse [2], er der reelt sket en forbedring i foderudnyttelsen på 0,2 FEsv pr. kg tilvækst i de seneste 15 år. Der bør fokuseres på at forbedre foderudnyttelsen, da den har større økonomisk betydning end stigning i den daglige tilvækst. Gennemsnitstallene for foderudnyttelsen dækker over stor variation mellem besætningerne, og variationen kan sandsynligvis ikke alene forklares ud fra forskelle i fodersammensætning.

Det forventes, at forskellige besætningsforhold påvirker foderudnyttelsen uafhængig af den valgte fodersammensætning under forudsætning af, at næringsstofnormerne er overholdt. Effekten på foderudnyttelsen af nogle faktorer er dokumenteret i afprøvninger, som fx at pelleteret foder giver bedre foderudnyttelse end melfoder [3], [4], [5], [6], [7], [8], [9], mens effekten af mange andre faktorer ikke er forsøgsmæssigt belyst. Det vil være meget omfattende at afprøve alle de faktorer, der kan tænkes at have betydning for foderudnyttelsen, i traditionelle afprøvninger. En risikofaktoranalyse kan derimod muliggøre en rangering af de udvalgte faktorer uden dog at kunne værdisætte effekten af de enkelte faktorer på foderudnyttelsen som i en traditionel afprøvning.    

Formålet med risikofaktoranalysen var at undersøge, hvilke besætningsforhold, der har væsentlig betydning for foderudnyttelsen hos slagtesvin uafhængig af den valgte fodersammensætning. Risikofaktoranalysens resultater vil kunne danne baggrund for senere afprøvninger af enkelte besætningsforhold med stor betydning for foderudnyttelsen til nærmere kvantificering af effekten. Resultaterne vil desuden kunne bruges til prioritering af indsatsområder i slagtesvinebesætninger.

Undersøgelsen blev gennemført i 100 besætninger med god foderudnyttelse (kontrolbesætninger) samt i 100 besætninger med dårlig foderudnyttelse (case-besætninger). Der indgik således 200 besætninger i undersøgelsen fordelt på to besætningsgrupper:

Besætninger med en foderudnyttelse mellem 2,75 og 2,92 FEsv pr. kg tilvækst indgik ikke i undersøgelsen for at sikre en stor forskel i foderudnyttelsen mellem kontrol- og casebesætninger. Besætningerne blev udvalgt ud fra ét års produktionsresultater. Alle besætningerne indgik i landsgennemsnittet for p-kontrollen i Bedriftsløsning (nu DLBR-Svine IT) i mindst ét år i perioden fra oktober 2003 til april 2005 [10], [11], [12], [13]. Besætningerne, der blev udvalgt, producerede mindst 2000 slagtesvin pr. år og indsættelsesvægten var mellem 25 og 35 kg. Der blev ikke taget hensyn til tilvækst eller slagtevægt ved udvælgelsen af besætninger. Undersøgelsen omfattede ét besøg i hver besætning. Ved besøget blev der gennemført et interview med besætningsejeren eller den medarbejder, der var ansvarlig for slagtesvinestalden, samt foretaget undersøgelser i slagtesvinestalden. Interviewet blev gennemført ud fra et spørgeskema, der omfattede spørgsmål vedrørende foder og fodring, staldindretning, staldklima/ventilation, sundhed og management. Inden for fodringsområdet blev der stillet spørgsmål vedrørende hjemmeblanding eller indkøb af foder, vådfodring eller tørfodring, restriktiv eller ad libitum fodring samt fasefodring eller brug af enhedsblanding. Inden for staldindretningsområdet blev der stillet spørgsmål om flytning af grise i slagtesvineperioden herunder brug af ungsvinestald eller praktisering af enkelt- eller dobbelt-FRATS. Der blev desuden stillet spørgsmål vedrørende sygestier. Inden for staldklima/ventilationsområdet blev der stillet spørgsmål vedrørende automatisk regulering af ventilationsanlæg og rumopvarmning af stalden. Inden for sundhedsområdet blev der stillet spørgsmål vedrørende behandlinger for diarré, luftvejslidelser og halebid. Det blev desuden spurgt, om der var konstateret indvoldsorm i form af leverpletter, og om der var påvist mavesår ved obduktion eller USK. Endelig blev der spurgt om besætningen var fri for følgende sygdomme: nysesyge, dysenteri, skab, mykoplasma lungesyge, ondartet lungesyge, PRRS DK og PRRS vaccinevirus. Inden for managementområdet blev der stillet spørgsmål vedrørende praktisering af holddrift eller kontinuerlig drift, vask og udtørring af stier inden indsættelse af grise, kønsvis opstaldning og størrelsessortering ved indsættelse af grise i slagtesvinestalden. Desuden blev der stillet spørgsmål vedrørende antallet af medarbejdere i slagtesvinestalden og uddannelsen af afsat staldpersonale samt brug af rådgivere.       

Der blev desuden foretaget en personlighedstest af den ansvarlige for slagtesvinestalden ud fra testen ”Din tænkestilsprofil”. Testen blev brugt til at vurdere persontype, f.eks. om personen overvejende var logisk, kreativ, praktisk eller entusiastisk. I besætninger med eget sohold blev der beregnet et smågriseindeks, der angav grisenes avlsværdi. Smågriseindekset udtrykker den genetiske merværdi i kr., som hver enkelt smågris i en given besætning har, i forhold til en smågris fra en gennemsnitsbesætning. Medicinforbruget indberettet i VetStat og forekomst af brysthindear via slagteriafregning blev registreret via de nævnte registre for hver besætning for en periode på ét år før besøgsdagen.               

Der blev udvalgt 3 typiske staldsektioner i hver besætning til undersøgelsen. I besætninger med holddrift, blev undersøgelsen fortrinsvis gennemført i én sektion med små grise (30-55 kg), én sektion med mellemstore grise (55-85 kg) og én sektion med store grise (85-110 kg). I besætninger, hvor sektioner med forskellige fodringssystemer, staldsystemer eller klima/ventilationssystemer indgik i samme produktionskontrol, blev de tre sektioner udvalgt, så alle eller hovedparten af systemerne blev repræsenteret i undersøgelsen. Der blev foretaget en optælling af antal stipladser med hvert fodrings-, stald- og klima/ventilationssystem i hver besætning, således at foderudnyttelsen i besætningen kunne vægtes i forhold til den procentvise fordeling af forskellige systemer i samme besætning, f.eks. procentvis fordeling af gulvtype.

Undersøgelsen i de tre sektioner pr. besætning omfattede registrering af forhold vedrørende fodringssystem, staldsystem og klima/ventilationssystem. Inden for fodringsområdet blev det registreret, om der var synligt foderspild, og typen af foderautomat eller vådfoderkrybbe og placering af vandforsyning blev registreret. I besætninger med hjemmeblandet foder blev diameteren på foderstrengen registreret, og det blev vurderet, om der var farveforskel på gødningen i første og sidste sti på foderstrengen som tegn på afblanding. Inden for staldindretningsområdet blev typen af stiadskillelse og gulvtype registreret. Det blev desuden registreret, om der var mulighed for overførsel af gødning eller mulighed for trynekontakt mellem stierne. Inden for staldklima/ventilationsområdet blev ventilationsprincippet registreret. Det blev desuden registreret, om staldsektionerne var synligt tætte, om der var et veldefineret gødeareal, om grisene havde mulighed for afkøling og på hvilken måde, samt om der var mulighed for gulvopvarmning af stalden og på hvilken måde.         

I de 3 staldsektioner pr. besætning blev der desuden foretaget simple klimaundersøgelser, registrering af belægningsgraden og sygdomsregistreringer. Klimaundersøgelserne omfattede måling af CO₂, NH₃, temperatur og luftfugtighed. Rumfanget af staldsektionerne blev målt op, og luftskiftet blev beregnet ud fra de aktuelle målinger pr. sektion. Belægningsgraden blev i hver besætning registreret i 3 typiske stier med grise i vægtintervallerne henholdsvis 30-55 kg, 55-85 kg og 85-110 kg. Sygdomsregistreringerne blev foretaget i 7 stier pr. sektion, i alt 21 stier pr. besætning, og omfattede procentvis forekomst af grise med halebid, utrivelige grise og grise med diarré. Desuden blev gødningens konsistens i de 21 stier pr. besætning vurderet på en skala fra 1 til 4, hvor karakter 1 er normal gødning, karakter 2 er grødagtig gødning, karakter 3 er vandig diarré og karakter 4 er anden diarré med f.eks. blod eller slim.              

Der blev udtaget to prøver af hver foderblanding, som blev brugt til slagtesvin over 30 kg. Vådfoderprøver blev udtaget fra en foderventil midt på rørstrengen under udfodring. Tørfoderprøver blev udtaget fra 3 automater midt på rørstrengen, hvorefter tørfoderprøverne blev samlet og neddelt. Den ene foderprøve af hver blanding blev analyseret for indhold af råprotein og tørstof og analyseresultatet blev sammenlignet med det forventede indhold ifølge optimeringen/indlægssedlen. I den anden foderprøve af hver blanding blev partikelfordelingen undersøgt ved en sigteanalyse. Der blev i alt analyseret 293 prøver for råprotein og tørstof og 289 prøver blev analyseret ved sigteanalyse. Sigteanalysen blev foretaget ved en vådsigtning på et elektronisk sigteapparat (Retsch AS 200 Control Sieve Shaker), hvor pelleteret foder og melfoder blev blandet med vand inden foderet blev sigtet, mens vådfoder blev hældt direkte i sigten. Partikelfordelingen blev bestemt ved brug af 5 sigter med følgende hulstørrelse: 3,15 mm, 2,0 mm, 1,0 mm, 0,5 mm og 0,25 mm. Under sigtningen blev der skyllet med vand gennem sigteapparatet. Efter sigtningen blev indholdet på hver sigte tørret i varmeskab i 2 døgn og efterfølgende vejet.           

De 200 besætningsbesøg blev gennemført over en periode på 1½ år fra april 2004 til oktober 2005. Det blev tilstræbt, at der skiftevis blev besøgt en case-besætning og en kontrolbesætning for at undgå, at årstidsvariationen skulle få indflydelse på konklusionen. Hver besætning blev besøgt af en medarbejder fra Dansk Svineproduktion, og der var i alt 7 medarbejdere, der gennemførte besætningsbesøgene. Det blev tilstræbt, at hver medarbejder besøgte lige mange kontrol- og case-besætninger, således at medarbejdernes eventuelle forskellige vurderinger af subjektive registreringer, som f.eks. foderspild og utrivelige grise, ikke skulle få indflydelse på konklusionen.

Statistik

Undersøgelsen omfattede 32 primære parametre (hovedspørgsmål) og 143 sekundære parametre (underspørgsmål). Parametrene var grupperet således, at der ved hver af de primære parametre var en række sekundære parametre. De primære parametre var udvalgt til statistisk analyse inden undersøgelsens start. De sekundære parametre indgik hovedsagelig til forklaring ved signifikant effekt af de primære parametre.    

De primære parametre (hovedspørgsmål) i undersøgelsen var:

Foder og fodring:
      1.   Pelleteret færdigfoder
      2.   Hjemmeblandet tørfoder
      3.   Vådfoder
      4.   Ad libitum fodersystem
      5.   Foderspild
      6.   Fasefodring
      7.   Sigteprofil af foder
      8.   Proteinindhold i foder

Staldindretning:
      9.    Ingen flytning af slagtesvin
      10.  Lukkede stiadskillelser
      11.  Fuldspaltegulv
      12.  Belægningsgrad (m² pr. gris)

Staldklima/ventilation:
      13.  Automatisk ventilationsstyring
      14.  Opvarmning af stalden
      15.  Afkøling af grise
      16.  Diffus ventilation
      17.  Tæt staldsektion
      18.  Veldefineret gødeareal
      19.  Luftskifte (klimaundersøgelse)

Sundhed:
      20.  Flokmedicinering for diarré
      21.  Flokmedicinering for luftvejslidelser
      22.  Indvoldsorm
      23.  Mavesår
      24.  Halebid (procent registreret)

Management:
      25.  Holdrift
      26.  Kønsvis opstaldning
      27.  Størrelsessortering ved indsættelse
      28.  Vask af stier inden indsættelse
      29.  Mere end én slagtesvinepasser
      30.  Rådgivere ud over dyrlæge
      31.  Personlighedsprofil

Avl:
      32.  Smågriseindeks

Hovedparten af primære og sekundære parametre var ja/nej spørgsmål (binomialt fordelt). For alle binomialt fordelte primære parametre blev der indledningsvist lavet 2×2 tabeller med gruppe (1/2) og svar (ja/nej) og analyseret i SAS i FREQ Procedure. For sekundære parametre, der var binomialt fordelt, og hvor der var numerisk forskel mellem besætningsgrupperne, blev data også analyseret i FREQ Procedure. Ved den indledende analyse blev der ikke foretaget vægtning af den procentvise fordeling af forskellige systemer i samme besætning f.eks. gulvtype.  

Primære parametre, der ikke var binomialt fordelt, og sekundære parametre, der ikke var binomialt fordelt, men hvor der var numerisk forskel mellem besætningsgrupperne, blev statistisk analyseret i SAS i følgende procedurer: Sigteprofil af foderet, medicinforbrug og smågriseindeks blev analyseret i NPAR1WAY Procedure. Proteinindhold i foder, belægningsgrad, luftskifte, halebid, utrivelige grise, gødningskarakter og personlighedsprofil blev analyseret i MIXED Procedure. Brysthindear, besætningsstørrelse, vægt ved indsættelse og slagtevægt blev analyseret i GLM Procedure.

Den endelige statistiske analyse af data blev gennemført med logistisk regression i SAS i LOGISTIC Procedure. Ved denne procedure bestemmes den relative risiko (Odds Ratio) for dårlig foderudnyttelse for hver parameter. Inden for hvert af de 6 områder: foder og fodring, staldindretning, klima/ventilation, sundhed, management og avl blev alle primære parametre og udvalgte sekundære parametre analyseret i modeller, hvor vægtning af forskellige fodrings- stald- og ventilationssystemer i samme besætning indgik i modellerne. Inden for hvert område blev modellen reduceret ved, at parametrene successivt blev taget ud af modellen indtil alle tilbageværende parametre var signifikante. I den endelige model blev alle signifikante parametre fra hver af de 6 områder samlet, og modellen blev reduceret yderligere indtil alle tilbageværende parametre var signifikante. Den endelige model indeholder således de parametre, som har størst betydning for foderudnyttelsen.             

I tabel 1 er vist det gennemsnitlige antal slagtesvin produceret pr. år, den gennemsnitlige vægt ved indsættelse og den gennemsnitlige slagtevægt samt andelen af besætninger med eget sohold i de to besætningsgrupper med henholdsvis god og dårlig foderudnyttelse.

Tabel 1. Basisoplysninger om besætningerne i undersøgelsen

Der var ikke forskel mellem de to besætningsgrupper med hensyn til den gennemsnitlige besætningsstørrelse, indsættelsesvægt og slagtevægt eller andel af besætninger med eget sohold.

Undersøgelsens hovedresultater er vist i tabel 2. Resultaterne er vist som relativ risiko for dårlig foderudnyttelse svarende til mindst 2,92 FEsv pr. kg tilvækst i forhold til sandsynligheden for god foderudnyttelse svarende til højest 2,75 FEsv pr. kg tilvækst. Som det fremgår at tabel 2 er hovedresultatet af undersøgelsen, at der er øget risiko for at få en dårlig foderudnyttelse i besætninger med en eller flere af følgende seks faktorer: ungsvinestald; luftvejslidelser, der kræver flokmedicinering; kontinuerlig drift i slagtesvinesektioner; vådfoder; hjemmeblandet foder; mange utrivelige grise. De relative risikoer (Odds Ratio) for de seks faktorer er uafhængige af hinanden.

Tabel 2. Parametre, der har størst betydning for foderudnyttelsen (hovedresultater)

Resultaterne viser, at der er størst risiko for dårlig foderudnyttelse i besætninger med ungsvinestald (tabel 2). Der er således 5,1 gange større risiko for dårlig foderudnyttelse i besætninger med ungsvinestald end i besætninger uden ungsvinestald. Besætningerne med ungsvinestald var i gennemsnit mindre end besætningerne uden ungsvisvinestald. I besætningerne med ungsvinestald blev der i gennemsnit produceret 1.200 færre slagtesvin pr. år end i besætningerne uden ungsvinestald, og forskellen var statistisk sikker. Den øgede risiko for dårlig foderudnyttelse i besætninger med ungsvinestald skyldes sandsynligvis, at grisene bliver udsat for større smittepres, når de har en ekstra flytning fra smågrisestald til slagtesvinestald via ungsvinestald sammenlignet med grise, der flyttes direkte fra smågrisestald til slagtesvinestald. Desuden er det også sandsynligt, at det giver en større stressbelastning at flytte grisene en ekstra gang, især hvis de ikke flyttes stivist. Både øget smittepres og øget stressbelastning på grund af nye omgivelser og nye stifæller har sandsynligvis en negativ indflydelse på sundheden og dermed på foderudnyttelsen.

I besætninger med luftvejslidelser, der kræver flokmedicinering, er risikoen for dårlig foderudnyttelse 4,1 gange større end i besætninger, hvor der ikke er luftvejslidelser, der kræver flokmedicinering. Besætningerne med flokmedicinering mod luftvejslidelser var i gennemsnit større end besætningerne uden flokmedicinering mod luftvejslidelser. I besætningerne, hvor der blev flokmedicineret mod luftvejslidelser, blev der i gennemsnit produceret 1.200 flere slagtesvin pr. år end i besætningerne uden flokmedicinering mod luftvejslidelser, og forskellen var statistisk sikker. Den øgede risiko for dårlig foderudnyttelse viser, at i besætninger med store problemer med luftvejslidelser, vil der være en mulighed for at forbedre foderudnyttelsen ved at begrænse smittegangen i besætningen, såsom konsekvent holdrift uden kontakt mellem grise i forskellige aldersgrupper.

Kontinuerlig drift i slagtesvinesektioner øger risikoen for dårlig foderudnyttelse 2,9 gange i forhold til holdrift i slagtesvinesektioner. Dette skyldes som nævnt ovenfor, at holddrift giver bedre smitteafbrydelse end kontinuerlig drift. I en tidligere afprøvning er der også fundet en bedre foderudnyttelse ved alt-ind alt-ud drift på ejendomsniveau sammenlignet med kontinuerlig drift i en besætning med ondartet lungesyge [14]. Den generelle smittegang både af luftbårne og gødningsbårne smitstoffer er således mindre i holddriftssystemer end i kontinuerligt drevne systemer. Besætningerne med kontinuerlig drift var i gennemsnit mindre end besætningerne med holddrift. I besætningerne med kontinuerlig drift i slagtesvinesektionerne blev der i gennemsnit produceret 1.700 færre slagtesvin pr. år end i besætningerne med holddrift, og forskellen var statistisk sikker. 

Risikoen for dårlig foderudnyttelse er 2,6 gange større i besætninger med hjemmeblandet foder end i besætninger med pelleteret færdigfoder. Dette er i god overensstemmelse med tidligere afprøvninger af melfoder kontra pelleteret foder [3], [4], [5], [6], [7], [8], [9]. Der var ikke statistisk sikker forskel i besætningsstørrelsen mellem besætningerne med hjemmeblandet foder og besætningerne med pelleteret foder. Den større risiko for dårlig foderudnyttelse i besætninger med hjemmeblandet foder end i besætninger med pelleteret foder kan skyldes dårligere blandesikkerhed ved hjemmeblanding, grovere formaling af kornet, ingen varmebehandling og pelletering, afblanding under udfodring i tørfodringsanlæg og foderspild i tørfoderautomater uden vand. I besætninger med hjemmeblanding er det derfor vigtigt at kontrollere og styre blande- og fodringsanlægget optimalt, så risiko for fejl i blande- og fodringsprocessen minimeres.

Undersøgelsen viser, at risikoen for dårlig foderudnyttelse er 2,5 gange større i besætninger med vådfoder end i besætninger med tørfoder. Besætningerne med vådfoder var i gennemsnit større end besætningerne med tørfoder. I besætningerne med vådfoder blev der i gennemsnit produceret 1.400 flere slagtesvin pr. år end i besætningerne med tørfoder, og forskellen var statistisk sikker. I 78 pct. af besætningerne med vådfoder blev vådfoderet udfodret restriktivt i langkrybber i hele besætningen og i alle besætninger med tørfoder blev der fodret i ad libitum foderautomater. Det er overraskende, at der i besætninger med vådfoder er større risiko for dårlig foderudnyttelse end i besætninger med tørfoder, da der i vådfodringsanlæg med restriktiv fodring i langkrybber er mulighed for at regulere foderoptagelsen i forhold til grisenes potentiale for at udnytte foderet til kødaflejring. Det er således muligt at fodre grisene efter tilnærmet ædelyst i begyndelsen af slagtesvineperioden og restriktivt i den sidste del af vækstperioden, hvorved der forventes en bedre foderudnyttelse, end hvis der fodres ad libitum med tørfoder i hele vækstperioden. En væsentlig årsag til den større risiko for dårlig foderudnyttelse i besætninger med vådfoder end i besætninger med tørfoder er sandsynligvis, at de computerstyrede vådfodringsanlæg ikke styres optimalt i mange besætninger, og indtastningsfejl er hyppigt forekommende i vådfodercomputere. Desuden kan dårlig hygiejne i vådfodertanke sandsynligvis også påvirke foderudnyttelsen negativt. Erfaringer fra et igangværende demonstrationsprojekt i slagtesvinebesætninger viser, at der i mange besætninger med vådfoder er mulighed for at optimere driften af vådfodringsanlægget herunder blandesikkerheden, styring af foderkurven, tjek af indtastede data i vådfodercomputeren og rengøring af vådfodertank, så der kan opnås en bedre foderudnyttelse.  

Som forventet øges risikoen for dårlig foderudnyttelse med stigende andel af utrivelige grise i besætningen. Resultaterne viser, at risikoen for dårlig foderudnyttelse øges 1,3 gange hver gang andelen af utrivelige grise øges med 1 pct. Mange utrivelige grise i en besætning kan være et resultat af stort smittepres, manglende eller forkert sygdomsbehandling eller dårligt staldklima. Syge grise skal behandles rettidigt og om nødvendigt flyttes til sygesti. Desuden er det som nævnt tidligere vigtigt at begrænse smittegangen i besætningen, og det er samtidigt vigtigt, at staldklimaet er styret rigtigt, så der er en god luftkvalitet og ingen træk i stierne. Derved har grisene en lavere risiko for at blive syge og utrivelige.        

I tabel 3-8 er resultaterne af den indledende statistiske analyse af alle hovedspørgsmål og udvalgte underspørgsmål vist for hvert af områderne: foder og fodring, staldindretning, staldklima/ventilation, sundhed, management og avl. Resultaterne er vist for hver af de to besætningsgrupper med henholdsvis høj og lav foderudnyttelse. For de parametre, hvor der er foretaget registreringer i tre staldsektioner pr. besætning, er resultaterne opgjort således, at hvis den enkelte parameter forekommer i mindst én af de tre sektioner, er besætningen kategoriseret som positiv med hensyn til pågældende parameter. Hvis der f.eks. er konstateret foderspild i mindst én sektion, er besætningen kategoriseret som en besætning med foderspild.           

Foder og fodring

Inden for området foder og fodring viser resultaterne, at der er en række forhold, der har betydning for foderudnyttelsen (se tabel 3), men de to væsentligste risikofaktorer for dårlig foderudnyttelse indenfor fodringsområdet er hjemmeblandet foder (heraf både tørfoder og vådfoder) og vådfoder (heraf både hjemmeblandet foder og pelleteret færdigfoder) jævnfør tabel 2.

Det ses i tabel 3, at 59 pct. af besætningerne i gruppe 1 med god foderudnyttelse brugte pelleteret færdigfoder, mens kun 29 pct. af besætningerne i gruppe 2 med dårlig foderudnyttelse brugte pelleteret færdigfoder, og forskellen er statistisk sikker. 41 pct. af besætningerne i gruppe 1 var altså hjemmeblandere, mens 71 pct. af besætningerne i gruppe 2 var hjemmeblandere. Blandt besætningerne med hjemmeblandet foder var der en større andel af besætningerne med dårlig foderudnyttelse, der brugte mineralsk foderblanding, sammenlignet med besætningerne med god foderudnyttelse, men forskellen var ikke statistisk sikker (tabel 3). Mineralske foderblandinger doseres ofte i små mængder, hvilket mindsker blandesikkerheden, og hvis foderet ikke blandes korrekt giver det en dårlig foderudnyttelse. Det kan være forklaringen på, hvorfor der var flere hjemmeblandere, der brugte mineralsk foderblanding i gruppe 2 end i gruppe 1. For at opnå en god blandesikkerhed med mineralske foderblandinger er det vigtigt, at de mineralske foderblandinger doseres direkte i blanderen og ikke via en fælles transportvej, som f. eks. også bruges til korn og sojaskrå. Dette er især vigtigt, når der produceres forskellige blandinger i samme blandeanlæg. Der var flere besætninger i gruppe 2, der brugte hjemmeblandet tørfoder end i gruppe 1, men forskellen er ikke statistisk sikker. Derimod var der statistisk sikkert flere besætninger, der brugte pelleteret tørfoder i gruppe 1 end i gruppe 2.

Tabel 3. Resultater af hovedspørgsmål samt udvalgte underspørgsmål vedrørende foder og fodring

Der var dobbelt så mange besætninger i gruppe 2 med dårlig foderudnyttelse, der brugte vådfoder, sammenlignet med gruppe 1 med god foderudnyttelse, og der var mere end dobbelt så mange besætninger, der brugte hjemmeblandet vådfoder i gruppe 2 som i gruppe 1 (tabel 3). Begge sammenligninger var statistisk sikre. Besætninger, der både har vådfoder og hjemmeblanding, har to uafhængige risikofaktorer for dårlig foderudnyttelse jævnfør tabel 2. I besætninger med vådfoder og især i besætninger med hjemmeblandet vådfoder er det derfor nødvendigt at sikre, at vådfodringsanlægget styres optimalt for at undgå dårlig foderudnyttelse. Det indebærer, at foderkurven er tilpasset produktionsniveauet i den enkelte besætning. Desuden er det vigtigt, at blandesikkerheden kontrolleres og eventuelle fejl på vejesystemet rettes, så foderet blandes korrekt, samt at der er kompenseret for tab af syntetiske aminosyrer ved fermentering i rørstrengene. Der var tendens til, at en større andel af besætninger med vådfoder i gruppe 2 end i gruppe 1 havde mere end 3 fodringer pr. dag (tabel 3). Det kan sandsynligvis forklares med større risiko for blandefejl, når der blandes og fodres mere end 3 gange om dagen, da små foderportioner øger risikoen for blandefejl. Desuden bliver den procentvise andel af restmængden i rørstrengene større, når antallet af udfodringer øges, og det kan sandsynligvis medføre et større tab af syntetiske aminosyrer ved fermentering i rørstrengene. Det anbefales at fodre 3-4 gange dagligt til slagtesvin. Ved 4 gange daglige fodringer kan der opnås en større foderoptagelse hos grisene i begyndelsen af slagtesvineperioden, men man skal som nævnt være opmærksom på at sikre en god blandesikkerhed og sikre, at den procentvise restmængde i rørstrengen ikke bliver for høj, det vil sige ikke over 50 pct., når det vælges at fodre 4 gange dagligt frem for 3 gange dagligt.

Ad libitum fodringssystemer er, som tidligere nævnt, stærkt korreleret til brug af tørfoder, da alle besætninger med tørfoder i denne undersøgelse havde ad libitum fodringssystemer, mens kun 5 pct. af besætningerne med vådfoder havde ad libitum fodringssystemer i hele besætningen. Denne sammenhæng mellem fodringsprincip (våd-/tørfoder) og fodringsstrategi (restriktiv/ad libitum) er sandsynligvis forklaringen på, at der i denne undersøgelse var statistisk sikkert flere besætninger med god end med dårlig foderudnyttelse, der havde ad libitum fodringssystemer (tabel 3), da vådfoder som nævnt er en væsentlig risikofaktor for dårlig foderudnyttelse (tabel 2). Ved ad libitum fodring kan valg af fodringsautomat desuden have betydning for foderudnyttelsen. Blandt besætninger med ad libitum fodringssystemer var der statistisk flere besætninger i gruppe 1 med god foderudnyttelse, der havde rørfodringsautomater, end i gruppe 2 med dårlig foderudnyttelse (tabel 3). Modsat var der statistisk flere besætninger i gruppe 2 end i gruppe 1, der havde simple tørfodringsautomater (tabel 3). Det kan skyldes mere foderspild i simple tørfodringsautomater uden vand end i rørfodringsautomater med vand. I en tidligere afprøvning er der dog fundet bedre foderudnyttelse med tørfodringsautomater uden vand sammenlignet med rørfodringsautomater med vand, da grisene havde en højere foderoptagelse i rørfodringsautomaterne [15]. Høj foderoptagelse især sidst i vækstperioden medfører en dårlig foderudnyttelse, når grisenes kapacitet for kødaflejring bliver begrænsende, og der i stedet for kød aflejres fedt, hvormed kødprocenten falder.       

Foderspild medfører naturligvis en dårlig foderudnyttelse. I 36 pct. af besætningerne i gruppe 2 med dårlig foderudnyttelse blev der konstateret foderspild, mens der kun var foderspild i 16 pct. af besætningerne i gruppe 1 med god foderudnyttelse (tabel 3). Forskellen er statistisk sikker. For at undgå foderspild bør man dagligt kontrollere og eventuelt justere indstillingen af tør- og rørfodringsautomater, så grisene har let adgang til foder, men uden at automaterne er overfyldte. Ved vådfodring må krybberne ikke fyldes mere end 50 pct. ved hver udfodring, og man skal sikre, at foderet ikke sprøjter ud af krybberne under udfodring. Som det fremgår af tabel 3, var det kun ca. 1/3 af besætningerne, der dagligt justerede indstillingen af tør- og rørfoderautomaterne eller justerede vådfodermængden ved de enkelte foderventiler, og der var ingen sikker forskel mellem grupperne. Der var lidt flere besætninger, der justerede udfodringen mindst en gang om ugen, og der er tendens til, at der var flest besætninger i gruppe 2. Det må derfor være andre årsager end manglende justering af udfodring, der er årsag til hyppigere forekomst af foderspild i gruppe 2 end i gruppe 1. Det kunne for eksempel være valg af foderautomater, som nævnt ovenfor.    

Fasefodring giver ikke en bedre foderudnyttelse end brug af en enhedsblanding til slagtesvin. Der var ikke statistisk sikker forskel mellem de to besætningsgrupper i antallet af besætninger, der brugte fasefodring (tabel 3). Dette er i god overensstemmelse med tidligere afprøvninger, hvor der heller ikke er fundet en positiv effekt af fasefodring på foderudnyttelsen [16], [17], [18], [19], [20]. En af årsagerne til, at der ikke er bedre foderudnyttelse ved fasefodring end ved brug af enhedsblanding kan være, at der ved fasefodring er risiko for, at grisene bliver underforsynet med næringsstoffer set over hele slagtesvineperioden, hvis der skiftes blanding for tidligt i forhold til grisenes vægt. Det gælder især de mindste grise i stierne. Den potentielle gevinst på foderudnyttelsen ved fasefodring, hvor foderet er tilpasset grisenes næringsstofbehov igennem vækstperioder, bliver derfor meget let opvejet af forkert tidspunkt for skift af blanding, når fasefodring anvendes i praksis. Det er desuden sandsynligt, at kompensatorisk næringsstofudnyttelse er medvirkende årsag til, at foderudnyttelsen ikke er forskellig mellem fasefodring og fodring med enhedsblanding. Dette forudsætter, at grisenes evne til kompensatorisk næringsstofudnyttelse er tilstrækkelig stor til, at grisene kan kompensere for underforsyning med næringsstoffer, bl.a. aminosyrer, i begyndelsen af vækstperioden, når de overforsynes med næringsstoffer sidst i vækstperioden ved brug af enhedsblanding.       

Der var ikke statistisk sikker forskel i foderets partikelfordeling mellem besætningerne i gruppe 1 med god foderudnyttelse og besætningerne i gruppe 2 med dårlig foderudnyttelse (tabel 3). Den eneste statistisk sikre forskel var, at den gennemsnitlige procent af foderpartikler over 3,15 mm var større i gruppe 2 end i gruppe 1. Der var ingen forskel mellem de to besætningsgrupper i den gennemsnitlige procent af foderpartikler under 1 mm. Når der kun blev set på besætninger med hjemmeblandet foder, var der ingen forskel mellem besætningsgrupperne hverken med hensyn til gennemsnitlig procent foderpartikler over 3,15 mm eller gennemsnitlig procent foderpartikler under 1 mm (tabel 3). Gennemsnitsresultaterne dækker dog over en stor variation mellem besætninger, så i mange besætninger vil der være en mulighed for at forbedre foderudnyttelsen ved at formale kornet finere. Resultaterne af denne undersøgelse viser dog, at det ikke er foderets formalingsgrad, der er en af de væsentligste forskelle mellem besætninger med god og dårlig foderudnyttelse. I denne undersøgelse er det hele foderblandingen, der er sigtet til bestemmelse af partikelfordelingen (formalingsgraden) og ikke kun korndelen. I tidligere afprøvninger er det fundet, at formalingsgraden af kornet har stor betydning for foderudnyttelsen. Fin formaling af korn giver en bedre foderudnyttelse end grov formaling af korn [4], [5], [21]. Det anbefales, at mindst 60 pct. af formalet korn skal være under 1 mm og ca. 40 pct. af formalet korn skal være mellem 1 og 2 mm.

Det gennemsnitlige proteinindhold i foderet var ens i de to besætningsgrupper (tabel 3). Der var heller ingen forskel mellem de to besætningsgrupper i differencen mellem forventet og analyseret indhold af protein i foderet.

Staldindretning

Inden for området staldindretning er der forskellige forhold, der har betydning for foderudnyttelsen (tabel 4). Som nævnt ovenfor er det især brug af ungsvinestald, der er en stor risikofaktor for dårlig foderudnyttelse (tabel 2). Det ses af tabel 4, at 34 pct. af besætningerne i gruppe 2 med dårlig foderudnyttelse brugte en ungsvinestald, mens kun 9 pct. af besætningerne i gruppe 1 med god foderudnyttelse brugte en ungsvinestald. Brug af ungsvinestald er tæt korreleret til flytning af slagtesvin, da 68 pct. af besætningerne, der flyttede grisene i slagtesvineperioden, havde en ungsvinestald. Det kan ikke ud fra denne undersøgelse afklares, om den negative effekt på foderudnyttelsen af at flytte slagtesvin skyldes øget smittepres eller stresspåvirkning af grisene, når de flyttes til nye omgivelser og eventuelt blandes med nye stifæller. Det kan også være en kombination af øget smittepres og stresspåvirkning, der medfører den dårligere foderudnyttelse, når grisene flyttes sammenlignet med, at de går i samme sti i hele slagtesvineperioden.

Tabel 4. Resultater af hovedspørgsmål samt udvalgte underspørgsmål vedrørende staldindretning

Der var ikke statistisk sikker forskel mellem besætningsgrupperne i procentandelen af besætninger med lukkede, åbne eller delvist åbne stiadskillelser i hele stiens længde i mindst én af de tre undersøgte sektioner i hver besætning (tabel 4). Der var dog tendens til, at der var flere besætninger i gruppe 2 med dårlig foderudnyttelse, der havde delvist åbne stiadskillelser end i gruppe 1 med god foderudnyttelse. Der var statistisk sikkert flere besætninger i gruppe 1 med god foderudnyttelse, der havde åbne stiadskillelser i gødearealet mellem hver anden sti, end i gruppe 2 med dårlig foderudnyttelse (tabel 4). Åben stiadskillelse i gødearealet mellem hver anden sti giver en god stifunktion, da åbningen i stiadskillelsen markerer gødearealet i stien. Årsagen til den bedre foderudnyttelse ved denne staldindretning kan muligvis forklares med, at det fortrinsvist er i nyere besætninger, hvor stiadskillelsen i gødearealet er åbent mellem hver anden sti, og at der generelt forventes bedre foderudnyttelse i nyere stalde. Der var en tendens til, at der i flere besætninger i gruppe 2 end i gruppe 1 var mulighed for trynekontakt mellem stier eller dobbeltstier (tabel 4). Det kan skyldes, at der ved trynekontakt er mulighed for smittespredning. Mulighed for trynekontakt mellem stier dækker både over åbne eller delvist åbne stiadskillelser i hele stiens længde og åbne stiadskillelser i gødearealet.

Resultaterne viser, at gulvtyperne i slagtesvinestier ikke har væsentlig betydning for foderudnyttelsen. Der var ikke statistisk sikker forskel mellem besætningsgrupperne i procentandelen af besætninger med fuldspaltegulv, delvist spaltegulv med drænet gulv eller delvist spaltegulv med fast gulv i mindst én af de tre undersøgte sektioner i hver besætning (tabel 4). Dybstrøelse giver derimod en øget risiko for dårlig foderudnyttelse. Der var statistisk sikkert flere besætninger, der havde dybstrøelse i gruppe 2 med dårlig foderudnyttelse end i gruppe 1 med god foderudnyttelse (tabel 4). Dette skyldes sandsynligvis, at dybstrøelse oftest forekommer i uisolerede stalde, hvor det må forventes, at grisene i kolde perioder bruger en stor del af foderoptagelsen til vedligeholdelse, hvorved foderudnyttelsen bliver dårligere. Dybstrøelse praktiseres oftest i forbindelse med storstier, og der er muligt, at foderudnyttelsen påvirkes negativt, når grisene går i store flokke. I en afprøvning er der således fundet tendens til dårligere foderudnyttelse i én af to besætninger, når flokstørrelsen blev øget fra 16 til 48 grise pr. sti [22].

Der var ikke statistisk sikker forskel i belægningsgraden i stierne mellem de to besætningsgrupper (tabel 4). Dette er i overensstemmelse med en tidligere afprøvning, hvor der ikke blev fundet forskel i foderudnyttelsen hos slagtesvin ved forskellige belægningsgrader i stierne fra 0,55 til 0,75 m² pr. gris [23]. Ved restriktiv vådfodring er det dog vigtigt, at belægningen i stierne ikke bliver højere, end at alle grisene kan stå ved langkrybben samtidig. Hvis der ikke er ædepladser til alle grise, kan foderoptagelsen blive meget uens mellem grisene, og det kan medføre dårlige produktionsresultater. 

Staldklima / ventilation

I tabel 5 ses resultaterne vedrørende staldklima/ventilation. Der er flere forskellige forhold vedrørende staldklima/ventilation, der har betydning for foderudnyttelsen, men der var dog ingen af de undersøgte forhold, der er med i undersøgelsens hovedresultater, som er vist i tabel 2. 

Langt de fleste besætninger havde automatisk ventilationsstyring, det vil sige automatisk regulering af væg-/loftventiler og automatisk regulering af udsugningsenhed. Der var dog en tendens til, at automatisk ventilationsstyring var mere udbredt blandt besætninger i gruppe 1 med god foderudnyttelse end i gruppe 2 med dårlig foderudnyttelse (tabel 5). Dette kan skyldes, at der er større risiko for dårlig eller forkert ventilering af staldene, hvis ventilationen styres manuelt, eller hvis der ingen styring er.

Det ses af tabel 5, at der var statistisk sikkert flere besætninger med mulighed for opvarmning af stalden eller mulighed for afkøling, f.eks. overbrusning, i gruppe 1 end i gruppe 2. Dette viser, at det øger sandsynligheden for god foderudnyttelse, når det er muligt at opvarme og dermed udtørre stalden i kolde perioder, og når grisene har mulighed for afkøling ved f. eks. overbrusning i varme perioder. 94 pct. af besætningerne med mulighed for afkøling anvendte overbrusning. Andre former for afkøling var supplerende luftindtag via loft- eller vægventiler i forbindelse med diffus ventilation eller højtryksafkøling af staldrummet.    

Der var næsten dobbelt så mange besætninger, der havde diffus ventilation i mindst én af de tre undersøgte sektioner i gruppe 1 med god foderudnyttelse end i gruppe 2 med dårlig foderudnyttelse, og forskellen var statistisk sikker (tabel 5). Ved diffus ventilation er risikoen for træk i stierne mindre end ved stråleventilation, og det kan måske være en del af forklaringen på, at diffus ventilation var hyppigst forekommende i besætninger med god foderudnyttelse. En anden forklaring kan være staldenes alder, da diffus ventilation mest forekommer i nyere stalde, og det er sandsynligt, at der generelt opnås en bedre foderudnyttelse i nyere stalde end i ældre stalde.

Undertryksventilation med vægventiler var mere udbredt blandt besætninger i gruppe 2 end i gruppe 1, men forskellen var ikke statistisk sikker (tabel 5). Ved undertryksventilation med vægventiler er det vigtigt, at ventilerne ikke åbner så meget, at det giver træk i stierne, når udetemperaturen er lav. 

Der var flere besætninger, der havde naturlig ventilation i gruppe 2 med dårlig foderudnyttelse end i gruppe 1 med god foderudnyttelse, men forskellen var ikke statistisk sikker (tabel 5). Naturlig ventilation forekommer oftest i uisolerede stalde, og som nævnt ovenfor må foderudnyttelsen forventes at være dårlig i uisolerede stalde, da grisene sandsynligvis bruger en større del af foderoptagelsen til vedligeholdelse end i isolerede stalde.   

Tabel 5. Resultater af hovedspørgsmål samt udvalgte underspørgsmål vedrørende staldklima/ventilation

Det er vigtigt, at staldsektionerne er tætte, når der anvendes undertryksventilation. I gruppe 1 med god foderudnyttelse var der statistisk sikkert flere besætninger, hvor mindst én af de tre undersøgte sektioner var tæt, end i gruppe 2 med dårlig foderudnyttelse (tabel 5). Hvis der er utætheder f.eks. ved døre eller vinduer, kan ventilationsanlægget ikke fungere optimalt, og der kan opstå træk, gylleventilation og dermed dårlig luftkvalitet, hvilket kan være årsag til dårlig foderudnyttelse. Hvis der er utætheder mellem sektioner, er det desuden muligt, at luftbårne smitstoffer, som f.eks. kan give luftvejslidelser, kan spredes fra én sektion til en anden. Luftvejslidelser er som nævnt en af de væsentligste risikofaktorer for dårlig foderudnyttelse (tabel 2).

Der var ikke forskel i antallet af besætninger med veldefineret gødeareal mellem de to besætningsgrupper (tabel 5). Undersøgelsen viste heller ingen forskel i det gennemsnitlige luftskifte pr. time mellem de to besætningsgrupper (tabel 5).

Sundhed

Inden for sundhedsområdet er der en del forhold, som påvirker foderudnyttelsen (tabel 6). Som nævnt er de største risikofaktorer for dårlig foderudnyttelse luftvejslidelser, der kræver flokmedicinering, og utrivelige grise (tabel 2).

Tabel 6. Resultater af hovedspørgsmål samt udvalgte underspørgsmål vedrørende sundhed

Det ses af tabel 6, at 20 pct. af besætningerne i gruppe 2 med dårlig foderudnyttelse, anvendte flokmedicinering mod luftvejslidelser, mens det kun blev anvendt i 8 pct. af besætningerne i gruppe 1 med god foderudnyttelse, og forskellen var statistisk sikker. De fleste besætninger i begge grupper, der flokmedicinerede mod luftvejslidelser, gjorde det mindst en gang om måneden (tabel 6). Der var også flere besætninger, der enkeltdyrsbehandlede mod luftvejslidelser i gruppe 2 end i gruppe 1, men forskellen var ikke statistisk sikker (tabel 6).

Der blev fundet en statistisk sikker større andel af grise med brysthindear via slagteriafregningerne i besætningerne med dårlig foderudnyttelse end i besætningerne med god foderudnyttelse (tabel 6). Brysthindear fundet på slagtetidspunktet viser, at grisen på et tidspunkt i vækstperioden har haft en infektion i lungerne. Antibiotika til behandling af luftvejslidelser registreret i VetStat viste desuden, at der i gennemsnit var flere behandlinger mod luftvejslidelser i gruppen med dårlig foderudnyttelse end i gruppen med god foderudnyttelse, og forskellen var statistisk sikker (tabel 6). Derimod var der ikke sikker forskel i antallet af behandlinger mod sygdomme generelt mellem de to besætningsgrupper ved opgørelse af data fra VetStat (tabel 6). Der var statistisk sikkert flere besætninger i gruppe 2, der havde PRRS DK, end i gruppe 1 (tabel 6).

Samlet set er der altså flere parametre, der peger i samme retning, nemlig at besætninger, der har problemer med luftvejslidelser, har stor risiko for dårlig foderudnyttelse. Den fundne sammenhæng mellem luftvejslidelser og dårlig foderudnyttelse er i god overensstemmelse med en tidligere afprøvning, hvor flytning af grise fra en besætning med ondartet lungesyge til en tom og rengjort stald gav en forbedring i foderudnyttelsen og lavere forekomst af brysthindear [14].      

Der var ingen statistisk sikker forskel i andelen af besætninger, der vaccinerede mod almindelig lungesyge (mykoplasma) eller ondartet lungesyge mellem de to besætningsgrupper (tabel 6). Denne undersøgelse viser altså ingen sammenhæng mellem vaccination mod luftvejslidelser og foderudnyttelse. Dette er i god overensstemmelse med en afprøvning af vaccination mod almindelig lungesyge og PRRS, hvor der ikke blev fundet effekt på daglig tilvækst ved at vaccinere mod de nævnte sygdomme [24].      

Flokmedicinering mod diarré blev anvendt i 64 af besætningerne og enkeltdyrsbehandlinger mod diarré blev anvendt i 85 pct. af besætningerne, men der var ingen sammenhæng mellem behandlinger mod diarré og foderudnyttelsen. Der var således ingen væsentlig forskel i antallet af besætninger, der behandlede mod diarré i de to besætningsgrupper (tabel 6). Der var dog en statistisk sikker korrelation mellem flokmedicinering mod diarré og flokmedicinering mod luftvejslidelser. 85 pct. af besætningerne, der flokmedicinerede mod luftvejslidelser flokmedicinerede også mod diarré.

Der var ingen forskel i antallet af besætninger med indvoldsorm registreret som leverpletter mellem de to besætningsgrupper (tabel 6).  Antallet af besætninger med mavesår påvist ved USK eller obduktion var derimod større i gruppe 2 med dårlig foderudnyttelse end i gruppe 1 med god foderudnyttelse, men forskellen var ikke statistisk sikker (tabel 6). Ud fra denne undersøgelse er det ikke muligt at afgøre, om mavesår har betydning for foderudnyttelsen, da der ikke er undersøgt for forekomst af mavesår i alle besætninger. Det er derimod sandsynligt, at forebyggelse mod mavesår gennem ændring af foderet, så som grovere formaling af kornet, kan have en negativ indflydelse på foderudnyttelsen. I gruppe 2 med dårlig foderudnyttelse var der således flere besætninger, der havde foretaget foderændringer som f.eks. grovere formaling af kornet, for at forebygge mod mavesår end i gruppe 1 med god foderudnyttelse, dog var forskellen ikke statistisk sikker (tabel 6). Flere afprøvninger har vist, at grov formaling af kornet giver en bedre mavesundhed, men det medfører samtidig en dårligere foderudnyttelse [4], [5] og [21]. Beslutning om at formale kornet grovere for at forebygge mod mavesår bør kun tages på baggrund af en USK-undersøgelse på et repræsentativt udsnit af grisene, da obduktion af enkelte utrivelige grise i besætningen ikke giver en retvisende billede at forekomsten af mavesår.         

Der var ingen sikker forskel i forekomsten af halebid mellem de to besætningsgrupper (tabel 6). Der var derimod dobbelt så mange utrivelige grise i gruppe 2 med dårlig foderudnyttelse end i gruppe 1 med god foderudnyttelse (tabel 6), og øget forekomst af utrivelige grise er som nævnt en af de væsentligste risikofaktorer for dårlig foderudnyttelse (tabel 2). Utrivelige grise kan skyldes mave-tarm-infektioner som f.eks. Lawsonia. Undersøgelsen viste, at gødningen var lidt mere tynd (højere gødningskarakter) i gennemsnit i besætningerne med dårlig foderudnyttelse end i besætningerne med god foderudnyttelse, og forskellen var statistisk sikker (tabel 6). Det er derfor muligt, at højere forekomst af utrivelige grise i gruppe 2 med dårlig foderudnyttelse skyldes højere forekomst af mave-tarm-infektioner, selv om undersøgelsen som nævnt også viste, at der ikke var forskel mellem de to besætningsgrupper i antallet af besætninger, der behandlede mod diarré.

Management 

I tabel 7 ses resultaterne vedrørende managementforhold i besætningerne. Den største risikofaktor for dårlig foderudnyttelse inden for managementområdet er kontinuerlig drift i slagtesvinesektioner (se tabel 2). Det fremgår af tabel 7, at 89 pct. af besætningerne i gruppe 1 havde holddrift og kun 58 pct. af besætningerne i gruppe 2 havde holdrift, og forskellen er statistisk sikker. Det vil sige, at kun 11 pct. af besætningerne i gruppe 1 og 42 pct. af besætningerne i gruppe 2 havde kontinuerlig drift i slagtesvinesektionerne. Det var ikke alle besætninger med holddrift, der tømte sektionerne helt mellem hvert hold. Der var flere besætninger i gruppe 1 end i gruppe 2, der tømte sektionerne helt mellem hvert hold, og forskellen var statistisk sikker (tabel 7). 52 pct. af alle besætningerne med holddrift flyttede de mindste grise til en sektion med mindre grise, når en sektion blev tømt, og der var ikke sikker forskel mellem besætningsgrupperne (tabel 7). Resultaterne viser dermed, at holddrift øger sandsynligheden for at få en god foderudnyttelse, især når sektionerne tømmes helt mellem hvert hold. Den bedre foderudnyttelse ved holddrift skyldes sandsynligvis en mindre smittegang i besætningen, på trods af, at ca. halvdelen af besætningerne med holddrift flyttede grise fra én sektion til en anden ved tømning af en sektion. En tidligere afprøvning har vist bedre foderudnyttelse ved alt-ind alt-ud drift på ejendomsniveau sammenlignet med kontinuerlig drift i en besætning med ondartet lungesyge [14].    

Tabel 7. Resultater af hovedspørgsmål samt udvalgte underspørgsmål vedrørende management

Der er en tæt korrelation mellem holddrift og vask af stier inden indsættelse, da 93 pct. af besætningerne med holddrift vaskede stierne inden indsættelse. Der var således en større andel af besætningerne i gruppe 1 med god foderudnyttelse, der vaskede stierne inden indsættelse end i gruppe 2 med dårlig foderudnyttelse (tabel 7). Resultaterne tyder desuden på, at der var forskel på, hvor godt stierne blev udtørret i de to besætningsgrupper i gennemsnit. Der var tendens til, at der var flere besætninger i gruppe 2 end i gruppe 1, hvor den ansvarlige person for slagtesvinestalden svarede, at stierne blev våde efter indsættelse af grise som tegn på mangelfuld udtørring af stierne (tabel 7). Desuden var der færre besætninger i gruppe 2 end i gruppe 1, hvor stierne stod tomme i mindst 3 dage inden indsættelse, men forskellen var ikke statistisk sikker (tabel 7). Ved vask af stierne mellem hvert hold, er det vigtigt, at stalden udtørres tilstrækkeligt, inden der sættes nye grise ind i stierne, for at opnå et godt nærmiljø for grisene og dermed mindre risiko for sygdom. Smittegangen begrænses sandsynligvis mere ved effektiv udtørring af stierne end ved brug af desinfektionsmiddel. 72 pct. af besætningerne, der vaskede stierne, brugte også desinfektionsmiddel i stierne, men der var ikke forskel i brugen af desinfektionsmiddel mellem besætningerne med god og dårlig foderudnyttelse.

Det var ikke muligt at se nogen sammenhæng mellem kønsvis opstaldning og foderudnyttelsen (tabel 7). Det kan skyldes, at det kun var 5 pct. af besætningerne, der praktiserede kønsvis opstaldning. En afprøvning har vist, at kønsvis opstaldning sammenlignet med blandet køn i stierne gav en lille forbedring på foderudnyttelsen på 0,02 FEsv pr. kg tilvækst i en besætning med vådfoder, og produktionsværdien blev forbedret med 3 pct. (meddelelse under publicering).

Over halvdelen af besætningerne størrelsessorterede grisene ved indsættelse i slagtesvinestalden, men der var ingen sammenhæng mellem størrelsessortering og foderudnyttelse (tabel 7). Størrelsessortering kræver en stor arbejdsindsats, der således ikke kan forventes at kunne tjenes ind igen ved en bedre foderudnyttelse. Hvis grisene er meget ens i størrelsen inden for hver sti, kan der ved restriktiv vådfodring opstå problemer med for få ædeplader sidst i vækstperioden, når grisene leveres til slagtning næsten samtidig. Hvis der derimod er større spredning på størrelsen af grisene inden for hver sti, kan de største grise leveres tidligere end de øvrige, og dermed skabe bedre plads til resten af grisene ved langkrybben. Stor spredning på vægten af grisene inden for stien er dog ikke optimalt, hvis der anvendes fasefodring, for så er det ikke muligt at skifte blanding ved samme vægt for alle grise. Desuden kan stor spredning på grisenes vægt inden for hver sti give en dårligere staldudnyttelse, hvis der praktiseres kontinuerlig drift.     

I 41 pct. af besætningerne var der mere end én person, der passede slagtesvinene, ud over weekend- og ferieafløsere. Der var ikke forskel på andelen af besætninger, hvor der var mere end én person, der passede slagtesvinene, i de to besætningsgrupper (tabel 7). Der var derimod en statistisk sikker større andel af besætningerne i gruppe 1 end i gruppe 2, hvor besætningsejeren var ansvarlig for den daglige drift (tabel 7).

De fleste besætninger i undersøgelsen brugte rådgivere ud over dyrlægen, og der var ikke sikker forskel mellem de to besætningsgrupper (tabel 7). Besætningerne er som nævnt udvalgt blandt besætninger, der indgik i landsgennemsnittet for p-kontrollen i Bedriftsløsning (nu DLBR-Svine IT). Alle besætningerne havde derfor en tilknytning til den lokale rådgivning og 82 pct. af besætningerne fik rådgivning fra den lokale rådgivning, men omfanget af rådgivning er ikke registeret. Besætningerne i denne undersøgelse er ikke repræsentative for samtlige slagtesvinebesætninger på landsplan med hensyn til brug af rådgivere, da mange slagtesvinebesætninger ikke bruger den lokale rådgivning.          

Personlighedstesten for den ansvarlige for slagtesvinestalden i hver besætning viste ingen sikker forskel i personlighedsprofilen mellem de to besætningsgrupper. Der var dog en tendens til, at de ansvarlige personer i besætningerne med god foderudnyttelse havde en mere praktisk tænkestil end de ansvarlige personer i besætningerne med dårlig foderudnyttelse (tabel 7). Den valgte personlighedstest kan derfor ikke umiddelbart bruges i f.eks. en ansættelsessituation til at finde en velegnet medarbejder til slagtesvinestalden.       

Avl

Der var ikke væsentlig forskel i avlsværdien mellem besætninger med god og dårlig foderudnyttelse. Det gennemsnitlige smågriseindeks for de to besætningsgrupper er vist i tabel 8. Et smågriseindeks på nul svarer til den gennemsnitlige avlsværdi for smågrise på landsplan. Smågriseindekset er kun beregnet for besætningerne med eget sohold, der udgjorde 40 pct. af besætningerne i undersøgelsen. Smågriseindekset var lidt højere i gruppe 1 end i gruppe 2, men forskellen var ikke statistisk sikker. Smågriseindekset varierede fra +9 kr. pr. grise i besætningen med det højeste smågriseindeks til ÷25 kr. pr. gris i besætningen med det laveste smågriseindeks.   

Tabel 8. Resultater af hovedspørgsmål vedrørende avl

Undersøgelsen viste, at den relative risiko for dårlig foderudnyttelse er:

• 5,1 gange større i besætninger med ungsvinestald
• 4,1 gange større i besætninger med luftvejslidelser, der kræver flokmedicinering
• 2,9 gange større i besætninger med kontinuerlig drift i slagtesvinesektioner
• 2,6 gange større i besætninger med hjemmeblandet foder
• 2,5 gange større i besætninger med vådfoder
• 1,3 gange større, når andelen af utrivelige grise øges med 1 pct.

Fire af de seks risikofaktorer har direkte eller indirekte sammenhæng til sundhedsforhold herunder smitteafbrydelse i besætningerne. Det gælder faktorerne ungsvinestald, luftvejslidelser, kontinuerlig drift og utrivelige grise. Gode sundhedsforhold og effektiv smitteafbrydelse er derfor meget vigtigt for at opnå en god foderudnyttelse. 

De to risikofaktorer vedrørende foder, hjemmeblandet foder og vådfoder, antages at hænge sammen med dårlig styring af blande- og fodringsanlæg i mange besætninger. I besætninger med computerstyrede blande- og fodringsanlæg må det forventes, at risikoen for fejl er større, end i besætninger, der anvender indkøbt pelleteret færdigfoder, som udfodres i simple tørfodringsanlæg. Ved hjemmeblanding og/eller vådfodring er det derfor vigtigt at kontrollere og styre blande- og fodringsanlægget optimalt for at minimere risiko for fejl i blande- og fodringsprocessen og dermed opnå en god foderudnyttelse.             

Ud over de seks risikofaktorer for dårlig foderudnyttelse, som er undersøgelsens hovedresultat, viste undersøgelsen også, at der er mange andre af de undersøgte faktorer indenfor foder og fodring, staldindretning, staldklima/ventilation, sundhed og management, som i mindre grad har betydning for foderudnyttelsen.

Deltagere

Jens Vinther, Roald Koudal, Ib Dahl Jensen, Jens Martin Strager, Tommy Nielsen, Søren Højby Simonsen, Mogens Jakobsen, Verner Ruby, Mai Britt Friis Nielsen. 

Afprøvning: 796