Brunst i diegivningsperioden

En so vil normalt være acyklisk i diegivningsperioden (laktations-anøstrus). Hyppigst kommer soen så i brunst 4-5 dage efter fravænningen. Herved bruges fravænningen til at styre, hvornår søerne løbes, hvilket i stort omfang benyttes ved arbejdstilrettelæggelsen i danske besætninger.

Diegivningsbrunst er naturligt for køer og heste, hvor diegivningsperioden og drægtighedsperioden er lige lange. Brunst i diegivningsperioden er ikke så normalt hos svin, hvor diegivningsperioden er kort i forhold til drægtighedsperioden. Med stigende diegivningsperiode hos søer kan det give en økonomisk gevinst, hvis søerne kan løbes i diegivningsperioden, og således være både diegivende og drægtige på samme tid [3]. Lang diegivningsperiode ses fx når fravænningsalderen øges [1], og når man laver amme- og opsamlingssøer [2]. 

Ulempen ved brunst i diegivningsperioden er, at brunsten ikke kan planlægges, og dermed ikke passer ind i besætningens holddriftssystem.

Der kendes en del faktorer, der kan føre til diegivningsbrunst. Herunder lang diegivningsperiode og periodisk afbrudt diegivning[4]. Brunst under diegivning forudsætter, at soen er i positiv energibalance. Positiv energibalance opnås ved at fodre soen godt, men ses også, hvis soen kun giver lidt mælk, fx hvis soen er ammeso for små grise.

Afprøvningen skulle afklare de faktorer, der fører til brunst i diegivningsperioden, hvilke søer, der kommer i brunst og om løbning i denne brunst giver produktionsresultater, der svarer til resultaterne efter en normal løbning.

I to besætninger med en høj frekvens af brunst i diegivningsperioden og erfaring med at inseminere de brunstige søer i farestalden, blev alle former for flytning af pattegrise registreret. Samtidig blev brunst og eventuel løbning i diegivningsperioden registreret. Begge besætninger havde traditionelle farestalde med diegivende søer i bokse. I begge besætninger blev der tildelt indtil 12 FEs/dag i diegivningsperioden.

Der blev ikke iværksat systematisk brunstkontrol i farestalden i de to besætninger. I stedet blev 143 og 98 af søerne blodprøvet ved fravænning. Blodprøverne blev analyseret for indhold af progesteron. Søer med et højt niveau af progesteron i blodet (> 7 ng/ml fuldblod) blev bedømt til at have været i brunst i diegivningsperioden. Progesteronmåling har den ulempe, at de første tre dage efter ægløsning, og de sidste fire dage før den efterfølgende ægløsning dannes der ikke progesteron, så her vil progesteron-niveauet være lavt, selv om soen er cyklisk. Testen vil derfor kun finde 2/3 af de søer, der har været i brunst i diegivningsperioden. Søerne blev fulgt til den efterfølgende faring for at registrere, hvordan løbning i diegivningsperioden påvirker produktionsresultaterne. I begge besætninger indgik alle søer, der farede efter den 1. november 2006 og blev fravænnet inden den 15. juni 2007. Disse søer blev herefter fulgt til den efterfølgende faring, for at se reproduktionsresultaterne for søer løbet i diegivningsperioden.

Strategi for brunstkontrol og løbning i farestalden

Besætning 1.
Der blev ikke gennemført en målrettet brunstkontrol i farestalden. Søer i brunst blev bemærket, hvis der kom slim fra skeden og hvis skamlæberne hævede op. Af og til blev brunsten bemærket, fordi soen gik fra foderet. De fleste søer blev flyttet til løbestalden for at blive insemineret, og herefter flyttet tilbage til farestalden efter inseminering.

Besætning 2.
Hos alle diegivende søer observerede man skamlæberne dagligt, når der blev skrabet ned efter morgenfodringen. Søerne blev insemineret i farestien. Der blev benyttet ornespray ved inseminering.

Resultaterne i de to besætninger fremgår af tabel 1. Der var tale om to veldrevne besætninger med et højt antal fravænnede grise pr. født kuld. Flyttestrategierne fremgår af tabel 7 i appendiks. Henholdsvis 32 og 19 pct. af søerne fortsatte som ammesøer, inden de blev flyttet til løbestalden. I begge besætninger lavede man to-trins ammesøer, så hver ammeso involverede to søer. Der blev brugt flest ammesøer i besætning 1. Til gengæld blev der flyttet 68 søer med deres eget kuld til en ny sti i besætning 2, for at sektionen kunne vaskes. I afprøvningsperioden blev 69 søer løbet i diegivningsperioden i besætning 1 (12 pct.), mens 139 søer blev løbet i diegivningsperioden i besætning 2 (16 pct.).

Tabel 1. Produktionsresultater i de to besætninger i afprøvningen

 

Figur 1. Procentdel af søer løbet i farestalden pr. måned (DW90437)

Figur 1 viser den tidsmæssige variation i procent af søerne, der kom i brunst i farestalden. Udviklingen var ens for de to besætninger. Dette kan tyde på, at udefrakommende faktorer påvirkede søernes tendens til at komme i brunst før fravænning. Der blev ikke løbet ret mange søer i farestalden i maj måned. Der kan skyldes, at varmen i sig selv eller den lavere foderoptagelse i varme perioder, får færre af søerne til at komme i brunst i diegivningsperioden.

Sikkerhed på brunstkontrol i farestalden

Blodprøverne blev analyseret for progesteron. Hvis niveauet lå over 7 mg/liter, blev soen opfattet som cyklisk, og havde dermed været i brunst i farestalden. Der var følgende udfald:

Tabel 2. Resultat af blodprøver i besætning 1. Antal blodprøver

Der blev taget 143 blodprøver i besætning 1. De 114 blodprøver var fra søer, der ikke var løbet i farestalden,  men 13 søer havde et højt progesteronniveau. Disse har været i brunst inden fravænning. Det svarer til, at 11 pct. af søerne var i brunst i farestalden, men blev overset i denne besætning.  Der var 29 prøver fra søer, der var løbet i farestalden. Her var der 10 søer med lavt progesteronniveau. Heraf var ni søer blodprøvet samtidig med løbning. Progesteronniveauet skal være lavt ved løbning, så teorien passer fortsat. Den sidste af de 10 søer var løbet netop 21 dage før blodprøvning. Her kan et lavt progesteronniveau forklare, at løbningen førte til en regelmæssig omløbning.

Tabel 3. Resultat af blodprøver i besætning 2. Antal blodprøver

Der blev undersøgt 98 blodprøver fra de 852 søer, der blev fravænnet i besætning 2. Her havde ni af 95 ikke-løbne søer et højt progesteronniveau ved fravænning. Det svarer til, at 9 pct. af søerne var i brunst i diegivningsperioden, men blev overset. Af de tre blodprøver fra søer, der var løbet i farestalden, var der to søer, som havde et lavt progesteronniveau. De var begge blevet løbet samme dag de blev blodprøvet. Dette forklarer det lave progesteronniveau, selv om dyrene var cykliske.

Selv om medarbejderne i besætningerne fandt 12-16 pct. af søerne brunstige i løbet af diegivningsperioden, viste progesteronmålinger fra tilfældige søer således, at cirka 10 pct. flere af søerne havde været i brunst. Dette tyder på, at cirka 25 pct. af søerne i begge besætninger har været i brunst i diegivningsperioden.

Tidspunkt for løbning i  diegivningsperioden

Figur 2. Antal  diegivningsdage før løbning i diegivningsperioden. Kumuleret kurve 

Figur 2 viser, hvornår i diegivningsperioden at søerne blev løbet. Den tidligste løbning efter faring var henholdsvis dag 14 og dag 17 efter faring. Efter henholdsvis 30 og 24 dage var halvdelen af søerne med brunst i  diegivningsperioden løbet i besætning 1 og 2. I besætning 1 blev sidste so løbet efter 70 dages diegivning (udenfor figur), mens sidste so blev løbet 55 dage efter faring i besætning 2. I begge besætninger blev der fundet flest brunstige søer pr. dag imellem 22 og 26 dage efter faring. Mod forventning, så er brunst i  diegivningsperioden altså ikke et problem, der skyldes, at nogle søer har en lang  diegivningsperiode.

Effekt af at løbe soen i farestalden

Den korrekte effekt af at løbe i farestalden testes ved at sammenligne frugtbarheden hos søer, der blev løbet i farestalden, med frugtbarheden hos søer der havde været i brunst (højt progesteron ved fravænning), men som ikke blev løbet. Dette ses af tabel 4. Det er imidlertid et problem, at der ikke er ret mange søer, der havde et højt niveau af progesteron ved fravænning, men som ikke var løbet.

Tabel 4. Effekt af at løbe søerne i diegivningsperioden. Kun søer med brunst i  diegivningsperioden. Sammenligning mellem søer, der blev løbet i diegivningsperioden. Og søer der var i brunst i diegivningsperioden, men først blev løbet efter fravænning

Der var kun få søer i gruppen af søer, der havde højt progesteronniveau ved fravænning, men som først blev fundet i brunst efter fravænning. Dette kan forklare, at der ikke blev fundet statistisk sikre forskelle på kuldstørrelse eller faringsprocent mellem søer med diebrunst løbet henholdsvis før og efter fravænning. Faringsprocenterne efter løbning i diegivningsperioden var acceptable i begge besætninger. Kuldstørrelsen var henholdsvis 1,5 og 1,8 grise lavere, hvis soen var løbet i diegivningsperioden. Der kan opnås pæne kuldstørrelser og acceptable faringsprocenter hos søer, der løbes før fravænning, men der tjenes cirka 1,5 grise ved at vente med at løbe soen.

Tabel 5. Effekt af at løbe søerne i diegivningsperioden. Sammenligning mellem søer løbet i diegivningsperioden, og søer løbet efter fravænning

Ved at sammenligne søer med og uden brunst i diegivningsperioden, indgår der flere data i opgørelsen (se tabel 5). Til gengæld sammenlignes søer med brunst i  diegivningsperioden med søer, der ikke var ”gode nok” til at komme i brunst i diegivningsperioden. Der var vekselvirkning mellem besætningerne på faringsprocenten. Den høje faringsprocent i besætning 1 kan skyldes, at søerne blev flyttet til løbestalden til ornekontakt ved løbning, mens ornekontakten manglede ved løbning i besætning 2. I begge besætninger kostede det én gris at løbe søerne før fravænning, mens der blev sparet 21 dage til næste faring. I tabellen ”spares” der kun 12 dage, men de søer, der kommer i brunst i diegivningsperioden, vil ikke komme i brunst lige efter fravænning, men vil i stedet komme i brunst 21 dage efter sidste brunst.

Statistisk analyse af data viste, at kuldstørrelsen efter løbning i diegivningsperioden var påvirket af kuldnummeret (tendens, p = 0,10 pct.), af antal  diegivningsdage ved løbning (se figur 3) (+0,17 grise pr.  diegivningsdag, p < 0,0001) og af besætning (+ 2,9 grise i besætning 2, p < 0,001). Antallet af  diegivningsdage efter løbning havde ikke betydning for den efterfølgende kuldstørrelse. En so, der kommer i brunst i diegivningsperioden kan derfor med fordel løbes og bruges som ammeso.

Figur 3. Kuldstørrelse efter løbning på forskellige tidspunkter af diegivningsperioden

Strategi efter løbning i farestalden

I figur 4 og 5 vises fordelingen af  diegivningsdage før og efter løbning for de søer, der blev løbet i brunsten. I besætning 1 blev 30 pct. af søerne fravænnet, når de kom i brunst, mens det kun var 20 pct. i besætning 2. Som nævnt ovenfor kunne der ikke påvises effekt af antal  diegivningsdage efter løbning på kuldstørrelsen, så det vil give den bedste økonomi at lade de løbne søer få flest mulige  diegivningsdage.

Figur 4 og 5. Sammenhæng imellem antal  diegivningsdage før og efter brunst i farestalden i besætning 1 og 2. ”Brunstdiedage” angiver antal dage fra faring til løbning, mens ”laktationslængde” angiver det samlede antal dage soen var diegivende. Det ses, at en del søer fravænnes samtidig med løbning, og ellers går der mindst 10 diegivningsdage før soen fravænnes

Årsag til brunst i farestalden

Effekt af kuldnummer (figur 6). I besætning 1 var det kun få af 1. kuldssøerne, der kom i brunst i diegivningsperioden. Der var ikke forskel på frekvensen af brunst hos 1. kuldssøer og søer ældre end 1. kuld i besætning 2. Det var forventet, at 1. kuldssøerne ikke ville komme i brunst i diegivningsperioden, da de æder mindre i farestalden, og derfor er i en mere negativ energibalance end søerne ældre end 1. kuld.

Figur 6. Procent af søerne, der blev løbet i  diegivningsperioden i forhold til kuldnummeret

Effekt af at soen var ammeso: Tidligere undersøgelser af ammesøer har vist, at når soen får tilsat ammegrise, så giver den ikke die i 5-12 timer. Dette kan medføre, at soen reagerer som om den var fravænnet. Denne ”fravænning” kan så sætte en brunstcyklus i gang. Figur 7 viser, at hvis en so blev brugt som ammeso, inden den havde været diegivende i 10 dage, så kom soen ikke i brunst få dage efter at den blev ammeso. Hvis soen havde været diegivende i mere end 10 dage, så kom 22 af 58 ammesøer i brunst i diegivningsperioden. De fleste kom i brunst 4-7 dage efter, at de blev ammesøer. Gør det til en regel, at har man fravænnet soens grise i forbindelse med at den blev ammeso, så kontroller for brunst 4-7 dage senere.

Tabel 7 i appendiks angiver, hvordan de forskellige hændelser fremmer brunst før fravænning. Effekten af ”hændelsen” afhænger sikkert af hændelsens omfang (flytning af få eller mange grise), og af hvor langt henne i diegivningsperioden soen er ved hændelsen.

Effekt af fodring

Ved løbning i diegivningsperioden blev foderstyrken registreret. Da mange af søerne ”gik fra foderet” i forbindelse med brunsten, var nogle af søerne sat ned i foderstyrke, inden brunsten blev observeret. I besætning 1 fik søer med brunst i  diegivningsperioden i gennemsnit 9,2 FEs/dag, mens søerne i besætning 2 fik 10 FEs/dag. Det var således søer på høj foderstyrke, der kom i brunst.

Økonomi

Afprøvningen viste, at søer løbet før fravænning i gennemsnit fik 1 til 1,5 grise mindre, end hvis de først blev løbet i den efterfølgende brunst. Samtidig blev der så sparet 21 foderdage (færre dage i drægtighedsstalden).

Jo tidligere søerne kom i brunst, jo lavere kuldstørrelse fik de også. Til gengæld forventes det så, at søerne vil kunne passe grise i flere dage efter løbningen.

Én spildfoderdag koster cirka 10 kr. pr. dag, og hvis soen ikke løbes i  diegivningsperioden, kan den først løbes igen 21 dage senere. (det er drægtighedsdage man sparer). Den forventede kuldstørrelse er hentet i figur 2. Tallene er meget usikre. Ved en kuldstørrelse på 16 grise, har marginalgrisen 60 pct. chance for at overleve til fravænning. Grisens salgspris er sat til 200 kr.

Tabel 6 viser økonomien ved at løbe de brunstige søer i farestalden imod at vente med løbning til den efterfølgende brunst. Da længden af  diegivningsperioden ved brunst påvirker kuldstørrelsen, men ikke har betydning for antal spildfoderdage, kan det ikke betale sig at løbe de søer, der kommer i brunst før 25 dages diegivning. Ved løbning efter længere diegivning kan der sandsynligvis tjenes lidt ved at løbe diegivende søer. Det vigtigste er dog at vurdere, om soen passer ind i fareholdet.

Hvis soen skal passe sit 3. kuld grise, vil mælkeydelsen være aftagende. Soen vil bedst egne sig til opsamling af de pattegrise, der får en ekstra uge i farestalden, da de 4 uger gamle grise kan supplere somælken med fravænningsfoder.

Tabel 6. Effekt af at løbe søerne i diegivningsperioden

Soens holdbarhed

En so der løbes i  diegivningsperioden, er både diegivende og drægtig på samme tid. Det er ikke klart, hvor meget dette vil belaste soen i forhold til kun at være diegivende eller være drægtig. Der er ikke lavet opgørelser på, om søer løbet i  diegivningsperioden havde større risiko for at dø eller blive udsat end søer, der ikke blev løbet. I løbet af den første drægtighedsmåned tager 15 fostre i alt 1,5 gram på pr. dag. Sammenlignet med 12 pattegrises daglige tilvækst på 2,5 kg, så betyder energiforbruget til fostervækst ikke noget for soen.

Håndtering af brunst i  diegivningsperioden

Brunst i  diegivningsperioden medfører færre tomdage til søerne. Ulemperne ved at brunstkontrollere og løbe i farestalden, og især problemet med at løbningen sjældent passer ind i ugeholdet betyder, at brunst i  diegivningsperioden sjældent er ønsket. I de to besætninger forekom en stor del af tilfældene fra 22.  diegivningsdag hos søer på høj foderstyrke og ofte efter en flytning af so eller grise. Flytning af grise før 10 dages diegivning fremkaldte ikke diebrunst. Der er således ikke noget problem hos to-trins ammesøer, men den so, der skal have to-trins ammesoens grise vil ofte komme i brunst. Det er muligt, at man kan undgå brunst i  diegivningsperioden ved at sænke foderstyrken med 3-4 FEs nogle dage inden soen skal være ammeso. Foderstyrken kan sættes op, når soen er diegivende igen.

Som minimum bør man mærke de søer, der kommer i brunst i farestalden, så personalet i løbestalden ved, hvilke søer, der vil skabe problemer.

Afprøvningen viste, at cirka 25 pct. af søerne kom i brunst i farestalden. Halvdelen (12 pct.) af søerne blev løbet inden fravænning. Resten af de cykliske søer blev fundet på basis af progesteronprøverne. 20-30 pct. af søerne blev fravænnet i forbindelse med at de viste brunst. Hvis brunsten medfører, at søerne ikke dier grisene længere, er man nødt til at fravænne søerne. Hvis søerne fortsat er diegivende, påvirkede det ikke kuldstørrelsen i det næste kuld, hvor længe søerne diede pattegrisene efter at de er løbet.

Hvis soen blev brugt som ammeso inden den havde haft 10  diegivningsdage, fik dette ikke betydning for, om soen kom i brunst i diegivningsperioden. Blev soen brugt som ammeso, når den havde haft mindst 10  diegivningsdage, eller hvis soen eller grisene blev flyttet sent i diegivningsperioden, så kom søerne hyppigere i brunst på dag 4-6, efter at de var blevet ammesøer.

Der var vekselvirkning imellem besætningerne med hensyn til om faringsprocenten ved løbning før fravænning svarede til løbning efter fravænning. Kuldstørrelse ved løbning før fravænning lå 1-1,5 grise under kuldstørrelsen efter løbning efter fravænning. Kuldstørrelsen steg med 0,17 grise for hver dag soen havde været diegivende, inden den blev løbet.

Løbes soen i  diegivningsperioden efter mindre end 25 dages diegivning, så koster den lavere kuldstørrelse mere, end de 21 ekstra spildfoderdage, som det koster vente til den følgende brunst. Hvis soen først kommer i brunst efter mere end 25 dages diegivning, så kan antallet af sparede spildfoderdage betale faldet i kuldstørrelse af at løbe soen i  diegivningsperioden.

Som minimum bør man markere soen, hvis man bemærker brunst i farestalden, så medarbejderne i løbestalden ved, at soen vil komme uregelmæssigt i brunst.

Deltagere:
Erik Bach, Mogens Jakobsen, Jens Ove Hansen, Jens Vinther, Claus Hansen, Anne Marie Hedeboe, Dansk Svineproduktion

Afprøvning: 929

Figurer over alder ved fravænning og pct. af de fravænnede søer, der var løbet før fravænning.

Figur 8. Tidspunkt for fravænning i besætning 1. Pct. af fravænnede søer, der blev løbet før fravænning

Figur 8 og 9 viser, hvor længe søerne havde været diegivende ved fravænning. I besætning 1 fik flest af søerne 35  diegivningsdage (31-35 dage), mens der var flest søer, der fik 30  diegivningsdage (26-30 dage) i besætning 2. Der blev kun fravænnet få søer før 20 dage i besætningerne. I besætning 1 skyldtes dette i 80 pct. af tilfældene, at søerne kom i brunst, og de har sandsynligvis ikke villet die grisene i den forbindelse. Det var forventet, at med stigende diegivningslængde, ville et stigende antal søer komme i brunt inden fravænning. Denne tendens ses i besætning 2, men ikke så fremtrædende, som forventet. Tendensen er helt fraværende i besætning 1. Dette må skyldes, at de søer, der viste brunst i højere grad blev fravænnet, end søer med samme diegivningslængde, som ikke havde vist brunst.

Tabel 7. Betydningen af den enkelte første hændelse i farestalden for forekomst af brunst før fravænning