Ekstra aminosyrer til drægtige søer

Den gældende norm for protein og aminosyrer til søer er fastlagt ud fra fodringsforsøg gennemført på Statens Husdyrbrugsforsøg i begyndelsen af 1980'erne [1], [2] og [3]. Forsøgene viste, at drægtige søer havde et mindre behov for protein og aminosyrer i foderet i forhold til diegivende søer. Desuden viste forsøgene, at når foderskiftet fra drægtighedsblanding til diegivningsblanding skete på 107. drægtighedsdag, var der ingen forskelle i produktionsresultaterne i forhold til søer, som blev fodret med en diegivningsblanding i hele cyklus.

Den rullende Afprøvning har i midten af 1990’erne efterfølgende testet protein- og energiforsyningen til drægtige søer [4] og [5]. Disse afprøvninger bekræftede normerne. Her skete foderskiftet fra drægtighedsblanding til diegivningsblanding fem dage før forventet faring. I disse afprøvninger blev pattegrisenes fødselsvægt dog ikke registreret.

Siden forsøgene blev gennemført, er produktiviteten steget betydeligt i soholdet. Søerne får større kuld og fravænner flere og større grise. Derudover er foderudnyttelse og kødprocent steget væsentligt i de hvide racer. Udskiftningsprocenten er omkring 50 procent i de fleste besætninger, så der er mange unge søer i drægtighedsstalden. Disse søer er stadig i vækst og har behov for mere protein end ældre søer.

De fleste besætninger anvender i dag to foderblandinger til søerne, men drægtighedsblandingerne har ofte et væsentligt højere aminosyreindhold end den gældende norm anbefaler. Det skyldes, at prisen på proteinholdige foderstoffer og syntetiske aminosyrer har været så lav, at der ikke har været nogen økonomisk gevinst ved at reducere proteinforbruget yderligere i drægtighedsperioden. Derudover har det været diskuteret i praksis, hvorvidt proteinforsyningen i sidste del af drægtighedsperioden kan påvirke pattegrisenes fødselsvægt.

Det kan beregnes, at proteinindtaget kan reduceres med op til cirka 15 procent, når der bruges en drægtighedsblanding, som følger gældende aminosyrenorm. Dette reducerer kvælstofudskillelsen via gyllen med samme andel. Hvis søerne tildeles mere protein i foderet, end de har behov for, skal søerne også bruge energi til at omdanne overskudsprotein til urinstof. Derudover medfører store mængder ufordøjet protein i tyktarmen en vis produktion af ammoniak.

Der er således en række argumenter for, at drægtige søer skal følge gældende norm for aminosyrer, men det skal ske uden negative konsekvenser for pattegrisenes fødselsvægt, da det har betydning for pattegrisenes senere produktivitet.

Formålet med afprøvningen var at undersøge, om en større tildeling af aminosyrer i de sidste fire uger før faring påvirker pattegrisenes fødselsvægt og spredningen i grisevægt indenfor kuldet, samt reproduktionen i næste kuld.

Afprøvningen er gennemført i en besætning, hvor søerne blev delt i to grupper i drægtighedsstalden efter deres nummer - se nedenstående forsøgsdesign.

Grupperne blev fodret med to ens foderblandinger i drægtighedsperioden, hvor kun indholdet af aminosyrer/protein varierede. I farestalden blev alle søerne fodret med samme diegivningsblanding. Kontrolblandingen var optimeret efter gældende norm for aminosyrer til drægtige søer og forsøgsblandingen var optimeret efter gældende norm for aminosyrer til diegivende søer.

Normerne fremgår af nedenstående.

Foderblandingernes sammensætning og forventede indhold af næringsstoffer fremgår af Appendiks 1.

Besætningsbeskrivelse

Besætningen havde 630 årssøer, som var i løsdrift fra fravænning til faring. Der blev brugt hjemmeblandet tørfoder, som var tilsat indkøbte mineralske foderblandinger fra Nutrio A/S. Besætningen indkøbte alle poltene.

Foderstrategi

Søerne i begge grupper fulgte samme foderstrategi og foderstyrken blev hævet til 3,5 FEso pr. dag i de sidste fire uger før faring.

Registreringer

I to perioder blev alle fødte grise i samtlige kuld vejet enkeltvis og antallet af levendefødte og dødfødte grise blev registreret. I hver periode blev der vejet cirka 100 kuld pr. gruppe. Første periode var maj/juni 2007 og anden periode var januar/februar 2008. Pattegrisene blev ikke fulgt individuelt i dieperioden og søernes foderoptagelse mv. blev ikke registreret.

Produktionsdata og afgangsårsager blev også indsamlet i besætningen.

Analyser af foder

Der blev udtaget en prøve af hver blanding hvert kvartal. Prøverne blev analyseret for indhold af råprotein, fedt, aske, træstof, energi (EFOSi), calcium, fosfor, lysin, methionin, cystin og treonin.

Statistik

Den primære måleparameter var: Fødselsvægt pr. gris korrigeret for soens kuldnummer, som blev analyseret ved en variansanalyse i SAS under procedurerne GLM.

Den sekundære måleparameter var: Forholdet mellem antal levendefødte og dødfødte pr. kuld.

Foderanalyser

De samlede resultater af foderanalyserne er vist i Appendiks 1. Der var god overensstemmelse mellem det deklarerede og analyserede indhold af næringsstoffer. Indholdet af fordøjelige aminosyrer er beregnet ud fra de målte værdier og det stemmer ligeledes overens med det forventede.

Produktionsresultater

Der blev samlet reproduktionsresultater i hele afprøvningsperioden og resultaterne fremgår af tabel 1. Der er kun resultater med i tabellen fra søer, som har været fodret efter forsøgsdesignet i den forudgående cyklus – både i drægtigheds- og diegivningsperioden.

Tabel 1. Reproduktionsresultater

Der var ikke forskel i reproduktionsresultaterne mellem grupperne. Reproduktionsresultaterne i de forskellige aldersgrupper af søer blev også analyseret og her fandtes heller ingen forskel. De unge søer havde således ikke været påvirket af at blive fodret med foder, der fulgte gældende norm for protein og aminosyrer i hele drægtighedsperioden.

Vejningerne af kuldene i to perioder fremgår af tabel 2. Der var ikke forskel på resultaterne mellem de to perioder, derfor er perioderne slået sammen.

Tabel 2. Resultater af grisevejninger

Søerne havde i gennemsnitlig opholdt sig i fem dage - med en spredning fra 2 til 7 dage - i farestalden før faring i begge grupper. Det betød, at alle søerne fik diegivningsblandingen i fem dage inden faringen. Forsøgssøerne havde i gennemsnit fået 3,8 kuld, mens kontrolsøerne havde fået 3,4 kuld. En statistik opgørelse viste, at det var tilfældigt, at der var forskel på søernes alder. Forskellen i søernes alder forklarede også den lidt større kuldstørrelse i forsøgsgruppen, som blev registreret blandt de vejede kuld.

Der var ikke forskel mellem vægtene på de fødte grise eller i vægtspredningen mellem grisene. Tallene i tabel 1 omfatter alle søerne. Der er også lavet en opgørelse på kuldnummerniveau, som viser, at søernes alder ikke påvirker resultaterne. Førstekuldssøerne i begge grupper får generelt mindre og færre grise, men det var ikke påvirket af aminosyretildelingen.

Tildeling af ekstra aminosyrer fra dag 80 i drægtighedsperioden havde således ikke påvirket pattegrisenes fødselsvægt eller spredning i grisevægt indenfor kuldet.

Samlet set kan det konkluderes, at de gældende normer for protein og aminosyrer til drægtige søer er fuldt ud dækkende, når søerne flyttes til farestalden fem dage før forventet faring. Tilførsel af ekstra protein og aminosyrer fra dag 80 i drægtighedsperioden påvirker ikke pattegrisenes fødselsvægt eller reproduktionsresultaterne i den efterfølgende cyklus. Der er med de nuværende foderpriser cirka 10 kr. at sparer pr. 100 kg ved at følge normen for protein og aminosyrer til drægtige søer.

Teknikere: Roald Koudal, Dansk Svineproduktion
Statistikere: Jens Vinther, Dansk Svineproduktion

Afprøvning: 943

Drægtighedsfoder

Analyser