Redebygningsmateriale i farestier

Faringen er årsag til ca. en fjerdedel af de selvdøde søer i soholdet og knap 10 procent af aflivningerne [1]. Komplikationer ved faringen betyder flere dødfødte grise og et øget medicinforbrug til søer. Derudover er dårlige moderegenskaber årsag til ca. 25 procent af de slagtede søer [1]; dette kan have rod i en kompliceret faring med sygdom/svækkelse hos so og grise til følge. Der er som landsgennemsnit 11 procent dødfødte grise og 14 procent døde grise i diegivningsperioden [2].

Sodødeligheden, antallet af dødfødte grise pr. kuld og døde grise før fravænning har været stigende de senere år. Af såvel etiske som økonomiske årsager er det nødvendigt med en reduktion i dødeligheden.

Varigheden af faringer hos danske krydsningssøer anslås at være fordoblet i løbet af de seneste 20 år, og tager nu i gennemsnit 6-8 timer. Med stigende interval mellem fødslen af grisene i et kuld, stiger andelen af dødfødte [3]. Langvarige faringer svækker både so og grise, som derved har øget risiko for sygdom/død. Påvirkning af faringsforløbet i retning mod en kort og uforstyrret faring, bør mindske andelen af dødfødte.

Tilstedeværelse af materiale har betydning for afslutning af redebygningsadfærden. Soen skal afslutte denne fase, før faringen begynder, idet soen ellers vil få et mere uroligt faringsforløb. Redebygningsmateriale i form af halm får soen til at ligge mere roligt, specielt i den første del af faringen [4], [5]. Tildeling af redebygningsmateriale til gylte og unge søer i farebokse har medført en kortere faring, mindre urolig faring og flere levendefødte [6].

Det er derfor relevant at undersøge betydningen af mængden af redebygningsmateriale med henblik på at reducere forekomsten af dødfødte og andelen af komplicerede og behandlingskrævende faringsforløb, som kan føre til død blandt svækkede søer og grise. Det er ikke afklaret hvilke mængder materiale, der skal tildeles for at have afgørende betydning for en succesfuld redebygning, som kan føre til et naturligt faringsforløb. En undersøgelse, hvor løse søer i farestalden havde fri adgang til halm, viste, at det store forbrug af halm lå på den dag de byggede rede [7]. Endvidere, var der er stor spredning på hvor meget materiale, det enkelte dyr brugte, hvis det havde fri adgang til halm [7].

I ugen før det forventede faretidspunkt skal søer og gylte lovmæssigt have passende redebygningsmateriale i tilstrækkelig mængde, medmindre dette teknisk ikke kan lade sig gøre med det gyllesystem, der anvendes på bedriften [8].

Afprøvningens formål var at afklare om øget tildeling af redebygningsmateriale i form af halm det sidste døgn før faring, kunne påvirke forekomsten af dødfødte, levende grise på 5. dagen efter faring (LG5) samt andelen af komplicerede, forlængede faringsforløb.

Afprøvningen blev gennemført i to besætninger og omfattede 663 faringer. Der var to grupper som vist i tabel 1.

Tabel 1. Forsøgsdesign. Daglig adgang til halm. Tildeling om formiddagen efter fodring

Forventet faringsdag var 116. drægtighedsdag.

100 g og 1.000 g halm blev vejet én gang ved forsøgsperiodens start, og tildelingen skete derefter efter den volumen halmen optog i en spand. I besætning 1 blev der i stierne brugt snittet halm, 2-3 cm langt. I besætning 2 blev der ligeledes tildelt snittet halm, dog ca. 10 cm langt. Fugtig halm i stierne blev fjernet og erstattet med nyt, mens tør halm blev liggende. Hvis søerne ikke havde ædt al halm, blev der suppleret op til den mængde, soen skulle have adgang til. I begge besætninger blev al overskudshalm fjernet efter faring.

Søerne blev indsat ca. 1 uge før forventet faring, i kassestier med delvist fast gulv. Der blev fodret med tørfoder i begge besætninger. I hver gruppe var der både gylte og ældre søer og ved dataindsamling er der taget højde for effekt af kuldnummer på kuldstørrelse ved fordeling af søer og gylte i grupperne. Gødningssystemet var vacuumudslusning af gylle. Hver gruppe blev placeret over separate gyllekummer, så gyllehåndteringen kunne følges.

For hver so i afprøvningen blev følgende registreret:

• Gruppe
• Sonummer
• Kuldnummer
• Totalfødte grise
• Levendefødte grise
• Dødfødte grise
• Døde grise hos moderso og ammeso indtil dag fem efter faring
• Levende grise på dag fem efter faring, LG5 – også grise, der pga. kuldudjævning blev flyttet til ammeso.
• Faringshjælp
• Behandling for farefeber (MMA)
• Faringens varighed
• Død (aflivet eller selvdød so)
• So udtaget af forsøg før endt diegivningsperiode

Kuldudjævning fulgte besætningernes praksis. I besætning 1 blev der kuldudjævnet til 11-14 grise efter en individuel vurdering af soen. I besætning 2 blev der kuldudjævnet til 11-13 grise efter en individuel vurdering af soen. Ved kuldudjævning blev flyttede grise mærket med moderens nummer, så enhver gris kunne følges indtil dag fem. Ved registrering af LG5 var der således kendskab til hvilken so og faring den enkelte gris hørte til, uanset om grisen var blevet ved modersoen eller flyttet til ammeso.

Tidsforbrug til strøning og udmugning blev målt to gange, og en subjektiv vurdering af funktionen af gyllesystemet blev løbende foretaget.

Udvalgte produktionsdata er angivet samlet for begge grupper og ses i tabel 2.

Tabel 2. Besætningernes E-kontroldata vedrørende reproduktionsresultater

Statistik

De primære forsøgsparametre var antallet af dødfødte grise og LG5, som blev testet ved logistisk regression ved hjælp af proceduren Genmod i SAS.

De sekundære forsøgsparametre var behandling for MMA og faringens varighed. Behandlinger for MMA blev testet med en Chi-Square-test. Faringens varighed blev testet med en variansanalyse ved hjælp af proceduren Mixed i SAS.

Der var i forsøgsdesignet planlagt en 3. gruppe, hvor søerne ligesom i gruppe 2 fik 1.000 g halm lige op til faring, men hvor der skulle suppleres med 1.000 g om eftermiddagen, hvis halmen var brugt. Da der imidlertid meget sjældent skulle suppleres, blev denne gruppe opgivet.

Besætningerne er opgjort hver for sig, fordi besætningerne var forskellige mht. opstaldning i drægtighedsstalden. I besætning 1 var de drægtige søer gruppeopstaldet i stier med dybstrøelse i lejet, mens de i besætning 2 var individuelt opstaldet i boks i drægtighedsperioden.

Tabel 3. Resultater for kuldstørrelse og pattegrisenes overlevelse

Der sås ikke statistisk sikker forskel i antallet af totalfødte, dødfødte eller LG5 mellem de to grupper af søer, der fik tildelt henholdsvis 100 g og 1.000 g halm som redebygningsmateriale op til faring. Den numeriske forskel mellem grupperne i tabel 3 kan forklares som tilfældig variation.

Tabel 4. Resultater for faringshjælp og MMA-behandlinger

Der blev grebet ind med faringshjælp væsentligt tidligere i faringsforløbet i besætning 2 i forhold til besætning 1, hvilket forklarer den høje frekvens af faringshjælp.

Der var, indenfor besætning, ikke statistisk forskel mellem grupperne. Andelen af søer, der fik MMA-behandling var forskellig mellem besætningerne, men heller ikke afhængig af halmtildelingen. Kriterierne for MMA-behandling fulgte besætningernes normale praksis. Der var i begge besætninger en statistisk sikker sammenhæng mellem faringshjælp og øget behandlingsfrekvens for MMA.

Tabel 5. Resultater for faringens varighed

Faringens varighed er ikke medtaget for besætning 1, da der var for få data til et repræsentativt billede. Årsagen er, at flertallet af faringerne foregik eller var påbegyndt uden for dagtimerne, hvor der var personale i stalden. I besætning 2 blev der foretaget overvågning af alle faringer – også om natten. For faringer, hvor det blev vurderet, at såvel tidspunktet for fødsel af første som sidste gris kunne angives indenfor 30 minutters nøjagtighed, er faringens varighed vist i tabel 5. Der kunne ikke konstateres en forskel i faringernes varighed mellem de to grupper.

Da kun to søer blev taget ud i forsøgsperioden, var der ikke tilstrækkeligt antal observationer på døde søer eller søer udtaget før endt diegivning, til at drage en konklusion.

Søerne udviste begrænset interesse for halmen i farestalden i besætning 1. I besætning 2 blev der observeret en stor interesse hos søerne for halmen. Årsagen til denne forskel i adfærd kendes ikke, men kan skyldes, at besætning 1 havde løse drægtige søer i dybstrøelse, så søerne var vant til meget halm. I besætning 2 stod de drægtige søer i bokse med begrænset tildeling af halm, og tildelingen af halm i farestalden var måske en stærkere stimulus. Søernes tydeligere reaktion i besætning 2 kan være en kombination af nysgerrighed, rodeadfærd og redebygningsadfærd.

Behovet for supplering med halm i gruppe 2 varierede mellem besætningerne og i stierne. Våd halm blev fjernet fra stierne og erstattet med tørt halm i begge besætninger; i besætning 1 blev halmen våd i en del farestier, mens der stort set ingen problemer var med våd halm i besætning 2. Dette var der ikke umiddelbart nogen forklaring på. Besætning 1 oplevede, at nogle af de nyfødte grise lagde sig i den tørre halm ude i stien og ikke inde i pattegrisehulen efter faring. At dette ikke blev observeret i besætning 2 kan måske tilskrives den intensive faringsovervågning.

I begge besætninger blev våd halm og tørt overskudshalm kørt væk på trillebør, hvilket ikke vurderes at være realistisk fremadrettet.

I besætning 1 brugte man hver dag 7-23 sekunder per sti til at strø og muge, og i besætning 2 blev der brugt 27-33 sekunder per sti. Dette dækker tidsforbruget i farestalden, og omfatter ikke tidsforbrug til at hente halmen på lager.

Gyllesystemet kunne håndtere halmen fra begge grupper i farestalden i begge besætninger.

Dog var der i besætning 1 behov for hyppigere og længerevarende omrøring i fortank, når der blev sluset gylle ud fra de sektioner, der deltog i forsøget. I besætning 2 skulle udslusningen fra kummerne ske under overvågning, da der ellers kunne opstå problemer med at få ”øer” af spildt halm ud af kummerne. I nogle tilfælde måtte en udslusning derfor stoppes og genoptages, når der var mere tynd gylle i kanalen. Overskudshalm var, som tidligere nævnt, fjernet fra stierne og kom derfor ikke i gødningskanalen.

Der var ingen statistisk sikker forskel i antallet af dødfødte eller LG5 mellem de to grupper af søer, der fik tildelt henholdsvis 100 g og 1.000 g halm som redebygningsmateriale, døgnet før faring. Andelen af søer med behov for faringshjælp eller behandling for MMA, samt faringens længde, var ligeledes uden statistisk sikker forskel mellem de to grupper.

I ugen før det forventede faretidspunkt skal søer og gylte lovmæssigt have passende redebygningsmateriale i tilstrækkelig mængde [8]. Det vil være besætningsafhængigt om, og hvordan, gødningen kan håndteres inde i stalden. I eksisterende besætninger kan der derfor være problemer med udslusning af gylle, men i nye besætninger bør gyllesystemet etableres, så der er taget højde for halmtildeling.

Deltagere:   Jens Martin Strager, Ernst Nielsen, Mai-Britt Nielsen
Afprøvning: 934