Sammenligning af behandlinger for Lawsonia diarré i to besætninger

Lawsonia associeret diarré er formentlig den enkeltlidelse, der medfører det største forbrug af antibiotika til svin. I år 2006 blev omkring 40 % af den anvendte mængde antibiotika til svin brugt til smågrise (7-30 kg) [1]. Dette var hovedsageligt behandlinger givet via foder eller vand. Den hyppigste behandling var med tetracyklin, det omfattede 40 % af den anvendte mængde; makrolider som tylosin omfattede 16 % og pleuromutilinerne herunder tiamulin og valnemulin udgjorde kun 7 % af antibiotika brugt til behandling af smågrise.

Tiamulin, tetracyklin og tylosin har alle klinisk effekt over for Lawsonia diarré [2], [3], [4]. Disse typer antibiotika indvirker på dannelsen af protein, der er nødvendig for bakteriens vækst. Tiamulin er sammen med Valnemulin anbefalet som første valg af Fødevarestyrelsen [2]. Tetracykliner er placeret som andet valg pga. bredt spektrum og risiko for udvikling af uønsket plasmidbåret resistens. Andet valg betyder, at det kun bør tages i brug, hvis der ikke opnås effekt af den anbefalede type antibtiotika. Makrolider er nedprioriterede på grund af at risiko for udvikling af krydsresistens til erythomycin, et antibiotikum der anvendes til behandling af mennesker.

I denne undersøgelse sammenlignes tiamulin og tetracyklin til behandling af Lawsonia associeret diarré. Formålet var at undersøge, om de 2 typer antibiotika havde samme effektivitet i behandling af Lawsonia diarré under praktiske forhold.

Individuel behandling foregik ved indsprøjtning, hvilket medfører et større arbejdstidsforbrug i besætningen sammenlignet med flokbehandling. Omfanget af dette ekstra tidsforbrug samt effekten på sundhed og produktivitet er belyst.

Det blev undersøgt om tetracyklin behandling kan erstattes med tiamulin behandling uden negativ effekt på helbredelse af klinisk sygdom eller tilvækst. Effekt på klinisk sygdom og omkostninger med flokbehandling contra individuel behandling med tiamulin sammenlignes.

Der indgik to besætninger i undersøgelsen (figur 1 og 2, tabel 1). Effekt og tidsforbrug ved individbehandling ved indsprøjtning og flokbehandling via foderet blev sammenlignet i randomiserede hold. Behandlingerne blev foretaget hos grise fra 10-30 kg i besætninger, hvor der var diagnosticeret Lawsonia associeret diarré.

Grise i forsøg

Hvis der var tegn på Lawsonia associeret diarré hos mere end 10 % af grisene, kunne holdet indgå i forsøget. Grisene indgik i forsøg 7 uger gamle, 2 uger efter fravænning. For at kunne vurdere effekten af behandlingen blev grisene vejet enkeltvis og samtidig blev fodertilstand og den almene tilstand vurderet. Fodertilstand blev vurderet på en 4 trins skala (normal, let ringe, ringe, meget ringe) (figur 4). Vejning, vurdering af fodertilstand og almen tilstand blev gentaget efter 3 uger i forsøg. For hver forsøgssti blev det samlede foderforbrug i forsøgsperioden registreret. Individuelle behandlinger for andet end diarré, samt døde/afgåede grise i forsøgsperioden blev registreret løbende.

Forsøgsdesign

Fodermedicinering blev givet via forblandet melfoder i sække (tørfoderautomater) (Figur 3). Melfoderet blev sammensat således at det svarede til den sammensætning, der blev brugt i besætningen. Melfoderet blev tilblandet farvede majsskaller. Flokbehandlingerne gennemførtes i 7 dage. I de næste 14 dage fik grisene besætningens normale pelleterede foder. Effekten af behandlingerne blev vurderet 21 dage efter forsøget (og medicineringen) var iværksat.

Injektionsbehandlinger

I alle forsøgsgrupper blev der givet enkeltdyrsbehandling med indsprøjtning i 3 dage, hvis producenten mente, at der var behov. Det var således helt producentens vurdering, om en gris havde diarré eller en gris var utrivelig grundet diarré.

Statistik

Det er undersøgt om der er statistisk sikker forskel på de 3 behandlinger, primært med hensyn til frekvensen af utrivelige/smalle grise ved afgang. Fodertilstand blev vurderet på en 4 trins skala for fodertilstand (normal, let ringe, ringe, meget ringe), hvor forværring af fodertilstand blev defineret som en ændring på et trin eller mere i negativ retning. Sekundært er det undersøgt om der er forskelle i: tilvækst, foderforbrug samt antal døde eller udtagne grise.

Besætninger

I besætning 1 var grisene alle født på friland i samme besætning. I besætning 2 var grisene født indendørs i samme besætning.

I begge besætninger blev forsøgsgrisene fravænnet ved 5 ugers alderen og indsat i smågrisestald (Figur 1 og 2). I begge besætninger var der tegn på diarré 2 uger efter fravænning. Grisene indgik i forsøg, da de var omkring 7 uger gamle. Afprøvningen i besætning 1 forløb 2004 til 2005. I besætning 2 forløb afprøvningen fra 2006 til 2007.

Undersøgelse for Lawsonia i besætning 1

Før undersøgelsen blev der obduceret 12 smågrise som det diagnostiske grundlag. Der blev fundet regional tarmbetændelse hos 7 grise, hvoraf der hos de 4 grise blev påvist Lawsonia intracellularis. I løbet af den kliniske afprøvning blev der yderligere undersøgt 58 grise og 39 fæcesprøver. Der var tegn på mave-tarm lidelse i 33 grise (60 %); hos fire grise blev der påvist Lawsonia intracellularis og hos 8 grise, blev der påvist Brachyspira pilisicoli.

Undersøgelse for Lawsonia i besætning 2

Forud for undersøgelsen blev 9 utrivelige smågrise undersøgt som det diagnostiske grundlag. Der blev fundet regional tarmbetændelse i 5 af 9 grise, og i 4 grise blev der påvist Lawsonia intracellularis. Der blev udtaget 8 blodprøver fra ungsvin (ca. 30 kg), der alle havde antistoffer mod Lawsonia intracellularis.

I løbet af den kliniske afprøvning blev der undersøgt 8 grise og 12 blodprøver. Der blev fundet regional tarmbetændelse i 6 grise og der blev påvist Lawsonia intracellularis i 5 af de 8 grise. I blodprøver fra 3 af 12 grise var der antistoffer mod Lawsonia intracellularis.

Figur 1: Besætning 1. Sohytter på friland; Sti til smågrise, hvor afprøvningen blev gennemført (foto: Elisabeth Okholm, billede nr. 1509 og 1510)

Figur 2: Besætning 2. Faresti; Sti til smågrise, hvor afprøvningen blev gennemført (foto: Elisabeth Okholm, billede nr. 1503 og 1504)

Tabel 1. Besætningsforhold

Tabel 2. Grise i forsøg

Vurdering af fodertilstand

Alle forsøgsgrise blev vurderet for fodertilstand ved forsøgets start og ved forsøgets afslutning. Der var ikke forskel mellem grupperne med hensyn til fodertilstand, hverken ved forsøgets start eller ved forsøgets afslutning (Tabel 3).

Der var kun mindre forskelle mellem grupperne med hensyn til hvor mange grise der ændrede fodertilstand fra dag 1 til dag 21. I besætning 1 klarede grisene i gruppe 3 sig bedst (p=0,02), idet færre dyr forværrede deres fodertilstand.

I besætning 2 var der ingen dyr, der fik en forværret fodertilstand.

Tabel 3. Ændring i fodertilstand for det enkelte dyr*

Daglig tilvækst og foderforbrug

Den daglige tilvækst var størst i grupperne 2 og 3, der fik fodermedicinering i forhold til gruppe 1, der kun fik enkeltdyrsbehandling. I begge besætninger var denne forskel statistisk sikker, men størst i besætning 1 (Tabel 4). Kun i besætning 1 var der forskel mellem gruppen, der fik tiamulin i foderet og gruppen, der fik tetracyklin i foderet; idet gruppe 3 (tetracyklin) havde den bedste tilvækst.

Foderudnyttelsen var bedst i de to grupper, der fik fodermedicinering. I begge besætninger var der en statistisk bedre tilvækst i gruppe 2 (tiamulin i foder og som injektion), sammenlignet med gruppe 1 (tiamulin kun som injektion). Kun i besætning 1 var foderudnyttelsen i den tetracyklin behandlede gruppe 3 statistisk sikkert bedre end foderudnyttelsen i de to grupper der fik tiamulin i foder og/eller ved enkeltdyrsbehandling (Tabel 4).

Tabel 4. Daglig tilvækst og foderforbrug på stiniveau i forsøgsperioden på 3 uger Foderforbrug i FEsv per kg tilvækst er udregnet ved hjælp af det observerede foderforbrug målt i kg.

Foderoptagelsen lå på 0,5-0,6 kg foder per dag til en gris på 10 kg. Denne gennemsnitlige foderoptagelse svarede til at den tilsigtede behandlingsdosis kunne opnås.

Flok eller enkeltdyrsbehandling med tiamulin

I besætning 1 blev over halvdelen af grisene i gruppe 1 behandlet med injektion i 3 dage (tabel 2). Grisenes fodertilstand efter behandlingsforløbet blev ikke vurderet til at være dårligere end ved flokmedicinering med tiamulin. Men grisenes gennemsnitlige tilvækst og foderudnyttelse var ringere, når der blev givet enkeltdyrsbehandlinger, set i forhold til grise i stier, hvor der også blev givet flokbehandling med tiamulin.

Udtagne grise i forsøgsperioden

Tabel 5. Procentdel døde eller udtagne grise i forsøgsperioden i besætning 1 (93 grise)

Der blev udtaget færre grise til sygesti fra gruppen med tetracyklin i foderet i forhold til de to andre grupper, og forskellen var statistisk sikker (p<0,01). Der var færre dødsfald i gruppen som fik tetracyklin i foderet i forhold til gruppen, der fik tiamulin i foderet (p<0,05).

I besætning 2 var der kun 7 udtagne eller døde grise svarende til 0,3 %. De fordelte sig med 3 grise fra Gruppe 1, 1 gris fra Gruppe 2 og 3 grise fra Gruppe 3.

Sygdomme i besætningerne

I besætning 1 blev 58 døde grise undersøgt på Laboratorium for Svinesygdomme. I 23 af grisene (40 %) var der lungebetændelse, og hos 15 grise (26 %) var der mavesår. Over halvdelen af de døde grise (31 grise) havde tarmbetændelse.

I besætning 2 blev kun 8 døde grise undersøgt. I disse grise var der ikke tegn på lungebetændelse eller mavesår. I 6 af de 8 grise var der regional tarmbetændelse, som skyldes Lawsonia. 

Behandlinger

I besætning 1 blev der gennemført mange enkeltdyrsbehandlinger. Der blev gennemført i alt 1010 behandlinger, 75 % af dem var for diarré, ved 24 % var der ikke oplyst årsag og ved den sidste 1 % var årsagen benlidelse eller anden lidelse. Fordelt på de 3 grupper blev 55 % af grisene i gruppe 1 enkeltdyrsbehandlet, 7 % af grisene i gruppe 2 og 3 % i gruppe 3 (Tabel 2).

Det er kun relevant at sammenligne frekvens af behandlinger i gruppe 2 (tiamulin i foder) og gruppe 3 (tetracyklin i foder). Forekomsten af enkeltdyrsbehandlinger med tiamulin i gruppen, der også fik tetracyklin i foderet, er statistisk sikker lavere end i den gruppe, der fik tiamulin i foderet (p<0,0001).

I besætning 2 var frekvensen af enkeltdyrsbehandlinger meget lavere, i alt 152 grise blev behandlet. I gruppe 1 blev 7,8 % af grisene behandlet. I gruppe 2 blev 1,9 % og i gruppe 3 7,2 % behandlet ved indsprøjtning (Tabel 2).

Tidsforbrug ved en injektionsbehandling

Tidsforbruget til enkeltdyrsbehandling ved indsprøjtning blev registreret i undersøgelsen. Det gennemsnitlige tidsforbrug for én indsprøjtning var 1,09 minut i besætning 1. I besætning 2 blev tidsforbruget ikke registreret særskilt.

Figur 3: Besætning 1 og 2. Forsøgsfoder til gruppe 1 (grøn) og 3 (orange); Foderkasse til forsøgsfoder (foto: Elisabeth Okholm, billede nr. 1506 og 1505

Figur 4: Vejning og vurdering af fodertilstand og sundhedstilstand fulgte samme procedure i begge besætninger. På billedet til venstre ses en gris med normal foderstand (score 1) og en gris med meget ringe fodertilstand til højre i billedet (score 4) (foto: Elisabeth Okholm, billede nr. 1508 og 1507)

Estimering af de direkte omkostninger ved enkeltdyrsbehandling og foderbehandling

For at kunne beregne omkostningerne til de tre behandlinger må der dels gøres nogle antagelser, dels anvendes nogle priser. I tabel 6 er angivet de priser der er anvendt i denne undersøgelse.

Tabel 6. Anvendte priser ved beregning af omkostninger til behandling på stiniveau

Det var observeret i besætning 1, at det tog 1 minut at behandle en gris ved indsprøjtning. Vi har antaget, at dette gælder generelt og dermed også i besætning 2. En behandling omfattede 3 indsprøjtninger. Foderet blev håndteret manuelt, da der ikke var dobbelt foderstreng i besætningerne. Vi har antaget, at det tager 2 min ekstra per dag per sti (uanset stistørrelsen) at håndtere foder med medicin.

Det må antages, at dette vil gælde i de fleste besætninger, da der vil være ekstra arbejde forbundet med tildeling af specialfoder. Da foderforbruget på stiniveau blev registreret særskilt for den første uge kan foderforbruget per gris for de 7 dages behandling estimeres direkte. I besætning 1 var dette 4,3 kg/gris og i besætning 2 var det 5,8 kg/gris. Denagard ved indsprøjtning skal doseres med 1ml/kg gris, vi har baseret beregningerne på grisenes startvægt på 12 kg. Denagard i foderet doseres med 150 ppm, Aureosup med 400 ppm. For begge blev der antaget et svind på 10 % ved tilblanding. Den opgivne pris for tilblanding er ved pelleteret foder ved minimum 6 tons levering. Der blev anvendt melfoder i undersøgelsen, men dette kræver en specialproduktion, der giver en væsentligt højere omkostning.

Baseret på priserne i Tabel 6 og de opgivne antagelser kan omkostningerne til behandling i de to besætninger estimeres (Tabel 7).

Tabel 7. Omkostningerne til henholdsvis enkeltdyrsbehandling med indsprøjtning og stibehandling med fodermedicinering med Denagard i de to besætninger

Prisen for tetracyklin er noget lavere, derfor bliver de tilsvarende omkostninger per sti 107,83 Kr./sti for besætning 1 og 84,47 Kr./sti for besætning 2. Den samlede pris per sti for behandling med indsprøjtning afhænger naturligvis af antallet af indsprøjtninger per sti. I figur 5 er angivet sammenhængen mellem antal syge grise i en sti og omkostningerne ved behandling med Denagard ved indsprøjtning samt foder medicinering i henholdsvis besætning 1 (med 40 grise per sti) og besætning 2 (med 20 grise per sti).

Valg af behandlingstype for Lawsonia

Hvis man kun ser på omkostningen ved behandling (arbejdstid og medicinudgift) vil behandling med indsprøjtning være det billigste valg, hvis det kun er en mindre andel af dyrene, der har behov for behandling. I besætning 1 er indsprøjtning billigst når der er 8 eller færre grise ud af de 40, der kræver behandling (svarende til 20 % i en sti) for besætning 2 er indsprøjtning billigst når 6 eller færre grise ud af de 20 grise i en sti kræver behandling (svarende til 30 %). Hvis man ser på den reelle forekomst af behandlinger i besætning 1 og 2, så betyder det at fodermedicinering ville være billigst i besætning 1, hvor 55 % af grisene blev behandlet i gruppen med injektionsbehandling. I besætning 2 blev kun 6,7 % af grisene i injektionsgruppen behandlet. Derfor ville injektionsbehandlingen have været den billigste løsning i denne besætning.

Flokmedicinering i 7 dage via foderet understøttet med behandling ved indsprøjtning gav statistisk sikkert en højere tilvækst og bedre foderudnyttelse, end gruppen, hvor grisene kun fik et behandlingsforløb à 3 dage med tiamulin (indsprøjtning) ved tegn på diarré.

Årsagen til den bedre produktivitet hos de grise, der fik flokbehandling, kan skyldes at denne behandling dækker alle grise med et rimeligt foderoptag. Diarré sygdomme som Lawsonia udvikler sig langsomt og grisene er påvirkede af sygdommen i en tid før sygdomstegnene er tydelige. Det betyder, at enkeltdyrsbehandling kan blive iværksat for sent eller slet ikke.

Utrivelige eller smalle grise

Flokbehandling gav medførte ikke en mere ensartet fodertilstand hos grisene. Der var ikke forskel mellem grupperne med hensyn til fodertilstand, hverken ved forsøgets start eller ved forsøgets afslutning. Antallet af udtagne eller døde grise var stort set ens i alle grupper indenfor begge besætninger. Dog var der i besætning 1 færre udtagne grise til sygesti i tetracyklingruppen og der var færre dødsfald i tetracyklingruppen.

Tetacyklin – eller tiamulin flokbehandling

Flokmedicinering med tetracyklin understøttet med individuel behandling af syge grise med tiamulin, kunne erstattes med tiamulin, uden at medføre negativ effekt på tilvækst og foderudnyttelse i besætning 2.

Derimod gav den bredspektrede behandling med tetracyklin i foder i 7 dage det bedste resultat, højere tilvækst og bedre foderudnyttelse i besætning 1.

Besætningsforhold

Der var en relativ lav tilvækst og et højt foderforbrug i besætning 1. Dette kan skyldes, at grisene havde andre lidelser end Lawsonia og disse lidelser blev mere effektivt behandlet med tetracyklin end med tiamulin. Grisene i besætning 2 havde generelt en høj tilvækst og lavt foderforbrug. Diarréproblemerne i besætning 2 var formentlig primært Lawsonia infektion, som blev behandlet af begge typer antibiotika.

Omkostning ved behandling

Omkostningen ved enkeltdyrsbehandling er langt større end flokbehandling. For det enkelte dyr koster det fire gange mere at give 3 dages behandling med indsprøjtning sammenlignet med en uges foderbehandling. Hvis behovet for enkeltdyrsbehandling kan holdes på under 30 % af grisene vil de medicinrelaterede udgifter til injektionsbehandling svare til omkostningerne ved en flokbehandling af 40 grise. I de økonomiske sammenligninger er der ikke inddraget forbedringer i produktivitet og overlevelse.

En flokbehandling vil dække alle dyr, der optager en rimelig mængde foder, og dermed vil næsten alle grise i stien blive behandlet. Dette er formentlig årsagen til, at flokbehandlingerne giver en bedre tilvækst og foderudnyttelse. Dog kunne det ikke vises, at grisene bliver mere ensartede med færre utrivelige eller smalle grise, ved brug af flokbehandling.

Deltagere

     Dyrlæger: Marianne Fruergaard, Markku Johansen, Karina Nymark
     Statistisk beregning: Henrik Wachmann og Nils Toft
     Novartis Heathcare A/S: Josef Szancer og Kirsten Jensen.