Fareboksens effekt på pattegrisedødelighed i kombi-farestier

Danske erfaringer med løsgående diegivende søer har vist, at pattegrisedødeligheden kan være meget høj (23 procent) [1], hvilket er både produktions- og velfærdsmæssigt uacceptabelt. Senere forsøg med løse diegivende søer har vist, at niveauet for pattegrisedødeligheden efter kuldudjævning (12 og 11,5 pattegrise pr. kuld) kan holdes på niveau med kassestien svarende til 6,2 % [2] og 11,7 % [3].

Uanset stisystem har søer og gylte en høj motivation for redebygning. Forsøg har vist, at adgang til halm før faring stimulerer redebygningsaktivitet, reducerer antallet af nærklemningssituationer, giver roligere søer samt en tidligere råmælksoptagelse [4]. I en undersøgelse tog søerne i døgnet før faring i gennemsnit 2 kg halm fra en halmhæk. Mængden varierede fra under 0,5 kg til 7,6 kg [4]. En anden undersøgelse har vist, at øget tildeling af halm som redebygningsmateriale til søer i kassestier døgnet før faring, ikke resulterede i en statistisk sikker forskel på dødfødte grise, levende grise dag 5 (LG5), andelen af komplicerede faringer eller faringslængden (1.000 g vs. 100 g halm/dag) [5].

Pattegrisedødeligheden er størst i de første døgn efter faring. Kassestien med fareboks blev introduceret med henblik på at reducere risikoen for, at soen klemmer grisene i de første dage efter faring.

På den ene side forventes det at reducere pattegrisedødeligheden, hvis søerne er løse før faring og i højere grad kan udføre redebygningsadfærd. På den anden side forventes det, at brug af boks i de første dage efter faring ligeledes kan være med til at reducere pattegrisedødeligheden.

I forbindelse med udvikling af farestier til løsgående søer er lav pattegrisedødelighed et vigtigt succeskriterium, og der er behov for viden om, hvorvidt brug af boks i en afgrænset periode kan være med til at sænke pattegrisedødeligheden.

Formål

Formålet med afprøvningen var at undersøge, hvorvidt det at soen var løs i perioden omkring redebygning og faring mindskede antallet af dødfødte pattegrise i kuldet, og om brug af boks efter faring og indtil dag 7 reducerede pattegrisedødeligheden i denne periode.

Afprøvningen vedr. brug af boks i kombistier blev gennemført i en produktionsbesætning med 750 søer svarende til 35 faringer pr. uge ved fravænning efter 4 uger (tabel 1). Der var i alt 13 farestaldssektioner i besætningen, hvoraf den ene sektion med 20 kombistier indgik i afprøvningen. Stiernes placering i sektionen, stidimensioner og indretning ses i appendiks I. Stierne var indrettet med en andel drænet gulv i soens forventede lejeområde og spaltegulv i stien i øvrigt. Søerne blev fodret med vådfoder.

Tabel 1. Besætningsdata

     
I afprøvningen indgik fire forsøgsgrupper:

• BB7: Boks før og under faring og boks indtil dag 7 efter faring (kontrol)
• LB7: Løs før og under faring og boks indtil dag 7 efter faring
• LB4: Løs før og under faring og boks indtil dag 4 efter faring
• LL: Løs før og under faring og løs efter faring

Boksen var åben i alle grupper fra dag 7 til dag 10 efter faring. Registreringer blev afsluttet dag 10 efter faring. Alle kuld blev fulgt mindst tre dage efter, boksen var åbnet. I grupperne BB7, LB7, LB4 blev boksen lukket ved første observation efter endt faring.

I alle grupper blev der anvendt samme managementrutiner (indsættelse før faring, tildeling af redebygningsmateriale, rode-beskæftigelsesmaterialer, brug og placering af varmelamper osv.), fodringsprincip og foderblandinger til søer og pattegrise.

Søerne blev tilfældig udvalgt til de enkelte grupper, men med sikring af ensartet fordeling af kuldnummer mellem forsøgsgrupperne. Alle forsøgsgrupper indgik i hvert ugehold.

Umiddelbart efter afsluttet faring blev kuldudjævning gennemført, og antallet af grise blev fastlåst ved kontrol- og forsøgsdyr. Efterfølgende blev der ikke flyttet grise til eller fra søerne, medmindre staldpersonalet vurderede, at en pattegris var for svag til at overleve i kuldet. Svage grise blev flyttet til en opsamlingsso. Der blev udjævnet til 14 grise ved unge søer (1.- 2. kuld) og til 13 grise ved ældre søer (≥ 3. kuld). Om nødvendigt til færre, afhængig af funktionsdygtige patter på soen. Pattegrisene blev sikret råmælk inden kuldudjævning.

Som redebygningsmateriale fik alle søer tildelt halm hver morgen før faring i forbindelse med morgenfodring. Ved søer, hvor halmen var væk ved eftermiddagsfodringen, blev yderligere halm tildelt. Det var kun muligt at tildele redebygningsmateriale i begrænset mængde sammenlignet med andre undersøgelser [4], da større mængder ville resultere i problemer med gylleudslusning.

Registreringer

Primære registreringer:

• Antal levende ved første observation efter endt faring
• Antal døde ved første observation efter endt faring
• Antal grise ved kuldudjævning
• Døde pattegrise til og med dag 10 efter faring
• Antal grise i kuldet dag 10 efter faring.

 Sekundære registreringer:

• Sonummer
• Dato for indsættelse i farestalden
• Dato for at lukke/ åbne boksen
• Kuldnummer
• Dato for faring
• Faringshjælp
• Behandling af søer (MMA) indenfor de første tre døgn
• Dato for døde pattegrise i perioden fra første observation efter endt faring til kuldudjævning
• Dato for døde og flyttede pattegrise til og med dag 10 efter faring
• Årsag og størrelse på døde pattegrise
• Dato for kuldudjævning

Det er vanskeligt med sikkerhed at bestemme, hvorvidt pattegrise er dødfødte, døde under faring eller døde kort tid efter faring, medmindre der foretages en obduktion [4]. Derfor blev døde pattegrise ved første observation efter faring registreret som dødfødte.

Statistik

De primære forsøgsparametre pattegrisedødelighed, dødfødte og levendefødte blev analyseret med GENMOD. Grise i kuldet dag 10 blev analyseret med PROC MIXED, og alder på udtagne samt alder på døde vha. nonpatametrisk test.

I alt indgik 216 søer fordelt på 11 faringshold i afprøvningen.

Pattegrisedødeligheden i afprøvningsperioden lå på 15 procent i besætningen (tabel 1). Den lavere pattegrisedødelighed i forsøgsstierne skyldes, at svage grise blev flyttet til en opsamlingsso, og at registreringer af pattegrisedødelighed sluttede dag 10 efter faring (tabel 2). Svage pattegrise, blev flyttet til en opsamlingsso, hvis personalet vurderede, at de ellers ikke ville overleve. De grise, der blev flyttet til en opsamlingsso, kan senere være døde, men det er ikke med i opgørelsen af dødelighed. Dødeligheden i forsøgsstierne er derfor ikke sammenlignelig med besætningsniveauet, og kan kun bruges til at sammenligne forsøgsstierne indbyrdes.

Tabel 2. Gennemsnitlige kuldresultater i de fire forsøgsgrupper indtil dag 10 efter faring.

Opboksning af soen før og under faring (BB7), hvorved soens mulighed for at udføre redebygningsadfærd blev begrænset, påvirkede ikke antallet af dødfødte og levendefødte sammenlignet med grupperne, hvor soen var løs før og under faring (tabel 2). En tidligere undersøgelse viste ligeledes ingen forskel på levendefødte og dødfødte pattegrise mellem søer opstaldet i boks og løsgående søer [2].

Samlet set var pattegrisedødeligheden signifikant højere i stier, hvor soen gik løs i de første dage efter faring (LL) end i stier, hvor soen stod i boks (P< 0,001). Dette er i overensstemmelse med tidligere afprøvninger, hvor pattegrisedødeligheden ligeledes var signifikant højere i stier med løsgående søer sammenlignet med søer i boks [2]. Dvs. at færre pattegrise døde, hvis boksen blev lukket ved endt faring, end hvis boksen var åben de første dage efter faring.

Åbning af boksen 4 dage efter faring øgede ikke pattegrisedødeligheden sammenlignet med stier, hvor boksen først blev åbnet 7 dage efter faring. Dvs. den største risiko for at soen lægger sig på pattegrisene er indenfor de første 4 dage efter faring. Modsat har en tidligere undersøgelse af fareboksens betydning for pattegrisedødeligheden vist, at når soen fik mere plads på dag 4 efter faring ved at øge boksbredden fra 65 til 90 cm, døde flere pattegrise lige efter åbning [6].

I figur 1 ses aldersfordelingen på de døde pattegrise. I de første dage efter faring døde flere pattegrise i stier, hvor soen var løs (LL) end i stier, hvor soen stod i boks. Fra dag 3 og fremefter er hældningen på kurverne meget ens. I denne periode er der ikke forskel på pattegrisedødeligheden mellem de fire grupper. I gruppe LB7, LB4 og LL var der ingen døde pattegrise i perioden fra, hvor kurven slutter og frem til dag 10. Alderen på døde pattegrise varierede fra 2,8 dage i gruppe LL til 3,5- 4,5 dage i gruppe BB7, LB7 og LB4 (P< 0,001) (tabel 1).

På baggrund af resultaterne i indeværende afprøvning kan boksen med fordel åbnes efter de første kritiske dage for at sikre pattegrisene bedre adgang til yveret. Tidligere afprøvninger har vist, at fravænningsvægten stiger, hvis grisene får mere plads ved yveret [2], [6]. Åbning af boksen forudsætter dog samtidig, at stien er indrettet, så soen kan opretholde en god hygiejne [7].

Figur 1. Kumuleret pattegrisedødelighed (procent ud af antal grise i kuldet efter kuldudjævning) indtil dag 10 efter faring i de fire grupper. Billeddatabase nr. 2248
      

I figur 2 ses årsagen til, at pattegrise blev fjernet fra stierne. I alle fire grupper måtte svage pattegrise flyttes til en opsamlingsso. Der var ikke forskel på antallet af udtagne pattegrise mellem grupperne. I gennemsnit blev 5,9 % af pattegrisene flyttet til en opsamlingsso (tabel 2). En tidligere undersøgelse har vist, at signifikant færre pattegrise måtte flyttes fra stier, hvor soen var løs (6,2 %) sammenlignet med stier, hvor soen stod i boks (8,8 %) [2]. Denne tidligere undersøgelse dækkede hele diegivningsperioden, mens der i indeværende afprøvning kun er registreret dødelighed og flytning af grise frem til dag 10.

Figur 2. Dødsårsag og total antal pattegrise fjernet fra stierne efter kuldudjævning og indtil dag 10 efter faring i de 4 grupper. Sum med samme bogstav er ikke signifikant forskellige. a,b – P< 0,001. Billeddatabase nr. 2249
     

Dødsårsagen i alle grupper var primært klemning. Samlet set var klemning dødsårsagen i 62 % af tilfældene, mens i stier, hvor soen var løs både før og efter faring, var klemning dødsårsagen i 80 % af tilfældene. Andre resultater har vist klemning som dødsårsag i farestier til løsgående søer i 75 % af tilfældene [6], mens forsøg fra kassestien har vist, at klemning var dødsårsagen i 27- 49 % af tilfældene [1]. I BB7 og LB7, hvor soen stod i boks indtil dag 7 efter faring, var klemning dødsårsagen i henholdsvis 71 % og 47 % af tilfældene.

Det skal dog bemærkes, at de registrerede dødsårsager muligvis ikke er de sande dødsårsager, da disse kun kan fastslås med sikkerhed ved obduktion [1]. Det kan derfor ikke udelukkes, at forskellen i årsagen til pattegrisedødelighed mellem stityperne kan forklares ved, at der eksempelvis i farestierne med løse søer i hele diegivningsperioden var en forventning om, at flere grise ville blive lagt ihjel, hvorved en større del blev registreret som lagt ihjel, selvom det ikke nødvendigvis var tilfældet [2]. Men uanset dødsårsagen døde flere pattegrise i LL stierne end i BB7, LB7 og LB4 stierne.

De anvendte kombistier var ikke indrettet til, at soen skulle være løs i hele diegivningsperioden, og det kan være en del af forklaringen på den højere dødelighed i stier, hvor soen var løs både før og efter faring. Skal soen gå løs i hele diegivningsperioden er det vigtigt, at den har mulighed for støtte, når den lægger sig, og at pattegrisene kan komme væk under f.eks. en friholderbøjle eller en skrå liggevæg. Hvis søerne i indeværende afprøvning lagde sig op ad væggen modsat hulen eller endevæggen, havde pattegrisene ikke mulighed for at komme væk, hvilket øger risikoen for ihjellægninger og klemninger. Se skitse af kombisti i appendiks 1.

At soen var løs før og under faring med øget mulighed for at udføre redebygningsaktivitet resulterede ikke i flere levendefødte, end i stier hvor soen stod i boks.

Pattegrisedødeligheden indtil dag 10 efter faring var signifikant højere i stier, hvor soen gik løs i hele denne periode, sammenlignet med stier, hvor soen var bokset op de første dage efter faring. Om boksen blev åbnet dag 4 eller 7 efter faring påvirkede ikke pattegrisedødeligheden.

I stier, hvor soen var løs før og under faring men bokset op i de første dage efter faring, var pattegrisedødeligheden 5,9 hhv. 4,7 % afhængig af, om boksen blev åbnet på dag 4 eller 7 efter faring, mens pattegrisedødeligheden lå på 10,9 % i stier, hvor soen var løs i hele diegivningsperioden. I alle grupper blev registreringerne afsluttet dag 10 efter faring. Dvs. at pattegrise som døde efter dag 10 ikke er med i opgørelsen af dødelighed.

I de afprøvede kombistier påvirkede det ikke produktionsresultaterne negativt, at soen var løs under faring, forudsat at den blev bokset op frem til dag 4 efter faring. Men det gav soen mulighed for i højere grad at udføre redebygningsaktivitet, hvilket tidligere undersøgelser har vist giver flere levendefødte. Dette kunne dog ikke registreres i denne afprøvning.

Kombistierne var ikke indrettet til, at soen skulle gå løs i hele diegivningsperioden, og det kan forklare den højere dødelighed i stier, hvor søerne var løse i hele perioden. Skal soen gå løs i hele diegivningsperioden er det vigtigt, at den har mulighed for støtte, når den lægger sig, samtidig med at pattegrisene kan komme væk under f.eks. en friholderbøjle eller en skrå liggevæg. Men åbning af boksen i kombistier efter de første kritiske dage kan med fordel overvejes for at sikre pattegrisene bedre adgang til yveret og dermed højere fravænningsvægt.

Deltagere: Statistik konsulent, Mai Britt Friis Nielsen
     

Afprøvning: 988