Huldstyring af drægtige søer

Skuldersår forekommer sporadisk i danske sobesætninger. Skuldersår kan sammenlignes med tryksår hos mennesker og opstår som følge af et længerevarende tryk på vævet. Særligt udsat er områder, hvor knogler ligger lige under huden. Hos soen er det den meget højtliggende kam på skulderbladet [1].

Risikoen for skuldersår hos søer er størst i de første uger efter faring. Når soen ligger i sideleje opstår et længerevarende tryk på vævet mellem kammen på skulderbladsknoglen og gulvet. Trykket på vævet nedsætter blodcirkulationen i området, der i værste fald medfører, at skuldersår udvikles.

Søernes huld ved faring har betydning for frekvensen af skuldersår. En undersøgelse viste, at søer med 16 mm rygspæk eller derover ved faring udviklede få og milde skulderskader [2]. I samme undersøgelse fandtes en sikker stigning i antal søer med skuldersår ved faldende rygspæktykkelse under 16 mm. Omfanget af rygspæktab i diegivningsperioden havde ikke betydning for frekvensen af skuldersår ved fravænning. For hver ekstra millimeter rygspæktykkelse ved faring steg tabet i rygspæktykkelse i diegivningsperioden statistisk sikkert med 0,2 mm. Dette passede med, at søerne optog 100 gram mindre foder på fravænningsdagen for hver ekstra millimeter rygspæk ved faring [2].

Det forventes således, at der er en sammenhæng mellem soens fedningsgrad og frekvensen af skuldersår, samt at det specielt er tynde søer, som har en forhøjet risiko for skuldersår. Styringen af fodertildelingen i drægtighedsperioden er afgørende for soens fedningsgrad i farestalden.

Formålet med afprøvningen var at afklare, om en konsekvent huldstyring, som sikrede, at søerne var i tilstrækkeligt og ensartet huld ved faring, reducerede risikoen for at udvikle skuldersår i diegivningsperioden.

Afprøvningen blev gennemført i tre sobesætninger, hvor farestierne havde delvist spaltegulv. Søerne var opstaldet i løsdrift med elektronisk sofodring i drægtighedsperioden, så der var mulighed for individuel fodring i hele soens cyklus.

Besætningsbeskrivelse

Besætning A havde 530 årssøer med 4-ugers fravænning og ugedrift. Farestaldene var indrettet med traditionelle kassestier. De drægtige søer var opstaldet i et ESF-system i drægtighedsperioden.

Besætning B havde 625 årssøer med 4-ugers fravænning og 2-ugers drift. Der var traditionelle kassestier i farestaldene. De drægtige søer var opstaldet i et ESF-system i drægtighedsperioden.

Besætning C havde 850 årssøer med 4-ugers fravænning og ugedrift. Her var også traditionelle kassestier i farestaldene. Søerne var opstaldet i bokse i fire uger efter løbning. Herefter blev de opstaldet i et ESF-system i resten af drægtighedsperioden.

Fodring

Alle besætningerne anvendte en diegivnings- og en drægtighedsblanding, som blev indkøbt fra en foderstofvirksomhed. De anvendte foderblandinger skulle overholde Videncenter for Svineproduktions anbefalinger for indhold af næringsstoffer [4].

Drægtige søer

I drægtighedsperioden blev alle søerne fodret med samme blanding.

Diegivende søer

Det blev tilstræbt, at søerne blev overført til farestalden cirka en uge før forventet faring. I diegivningsperioden blev alle søerne fodret med samme blanding. Søerne blev fodret efter tilnærmet ædelyst i begge grupper, når de havde været diegivende i omkring en uge. Søerne skulle mindst kunne optage følgende fodermængder:

Indtil 7. dagen efter faring: Minimum 2,0 FEso + 0,2 FEso pr. gris daglig.
Fra 7.-14. dagen efter faring: Minimum 2,0 FEso + 0,3 FEso pr. gris daglig.
Fra 14. dagen til fravænning: Minimum 2,0 FEso + 0,4 FEso pr. gris daglig.

Strategien for fodring af pattegrisene var ens i de to grupper i hver besætning.

Foderanalyser

Der blev udtaget foderprøver to gange pr. besætning. Foderprøverne blev efterfølgende analyseret for indhold af råprotein, fedt, aske, træstof, energi (EFOS), calcium, fosfor, lysin, methionin, cystin og treonin. 

Foderkurver

I hver besætning var der tre foderkurver til drægtige søer og en foderkurve til gylte. Kurverne er vist i tabel 1. For hver kurve var det også muligt at regulere mængden via +/- knappen, det vil sige en procentvis øgning eller reduktion inden for kurven, men så vidt muligt skulle søerne skifte kurve, hvis de ikke var i middel huld. Alle foderstationerne blev kontrolleret ved opstart af afprøvningen, så de udfodrede præcist. Denne kontrol blev gentaget flere gange i afprøvningsperioden.

Tabel 1. Foderkurver i drægtighedsperioden

Grupper

Ved afprøvningens start blev søerne delt tilfældigt i to grupper, som var faste i hele afprøvningsperioden.

Figur 1. Huldvurdere søer. (Billededatabase 2255)

I diegivningsperioden blev foderstyrken til både kontrol- og forsøgssøerne reguleret af personalet i besætningen.

Ultralydsskanning: Ved faring og fravænning blev der lavet en ultralydsskanning med Leanmeter ultralydsskanner på samtlige søer af samme person [3]. Ultralydsskanningen blev gennemført i punktet P2, det vil sige i et punkt på en linje fra bagerste del af bagerste ribben og på denne linje syv cm ud fra rygsøjlen. Placering af torntappen angiver rygsøjlen. Billede 1 angiver punktet P2. Skanningen blev gennemført på højre eller venstre side.

Skuldersår: Ved fravænning blev alle søerne gennemgået for skuldersår og registreret, hvis de havde skuldersår. Det var samme person, som gennemførte registreringen og udgangspunktet var ja/nej til skuldersår. I tilfælde af skuldersår blev der ikke taget stilling til graden af skuldersåret eller om soen tidligere havde haft skuldersår.
 
Vægtændring: I besætning A blev alle søerne vejet individuelt ved indsættelse i og afgang fra farestalden.

Foderoptagelse: Da det ikke var muligt at registrere den samlede foderoptagelse i dieperioden blev søernes foderoptagelse på dag 8 og 21 i diegivningsperioden registreret på enkeltdyrsniveau. Derudover blev søernes foderoptagelse i den del af drægtighedsperioden, hvor søerne blev fodret i de elektroniske foderstationer, registreret.

Produktivitet: Besætningernes produktionstal blev opsamlet via den almindelige produktionskontrol.

Statistik

Den primære måleparameter var: Skuldersår. Forekomsten af skuldersår blev analyseret ved anvendelse af proc genmod og ved anvendelse af en logistisk regressionsmodel for faktorforsøg. Der blev anvendt en logit-funktion som link funktion. Sandsynligheden for skuldersår blev udtrykt som en effekt af tre faktorer: besætning, gruppe og kuldnummer.

Varians homogenitet mellem grupperne blev testet ved anvendelse af Levene's ”Test for Homogeneity” i proc glm i SAS. 

De sekundære måleparametre var: Spredning i søernes huld ved faring udtrykt som rygspæktykkelse i punktet P2, foderforbrug i drægtighedsperioden og foderstyrke på 8. og 21. diegivningsdag.

Foderanalyser

Der var en god overensstemmelse mellem det analyserede og det deklarerede indhold af næringsstoffer i blandingerne, selv om der blev fundet et højere indhold af calcium end deklareret. Både de deklarerede tal og analyseresultaterne er vist i appendiks 1.

Skuldersår

Resultaterne af registreringerne, som blev foretaget ved fravænning, er vist i tabel 2. Da der var niveauforskelle mellem besætningerne, er tallene vist for hver besætning. Forekomsten af skuldersår var generel lav i besætningerne, men det var muligt at finde en statistisk sikker reduktion i antal søer med skuldersår, når en ekstern person gennemførte en systematisk huldstyring (forsøg) i alle besætningerne. Søernes huld har stor betydning for risikoen for udvikling af skuldersår, hvilket fremgår af tabel 6.

Tabel 2. Frekvens af skuldersår

Tabel 3 viser forsøgssøernes placering på de tre sofoderkurver, som fremgår af tabel 1. Tallene er samlet fra alle tre besætninger. Ved indsættelse i drægtighedsstalden blev 65 procent af søerne sat på foderkurven for middel søer, mens resten af søerne kom på foderkurven til tynde søer. Når søerne blev sat i farestalden var 92 procent af søerne placeret på foderkurven til middel søer, så huldstyringen virkede efter planen. Der var konstant 2 procent af søerne på foderkurven til de fede søer. Der er ikke lavet nogen opgørelse over kontrolsøernes placering på foderkurverne.

Tabel 3. Forsøgssøernes placering på de forskellige foderkurver i drægtighedsperioden

Tabel 4 viser ændringen i rygspæktykkelsen hos søerne henover drægtighedsperioden og søernes gennemsnitlige daglige foderoptagelse i drægtighedsperioden. For besætning A er ligeledes vist vægtændringen.

Både kontrol- og forsøgssøerne i besætning A havde i gennemsnit taget 43–50 kg på i drægtighedsperioden, hvilket svarer til en stigning i rygspæktykkelse på 3-5 mm. Den gennemsnitlige stigning i rygspæktykkelse var på samme niveau i de to øvrige besætninger. For alle tre besætninger opnåede forsøgsgruppen, hvor den eksterne person styrede huldet, det gennemsnitlige højeste niveau. Kun i besætning A var der markant forskel mellem den gennemsnitlige rygspæktykkelse mellem grupperne. I besætning A og C var der et marginalt højere foderforbrug i forsøgsgruppen. Dette skyldes, at huldet på søerne er forbedret mere i forsøgsgruppen end i kontrolgruppen.

Tabel 4. Vægtændring og foderforbrug hos drægtige søer

Tabel 5 viser ændringen i rygspæktykkelse hos søerne henover diegivningsperioden og søernes gennemsnitlige foderoptagelse på 8. og 21 diegivningsdag. For besætning A er ligeledes vist vægtændringen.

Grise, fosterhinder og fostervæske vejer fra 20 til 23 kg, derfor har søerne i besætning A i gennemsnit haft et vægttab på 20–25 kg i diegivningsperioden, hvilket svarer til et tab i rygspæktykkelse på 3-4 mm. Det gennemsnitlige tab i rygspæktykkelse var på samme niveau i de to øvrige besætninger. Der var ikke forskel i det gennemsnitlige rygspæktab mellem grupperne i besætningerne. Foderoptagelsen på dag 8 og 21. i diegivningsperioden var marginalt højere i forsøgsgruppen i besætningerne.

Tabel 5. Vægtændring og foderoptagelse hos diegivende søer

   
Resultaterne i tabel 4 og 5 dækker over en væsentlig spredning indenfor grupperne. Det viste sig, at spredningen på rygspæktykkelsen, målt ved indgang til farestalden, var signifikant højere i kontrolgruppen end i forsøgsgruppen. Det betyder, at huldet på forsøgssøerne var mere ensartet end på kontrolsøerne. Den eksterne person har således været statistisk sikkert bedre til at styre søerne i ensartet huld end de ansatte i besætningerne.

Delkonklusion

Afprøvningen har vist, at en systematisk huldstyring i løbet af drægtighedsperioden betyder, at søerne er mere ensartede ved faring. Dette resulterer i en statistisk sikker lavere risiko for, at søerne udvikler skuldersår.

Der er arbejdet videre med det samlede datasæt fra alle tre besætninger. Formålet var at afdække, om rygspæktykkelsen ved faring havde betydning for risikoen for, at soen fik dødfødte grise og skuldersår. Det er også undersøgt, om rygspæktykkelsen ved fravænning kunne forklare kuldstørrelsen i det efterfølgende kuld.
På basis af rygspækmålingerne er søerne delt i tre grupper. Cirka 50 procent af søerne er placeret i gruppe 2 og resten af søerne er fordelt ligeligt i gruppe 1 og 3 (se tabel 6 og 7). Søerne i gruppe 1 i tabel 6 er ikke de samme søer som i gruppe 1 i tabel 7.

I tabel 6 er vist sammenhængen mellem søernes rygspæktykkelse i P2 ved faring, kuldnummer, skuldersår og antallet af dødfødte grise.

Søer med en rygspæktykkelse på mindre end 15 mm på faringstidspunktet havde væsentlig flere skuldersår ved fravænning end de øvrige søer. Forskellen var statistisk sikker. Dette stemmer overens med tidligere undersøgelser [2] og gjaldt for alle aldersgrupper af søer. Der var en yderligere reduktion i frekvensen af skuldersår for alle aldersgrupper af søer, når gruppen af søer med en rygspæktykkelse på mellem 15-19 mm blev sammenlignet med gruppen af søer med en rygspæktykkelse på mere end 19 mm.

Opgørelsen viste også, at der var en statistisk sikker sammenhæng mellem antal dødfødte grise pr. kuld og rygspæktykkelse, når søerne havde fået mere end to kuld. Søer med en rygspæktykkelse på mindre end 15 mm på faringstidspunktet havde væsentlig flere dødfødte grise end de øvrige søer. Niveauet af dødfødte grise steg forventeligt med stigende kuldnummer, mens frekvensen af skuldersår kun fulgte rygspæktykkelsen og ikke soens alder.

Tabel 6. Rygspæktykkelse ved faring og antal dødfødte pr. kuld

I tabel 7 er vist sammenhængen mellem søernes rygspæktykkelse i P2 ved løbning, kuldnummer og antallet af fødte grise i det efterfølgende kuld.

Tabel 7. Rygspæktykkelse ved løbning og antal fødte grise i efterfølgende pr. kuld

Det var statistisk sikker forskel mellem grupperne. Det betyder, at søer med en rygspæktykkelse på mere end 15 mm på løbetidspunktet fik flest fødte grise pr. kuld. Dette var også gældende, når søernes kuldnummer blev inddraget.

Soen har en rygspæktykkelse på mere end 15 mm i P2 på løbetidspunktet, når den har haft et begrænset vægttab i diegivningsperioden.

I denne afprøvning blev der gennemført en række målinger af søernes rygspæktykkelse ved faring og fravænning for at kunne give et tal for søernes huld, så vi kunne måle på effekten af huldstyring. Foderstrategien var imidlertid styret af at mærke på søerne på udvalgte tidspunkter i løbet af cyklus og ikke efter at man skulle opnå en given rygspæktykkelse ved faring eller fravænning. Foderstrategien sigtede efter at opnå et middel huld (huldkarakteren 3) ved faring.

Resultaterne fra denne afprøvning viste, at det må anbefales at fodre søerne, så de var i middel huld (huldkarakteren 3) ved faring, da det gav statistisk sikkert færre skuldersår.

Afprøvningen viste også, at den eksterne person (forsøgsgruppen) var statistisk sikkert bedre til at få søerne i ensartet huld ved faring end medarbejderne i besætningerne (kontrol). Dette resultat blev opnået, fordi den eksterne person mærkede på samtlige søer ved huldvurderingen fire gange i løbet af drægtighedsperioden. Denne metode til huldstyring må derfor anbefales, da den sikrede, at søerne blev placeret på den korrekte foderkurve i drægtighedsstalden.

En tværgående analyse af datasættet viste, at der var en statistisk sikker sammenhæng mellem rygspæktykkelse i P2 ved faring, kuldnummer, antal dødfødte grise pr. kuld og skuldersår. Sammenhængen bestod i, at søerne med det dårligste huld og dermed den laveste rygspæktykkelse fik flest skuldersår og flest dødfødte grise pr. kuld. Det må derfor anbefales, at søerne har en rygspæktykkelse på mindst 15 mm og gerne lidt højere på faringstidspunktet, da det giver en statistisk sikker mindre risiko for dødfødte grise og skuldersår.

Den tværgående analyse af datasættet viste også, at der var en statistisk sikker sammenhæng mellem rygspæktykkelse i P2 ved løbning og antallet af fødte grise i det efterfølgende kuld. Søerne med det dårligste huld og dermed den laveste rygspæktykkelse ved løbning fik også færrest fødte grise. Søerne bør således have en rygspæktykkelse på mindst 15 mm på løbetidspunktet.

Der er en vis usikkerhed på måling af rygspæktykkelsen i P2, derfor kan fodringen ikke alene tilrettelægges efter et givet rygspækmål, men også efter en manuel huldvurdering. Rygspækmåling er dog en rigtig god metode til at kalibrere den huldvurdering, som foretages ved at mærke på søerne.

Søerne skal have huldkarakteren 3 ved faring og fravænning. Det sikrer, at faringen gennemføres uden problemer og at risikoen for skuldersår begrænses, samt at søerne får en tilfredsstillende kuldstørrelse i det efterfølgende kuld.

       
Deltagere
Tekniker Peter Nøddebo Hansen, Videncenter for Svineproduktion og svinerådgiver Lars Winther, LandboNord
Statistiker Jens Vinther, Videncenter for Svineproduktion

Afprøvning: 823

Analyser af foder til besætningerne