Løse søers rulleadfærd afhængig af plant vs. skråt gulv og af placering af pattegrisehule

Danske erfaringer med løsgående diegivende søer har vist, at pattegrisedødeligheden kan være meget høj (op til 23 %), hvilket både velfærds- og produktionsmæssigt er uacceptabelt [1]. Der er dog også eksempler på, at pattegrisedødeligheden i stier til løsgående diegivende søer har kunnet holdes nærmere niveauet for dødeligheden i kassestien (11-13 %) [2], [3].

Tidligere undersøgelser har vist, at flere pattegrise blev klemt ihjel i stier til løsgående diegivende søer i forhold til i traditionelle stier [2], [4]. I en undersøgelse med løsgående diegivende søer var klemning under soen årsagen til ca. halvdelen af pattegrisedødeligheden [5]. I stier, hvor soen var opstaldet i boks, skete de fleste klemninger, når soen lagde sig ned, hvorimod der i stier til løse søer skete mange klemninger både, når soen lagde sig ned, og når den rullede [6].

Løsgående diegivende søer udførte lige meget rulleadfærd fra bugleje til sideleje som fra sideleje til bugleje [6], men der var forskel på hvilken rulleadfærd, der udgjorde en risiko for klemning af pattegrise. Når soen rullede fra bugleje til sideleje, var pattegrisene i fare for at blive klemt, hvorimod rulleadfærden fra sideleje til bugleje ikke udgjorde en væsentlig risiko for klemning af pattegrise [6]. Det første døgn efter faring foretrak pattegrisene at ligge tæt på soens yver [7]. Der er derfor stor risiko for, at soen ruller hen over grisene, når den skifter positur.

Undersøgelser med slagtesvin har vist, at grisene ikke sondrede mellem et plant gulv og et gulv med hældning i deres aktive periode, men at de foretrak at ligge på et gulv med hældning (6 %), når de hvilede [8]. Grisene lagde sig generelt med hovedet opad eller nedad hældningen eller med ryggen højtliggende og med benene nedad hældningen. Omvendt lå grisene næsten aldrig med ryggen nedad og benene pegende opad hældningen [9].

Derudover har en undersøgelse vist, at søer gerne lagde sig ned med støtte fra stisiderne [10]. Derfor forventes det, at soen foretrækker at lægge sig op ad en væg med ryggen højtliggende og benene pegende nedad hældningen.

Tidligere undersøgelser har vist, at hældning på gulv kan nedsætte pattegrisedødeligheden i stier til løsgående diegivende søer. Der var ikke forskel på pattegrisedødeligheden i konventionelle farestier med plant gulv og farestier til løse søer med hældning på 8 procent [11] til 10 procent [12] på gulvet. Der var ikke nogen forskel på antal af søernes positurændringer [11], men derimod på antallet af klemte grise. Derfor må gulvets udformning have betydning for dele af soens adfærd, som ikke blev registreret. Hældning på gulvet kan muligvis påvirke søernes rulleadfærd og dermed nedsætte pattegrisedødeligheden.

Formålet med afprøvningen var at undersøge effekten af 10 procent hældning på gulvet i det forventede hvileområde i to forskellige stiindretninger til løsgående diegivende søer. Effekten af hældningen blev målt ved søernes rulleadfærd og klemning af pattegrise.

Undersøgelsen blev gennemført i en produktionsbesætning med 300 årssøer. Der indgik 85 faringer i undersøgelsen. Der blev etableret fire forskellige stier: To forskellige kontrolstier med plant gulv i hele stien og to forskellige forsøgsstier med 10 procent hældning på gulvet i det forventede hvileområde (bredde 80 cm) (fordelingen af faringerne i forsøgsgrupperne præsenteres i parentes):

• Kontrolsti HHp: pattegriseHule i Hjørnet af stien og plant gulv (20 faringer)
• Kontrolsti HTp: pattegriseHule på Tværs af stien og plant gulv (20 faringer)
• Forsøgssti HHs: pattegriseHule i Hjørnet af farestien og skråt gulv (23 faringer)
• Forsøgssti HTs: pattegriseHule på Tværs af farestien og skråt gulv (22 faringer)

Der blev etableret fire af hver af kontrolstierne og otte af hver af forsøgsstierne. Stierne blev indrettet i en eksisterende farestald med sidevendte farestier i de eksisterende mål på 290 cm x 175 cm.

Diegivende søer hviler gerne ved stiens bagvæg længst væk fra gang og med udsyn til andre søer [10], [13]. Der blev derfor opsat lukket inventar i en meters højde ved stiens bagvæg og ved skillevæggen til nabostien modsat pattegrisehulen. Der blev yderligere monteret en skrå liggevæg på stisiden for at give soen støtte i lægge-sig-bevægelsen, samt lede soen hen til området af gulvet med hældning og yde beskyttelse af pattegrisene. Hvis soen lå med ryggen mod liggevæggen, lå den med hele sin krop på det skrå gulv. I aktivitetsområdet var gulvet plant. På de øvrige stisider blev der påsat friholderbøjler (se figur 1 og 2). Friholderbøjlerne blev placeret 20 cm over gulvet og 15 – 20 cm fra stisiderne [14].

Stitype HH (Figur 1) havde delvist fast gulv ved liggevæggen og pattegrisehule i hjørnet af stien. Gulvet havde hældning i stiens fulde længde, og skrånede fra liggevæggen ned mod den modsatte side af stien ud mod gangen. I denne sti skulle soen stå på det skrå gulv og æde.

Stitype HT (Figur 2) havde fast gulv i hele det forventede liggeområde med skråt gulv langs liggevæggen i soens område, som ligeledes skrånede fra liggevæggen ned mod den modsatte side af stien ud mod gangen og en rektangulær pattegrisehule i enden af stien (se appendiks figur 1-4 for billeder af stityperne). På den måde kunne søerne stå på det plane gulv, når de åd og gødede.

I farestalden blev søerne fodret fire gange dagligt efter danske standarder [15]. Indenfor 12-24 timer efter faring blev der foretaget kuldudjævning, så søer og gylte hver lå med 12–13 pattegrise, der var så ens som muligt og fortrinsvis soens egne. Ammesøer blev placeret i stier, som ikke indgik i afprøvningen. Efter kuldudjævning blev kuldene ”låst”, dvs. der måtte ikke flyttes grise til og fra søerne fra et låst kuld. Hvis det blev vurderet, at enkelte grise ville dø, hvis de blev i kuldet, måtte de fjernes, men der måtte ikke lægges grise til et låst kuld. Kuldene blev låst fra kuldudjævning indtil syv døgn efter faring.

Registreringer

For hver so blev der registreret sonummer, kuldnummer, dato for indsættelse i farestalden, dato for faring, antal levendefødte, totalfødte og dødfødte pattegrise. Fra faring og syv døgn frem blev der foretaget følgende registreringer på pattegrisene:

• For døde pattegrise blev dødsårsagen vurderet af staldens personale og angivet ud fra følgende kategorier: Dødfødt, lagt ihjel, bidt ihjel, diarré, aflivet, andet.
• Endvidere blev det for de døde pattegrise vurderet, om de var mindre, samme størrelse eller større end kuldets gennemsnitlige størrelse.
• På dag syv efter faring blev antallet af levende grise i kuldene optalt og registreret.

Søerne blev videoovervåget hele døgnet (MSH-video recording system) med henblik på analyse af deres adfærd. Optagelserne af søernes adfærd blev analyseret fra fødsel af første gris til 72 timer efter fødsel af første gris, idet dødeligheden blandt pattegrise er størst indenfor de første tre døgn efter faring [6]. Videoovervågningen blev analyseret ved hjælp af kontinuert registrering af alle bevægelser (all occurrence sampling). Se appendiks tabel 1A for definitioner af adfærdsregistreringer.

Rulleadfærden blev defineret som antal bevægelser fra sideleje til bugleje eller fra bugleje til sideleje, uden at soen indtog andre positurer i bevægelsen. Før dataopgørelsen blev rulleadfærden inddelt i 3 typer afhængigt af, hvor i stien soen foretog en rulning og, om soen rullede fra bugleje til sideleje eller omvendt (tabel 1).

Tabel 1. Opdeling af rulleadfærd i tre forskellige typer med definitioner.

I de situationer, hvor soen foretog en rulning, blev antallet af grise i nærheden af soen registreret. Ved en rulning blev det registreret om ingen grise, under halvdelen af grisene eller over halvdelen af grisene var i risiko for klemning.

Statistisk analyse

Søernes adfærd blev analyseret fra fødsel af første gris til 72 timer efter fødsel af første gris. Der blev først udført en analyse af hvilken adfærd, der var skyld i flest klemninger uafhængigt af stityper, derefter blev analyser på stityper udført. Data blev analyseret i SAS.

Antallet af klemningssituationer blev opgjort som antal gange, hvor en so klemte en eller flere pattegrise i perioden fra faring og tre døgn frem. Forskellen mellem antal klemninger ved rulning og lægge-sig blev analyseret ved hjælp af PROC GENMOD. Antallet af klemningssituationer som følge af rulning blev opgjort som antal gange, hvor en so klemte en eller flere grise i forbindelse med en rullebevægelse. Dette blev ligeledes analyseret i perioden fra faring og tre døgn frem ved hjælp af PROC GENMOD. Antallet af grise, der var i nærheden af soen ved type B rulning (denne type rulleadfærd resulterede i flest klemningssituationer og flest døde pattegrise, se tabel 3), blev analyseret med χ2 – test ved hjælp af PROC FREQ. 

Antal type B rulninger (se figur 5) blev opgjort som antal rulninger fra bugleje til sideleje pr. so pr. døgn og analyseret ved hjælp af PROC GENMOD. Antal af klemte grise ved rulning fra faring og tre døgn frem blev opgjort som antal klemte grise pr. so fordelt på stityper og analyseret ved hjælp af PROC GENMOD. Der blev anvendt en generaliseret lineær model, hvor dag og gruppe indgik som systematiske effekter. Antal type B rulninger og antal klemte grise ved rulning (A, B og C) antages poissonfordelt. So indgik som tilfældig effekt (gentagne målinger).

Fra faring og tre døgn frem døde 121 pattegrise. Den væsentligste årsag til pattegrisedødelig var klemning (figur 3). 

Figur 3. Pattegrisedødelighed fra faring og tre døgn frem. Årsager til pattegrisedødelighed af ”andet” indeholdt bidt ihjel, diarré, aflivet og andet.

Adfærd

Lægge-sig fra stående/siddende og rulleadfærd resulterede i 263 klemninger af pattegrise, og heraf resulterede 75 af klemningssituationerne i, at grisene døde (tabel 2). Der var ingen signifikant forskel på om mere end 1 gris blev klemt ved en og samme bevægelse ved henholdsvis lægge-sig-situationen eller rulning. Størstedelen af klemningssituationerne skyldtes klemning ved rulning (p=0,04), hvilket er i overensstemmelse med en tidligere undersøgelse [6]. Der var ingen forskel på antallet af døde mellem lægge-sig-situationen og rulning. Der var signifikant effekt af dag (p=0,0012), idet der blev klemt flest grise på dag 0.

Tabel 2. Antal pattegrise som fra faring og tre døgn frem blev klemt af søer i lægge-sig-situationen og ved rulning, samt hvor mange klemninger, der resulterede i, at pattegrisene døde.

Tabel 3 viser hvilken type rulning, der var årsag til flest klemningssituationer.

Tabel 3. Antal pattegrise, som fra faring og tre døgn frem blev klemt af søer ved de tre forskellige typer rulninger, samt hvor mange klemninger ved rulning, der resulterede i, at pattegrisene døde.

Når soen udførte type A rulninger, ydede inventaret beskyttelse af pattegrisene, enten i form af liggevæg eller friholderbøjler. Når soen vendte ryggen væk fra liggevæggen eller friholderbøjlerne, når den rullede fra bugleje til sideleje, var der derimod ikke nogen form for beskyttelse af pattegrisene (rulning B). Der var signifikant flest klemningssituationer og døde ved type B rulninger (p<0,0001). I overensstemmelse hermed viste en tidligere undersøgelse, at rullebevægelser fra bugleje til sideleje (svarer til rulning A og B) medførte flere klemninger end rullebevægelser fra sideleje til bugleje (svarer til rulning C) [6]. Der var ingen effekt af dag hverken på antal klemninger eller antal døde. Der var ingen forskel på risikoen for, at klemte pattegrise døde ved henholdsvis rulning A, B eller C (p = 0,121). Den højere frekvens af klemning ved type B rulning betød, at der var flere pattegrise, der døde som følge af type B rulning. Idet type B rulning udgjorde den største risiko for klemning og ihjellægning præsenteres primært resultater for denne type rulning.

Tabel 4 angiver antallet af pattegrisene, der var i nærheden af soen, når den udførte en type B rulning.

Tabel 4. Procentvis angivelse af antal grise, der var i nærheden af soen, når den foretog en type B rulning (se tabel 1 for definition) fordelt på dage fra faring og tre døgn frem.

Der var en signifikant vekselvirkning mellem dag og det procentvise antal grise, der var i nærheden af soen, når den foretog en type B rulning på dag 2 (p=0,0004). På dag 2 var der signifikant færre tilfælde, hvor over halvdelen af grisene var i nærheden af soen, når den rullede sammenlignet med på dag 0 og 1. Der var ingen forskel på antal klemte grise fordelt på dage efter faring. Dette kan hænge sammen med søernes aktivitetsniveau (figur 4). Søerne rullede generelt mindre på dag 0 og 1, hvor grisene lå i nærheden af soen i forhold til på dag 2, hvor grisene lå væk fra soen. 

Figur 4. Antal rulninger pr. so pr. dag.

Stityper

Der var signifikant forskel på antallet af type B rulninger mellem stityper (p=0,0074). Søer i HHs udførte signifikant færre type B rulninger end søer i HHp. Der var ingen forskel mellem HT stierne (figur 5).

Figur 5. Antal type B rulninger pr. so pr. dag fordelt på stityper. Søjler med forskellige bogstaver adskiller sig signifikant fra hinanden.

Figur 6 viser det samlede antal klemninger ved rulning (A, B og C) pr. so pr. dag fra faring og tre døgn frem.

Figur 6. Antal klemninger ved rulning pr. so pr. dag fra faring og tre døgn frem fordelt på stityper. Søjler med forskellige bogstaver adskiller sig signifikant fra hinanden (p = 0,0069).

Der var ingen effekt af dag på antallet af klemte grise ved rulning (p = 0,26). Der var signifikant forskel på antallet af klemte grise ved rulning mellem stityperne HHs og HHp (figur 6). Søer i HHs klemte signifikant færre grise end søer i de øvrige stityper. Det signifikant lavere niveau af type B rulninger i stitype HHs, sammenlignet med stitype HHp (figur 5), var muligvis årsag til færre klemningssituationer i HHs (figur 6). Der var ikke signifikant forskel på antallet af type B rulninger mellem stitype HHs og HTp (figur 5), men antallet af klemte grise ved rulning var signifikant lavere i HHs. Der var ingen forskel på antallet af klemte grise ved rulning i stitypen HT.

Hældning på gulv i det forventede hvileområde kombineret med hulen i hjørnet (HHs) kan muligvis reducere antallet af type B rulninger, og dermed reducere antallet af klemte pattegrise. Færre klemninger af grise, når søerne var opstaldet på et gulv med hældning, stemmer overens med tidligere undersøgelser, hvor der blev fundet positiv effekt af hældning på gulvet på pattegrisedødeligheden i farestier til løse søer [11], [12]. I begge undersøgelser var der hældning på hele gulvarealet, og stierne var indrettet med krybbe og vand højest og pattegrisehule lavest. I den ene undersøgelse var hældningen konstrueret således, at søerne, når de lå langs friholderbøjlerne, enten lå med hovedet højt og bagparten lavt eller omvendt. Hovedretning blev ikke registreret [11]. I den anden undersøgelse var der ingen friholderbøjler. Det blev på trods af få adfærdsmæssige registreringer observeret, at søerne primært lå med ryggen opad hældningen [12] i lighed med nærværende undersøgelse, hvor søerne, når de lå langs liggevæggen i forsøgsstierne, lå med ryggen højt og benene nedad hældningen. Trods dette var der kun positiv effekt i HH stierne.

For søer, som var opstaldet i HH stier, havde hældning på gulvet sandsynligvis betydning for dele af søernes rulleadfærd. Resultaterne fra HH stierne indikerede, at risikofyldte rulninger kan nedsættes ved hældning på gulv i kombination med hulen i hjørnet. For søer opstaldet i HT stierne var der dog ingen effekt af hældning på gulv. Der var ingen forskel mellem HTs og HTp på antallet af type B rulninger, og der var ingen forskel på antallet af klemte grise. De to forskellige indretninger af stier til løsgående diegivende søer gav forskellige resultater på effekten af hældning på gulv, og der må derfor være andre faktorer, der har betydning for søernes rulleadfærd. Der er således ikke noget entydigt resultat, og den signifikante forskel mellem HH stierne kan derfor ikke udelukkende tilskrives hældningen på gulvet.

Forskellen på resultaterne i HH i forhold til HT kan skyldes stiens øvrige indretning eller en vekselvirkning mellem hældning på gulv og stiens øvrige indretning. En væsentlig forskel mellem indretningerne var pattegrisehulens placering. Søerne i HH stier havde mulighed for at lægge sig foran hulen, hvorimod området foran hulen i HT stier var for smalt til, at søerne kunne lægge sig på tværs i stien. Foran pattegrisehulen var der etableret et gitter, og dette havde sandsynligvis samme gode egenskaber på søernes rulleadfærd, som når søerne lagde sig i bugleje ved liggevæggen og rullede om i sideleje med ryggen mod liggevæggen (rulning A). Trods dette var resultaterne for HHp ikke forskellige fra resultaterne for HT stierne. Når søerne i HHs lå i bugleje foran pattegrisehulen og rullede med ryggen væk fra pattegrisehulen (rulning B), rullede de delvist ud på gulvet med hældning enten med hovedet eller bagparten opad hældningen. Det er muligt, at denne kombination betød, at søerne i HHs udførte færre type B rulninger sammenlignet med HHp. Resultaterne kunne tyde på, at hulens placering kombineret med skråt gulv ved liggevæggen kunne have en positiv effekt på antallet af klemninger og ihjellægninger, men det kræver yderligere undersøgelser for, at de positive resultater kan udnyttes.

Søernes rulleadfærd var årsag til hovedparten af klemningerne af pattegrisene, idet godt 1/3 af klemningssituationerne skete, når søerne lagde sig ned, og knap 2/3 af klemningssituationerne skete, når søerne rullede. 85 procent af de tilfælde, hvor pattegrisene døde som følge af klemning ved rulning, skete, når søerne rullede fra bugleje til sideleje uden beskyttelse af pattegrisene fra inventaret i form af liggevæggen eller friholderbøjlerne (rulning B).

Der var ingen forskel på antallet af klemninger fordelt på dage. Grisene lå i nærheden af soen på dag 0 og 1, hvor soens aktivitetsniveau var lavt. Søernes øgede aktivitetsniveau på dag 2 resulterede ikke i flere klemte grise, sandsynligvis fordi grisene ikke længere lå i nærheden af soen, når den skiftede positur.

Søer i HHs udførte signifikant færre type B rulninger end søer i HHp. Der var ligeledes signifikant forskel på antallet af klemte grise ved rulning for HHs sammenlignet med HHp. Det signifikant lavere niveau af type B rulninger for søerne i stierne HHs, sammenlignet med søerne i stierne HHp, var sandsynligvis årsag til færre klemningssituationer i HHs. For søer opstaldet i HT stierne var der ingen forskel på antallet af type B rulninger, og der var ingen forskel på antallet af klemte grise. Forskellen på resultaterne i HH i forhold til HT kan skyldes stiernes øvrige indretning.

Resultaterne mht. rulleadfærd viste, at hældning på gulvet i det forventede hvileområde kombineret med hulen i hjørnet medførte, at søerne udførte færre type B rulninger i forhold til søer i stier med plant gulv i hele stien og hulen i hjørnet, og dette var sandsynligvis årsagen til det reducerede antal af klemte pattegrise. Såfremt indretningsmæssige tiltag kan nedsætte søernes rulleadfærd og pattegrisedødeligheden i løsdriftsfarestier, vil det have stor betydning for fremtidens løsdriftssystemer, idet indretningsmæssige tiltag ikke vil få betydning for behovet for arbejdskraft i besætningerne og dermed heller ikke driftsomkostningerne. Indretningsmæssige tiltag udgør derfor kun udgifter i forbindelse med etablering og renovering af farestierne, og effekten er uafhængig af management.

   
Deltagere
Landbrugstekniker Tommy Nielsen, Den Rullende Afprøvning
Statistikkonsulent Mai Britt Friis Nielsen, Den Rullende Afprøvning

Afprøvning: 954

Tabel 1A. Definitioner på adfærdsregistreringer fra fødsel af første gris til tre døgn efter fødsel af første gris.