Landsgennemsnittet fra oktober 2009 viser, at der i gennemsnit er 14,1 levendefødte pattegrise per kuld, og at 12,1 af dem når frem til fravænning [1]. Ofte får søerne flere pattegrise, og der kuldudjævnes således, at der er det ”samme” antal pattegrise (12-14 stk.) ved hver so. De mange pattegrise er en fordel for effektiviteten, men de skal have høj fravænningsvægt og lav vægtvariation indenfor kuldet. Undersøgelser har vist, at fravænningsvægten i kuld med 9-12 grise per kuld var højere i stier med mere plads, end i stier med mindre plads [2], [3].

Mælken er ikke til rådighed konstant. Soen skal stimuleres for, at mælkenedlægningen indledes [4]. Diegivningen består af en række faser [5], der påbegyndes med, at grisene samles ved yveret og finder deres respektive patter. Derefter følger en periode, hvor grisene masserer yveret; derefter sutter grisene - dog uden, at der forekommer mælkenedlægning. Mælkenedlægningen forekommer først efter disse indledende faser og har kun en varighed af 10-20 sekunder. Mælkenedlægningen kan observeres ved, at alle grisene sutter med hurtige bevægelser samtidigt [6], [7]. At alle pattegrise i kuldet gør det samme samtidigt, gør det muligt at registrere mælkenedlægningstiden på basis af videooptagelser. Efter mælkenedlægningen vil grisene igen massere yveret. Diegivningerne forekommer hver 40. til 60. minut [7], og grisene indtager 45-55 g mælk per diegivning [8]. 

Arey og Sancha [9] har undersøgt længden af diegivningerne i kassestier med boks og stier til løsgående diegivende søer. Der var procentvis længere diegivninger (fra grisene var samlet ved yveret til de forlod det) i stierne med løsgående diegivende søer. Derudover har Cronin og Smith [10] påvist, at mælkenedlægningen varede i længere tid i stier til løsgående diegivende søer i forhold til stier, hvor soen stod i boks. Dette tyder på, at pattegrise i stier med løsgående diegivende søer i højere grad er i stand til at udnytte søernes mælkeydelse, som muligvis vil give pattegrisene højere fravænningsvægt.

Den mest markante forskel mellem en kassesti og en sti til løsgående diegivende søer er boksen og dermed den faktor, at soen i kassestien er hindret i at kunne bevæge sig frit rundt. Cronin et al. [11] har målt cortisolniveauet i blodet hos søer, der stod i kassestier med boks og søer, der stod i stier til løsgående diegivende søer med halm. Der var ingen signifikant forskel på cortisolniveauet i løbet af laktationsperioden udover dag 28 efter faring, hvor søerne i kassestierne havde et signifikant højere cortisolniveau i blodet. Jarvis et al. [12] målte ligeledes ingen forskel i cortisolniveauet mellem søer, der stod i kassesti med boks og søer, der stod i stier til løsgående diegivende søer. Dermed blev det ikke påvist, at søerne var stressede i laktationsperioden, når de stod i boks.

Det er observeret, at søer i stier til løsgående diegivende søer har et højere foderoptag [3], men der er ingen direkte sammenhæng mellem soens foderindtag og mælkeproduktionen målt på tilvæksten hos grisene, da soen kan mobilisere kropsreserver under produktionen af mælk [13].

Sandsynligvis er det ikke soens potentiale for mælkeproduktion, der er den begrænsende faktor for pattegrisenes vækst i kassestierne. Derfor må der ses på den indvirkning, pladsforhold har på adfærden i forbindelse med diegivning og pattegrisenes vækst. Boksen optager plads i en sti, hvor belægningen pga. den øgede kuldstørrelse bliver højere. Dermed er der formodentligt begrænset plads til at pattegrisene kan die, eller udføre den adfærd under diegivning, der giver det højeste mælkeudbytte. Grisene vil muligvis have flere kampe om patterne, fordi der er inventar i vejen, og soen vil om muligt generes af disse kampe og afbryde diegivninger før tid.

Dieadfærden har stor effekt på mælkeproduktionen. Hormonet prolaktin stimulerer mælkeproduktionen og dannes, når soens yver stimuleres af pattegrisene ved at de dier og masserer yveret [14]. Derfor menes eftermassagen at øge mælkeproduktionen ud fra den teori, at prolaktinmængden vil øges [15]. Det er hormonet oxytocin, der stimulerer mælkenedlægningens igangsættelse. Oxytocin dannes, når soen hører, lugter og ser pattegrise og når pattegrisene stimulerer yveret [14].

Formålet med denne afprøvning var at afklare, om mere plads ved yveret i form af mindre inventar vil øge længden af mælkenedlægningerne og øge pattegrisenes tilvækst.

Figur 1. Pilediagram over afprøvningens hypotese

Hypotesen lyder (figur 1), at pattegrise opstaldet i stier, hvor der er plads ved yveret i form af at soen er løs, eller står i kassesti med forbedrede pladsforhold, er roligere. Med dette menes, at pattegrisene har færre pattekampe og at flere pattegrise kommer til yveret under mælkenedlægningen. Disse roligere pattegrise vil give roligere søer, der lader pattegrisene die og massere yveret. Dermed forekommer en længere eftermassage, der formodentligt kan øge mælkeproduktionen og ligeledes mælkenedlægningers længde. Dette vil sandsynligvis betyde et højere mælkeoptag og en højere tilvækst hos pattegrisene.

Afprøvningen foregik i en dansk produktionsbesætning med ca. 750 årssøer. I besætningen var der ugedrift med ca. 35 faringer per uge. Besætningen producerede sine egne krydsningspolte. Pattegrisene blev fravænnet ved fire uger.

Besætningen havde farestier til løsgående diegivende søer samt kassestier.

Der indgik tre forsøgsgrupper:

• Gruppe TB (traditionel boks): søer, opstaldet i traditionelle kassestier
• Gruppe BB (bred boks): søer, opstaldet i traditionelle kassestier med boks med bred diebredde
• Gruppe LS (løsdriftsti): søer, opstaldet i stier til løsgående diegivende søer

Stierne var i to forskellige faresektioner. Kassestierne med traditionelle bokse (gruppe TB) (figur 2) og bokse med bred diebredde (gruppe BB) (figur 3) var i en sektion med i alt 56 farestier. I begge grupper målte kassestierne 263 cm x 185 cm. De traditionelle bokse var 64 cm brede målt 45 cm fra krybben, 78 cm brede på det bredeste punkt og 70 cm brede ved baglåge i yderste indstilling (målt på nederste bøjle). Boksen med bred diebredde var 87 cm bred målt 45 cm fra krybben, 106 cm bred på bredeste punkt og 100 cm bred ved baglåge i yderste indstilling (målt på nederste bøjle). Til pattegrisene var der overdækkede varmeplader. Resten af gulvet var fulddrænet (40 procent åbningsareal) i begge typer kassestier.

Farestierne til løsgående diegivende søer (gruppe LS) var i en mindre faresektion indeholdende 20 farestier. Stierne var kombistier (se figur 4). Stierne indeholdt en boks, som forhindrede soen i at vende sig i stien. Boksen var lukket omkring soen under faring. Efter faring blev boksen åbnet og fastsat til stivæggen således, at soen havde mulighed for at bevæge sig rundt i stien. Stien målte 256 cm x 178 cm. Pattegrisehulerne var med fast gulv. Resten af gulvet bestod af et drænet gulv med 10 procents åbning i soens lejeareal og et fast gulv med 40 procents åbning i gødearealet.

Begge sektioner havde et ligetryk ventilationssystem og temperaturstrategien var den samme i begge sektioner.
    

          

Figur 2. Foto af kassesti (TB)                            Figur 3. Foto af kassesti med boks med            Figur 4. Foto af løsdriftsti (LS)  
                                                                        bred diebredde (BB)

[PageBreak]

Søerne i begge sektioner blev fodret med den samme vådfoderblanding. Søerne blev fodret automatisk tre gange om dagen. I sektionen med kassestier med traditionel og bred boks delte fire søer en foderventil og i  sektionen med stierne til løsgående diegivende søer delte to søer en foderventil. Søerne fik tildelt ekstra tørfoder i overensstemmelse med deres huld og foderoptag. Pattegrisene fik ikke tildelt foder. Både søer og pattegrise havde fri adgang til vand.

Managementrutiner var de samme i begge sektioner. Redebygningsmaterialer blev givet i form af halm hver dag i dagene op til faring. Arbejdsrutiner som for eksempel kastration, halekupering, halmtildeling og daglig tilsyn foregik på samme måde i begge sektioner.

Afprøvningen omfattede 63 danske krydsningssøer (Landrace og Yorkshire) og deres 765 grise. Ni søer udover de 63 søer blev ekskluderet fra afprøvningen. Enten fordi de blev syge i løbet af forsøgsperioden, eller fordi det ikke var muligt at observere adfærden under diegivningerne på videoerne, for eksempel fordi søerne gav die stående. Derudover gik et par kameraer i stykker således, at der manglede video på et par af søerne. Der indgik ingen gylte i afprøvningen. Gylte er ikke fuldt udvoksede, de optager derfor mindre plads i stierne. Der indgik 21 søer i hver gruppe. Søerne i gruppe LS var i gennemsnit fjerde kulds søer, mens søerne i både gruppe TB og BB i snit var tredje kulds søer.

Kuldene blev kuldudjævnet til 14 pattegrise per kuld dag 1 efter faring. I visse tilfælde blev der kun kuldudjævnet til 13 pattegrise. Dette forekom, hvis der ikke var født nok pattegrise i et hold. Alle pattegrise, der vejede mindre end 700 g ved kuldudjævningen, blev frasorteret og ekskluderet fra afprøvningen således, at kuldene på dag 1 indeholdte 13-14 store levedygtige pattegrise. Efter kuldudjævningen blev alle pattegrise øremærket med et hvidt øremærke med fortløbende numre, så de kunne genkendes ved vejningen af dem. Alle døde eller udtagne (pga. sygdom) pattegrise blev registreret på et sokort sammen med årsagen til hændelsen. På dag 14 efter faring blev alle kuld låst indtil dag 28. Dette betød, at ingen pattegrise måtte flyttes fra en forsøgssti til en anden. Denne forsøgsperiode var valgt, fordi pattegrisene optager mest plads i stien i den sidste halvdel af den fire uger lange laktationsperiode og pladsbehovet ved yveret forventedes derfor at være størst i denne periode.

Registreringer

Registreringer blev foretaget på dag 14, 15, 27 og 28 efter faring. På dag 14 og 28 efter faring blev alle pattegrise i kuldet vejet; vægt og øremærkenummer blev registreret. Alle pattegrise i kuldet blev fanget og sat op i en vægtvogn, hvorefter vægten blev nulstillet. En pattegris blev taget op og grisens vægt blev registreret, hvorefter vægten blev nulstillet igen. Proceduren fortsatte til vægtvognen var tom.

Dyrenes adfærd blev optaget på video fra dag 14 til dag 28. Registreringerne blev udført med programmet MSH-Video Client. Registreringer blev foretaget dag 15 og dag 27 efter faring. På dag 15 og dag 27 blev alle påbegyndte diegivninger registreret fra midnat og indtil midnat. Registreringerne bestod af:

• Varighed af diegivning fordelt på formassage, mælkenedlægning og eftermassage
• Afslutningsadfærd
• Antal grise, der ikke fik mælk under mælkenedlægning
• Antal pattekampe

Se tabel 1 for definitioner af adfærdsregistreringerne.

Tabel 1. Definitioner af adfærdsregistreringerne

Statistik

Alle analyser blev foretaget i SAS® 9.13.

Varigheden af de forskellige faser er vist som medianværdier i tabel 2. Derefter blev hver fase analyseret med en mixed lineær model, med hver diegivning som forsøgsenhed. Effekterne af gruppe og afslutningsadfærden blev analyseret i disse modeller. Estimaterne udregnet af modellerne er vist i tabel 3.

Tælledata, som pattekampe og grise der ikke fik mælk under mælkenedlægning, blev analyseret med frekvensanalyser og generelle lineære modeller. Pattekampe og pattegrise der ikke fik mælk, var ikke hændelser, der foregik i hver diegivning, derfor blev de opgjort per dag. 

Vejedata og kulddata blev analyseret nonparametrisk og korrelationer blev fundet med regressionsanalyser. Vejedata indeholder kun de overlevende pattegrise på dag 28.

Der blev analyseret 1137 diegivninger fra gruppe TB, 1270 diegivninger fra gruppe BB og 1134 diegivninger fra gruppe LS.

Varighed af diegivningerne herunder formassage, mælkenedlægning og eftermassage

Resultater for varighederne af formassage, mælkenedlægning, eftermassage og den totale diegivning er præsenteret som medianværdier samt minimum og maksimum værdier i tabel 2.

Tabel 2. Beregnede medianværdier for varighed (i sekunder) af formassage, mælkenedlægning, eftermassage og diegivning samt minimum- og maksimumværdier angivet i parentes.

Estimaterne for varigheden af formassagen var ikke forskellig imellem grupperne. Derimod havde søerne opstaldet i løsdriftstierne, gruppe LS, signifikant længere varighed af mælkenedlægningerne end gruppe TB (P=0,0008) og gruppe BB (P=0,0007) (se tabel 3 og figur 5). 

Tabel 3. Estimater af varigheden (i sekunder) af formassage, mælkenedlægning, eftermassage samt diegivning, effekt af gruppe og afslutningsadfærd beregnet ud fra en mixed lineær model.

Figur 5: Akkumulerede fordelinger af mælkenedlægningerne.

Varigheden af eftermassagen og den totale diegivning var påvirket af afslutningsadfærden. I tabel 3 ses det, at eftermassagen og diegivningen varede i signifikant (P<0,0001) kortere tid i alle grupper, når søerne afsluttede diegivningen. Varigheden var ligeledes påvirket af forsøgsgrupperne. Når søerne afsluttede diegivningen varede eftermassagen længere tid i gruppe BB i forhold til gruppe TB (P=0,0002) og gruppe LS (P=0,0080) (se tabel 3). Når pattegrisene afsluttede diegivningen varede eftermassagen i længere tid i gruppe TB (P<0,0001) og gruppe LS (P<0,0001) i forhold til gruppe BB (se tabel 3). Der var en tendens til, at eftermassagen i gruppe LS varede i længere tid end i gruppe TB (P=0,0064). Når pattegrisene afsluttede diegivningen var varigheden af diegivningen signifikant længere i gruppe TB i forhold til gruppe BB (P<0,0001) og gruppe LS (P=0,0127), mens varigheden var signifikant længere i LS i forhold til BB (P<0,0001) (se tabel 3). Der var ingen forskel på varigheden af diegivningerne imellem grupperne, hvis soen afsluttede diegivningen (se tabel 3).

Resultaterne i tabel 2 viste, at eftermassagen og diegivningen var markant længere i gruppe LS og BB end gruppe TB. Dette stemmer umiddelbart ikke overens med estimaterne i tabel 3. Det skyldes, at der var signifikant forskel på afslutningsadfærden imellem grupperne (P<0,0001). I gruppe TB blev 57 procent af diegivninger afsluttet af søerne, og 43 procent blev afsluttet af pattegrisene. I gruppe BB blev 41 procent af diegivningerne afsluttet af søerne og 59 procent blev afsluttet af pattegrisene, mens der i gruppe LS blev afsluttet 44 procent af diegivningerne af søerne, og 56 procent af diegivningerne af pattegrisene. Der var dermed flere søer, der afsluttede diegivningen i gruppe TB, og da diegivning og eftermassage havde kortere varighed, når søerne afsluttede diegivningen, så ses der en kortere varighed af eftermassage og diegivning i gruppe TB i resultaterne (tabel 2).

Når søerne ikke afslutter diegivningen, har pattegrisene større mulighed for at blive liggende ved yveret og udføre eftermassage. Det formodes, at eftermassagen fungerer som en stimulering af mælkeproduktionen, da der dannes prolaktin under massage [14]. Dermed kan der have været en større mælkeproduktion hos søerne i gruppe LS, og dette kan have forklaret den længere mælkenedlægning. Prolaktinmålinger på søerne og bestemmelse af mælkeoptaget ved at veje pattegrisene før og efter mælkenedlægning vil kunne be- eller afkræfte denne tese.

Kuldstørrelse

På dag 14 var kuldstørrelsen ikke signifikant forskellig imellem grupperne. Dag 28 var kuldstørrelsen signifikant højere i gruppe TB end gruppe BB (P=0,0233) og gruppe LS (P=0,0117) (se tabel 4). Denne forskel i kuldstørrelse på dag 28 havde ingen effekt på varigheden af mælkenedlægningen, men en tendens til effekt på varigheden af eftermassagen (P=0,0875). Det var dermed ikke de færre pattegrise i løsdriftsstierne, der var skyld i den længere mælkenedlægning.

Tabel 4. Beregnede medianværdier for kuldstørrelse samt minimum- og maksimumværdier angivet i parentes.

Antallet af udtagne pattegrise var signifikant forskelligt mellem grupperne med flere i gruppe LS mellem dag 14 og 28 (P=0,0101). Totalt blev der fjernet 3 pattegrise fra gruppe TB, 4 fra gruppe BB og 17 fra gruppe LS.

De flere udtagne grise i stierne til løsgående diegivende søer kan skyldes et højere sygdomspres pga. af dårligere hygiejne. Der var problemer med diarré blandt pattegrisene i hele besætningen i forsøgsperioden. Spaltegulvet i kassestierne har måske opretholdt en bedre hygiejne. Derudover kan det ud fra data observeres, at de kuld med mange udtagne generelt havde en lav tilvækst. Det formodes ikke, at pattegrisene blev klemt af søerne i løsdriftstierne mellem dag 14 og 28, da flest klemninger foregår først i laktationsperioden [16]. Derudover blev der ikke observeret klemninger i forbindelse med diegivningerne jvf. videooptagelserne.

Fravænningsvægt og tilvækst

Vægtdata indeholder data fra 21 kuld per gruppe, og der var stor spredning i data, som det kan ses i tabel 5. Pattegrisenes vægt dag 14 var signifikant højere i gruppe LS i forhold til gruppe BB (P=0,0455). Dag 28 vejede pattegrisene i gruppe LS signifikant mere end gruppe TB (P=0,0189) (se tabel 5). Fravænningsvægten var i gennemsnit 6,326 kg per gris i gruppe TB, 6,809 kg per gris i gruppe BB og 7,063 kg per gris i gruppe LS (værdierne i tabel 5 er præsenteret i medianværdier). Kuldvægten dag 14 og dag 28 var ikke forskellig mellem grupperne. Den daglige tilvækst per gris var signifikant højere i gruppe BB i forhold til gruppe TB (P=0,0115), mens der ingen forskel var på den daglige tilvækst per kuld imellem grupperne. Pattegrisene i gruppe BB startede ud med en lavere vægt ved dag 14, men havde en høj tilvækst i forsøgsperioden således, at deres vægt dag 28 lå mellem gruppe TB og LS. Vægtvariationen indenfor kuldet var ikke forskellig imellem grupperne. Der skal tages forbehold for at vægtdata kun indeholder data fra 21 kuld per gruppe.

Tabel 5. Beregnede medianværdier* for pattegrisenes vægt og tilvækst (i kilogram) samt minimum- og maksimumværdier angivet i parentes.

Varigheden af mælkenedlægningen var positivt korreleret med tilvæksten per kuld (P<0,0001) (se figur 6). Dermed kan det antages, at den længere mælkenedlægningstid i gruppe LS har givet et højere mælkeoptag og dermed en højere tilvækst. Varigheden af eftermassagen på dag 15 var negativt korreleret med tilvæksten per kuld, når det var pattegrisene, der afsluttede diegivningen (P=0,0164) (se figur 7). Det kan ikke afgøres, om kuld med lav tilvækst masserede i længere tid, eller at de kuld, der masserede længe, brugte så stor en mængde energi, at de tabte vægt. Dog stemmer denne negative korrelation overens med tidligere resultater [17].

Figur 6. Tilvækst per kuld versus varigheden af mælkenedlægningen

Figur 7. Tilvæksten per kuld versus varigheden af eftermassagen på dag 15

Pattekampe

Frekvensen af pattekampe er præsenteret i tabel 6 og figur 8. Pattegrisene fra gruppe TB havde en højere procentdel af diegivninger med mere end en kamp per diegivning, end pattegrisene fra gruppe BB og LS (TB:60 %, BB:15 %, LS:25 %, P<0,0001). Den mindre plads ved yveret i gruppe TB kan være årsag til de flere diegivninger med forekomst af pattekampe. Den ekstra pattegris i gruppe TB på dag 28 havde ingen indvirkning, da kuldstørrelsen ingen effekt havde på antallet af pattekampe. Antallet af pattekampe havde dog ingen statistisk sikker effekt på tilvæksten mellem dag 14 og dag 28.

Tabel 6. Antal af kuld med 0, 1 eller >1 pattekampe i løbet af diegivningerne på et døgn. Gennemsnit af døgn 15 og 27.

Det, at pattekampe forekom i løbet af en diegivning, havde ingen effekt på varigheden af mælkenedlægningen, men der var sammenhæng mellem forekomsten af pattekampe og afslutningsadfærden. Hvis pattekampe ikke forekom i løbet af en diegivning, blev 46 procent af diegivningerne afsluttet af soen og 54 procent af pattegrisene. Hvis pattekampe forekom under diegivningerne, blev 71 procent af diegivningerne afsluttet af søerne, og 29 procent af dem blev afsluttet af pattegrisene (P<0,0001). Dette tyder på, at søerne forstyrres af kampene og dermed afslutter diegivningen ved at lægge sig i bugleje eller rejse sig. Det er også observeret i et semi-naturligt miljø [18]. Dette kan være årsag til de flere diegivninger i gruppe TB, der afsluttes af søerne.

Grise der ikke fik mælk under en mælkenedlægning

Antallet af diegivninger hvor der var pattegrise, der ikke fik mælk, var signifikant forskellig imellem grupperne (P<0,0001). I gruppe TB var der i 49 procent af diegivningerne pattegrise, der ikke fik mælk, sammenlignet med 21 procent i gruppe BB og 30 procent i gruppe LS. Kuldstørrelsen og antallet af pattekampe havde effekt på antallet af grise, der ikke fik mælk (P=0,0117 og P<0,0001). Større kuld og flere pattekampe resulterede i flere pattegrise, der ikke fik mælk under en diegivning.

Diegivninger med og uden mælkenedlægning
Antallet af diegivninger i alt og diegivninger med mælk varierede ikke mellem grupperne (se tabel 7). Antallet af diegivninger uden mælk var signifikant forskellig imellem grupperne med flest i gruppe BB (P=0,0007). Antallet af diegivninger uden mælk svarede til 22-29 procent af alle diegivninger. Antallet af pattekampe havde en negativ effekt på antallet af diegivninger med mælk (P=0,0018). De flere pattekampe kunne dermed få søerne til at afslutte diegivningen inden mælkenedlægning forekom.               

Tabel 7. Beregnede medianværdier* for antallet af diegivninger med og uden mælkenedlægninger per døgn samt minimum- og maksimumværdier angivet i parentes.

Den forbedrede adgang ved yveret i stierne til løsgående diegivende søer (LS) medførte færre pattekampe og færre pattegrise, der ikke fik mælk under diegivning (figur 9). De færre pattekampe har antageligt givet roligere søer, som ikke afsluttede diegivninger og lod pattegrisene massere yveret i længere tid efter at mælkenedlægningen forekom. Dette kan have givet en højere mælkeproduktion. Det var muligt at påvise, at mælkenedlægningen varede ca. 2 sekunder længere hos søer, opstaldet i stierne til løsgående diegivende søer, hvilket formodentligt har betydet et højere mælkeoptag, da pattegrisene opstaldet i stierne til løsgående diegivende søer (LS) havde en højere vægt dag 28.

Pattegrisene opstaldet i kassestierne med bred boks (BB) havde ikke en længere varighed af mælkenedlægninger, men alligevel kan den forbedrede adgang til yveret have haft en indvirkning, da pattegrise i disse stier opnåede den højeste tilvækst i forsøgsperioden. Diegivningerne i kassestierne med bred boks (BB) foregik mere roligt, i forhold til diegivningerne i de traditionelle kassester (TB), med færre pattekampe og færre grise, der ikke fik mælk under en diegivning, samt færre diegivninger der blev afsluttet af soen således som i stierne til løsgående diegivende søer (LS).

Det vurderes, at adgangsforholdene og pladsen ved yveret har indflydelse på adfærden under diegivning. Det var dog kun i stierne til løsgående diegivende søer, at denne adfærd resulterede i længere mælkenedlægning.

Figur 9. Sammenhæng mellem plads ved yveret og pattegrisenes tilvækst.

Denne afprøvning ville med fordel skulle eftervises på et større antal kuld således, at vægtdata fik et større omfang, da afprøvningen ikke var dimensioneret til at finde forskel på pattegrisenes produktivitet, men til at finde forskel i dieadfærden. En afprøvning med et større antal kuld vil kunne påvise om, det er varigheden af mælkenedlægningen, der ligger til grund for den højere fravænningsvægt.

           
Deltagere
Statistiker Mai Britt Nielsen
Tekniker Jens Martin Strager
Tekniker Ann Edal
Volontør Marie Lybye

Afprøvning: Afp. 1016