30 pct. af alle selvdøde og aflivede søer [1] dør i farestalden.
 
Det er ikke klart, om dødeligheden skyldes selve faringsforløbet eller sygdomme, der opstår efter faring. Lige-ledes er det uklart, om det er soen, der er problemet (svagt kredsløb, stofskiftelidelser, mangelsygdomme), faringen (manglende fødselshjælp, fastsiddende grise, tilbageholdte grise) eller tilstødende infektioner efter faring (børbetændelse, yverbetændelse eller tarmbetændelse), der er årsag til dødeligheden.

Afprøvningen skulle omfatte en intensiv opgørelse af dødsårsager omkring faring og diegivning samt et kend-skab til de faktorer, der kan medføre en forhøjet risiko for, at soen dør i farestalden.

19 besætninger indgik i afprøvningen. Hver besætning deltog med cirka 100 søer. I alt indgik 1.825 søer i afprøvningen.

Besætningerne blev indstillet af besætningsdyrlægen på baggrund af et krav om mindst 600 årssøer, interesse for afprøvningen, samt at besætningen lå mindre end én times kørsel fra Laboratoriet for Svinesygdomme i Kjellerup.

En uge før forventet faring udtog besætningsdyrlægen blodprøver af samtlige søer i EDTA- og serumrør. Ved blodprøvningen blev soen tildelt et sokort, hvor driftslederen efterfølgende registrerede antal levende- og dødfødte grise, forekomst og behandling af farefeber samt tidspunkt for fravænning eller død. Sokortet fremgår af appendiks 1.

Hæmatologisk profil:
Senest 24 timer efter blodprøverne var udtaget, blev blodet i EDTA-rørene brugt til en hæmatologisk profil på alle 1.825 søer. Den hæmatologiske profil beskriver antallet af de enkelte blodceller og de røde blodlegemers indhold af hæmoglobin. De enkelte analyser fremgår af tabel 1. Analyserne blev gennemført ved Centrallaboratoriet, Institut for Basal Husdyr- og Veterinærvidenskab, KU-LIFE. Analyserne blev gennemført ved brug af Advia 120 Hematology system28. Samtidig blev alle blodprøverne undersøgt for niveau af akutfaseproteiner ved Afd. for Veterinær Diagnostik og Forskning, Veterinærinstituttet, DTU.

Tabel 1. De 12 parametre, der indgik i den hæmatologiske profil.

Resultaterne for den hæmatologiske profil for alle 1.825 søer er samlet i en erfaring [2]. I de efterfølgende opgørelser indgår kun data fra den hæmatologiske profil og for akutfaseprotein for døde søer og deres kontroller. Resultaterne fremgår af appendiks 3.

Den biokemiske profil: Serumrørene blev sendt til laboratoriet i Kjellerup, hvor de blev centrifugeret ved 3.500 omdrejninger i minuttet i 10 minutter. Herefter blev serum pipetteret fra og frosset ved -20° celsius. Den biokemiske analyse for hver af de 43 døde søer blev sammenlignet med resultatet for to kontrolsøer fra samme besætning. Kontrolsøerne havde samme kuldnummer som den døde so. Ved at nøjes med at undersøge disse blodprøver, var det muligt at analysere for flere forskellige stoffer, uden at budgettet blev urimeligt stort. I alt blev der lavet biokemiske profiler for 129 søer.

Tabel 2. De 18 parametre der indgik i den biokemiske profil.

I appendiks 2 beskrives de enkelte stoffer i den biokemiske profil og deres betydning for soen.

Stofskiftelidelse - ketose. For at undersøge forekomsten af søer med tegn på ketose omkring faringstidspunktet [3] blev mælk fra 1.546 søer fra 16 af besætningerne undersøgt for ketonstoffer, samme døgn som soen farede. Dette foregik ved at malke et par dråber mælk ned på en papirstick, Ketolac (www.intervet.dk), som måler forekomsten af ketonstoffet β-hydroxysmørsyre (BHB) i mælken.

Obduktion og mikroskopi af døde søer. De søer, der døde i perioden fra blodprøverne var taget og frem til fravænning, blev afhentet og kørt til obduktion på Veterinærlaboratoriet i Kjellerup. Ved Institut for Veterinær Sygdomsbiologi/Patologi, KU-LIFE blev der foretaget en histologisk (mikroskopisk) undersøgelse af henholdsvis lever, nyrer, binyrer, milt, bugspytkirtel, hjerte, rygmuskel (M. Longissimus dorsi) bør, yvervæv og knoglemarv på de obducerede søer.

Besætningsbeskrivelse. Ved afslutning af besætningsafprøvningen fik hver besætning besøg af en tekniker fra Den rullende Afprøvning. Teknikeren indsamlede og kontrollerede sokortene og udfyldte et skema over besætningens fodringsstrategier, vaccinationsprogrammer mm. (appendiks 4).

Tabel 3. Skematisk oversigt over afprøvningens aktiviteter.

Af de 1.825 dyr, døde 43 i perioden fra blodprøven var taget og frem til fravænning. 38 (88 pct.) af søerne blev obduceret, mens fem søer (14 pct.) ikke blev obduceret. For overblik over dødstidspunkt og årsag (aflivet eller selvdød), henvises til appendiks 5.

Tabel 4 samler de primære dødsårsager fundet ved obduktion. Prolaps af endetarm eller bør udgør den pri-mære dødsårsag i otte tilfælde (19 pct. af de obducerede søer). Mavesår var dødsårsagen i syv tilfælde (16 pct.) ”Faringsproblemer” og ”Svigt af herte og kredsløb” forklarer hver 5. af tilfældene (11 pct.). Drejning af lever, milt, mave og/eller tarm var årsag til fire tilfælde. Kun to af dødsfaldene (8 pct.), blev ikke afklaret ved obduktionen.

Tabel 4. Oversigt over dødsårsager fundet på basis af obduktionen. Det totale antal af obduktionsdiagnoser for den aktuelle lidelse er ligeledes angivet.

De otte tilfælde af prolabs skyldes: Fire tilfælde af prolaps af tarm, tre tilfælde af prolaps af bør og en so hvor både tarm og bør var prolaberet ud. Da årsagerne til prolabs ikke kendes, er det ikke afklaret, om rektal- og børprolabs har samme årsag, eller rettelig burde grupperes hver for sig.

Intet specifikt fund: én so, hvor eneste fund var lidt blod i hjertesækken og én so, hvor en mindre cirkulati-onsforstyrrelse ikke kunne være dødsårsagen.

Ikke obduceret: En so var fordærvet ved indsendelse, fire blev ikke indsendt. Den fordærvede so var muligvis en ”Gaspuster”.

Ruptur: To søer med ruptur af lever, en so med ruptur af tyndtarm. Ruptur af bør hos to søer er registreret som ”faringsproblem”.

En del diagnoser stillet i besætningen stemmer ikke overens med diagnosen stillet ved obduktion. Desuden kunne obduktionen føre til en diagnose, hvis soen fik diagnosen ”symptomløs” i besætningen. Dette er også fundet i tidligere undersøgelser [1]. Derfor anbefales det at obducere en række døde søer, når man ønsker at udrede et besætningsproblem. Diagnosen ”gaspuster” blev angivet som dødsårsag hos seks søer, men blev kun stillet én gang ved obduktion [30].

Der var ingen søer, hvor den primære dødsårsag var ”aflivning på grund af benlidelser”, ”urinvejslidelse”, ”fastligger” eller ”infektion”.

Tabel 5 sammenligner staldpersonalets diagnose med såvel den primære dødsårsag som de sekundære observationer fra obduktionen. Da ikke alle søer blev leveret med en dødsårsag på indsendelsesblanketten, indgår kun 30 af de 37 obducerede søer i skemaet.

Tabel 5. Alle observationer fundet ved obduktion af søerne, uanset den endelige dødsårsag. I alt blev der stillet 65 diagnoser på de 37 søer. Diagnoserne er opdelt efter om soen var aflivet, selvdød med en besæt-ningsdiagnose eller om soen var selvdød uden at der kunne stilles en diagnose.

Mavesår var det hyppigste fund med ni tilfælde (12,7 pct. af diagnoserne) fulgt af miltdrejning hos seks søer (8,5 pct.), rektalprolaps fem tilfælde (7 pct.) og børprolaps fem tilfælde (7 pct.). Selv om alle diagnoser ved obduktionen er angivet, skal frekvenserne tages med forsigtighed. Fx var der ni tilfælde af svære mavesår, men det var kun den primære dødsårsag hos syv af søerne. Fem søer blev aflivet på grund af rektalprolaps. Der var sandsynligvis flere tilfælde af rektalprolaps i besætningerne, men hvor prolapsen enten er afhelet eller hvor soen kunne sendes til slagtning.

Histologisk (mikroskopisk) undersøgelse

Hvis man ønsker et godt resultat af hiostologien, skal organerne konserveres i formaldehyd, så snart soen er død. Den mikroskopiske undersøgelse i denne undersøgelse blev påvirket af, at der kunne gå ét døgn fra soen døde til den blev obduceret. Resultaterne af den histologiske undersøgelse fremgår af tabel 6.

Tabel 6. Diagnoser ved den histologiske undersøgelse af væv fra de 37 søer.

På trods af at den histologiske undersøgelse påviste lidelser hos søerne, som ikke blev påvist ved obduktio-nen, så rykkede disse diagnoser ikke ved den diagnose, der blev stillet som primær dødsårsag ved obduktio-nen. En so, hvor der ikke blev fundet en primær dødsårsag ved obduktion, viste histologien dissemineret suppurativ hepatitis (leverbetændelse). Årsagen til leverbetændelsen er ikke kendt.

Corpora amylaceae i mælkekirtlen

Ved den histologiske undersøgelse blev der fundet corpora amylacea (kalkudfældninger) i yvervævet hos 10 søer (27 pct., Billede 1 a og b). Ifølge Niewold et al. [5] har man ikke tidligere fundet corpora amylacea hos svin. Af udseende er der dog god sammenlignelighed mellem det, der er observeret i yvervæv fra søer i dette studie og de corpora amylacea som Niewold et al. [9] og Sordillo et al. [6] fandt i yvervæv fra kvæg. Tilstan-den hænger ofte sammen med betændelsestilstande i yveret, men ses også hos raske individer[10]. Massiv forekomst formodes at have betydning for mælkeproduktionen.

     
Billede 1 a og b: Til venstre ses et corpora amylacea i yvervæv efter H&E-farvning. Til højre ses corpora amylacea farvet med von Kossa for at bekræfte tilstedeværelsen af calciumdescription

Adenomyose i børen

Ved den histologiske undersøgelse blev der påvist adenomyose i væv fra børen hos fire søer (10,8 pct., Bille-de 2 a og b). Det betyder, at børslimhinden er vokset ned i muskelvævet [13]. Adenomyose var ikke årsag til at soen døde, men kan medføre nedsat fostervækst hos svin [14]. Hos de fire søer med adenomyose var der to søer med normale børforhold, en med bør-prolaps og en so med tilbageholdte fostre. Dette tyder ikke på, at der er sammenhæng mellem fund af adenomyose og sodødelighed [15]. Adenomyose kan være et produk-tionsøkonomisk problem, men er ikke et problem relateret direkte til dødelighed hos søer.

    
Billede 2 a og b: Viser adenomyose, hvor kirtelvæv fra børslimhinden strækker sig ned i muskelvævet (H&E). I 2a er muskelvævet lyst rødt og kirtelvævet mørkere rødt. I 2b ses muskelvævet nederst i billedet og kirtelvævet ligger øverst. De lilla runde dannelser er blodkar. Kronisk interstitiel nephritis (nyrebetændelse)

Nyrebækkenbetændelse (pyelonephritis) var tidligere en hyppig dødsårsag hos danske søer [18]. Nyere un-dersøgelser har dog ikke påvist denne lidelse som årsag til dødsfald [1,17,18,19,20]. Lidelsen er ikke påvist i den aktuelle undersøgelse. Det er sandsynligt, at optimal vandforsyning og brug af KS har medført bedre immunitet og mindre smittespredning af den forårsagende bakterie Actinobacillus suis. Kronisk insterstitiel nephritis blev påvist ved histologi hos ni af 37 søer. Udenlandske studier har ikke påvist denne lidelse i sam-me omfang, som det er fundet i denne undersøgelse [20]. Da forandringerne var kroniske, blev det besluttet ikke at undersøge for tilstedeværelsen af bakterier eller virus, som kunne forklare forekomsten [24]. En an-den årsag til kronisk interstitiel nephritis kan være den tilbagevendende vaccination af søerne, som det ses i studiet af Lappin et al. (2006) [25]. Ud fra spørgeskemaerne (Appendiks 4) blev søerne ofte vaccineret. Det bør undersøges, om nogen af de gentagne vaccinationer har betydning for forekomsten af nyrebetændelse

Makroskopiske observationer i nyrerne omfatter primært nyrebækkenbetændelse. Nyrebækkenbetændelse var tidligere en hyppig dødsårsag hos søer. Ligesom i andre nyere undersøgelser [1], blev der ikke fundet søer med nyrebækkenbetændelse i denne undersøgelse. Kronisk nyrebetændelse var den hyppigste observa-tion ved den histopatologiske undersøgelse.

Tabel 7 viser relevante biokemiske blodværdier fra obducerede søer uden nyrebetændelse (kontrol) og søer med nyrebetændelse. Disse var ikke statistisk sikkert forskellige. Der sammenlignes med referenceværdier for normale dyr.

Tabel 7. Gennemsnitlige biokemiske blodværdier for søer, hvor den histologiske undersøgelse påviste kronisk interstitiel nephritis sammenlignet med søer, der ikke døde. [] angiver 95 pct. konfidensinterval.

En T-test viste, at niveauet af akutfase-proteinet ”C-reaktiv protein” var statistisk sikkert lavere hos de søer, der havde kronisk interstitiel nephritis, end hos kontrolsøerne. Det var forventet, at der ikke ville være forskel, eller at niveauet hos søer med kronisk interstitiel nephritis ville ligge højest, selv om lidelsen var kronisk [21,22]. Årsagen til de lavere værdier er ikke afklaret.

Mod forventning var der ikke statistisk sikker forskel på creatinin-værdien fra henholdsvis søer med og uden nyrebetændelse (data er ikke vist).

Blodprøveresultater hos søer, der døde l farestalden og hos kontrolsøer

Der kunne ikke påvises statistisk sikre sammenhænge mellem blodværdierne og søernes risiko for at dø i farestalden.

Der var to søer, hvor leverlidelse var den primære dødsårsag. Blodprøver fra disse to søer afveg fra de øvrige 43 døde søer på enkelte parametre. Der blev desværre kun lavet en biokemisk profil på den ene so.

• Eosinofile granolocytter: De to søer lå henholdsvis højest og med den 4. højeste koncentration.
• Thrombocytter: Søerne lå henholdsvis lavest og med den 3. laveste koncentration i materialet.
• Alat: Soen lå højest i materialet.
• Asat: Soen lå normalt for materialet.
• Galdesalte: Soen lå normalt for materialet
• Gamma-glutamin-transferase: Soen havde 6. højeste værdi.
• Laktose-dehydrogenase: Soen havde 9. højeste værdi.

De ni søer med prolaps udviste ikke afvigende blodparametre, der kunne være med til at forudsige eller forklare årsagen til prolapsen.
 
Visse blodværdier i afprøvningen lå lavt i forhold til referenceværdierne fra KU-LIFE. Dette kan skyldes, at søerne var tæt på faring, at referenceværdierne kun gælder for slagtesvin eller at målemetoden ikke svarer til den målemetode, som referenceværdierne er bestemt ved.

Totalprotein blev målt til 59-76 g/L hos de undersøgte søer i forhold til referenceværdien på 79-89 g/L.
ASAT blev målt til 19-49 U/L hos de undersøgte søer i forhold til referenceværdien på 32-582 U/L.

Hvis det lave niveau for ASAT er gældende under andre forhold end blot en uge før faring, vil en revision af referenceområdet medføre, at man hyppigere registrerer afvigende høje blodprøveresultater hos svin. Det skal nævnes, at der ikke blev observeret afvigende høje værdier i det aktuelle datamateriale.

Visse blodværdier i afprøvningen lå højt i forhold til referenceværdierne fra KU-LIFE. Ligesom for de værdier, der lå under referenceværdierne kan dette skyldes, at søerne var tæt på faring, at referenceværdierne kun gælder for slagtesvin eller at målemetoden ikke svarer til den målemetode, som referenceværdierne er gæl-dende for.

Cholesterol blev målt til 1-2,4mM/L hos de undersøgte søer i forhold til referenceværdien på 0,93-1,4mM/L.
Albumin blev målt til 33-42g/L hos de undersøgte søer i forhold til referenceværdien på 18-33g/L.

Tilstande, der kan medføre forhøjede cholesterol-værdier, er sukkersyge (Diabetes mellitus), hyperlipæmi og ketose. Udenlandske studier har vist, at søer er let diabetiske i tiden op til faring [27]. Dette kan derfor for-klare de let forhøjede cholesterolværdier.

Det bør undersøges nærmere, hvordan albumin kunne være højere og totalprotein lavere end referencematerialet. Under normale forhold følger albuminfraktionen mængden af totalprotein. Albuminfraktionen vil (på grund af proteinets lille størrelse) være det protein, der først forlader blodbanen ved proteintab til vævet.

Lavt niveau af totalprotein kan ses ved lav proteinsyntese eller efter tab af protein. Lav syntese ses ved foderfejl, malabsorption og leverlidelser. Sidstnævnte vil dog være ledsaget af hyperglobulinæmi, hvorfor ændringer i totalprotein vil blive overset. Proteintab kan være tab via nyrerne, proteintab i tarmen som følge af indvoldsorm eller blødning (ledsaget af anæmi).

Ketose

Ketose er en stofskiftelidelse, der kan opstå, når søerne bruger mere energi end de optager – eksempelvis i forbindelse med en høj mælkeproduktion (Erfaring nr. 1007). 1.546 af de 1.825 søer blev testet for ketose samme døgn som soen farede. Testen blev udført, ved at der blev malket et par dråber mælk ned på en pa-pirstick, Ketolac. Forekomst af ketonstoffet BHB kunne ses ved en farveændring på sticken. I fem af de 16 undersøgte besætninger var der enkelte søer, der viste en positiv farveændring på test-sticken samme dag, som de farede. På baggrund af dette har Videncenter for Svineproduktion igangsat en undersøgelse af forekomsten af ketose under hele diegivningsperioden [3].

Tidspunkt for død

Figur 1 viser tidspunktet for død i forhold til faring. En tredjedel af søerne døde under eller lige efter faring. Der var meget få dødsfald dag 6 til 10. Herefter tog dødeligheden til igen.

Der kunne ikke påvises statistisk sikker sammenhæng mellem hvornår søerne døde, og årsagen til død. Det skal dog bemærkes, at blandt de fem søer, der døde før faring, var de to eneste søer med leverskader, og at to af de tre øvrige søer viste tegn på cirkulationsforstyrrelser ved obduktionen. 

Figur 1. Tidspunkt for død eller aflivning for 42 af de 43 døde søer. Sammenhængen mellem dødsårsag og tidspunkt fremgår af appendiks 5

[PageBreak]

Af 1.825 søer blodprøvet én uge før faring døde 43 søer (2,4 pct.) før fravænning. Én tredjedel af de døde søer døde under eller lige efter faring. Obduktion af de døde søer gav en klar dødsårsag hos 92 pct. af søerne. De hyppigste årsager var prolaps, mavesår, faringsproblemer, kredsløbsforstyrrelser og organdrejning. En del dødsårsager kan kun afklares ved obduktion. Det gælder fx mavesår, rupturer og torsioner. Disse tre lidelser fører ofte til udskillelse til blodbanen af store mængder af bakterier, der kan være gasproducerende. Lidelserne vil derfor ofte blive diagnosticeret som ”Gaspustere”. Obduktion bør derfor gennemføres på en række døde søer, hvis man vil have et klart billede af dødsårsagerne i besætningen.

Bortset fra to søer med leverlidelse, kunne blodprøver udtaget en uge før faring ikke udpege søer med forhøjet risiko for at dø før fravænning.

Deltagere
Laboratorieleder og dyrlæge, Birgitta Svensmark, Labora-toriet for Svinesygdomme, Videncenter for Svineproduktion.
Professor, Henrik M. Elvang, Inst. for veterinær syg-domsbiologi/patologi, KU-LIFE.
Professor Peter M. H. Heegaard, Afd. for Veterinær diagnostik og forskning, veteri-nærinstituttet, DTU.
Tekniker, Erik Bach, Videncenter for Svineproduktion, Den rullende Afprøvning
Tekniker, Mogens Jakobsen, Videncenter for Svineproduktion, Den rullende Afprøvning
Statistikkonsulent og agronom, Jens Vinther, Videncenter for Svineproduktion
Laboratorieleder, Claus Sivertsen Stjernegaard, Centrallaboratoriet, KU-LIFE.Dyrlæge, Jesper Eriksen, Danvet.Dyrlæge, AK Frandsen, Danvet
Dyrlæge, Charlotte Glenting, Danvet
Dyrlæge, Michael Albin, Danvet
Dyrlæge, Jens Bach, Hyovet.Dyrlæge, Jens Strathe, Hyovet.
Dyrlæge, Inge Larsen, LVK
Dyrlæge, Niels Hjørnholm, LVKAssistent, Niels Sommer, LVK
Dyrlæge, Anders Elvstrøm, Odder Dyreklinik
Dyrlæge, Morten Vibjerg, Odder Dyreklinik
Dyrlæge, Thorkild Østergaard, Odder Dyreklinik
Dyrlæge, Kirsten Pihl, SPF, Sund-hed og Diagnostik
Dyrlæge, Poul Olsen, SPF, Sundhed og Diagnostik

Afprøvning: 989

Sokort til Afprøvning nr. 989

[PageBreak]

Beskrivelse af værdier i den biokemiske profil. For en beskrivelse af værdierne i den hæmatologiske profil, henvises til [2].

 Årsager til at søer dør i farestalden

Afprøvning 989 - Besætningsbeskrivelse: Udfyldt af:

Data for de 43 døde søer i afprøvningen