Det anbefales i dag, at søer stimuleres til at vise stående brunst ved at bruge 5-punkts-planen. 5-punkts-planen omfatter stød i flanken med knyttet hånd, greb og løft i lyskefolden, stød med knyttet hånd under kønsåbningen, krydsgreb hvor soens hoftehjørner bearbejdes og slutteligt rideprøven. Derudover har anbefalingerne været, at soen stimuleres, ved at sidde på soen mens selve insemineringen foretages.

Stimulering af soen fremmer udskillelsen af oxytocin [1] og det vides, at øget oxytocinudskillelse fremmer sædtransporten i børen gennem øget muskelaktivitet [2]. Den forbedrede sædtransport anses for meget vigtig, for at et tilstrækkeligt antal æg befrugtes. Stimuleringen af soen kan opdeles i en egentlig brunstkontrol (5-punkts-planen samt placering af en orne foran soen) og efterfølgende stimulering under selve insemineringen. Det vides p.t. ikke, hvor meget brunstkontrollen eller stimuleringen af søerne under inseminering kan reduceres, uden et fald i enten kuldstørrelse eller faringsprocent.

Studier fra Holland har vist, at øget stimulering af soen, når soen er i brunst, påvirker antallet og graden af sammentrækninger i børen. Men stigning i muskelaktiviteten var størst for søer med i forvejen lav grad af muskelaktivitet [3]. Denne stimulering kan enten være en del af brunstkontrollen eller foregå under selve insemineringen. Det vides ikke, hvor meget stimulering der skal til, for at opnå optimal sædtransport, og det vides heller ikke, om tidspunktet i brunstforløbet har en indvirkning på effekten af stimulering.

Formålet var at afprøve effekten af stimulering under insemineringen, fra tidspunktet hvor kateteret blev indført i soen.

Afprøvningen blev gennemført i fire danske sobesætninger i perioden fra november 2008 til januar 2010. Besætningerne skulle have en faringsprocent på over 88 inden afprøvningens opstart. Dette sikrede, at management i besætningen var i orden. Beskrivelse af de enkelte besætninger fremgår af appendiks 1.

Der indgik 4.832 LY-søer i afprøvningen. Afprøvningen omfattede både søer med normal diegivningslængde og ammesøer. Kriteriet for at indgå som en insemineret so var, at soen skulle løbes første gang 4-6 dage efter fravænning. Polte og dyr udvalgt til avl indgik ikke i afprøvningen. Der blev anvendt Duroc-produktionssæd til alle søer i afprøvningen.

Umiddelbart efter fravænning blev søerne overflyttet til løbeafdelingen og tilfældigt inddelt i to grupper. Søerne fik ornekontakt i de første 1-2 dage i løbeafdelingen, hvorefter ornen blev fjernet. Efterfølgende blev ornen igen præsenteret for søerne ved brunstkontrollen (dette kaldes ”Aha-effekten” ).

Søerne blev brunstkontrolleret første gang på 4. dagen efter fravænning. Ved brunstkontrollen blev alle søerne stimuleret med en aktiv orne foran soen, tillige med 5-punkts-planen i 1 minuts varighed. 5-punkts-planen omfattede stød i flanken med knyttet hånd; greb og løften i lyskefolden; stød med knyttet hånd under kønsåbningen; krydsgreb, hvor soens kryds bearbejdes med hænder/arme; rideprøve, hvor inseminøren sætter sig op på ryggen af soen og bevæger sædet frem og tilbage.

Brunstige søer blev insemineret forskelligt for gruppe 1, 2 og 2a (tabel 1). Søerne blev insemineret med 24 timers mellemrum, indtil de ikke længere var i brunst.

Tabel 1. Beskrivelse af metoden anvendt i henholdsvis gruppe 1 og 2.

For hver so i afprøvningen blev det registreret, om soen blev insemineret, om soen blev drægtig, dato for faring, antal levendefødte og dødfødte grise, samt afgangsårsag hvis soen blev udsat i afprøvningsperioden.

Statistisk analyse

Formålet med afprøvningen var at undersøge forskellen mellem to managementmodeller (gruppe 1 mod gruppe 2). Managementmodellen i gruppe 2 resulterede i, at nogle søer fik ekstra stimulering (gruppe 2a) I analyserne blev gruppe 2 samt 2a samlet i en gruppe, idet formålet var at undersøge en managementmodel, hvor gruppe 2a er en konsekvens af modellen i gruppe 2. Grænsen for statistisk sikker forskel var 5 procent (p<0,05). Resultaterne for gruppe 2a blev analyseret deskriptivt.

Forskel i kuldstørrelse blev analyseret med variansanalyse i SAS efter proceduren mixed. Som forklarende variabel indgik besætning, gruppe samt soens alder. Som tilfældig effekt indgik ugeholdet inden for hver besætning.

Forskel i faringsprocent blev analyseret med logistisk regression. Som forklarende variabel indgik gruppen, antal insemineringer pr. brunst, soens alder samt besætningen. Der blev i analyser for både kuldstørrelsen og faringsprocenten undersøgt for vekselvirkning mellem besætninger.

Resultaterne for kuldstørrelse viste ingen statistisk sikker forskel mellem gruppe 1 og 2 (tabel 2). Resultaterne for gruppe 2a er vist separat, men gruppen indeholder for få kuld til at gennemføre statistiske analyser for forskel til gruppe 1.

Tabel 2. Resultater for afprøvningen.

Tabel 3. Resultater for faringsprocent fordelt på de fire besætninger. Resultaterne for faringsprocent er opdelt på hver besætning da der blev fundet vekselvirkning mellem gruppe og besætning.

Resultaterne for analyse af faringsprocenten viste, at en af de fire besætninger opnåede ringere faringsprocent i gruppe 2 i forhold til gruppe 1 (tabel 3). Data indikerede, at faldet i faringsprocent i gruppe 2 for besætning 4 kun blev set for søer, der blev insemineret en gang pr. brunst. Faringsprocenten for disse søer var 58, mens søer insemineret to eller tre gange pr. brunst havde faringsprocent på henholdsvis 90 og 93 procent. Datamaterialet var ikke omfattende nok, til at dette kunne undersøges statistisk. Tendensen til lavere faringsprocent for søer insemineret en gang for gruppe 2 blev ikke set for de andre besætninger.

Årsagen til faldet i faringsprocenten for gruppe 2 i besætning 4 kan ikke med sikkerhed afklares ud fra resultaterne i afprøvningen. Det kan ikke udelukkes, at søer i kontrolgruppen har været brunstkontrolleret bedre, når inseminøren skulle sidde på soen under selve insemineringen. I så fald vil det være naturligt, at det var søer insemineret kun én gang, som havde ringere faringsprocent, idet søer insemineret flere gange med større sikkerhed også var i brunst. Af andre muligheder kan nævnes, at fejl ved selve insemineringen forventeligt har større konsekvens, når en so kun har været insemineret én gang i forhold til søer insemineret to eller tre gange.

Afprøvningen har således vist, at stimuleringen under selve insemineringen kan undlades uden fald i hverken faringsprocent eller kuldstørrelse, blot soen er brunstkontrolleret med 5-punkts-planen i cirka 1 minut og med anvendelse af aktiv orne.

Afprøvningen har vist, at når soen gives en grundig brunstkontrol med anvendelse af 5-punkts-planen af cirka 1 minuts varighed og anvendelse af orne foran soen, kan stimulering under selve insemineringen undlades. I nogle besætninger vil man dog kunne opleve en reduktion i faringsprocenten, når søerne kun løbes én gang pr. brunst. For at undersøge om dette er tilfældet, kan man observere faringsprocenten for søer der kun insemineres én gang i en brunst.

Når søerne ikke blev stimuleret under insemineringen, var det nødvendigt at efterstimulere cirka 11 procent af søerne, ved at inseminøren satte sig på soen for at få sæden til at løbe passivt ind i børen på soen. Resultaterne tydede ikke på, at frugtbarheden for disse søer var ringere end resten af søerne.

Deltagere
Teknikere Erik Bach og Mogens Jakobsen

Statistiker Mai Britt Friis Nielsen

Afprøvning nr. 1009

Besætningsbeskrivelse for deltagende besætninger