Svovlholdige lugtstoffer menes at have en væsentlig indflydelse på lugtemissionen fra svinestalde [1], [2]. Således er det vist, at seks af de ti mest lugtende stoffer fra grise indeholdt svovl [1]. Særligt er svovlbrinte set at korrelere med lugtkoncentrationen målt ved olfaktometri [3] og methanthiol har en meget lav lugttærskel. Det forventes derfor, at lugtemissionen reduceres når foderets svovlindhold reduceres.

60-80 % af foderets svovlindhold stammer fra de essentielle aminosyrer methionin og cystin. Den danske norm til slagtesvin fra 30 til 105 kg er 4,2 g fordøjeligt methionin + cystin pr. FEsv, hvoraf minimum 2,2 g ford. pr. FEsv skal være som methionin [4]. Grise kan danne cystin ud fra methionin, men ikke omvendt. Endvidere kan en relativ høj andel af foderets svovlindhold stamme fra glucosinolater i rapsskrå eller rapskage, samt en mindre andel fra mineraler, som fx jernsulfat og kobbersulfat.

Det er muligt at reducere foderets samlede mængde af råprotein ved at anvende fasefodring i stedet for at anvende en enhedsblanding. I den første del af vækstperioden skal indholdet af råprotein være højere, mens det i den sidste del af vækstperioden skal være lavere. Dermed vil indholdet af methionin og cystin sidst i vækstperioden også kunne reduceres og den udskilte mængde svovl via urin og gødning vil blive tilsvarende mindre. Dermed vil den mikrobielt tilgængelige mængde svovl i tyktarm og gylle blive mindre og dannelsen af de svovlholdige lugtstoffer bør dermed også blive mindre.

En anden gruppe lugtstoffer, der menes at have indflydelse på lugtemissionen fra svinestalde, er de aromatiske forbindelser phenoler og indoler [1]. I denne stofgruppe finder vi bl.a. p-cresol og skatol, som har meget lave lugttærskelsværdier. Denne stofgruppe dannes under den mikrobielle nedbrydning af de aromatiske aminosyrer: tyrosin, phenylalanin og tryptofan. I forbindelse med fasefodring vil indholdet af disse aminosyrer ligeledes være reduceret i den sidste del af vækstperioden, og dermed vil den udskilte mængde tyrosin, phenylalanin og tryptofan til tyktarm og i fæces blive tilsvarende reduceret. Derfor bør fasefodringen også kunne reducere dannelsen af lugtstoffer indenfor denne gruppe.

Tilsætning af fiberholdige råvarer til foderet med et højt niveau af opløselige fibre forventes at kunne reducere produktionen af phenoler og indoler i tyktarmen hos grise. Hypotesen er, at den øgede mikrobielle aktivitet, og dermed øgede biomasse i tyktarmen, vil reducere mængden af frie aminosyrer i tyktarmsindholdet, da de er omsat i den mikrobielle proteinsyntese. Derved reduceres også mængden af de frie aromatiske aminosyrer og dermed dannelsen af bl.a. skatol [5]. Tilsætning af sojaskaller gav tendens til reduceret lugtemission [6] og cikorie kunne reducere dannelsen af skatol [7]. Omvendt vil de fiberholdige råvarer have en lavere illeal fordøjelighed, og dermed bidrage til en større restmængde af organisk stof i tyktarm og gødning. De fiberholdige råvarer vil endvidere reducere fordøjeligheden af foderets proteiner og mineraler [8]. Den øgede mikrobielle aktivitet vil give et større indhold af flygtige fede syrer (VFA) i gyllen. Disse er også en potentiel lugtkilde.

Der er korrelation imellem svovlbrinte- og lugtkoncentrationen målt ved olfaktometri [3]. Svovlbrinte dannes under anaerobe forhold i gyllen ud fra sulfat udskilt via urinen, eller methionin og cystin udskilt med gødningen. Svovlbrinte har en pKa-værdi på 7,06. Det betyder, at når gyllens pH-værdi er 6,9 vil ca. 60 % af svovlbrinten være på formen H2S, som kan fordampe, mens 40 % er på formen HS-. Ved en pH-værdi på 7,2, er der kun 40 %, der kan fordampe. Der er altså risiko for en større emission af svovlbrinte ved et lavt pH i gyllen, hvilket kan forstærke lugtemissionen fra gyllen [9]. Det vil derfor i relation til lugtstoffet svovlbrinte være relevant at holde pH i gyllen på et højt niveau. Det er tidligere vist, at en ændret elektrolytbalance kan ændre urinens pH og dermed gyllens pH [10]. I forbindelse med et lavere råproteinindhold og tilsætning af fiberholdige råvarer, som vil virke reducerende på gyllens pH, er det derfor relevant at ændre elektrolytbalancen, således at pH i gyllen øges.

Det var afprøvningens formål at undersøge effekten af en ændret fodersammensætning på lugtemissionen fra slagtesvin i den sidste halvdel af vækstfasen. Foderet blev tilsat let fermenterbare kostfibre, samtidig med, at foderets indhold af de svovlholdige og aromatiske aminosyrer blev optimeret på et så lavt niveau som muligt i forhold til de gældende danske normer for aminosyrer i vægtintervallet 65-110 kg. Endvidere var elektrolytbalancen ændret, således at den blev mere positiv for at modvirke kostfibrenes og det lavere råproteinniveaus reducerende effekt på gyllens pH-værdi.

Afprøvningen blev gennemført i fire identiske staldsektioner på Videncenter for Svineproduktions forsøgsstation Grønhøj. Der var to stier i hver staldsektion. Øvrige detaljer om staldudformningen fremgår af appendiks 1.

Produktion og fodring

I afprøvningen indgik to grupper, én kontrol- og én forsøgsgruppe. 

Tabel 1.  Gruppeinddeling.

 
Ved opstart blev der for hvert hold indsat 16 grise i hver sti, hvilket vil sige, at der i hver staldsektion blev indsat 32 grise. I den ene sti i staldsektionen blev der indsat galtgrise og i den anden sti blev der indsat sogrise. De fire staldsektioner blev opdelt i to hold á to staldsektioner og behandlingerne blev randomiseret imellem de to sektioner indenfor holdet. Der blev gennemført otte hold (gentagelser) i afprøvningen og holdene var tidsforskudt 7 uger. Der indgik i alt 508 grise, da der i det ene hold kun blev indsat 15 grise pr. sti. Grisene blev ved indsættelse fordelt således, at grisene i et hold størrelsesmæssigt var så ens som muligt i de to staldsektioner. Grisene blev indsat ved en gns. vægt på 32 kg og leveret ved i gennemsnit 110 kg levende vægt.

Foder

Den ændrede fodersammensætning i forsøgsgruppens periode 2 bestod i, at svovlindholdet i foderet til forsøgsgruppen blev holdt på et lavt niveau via det reducerede indhold af råprotein og dermed et reduceret indhold af den svovlholdige aminosyre cystin. Den anden svovlholdige aminosyre methionin fulgte den danske norm for næringsstoffer i vægtintervallet 65-110 kg. Foderet var endvidere tilsat 4 % rå kartoffelstivelse og 8 % sojaskaller. Reelt er rå kartoffelstivelse ikke en fiberkilde, men rå kartoffelstivelse har kun en fordøjelighed på ca. 50 % i tyndtarmen [11] og den resterende stivelse vil blive mikrobielt omsat i tyktarmen. Samtidig indeholder kartoffeltivelse ikke svovl. Elektrolytbalancen i foderet var endvidere hævet fra 178 millieqvivalent dEB (dEB = Na++K+-Cl- mmol/kg tørstof) i kontrolgruppen til 304 meqv. dEB i forsøgsgruppen, hvilket vil sige, at der var tilsat ekstra natrium og kalium, samt mindre klorid til forsøgsfoderet.

Foderet var varmebehandlet (81°C) pelleteret tørfoder og baseret på hvede, byg samt sojaskrå. Foderets råvaresammensætning fremgår af appendiks 3 og foderet blev analyseret for næringsstoffer af Eurofins. Grisene havde fri adgang til foder og vand.

Urinprøver

Fra hvert hold blev der udtaget urinprøver fra 8 grise pr. behandling, når grisene vejede 90-100 kg. De 8 stikprøver pr. behandling blev nedfrosset og efter optøning samlet til to samleprøver, som blev sendt til analyse. Samleprøverne blev analyseret af Eurofins, for indhold af total-N, svovl og pH.

Lugt

Der blev foretaget lugtmålinger på fem måledage ved hvert hold. På hver måledag blev der opsamlet to luftprøver fra hver staldsektion i tidsrummet mellem kl. 11:00 og kl. 14:00. To af lugtmålingsdagene lå i første del af vækstperioden i vægtintervallet 45 – 60 kg, mens de tre sidste lugtmålingsdage lå i den sidste del af vækstperioden i vægtintervallet 85 - 110 kg.
 
Lugtprøverne blev udtaget i ventilationsafkastet, hvor der blev indsat en Teflonslange, der var monteret til en 30 liter Nalophanpose. Prøverne blev udtaget efter Dansk Standard [12] vha. lungeprincippet, dvs. der blev dannet vakuum i en tæt lukket kasse med nalophanposen. Udstyret var placeret udenfor staldrummet, således at grisene ikke blev forstyrret under udtagning af lugtprøverne. Poserne blev fyldt med 0,9 liter pr. minut, hvilket vil sige, at poserne blev fyldt over ca. 30 minutter. Prøverne blev efterfølgende transporteret til Teknologisk Institut (tidligere Slagteriernes Forskningsinstitut), hvor de blev analyseret den efterfølgende dag med hensyn til lugtkoncentration. Analysen blev foretaget i henhold til Dansk Standard [12].

Svovlbrinte

Umiddelbart efter udtagning af luftprøver til olfaktometrisk analyse blev der i ventilationsafkastet foretaget måling af svovlbrintekoncentrationen. Svovlbrintekoncentrationen blev målt med en Jerome 631-XE svovlbrintemåler. Der blev foretaget tre registreringer efter hinanden i hvert ventilationsafkast.

Ammoniak og kuldioxid

Ammoniak- og kuldioxidkoncentrationen i luftindtaget og udsugningsluften blev målt med en VE 18 multisensor fra VengSystem A/S. Dette udstyr bestod af pumper, der via teflonslanger pumpede ca. to liter luft pr. minut fra luftindtaget og fra udsugningen i staldsektionerne til apparatet, der analyserede luftens indhold af ammoniak og kuldioxid. Til ammoniakmålingen blev anvendt en Polytron 1 fra Dräger med måleområdet 0-50 ppm, og til kuldioxidmåling blev benyttet en Vaisala med måleområdet 0-5000 ppm. Der blev lagret nye data fra hver staldsektion hver anden time og der blev lagret data fra luft udefra hver 20. minut.

Kontrollerende målinger af ammoniakkoncentrationen med detektionsrør af mærket Kitagawa blev foretaget en gang pr. uge om formiddagen.

Temperaturer og luftmængder

Udetemperatur og staldtemperatur blev målt med en VE 10 temperaturføler fra VengSystem A/S. I hver sektion blev ventilationsydelsen målt med en Fancom målevinge. Udetemperatur og staldtemperaturer samt ventilationsydelse blev lagret fra hver staldsektion hvert 5. minut. Desuden blev temperatur og relativ luftfugtighed registreret med multimeter TSI VelociCalc 8347 i forbindelse med udtagning af lugtprøver.

Gyllesammensætning

Gyllekummerne i klimakamrene blev tømt to gange under vækstfasen; efter mellemvejning ved ca. 69 kg (foderskifte fra fase 1 til fase 2 i forsøgsgruppen) og efter levering af grisene til slagteri. Udslusningen blev foretaget samme dag i et hold. Inden udslusning af gyllen blev der udtaget en gylleprøve i hver sti under både lejet og gødearealet. Prøverne blev udtaget ved at pumpe en prøve op i et glas gennem et rør med en diameter på 1,5 cm. Gylleprøverne blev frosset ned og ved afslutning af et hold grise blev gylleprøverne sendt til analyse hos Eurofins, hvor de blev analyseret for total kvælstof, ammoniumkvælstof, fosfor, kalium, tørstof, svovl og pH.

Gyllesammensætningen blev analyseret i en variansanalyse med proceduren MIXED i SAS. I den statistiske model indgik gruppe og hold, samt køn og grisenes alder som klassevariabel.

Emissionsberegninger

Lugtemissionen pr. 1000 kg dyr blev beregnet ud fra den målte lugtkoncentration, ventilationsydelse samt gennemsnitlig vægt og antallet af grise i staldsektionen ved følgende formel:

OU_E/s pr. 1000 kg dyr  =  (L x Q x 1000) / (W x N x 3600)

Hvor
   L: Lugtkoncentration, OU_E/m³
   Q: Ventilationsydelse, m³/time
  W: Gennemsnitsvægt pr. dyr på måledagen, kg
   N: Antal dyr i sektionerne, stk.

Målte lugtkoncentrationer er logaritmisk fordelt og derfor blev lugtdata logaritmetransformeret inden de indgik i den statistiske analyse. De logaritmetransformerede lugtkoncentrationer og lugtemissioner i de fire klimakamre blev analyseret i en variansanalyse med proceduren MIXED i SAS under hensyn til gentagne målinger pr. dag. I den statistiske model indgik gruppe og hold som klassevariabel, mens dato for udtagning af prøver indgik som tilfældig variabel.

I en tidligere undersøgelse er der fundet en lineær sammenhæng mellem de dagligt håndholdte ammoniakmålinger med detektionsrør af typen Kitagawa og de elektronisk opsamlede ammoniakkoncentrationer med Vengudstyr [13]. For hvert hold blev korrektionslinien mellem de ugentlige Kitagawa og Veng-registreringer bestemt. Korrektionslinien blev benyttet til at korrigere de elektronisk opsamlede data med Veng-udstyr. Efterfølgende blev ammoniakemissionen beregnet ud fra ammoniakkoncentration, ventilationsydelse og antallet af grise i staldsektionen ved følgende formel:

g NH₃-N/time/dyr  =  (M×V×Q×P) / (R×T×N×1000)

Hvor
   M: Molvægt af N, 14,007 g/mol
   V: Koncentration, ppm = ml/m³
   Q: Ventilationsydelse, m³/time
   P: Tryk, 1 atm.
   R: Gaskonstanten, 0,0821 (l. × atm)/(mol × K)
   T: Temperatur i Kelvin (K)
   N: Antal dyr i sektionerne, stk.

Svovlbrinteemissionen blev udregnet på samme måde som ammoniakemissionen, men med molvægt af svovl på 32,07 g/mol.

Ammoniak- og svovlemissionen blev analyseret i en variansanalyse med proceduren MIXED i SAS. I den statistiske model indgik gruppe og hold som klassevariabel, mens dato indgik som tilfældig variabel.

Produktionsresultater

Det var ikke formålet, at afprøvningen skulle vise en eventuel forskel på grisenes produktivitet imellem de to foderstrategier. De gennemsnitlige produktionsresultater fremgår af appendiks 2. Der var, som det fremgår, numerisk forskel på produktionsresultaterne imellem kontrol- og forsøgsgruppen. Forsøgsgruppen havde 49 g lavere daglig tilvækst og et højere foderforbrug på 0,09 FEsv pr. kg tilvækst, mens kødprocenten var 0,2 % højere end kontrolgruppens. Det var forventeligt, at foderforbruget ville være højere, når der blev tilsat ekstra fiber til foderet [8]. Selv om der ikke blev lavet statistiske beregninger på produktionsresultaterne var den numeriske forskel imellem grupperne dog relativ stor i afprøvningen.

Foderanalyser

Foderblandingernes analyserede indhold af næringsstoffer fremgår af appendiks 3. Der blev produceret foder fem gange under afprøvningen. En ny foderproduktion havde enten sammenfald med opstart af et hold grise eller med mellemvejning, hvor grisene i forsøgsgruppen samtidig skiftede foder fra fase 1 foder til fase 2 foder. Foderet blev analyseret efter hver foderproduktion.

Foderets analyserede indhold fremgår af appendiks 4. Indholdet af råprotein var generelt lidt højere end det deklarerede indhold, men afvigelsen på i gennemsnit +0,8 procentenheder råprotein blev vurderet til ikke at være betydende, da den for alle grupper lå over det deklarerede indhold.

Foderets analyserede indhold af svovl lå ca. 30 % over det deklarerede indhold for alle tre fodertyper. Det svarede til ca. 0,45 g ekstra svovl pr. kg foder. Kun ca. 0,1 g svovl pr. kg foder kunne forklares med det højere analyserede indhold af methionin og særligt cystin, der blev analyseret i prøverne, som følge af det højere råproteinindhold. Der er ikke umiddelbart nogen forklaring på det øvrige ekstra svovlindhold, udover at svovlindholdet i råvarerne, der blev brugt til afprøvningen, må have været højere end de anvendte tabelværdier.

Det lidt forhøjede analyserede indhold af tryptofan, fenylalanin og tyrosin kunne forklares med det højere råproteinindhold.

Den analyserede elektrolytbalance (dEB) i foderet passede godt overens med den planlagte og elektrolytbalancen blev således øget med 126 meqv. dEB i forsøgsgruppens fase 2 foder i forhold til kontrolgruppens foder.

Urin

Analyseresultatet fra de opsamlede urinprøver er opgjort i tabel 2.

Tabel 2.  Indhold i urinprøver fra grise i vægtintervallet 90-100 kg.

Som forventet var der et mindre indhold af total-N i urinen, som følge af det lavere indhold af fordøjeligt råprotein i forsøgsgruppens fase 2 foder og dermed et mindre overskud af aminosyrer, der skulle udskilles med urinen som urea. Urinens svovlindhold var ligeledes lavere i forsøgsgruppens urinprøver, som følge af det mindre overskud af fordøjeligt methionin og cystin i forsøgsgruppens fase 2 foder.

pH i urinen ses at være højere i forsøgsgruppens urinprøver på trods af det mindre indhold af urea. Når indholdet af urea falder i urinen vil pH-værdien samtidig falde [14]. Årsagen til, at pH i denne undersøgelse steg var derfor sandsynligvis den ændrede elektrolytbalance, hvilket ligeledes blev fundet i [10].

Flygtige fede syrer

Indholdet af flygtige fede syrer (VFA) blev analyseret i 24 gylleprøver fra hver gruppe. Gylleprøverne blev udtaget fra den sidste halvdel af vækstperioden, se tabel 3.

Tabel 3. Flygtige fede syrer målt i gylleprøver (mmol/kg).

VFA er produkter fra den mikrobielle omsætning og indholdet af VFA er derfor udtryk for den mikrobielle aktivitet. Som forventet var mængden af VFA størst i forsøgsgruppen, da forsøgsgruppen blev tildelt et foder med et højere fiberindhold end kontrolgruppen. Som det fremgår af tabel 3 var den relative forskel størst for smørsyre, hvor indholdet i gyllen var næsten tredoblet i forsøgsgruppens gylle. Med hensyn til lugtemission er netop indholdet af smørsyre interessant, da smørsyre sammen med iso-valerinsyre er de to stoffer fra VFA-gruppen, der har den laveste lugttærskel og som derfor forventes at kunne have betydning for lugtindtrykket fra stalde [1]. Gyllens indhold af iso-valerinsyre var derimod ikke forskellig i de to grupper.

Gyllens sammensætning

Analyseresultaterne af gylleprøverne fremgår af tabel 4.

Tabel 4. Sammensætning af gylle ab stald.

Det fremgår af tabel 4, at i kontrolgruppen steg koncentrationen af ammoniumkvælstof og pH i gyllen i periode 2 i forhold til i periode 1, mens der ikke var statistisk sikker forskel på koncentrationen af total-N eller svovl. I forsøgsgruppen var kvælstofkoncentrationen uændret gennem hele vækstperioden og der var ikke statistisk sikker forskel på hverken svovlkoncentrationen eller pH-værdien.

Når kontrol- og forsøgsgruppens gylle i den sidste del af vækstperioden sammenlignes i tabel 4, ses at gyllens koncentration af total-N og ammoniumkvælstof var lavere i forsøgsgruppens gylle, hvilket var som forventet. Ligeledes var svovlkoncentrationen som forventet lavere i forsøgsgruppen i den sidste del af vækstperioden. Men modsat det forventede var pH-værdien i forsøgsgruppens gylle statistisk sikkert lavere end pH-værdien i gyllen fra kontrolgruppen. Den ændrede elektrolytbalance, som sandsynligvis medvirkede til et øget pH i urinen, kunne altså ikke opveje hele pH-reduktionen som følge af det mindre ammoniumindhold og den større mængde VFA i gyllen.

Ammoniakemission

I appendiks 5 er angivet den gennemsnitlige staldtemperatur, luftydelse, koncentration af kuldioxid og ammoniak, samt ammoniakemissionen pr. gris pr. time for de enkelte hold. Grisene i de enkelte hold blev indsat i kamrene på samme dato og de afgik samme dato. Opholdstiden i kamrene var dermed den samme i det enkelte hold.

I figur 1 er ammoniakemissionen pr. gris pr. time indtegnet med det daglige gennemsnit for kontrol- og forsøgsgruppen. De indtegnede punkter er gennemsnittet af de otte hold. I gennemsnit 40 dage efter indsættelse blev holdene mellemvejet og forsøgsgruppen skiftede foder til fase 2 foderet. Det ses af figur 1, at ammoniakemissionen pr. gris pr. time var ens indtil foderskiftet i forsøgsgruppen, hvorefter den daglige stigning i ammoniakemissionen blev reduceret for forsøgsgruppen. Hældningen på den bedste rette linje igennem punkterne efter foderskiftet blev reduceret til en tredjedel i forsøgsgruppen i forhold til kontrolgruppen i periode 2. Dog var hældningen stadig positiv (+0,0013 g pr. dag) i forsøgsgruppen, hvilket betyder, at ammoniakemissionen pr. gris pr. time fortsat steg dag for dag i den sidste del af vækstperioden.

I tabel 5 er den gennemsnitlige ammoniakemission pr. time pr. gris i de to vækstperioden opgjort.

Tabel 5.  Resultat af NH3-målinger i relation til grisenes alder.

Ammoniakemissionen i forsøgsgruppen blev i periode 2 statistisk sikkert reduceret med 23 % i forhold til gruppe 1, som følge af foderændringen. I periode 1, hvor råproteinindholdet var hævet 1 procentpoint i forsøgsgruppen i forhold til kontrolgruppen, blev der ikke fundet forskel mellem kontrol- og forsøgsgruppens ammoniakemission.

Lugtemissionen

I appendiks 6 er opstillet de målte lugtkoncentrationer for de enkelte hold. I tabel 6 er lugtkoncentrationerne, ventilationsydelsen og kg dyr i staldsektionen omregnet til en lugtemission pr. 1000 kg dyr.

Luftprøverne til olfaktometri blev udtaget to gange i den første del af vækstfasen ved gennemsnitlig 52 kg, samt tre gange i den sidste del af vækstfasen ved gennemsnitlig 98 kg.

Tabel 6. Resultat af lugtmålinger.

Der var ikke statistisk sikker forskel på lugtemissionen imellem grupperne, hverken i den første del af vækstperioden eller i den sidste del af vækstperioden. Forskellen imellem kontrol- og forsøgsgruppe skulle have været 140 OUE/sek. pr. 1000 kg dyr i den første del af vækstperioden og 60 OUE/sek. pr. 1000 kg dyr i den sidste del af vækstperioden for, at der var tale om en statistisk sikker forskel.
 
I den første del af vækstperioden var der ikke forventet en forskel i lugtemissionen, da det tidligere er vist, at råproteinindholdet har lille eller ingen effekt på lugtemissionen [13], [14] og [15].

I den sidste del af vækstperioden var der forventet en effekt på lugtemissionen, da der dels var tilsat fiberrige råvarer til foderet, dels var svovlindholdet i foderet reduceret.
 
Det højere fiberindhold i foderet medførte et højere indhold af VFA i gyllen og dermed en højere mikrobiel aktivitet, hvilket skulle medføre en større binding af lugtstoffer i biomassen. En af årsagerne til den uændrede lugtemission kan være, som det fremgår af tabel 3, at indholdet af smørsyre i gyllen fra gruppe 2 steg med næsten en faktor 3 i den sidste del af vækstperioden, hvilket kan have medvirket til at holde lugtemissionen i denne gruppe på samme niveau som kontrolgruppens. Smørsyrens lugttærskel angives til at ligge mellem 0,4 og 14 µg/m3 luft [1].

Den ringere foderudnyttelse, som det fremgår af appendiks 2, i forsøgsgruppen kan ligeledes have været medvirkende årsag til den uændrede lugtemission. En dårligere foderudnyttelse vil bidrage til en større restmængde af organisk stof i tyktarm og gødning og dermed potentielt flere næringsstoffer, der kan bidrage til lugt.

I figur 2 ses sammenhængen imellem staldluftens koncentration af svovlbrinte og de målte lugtkoncentrationer i de udtagne luftprøver, som er logaritmetransformeret.

Figur 2.  Sammenhæng imellem svovlbrintekoncentration og lugtkoncentration i staldluften

Det ses, at svovlbrintekoncentrationen kunne forklare noget af variationen i de målte lugtkoncentrationer (R2-værdi = 0,43) og i datasættet betød en forøgelse af svovlbrintekoncentrationen i staldsektionerne på 0,1 ppm en øget lugtkoncentration i luftprøverne på 21 %. Hældningen på den rette linje var statistisk sikkert forskellig fra 0 (p<0,001).

I tabel 7 er de målte svovlbrinteemissioner for grupperne i de to vækstperioder opgjort. Der var ikke statistisk sikker forskel på emissionen af svovlbrinte imellem grupperne. Det lykkedes altså ikke at nedsætte svovlbrinteemissionen fra forsøgsgruppen i periode 2, på trods af det lavere svovlindhold i gyllen, se tabel 4, hvilket forventes at skyldes forsøgsgruppens lavere pH-værdi i gyllen.

Tabel 7.  Resultat af H₂S-målinger på luftmålingsdagene.

Et reduceret svovlindhold i foderet i den sidste halvdel af vækstperioden, kombineret med et øget fiberindhold og en mere positiv elektrolytbalance, reducerede ikke lugtemissionen fra slagtesvin i vægtintervallet 69 -110 kg.

Tilsætningen af 4 % kartoffelstivelse og 8 % sojaskaller til foderet medførte en øget koncentration af VFA i gyllen og dermed en øget mikrobiel aktivitet. Smørsyre var den VFA type, der havde den største forøgelse, hvilket kan have bidraget til at fastholde lugtindtrykket fra staldluften.

pH i urinen blev forøget som følge af den mere positive elektrolytbalance i foderet. Dog var pH i gyllen fortsat reduceret i forsøgsholdet, som følge af det reducerede ammoniumindhold i forsøgsgruppens gylle og det øgede VFA indhold i gyllen.

Koncentrationen af svovl i gyllen blev reduceret som følge af det reducerede svovlindhold i foderet. Det reducerede svovlindhold i gyllen medførte ikke en reduktion i svovlbrinteemissionen fra stalden, hvilket sandsynligvis skyldes det lavere pH-niveau i forsøgsgruppens gylle.

Der blev fundet en sammenhæng imellem svovlbrintekoncentrationen og lugtkoncentrationen i staldluften, hvilket betyder, at svovlbrintekoncentrationen kan være en indikator for, om der er opnået en lugtreduktion.

Afprøvning nr.: 971

Afprøvningen blev foretaget af Videncenter for Svineproduktion på Forsøgsstation Grønhøj.

Deltagere
Tekniker Jens Ove Hansen,
Tekniker Debbie Brown, Videncenter for Svineproduktion
Tekniker Tommy Nielsen, Videncenter for Svineproduktion
Stationsleder Peter Juhl Rasmussen, Videncenter for Svineproduktion
Statistiker Mai Britt Friis Nielsen, Videncenter for Svineproduktion

Staldudformning
   

Produktion (8 hold)

Produktionsresultater (5 hold)1

Foderets råvaresammensætning

Foderets beregnede indhold af fosfor, protein og aminosyrer

Foderets deklarerede og analyserede1 indhold af næringsstoffer

Klima- og ventilationsforhold, samt gennemsnit af målte CO2- og NH3-koncentrationer

Målte lugtkoncentrationer

Målinger i den første del af vækstfasen, ved i gns. 52 kg.

Målinger i den sidste del af vækstfasen, ved i gns. 98 kg.