Der er gennemført en række afprøvninger af fermenteret vådfoder. Afprøvningerne er gennemført med fermentering af henholdsvis fuldfoder, korn og foderblandinger bestående af korn, sojaskrå, valle m.m.

Den første afprøvning af fermenteret vådfoder til smågrise [1] viste, at syntetisk lysin blev nedbrudt, når fuldfoderblandingen blev fermenteret. Både tilvækst og foderudnyttelse blev forringet i forhold til anvendelse af ikke-fermenteret vådfoder. Et senere laboratorieforsøg har vist, at ikke kun syntetisk lysin, men også syntetisk treonin og tryptofan nedbrydes ved fermentering [2].

Der er gennemført tre afprøvninger af fermenteret vådfoder til slagtesvin i et samarbejdsprojekt med vådfoderfirmaer og danske forskningsinstitutioner. Den første af disse afprøvninger viste, at når alene korndelen af vådfoderet blev fermenteret, blev der opnået en forbedring af produktionsværdien på 11 % for tungsvin (25-120 kg) [3]. Forbedringen i produktionsværdien skyldtes en bedre foderudnyttelse og en højere tilvækst sammenlignet med vådfoder med ikke-fermenteret korn. Der blev dog fundet en lavere kødprocent ved anvendelse af fermenteret korn. I de efterfølgende to afprøvninger med slagtesvin blev der fundet negative produktionsresultater ved fermentering af henholdsvis hjemmeblandet foder [4] og pelleteret foder [5]. I begge afprøvninger blev hele foderrationen fermenteret med undtagelse af den mineralske foderblanding, der indeholdt syntetiske aminosyrer. De dårligere resultater skyldtes især en lav foderoptagelse af det fermenterede vådfoder. På baggrund af disse afprøvninger anbefales det udelukkende at fermentere korndelen.

Der er efterfølgende gennemført en afprøvning af fermenteret korn til smågrise, hvor fermenteret korn er blandet med tilskudsfoder og udfodret manuelt uden restmænger [6]. Resultaterne i denne afprøvning viste højere tilvækst og bedre foderudnyttelse i overensstemmelse med tungsvineforsøget [3].

Der er desuden gennemført en afprøvning, hvor vådfoder med fermenteret korn er tildelt smågrise og slagtesvin i et FRATS-system [7]. Denne afprøvning viste dårlige produktionsresultater ved anvendelse af fermenteret korn i smågriseperioden, hvilket sandsynligvis skyldes stor restmængde i rørstrengene og dermed delvis fermentering af de færdige blandinger. Når fermenteret korn kun blev anvendt i slagtesvineperioden blev der derimod opnået bedre foderudnyttelse, men en lavere kødprocent i overensstemmelse med forsøget med tungsvin [3].

Samlet set viser de gennemførte afprøvninger af fermenteret vådfoder, at der opnås en positiv effekt på tilvækst og foderudnyttelse ved fermentering af korn, men en negativ effekt på kødprocenten. Forbedring i foderudnyttelsen og faldet i kødprocenten ved fermentering af korn må skyldes en højere energiværdi af fermenteret korn end af ikke-fermenteret korn, således at forholdet mellem energi og protein ikke er optimalt i foderblandingen. På denne baggrund er der gennemført et fordøjelighedsforsøg med fermenteret korn på Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet [8]. Resultaterne viste, at fordøjeligheden af organisk stof i tyndtarmen steg 9 % ved fermentering af byg og 3 % ved fermentering af hvede. Den øgede fordøjelighed og dermed øgede energiværdi kunne ikke måles ved EFOS og EFOSi analyserne, og der kunne således ikke analyseres et højere indhold af FEsv i fermenteret korn. 

Formålet med denne afprøvning var at undersøge, om den øgede energiværdi af fermenteret byg og hvede, der er fundet i et fordøjelighedsforsøg, kunne genfindes i et produktionsforsøg med slagtesvin. Effekten blev målt på tilvækst, foderudnyttelse og kødprocent, der blev sammenregnet i en økonomisk produktionsværdi.

Afprøvningen blev gennemført i én besætning med indkøb af fravænnede grise. Grisene blev flyttet fra smågrise- til slagtesvinesektioner ved ca. 25 kg. Afprøvningsperioden var fra ca. 32 kg til slagtning ved en gennemsnitlig slagtevægt på 78 kg.

Der indgik to grupper i afprøvningen. Gruppeinddelingen fremgår af tabel 1.

Tabel 1. Gruppeinddeling

Der indgik 56 hold i afprøvningen, i alt ca. 1.895 grise pr. gruppe. Hvert hold bestod af en dobbeltsti (én foderventil til to stier) i kontrolgruppen og en dobbeltsti i forsøgsgruppen. Der blev indsat ca. 34 grise pr. dobbeltsti.

Fodersammensætning

Der blev anvendt en hjemmeblandet slagtesvineblanding i hver gruppe. Råvaresammensætningen i foderet fremgår af appendiks 1. Det fermenterede korn, der indgik i foderet til forsøgsgruppen, bestod af 50 % byg og 50 % hvede. I de første 4 måneder af afprøvningen blev der anvendt vinterbyg, og der blev anvendt vårbyg i de sidste 4 måneder af afprøvningen.

I foderet til kontrolgruppen blev energiindholdet i kornet fastlagt ud fra otte analyser af FEsv i henholdsvis hvede, vinterbyg og vårbyg. I foderet til forsøgsgruppen blev det forventede indhold af energi i fermenteret korn beregnet dels ud fra kornanalyserne i besætningen og dels ud fra resultater af et fordøjelighedsforsøg gennemført i samarbejde med Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet [8]. Det analyserede indhold af FEsv i ikke-fermenteret korn og det beregnede (forventede) indhold af FEsv i fermenteret korn i besætningen fremgår af tabel 2. Øget energiværdi ved fermentering af korn kan ikke måles ved EFOS og EFOSi analyserne, og der kan således ikke analyseres et højere indhold af FEsv i fermenteret korn [8].   
  
Tabel 2. Indhold af FEsv pr. 100 kg korn med 15 % vand.

I fordøjelighedsforsøget blev der anvendt hvede og vårbyg (ikke-fermenteret) med henholdsvis 116 og 102 FEsv pr. 100 kg korn med 15 % vand. Da energiindholdet i ikke-fermenteret byg anvendt i henholdsvis fordøjelighedsforsøget og i besætningen ikke var ens, blev de fundne stigninger i fordøjelighed ved fermentering af henholdsvis byg og hvede ikke anvendt direkte til beregning af energiindhold af fermenteret korn i besætningen. Der blev derimod lavet en korrelation mellem det analyserede energiindhold i kornet og den forventede effekt af fermentering.       

Ved beregning af det forventede energiindhold i fermenteret hvede, vinterbyg og vårbyg blev analyseret EFOSi og EFOS i ikke-fermenteret korn korrigeret ved lineær regression, som vist i figur 1 og 2. Korrektionerne af EFOSi og EFOS i fermenteret korn blev foretaget med følgende ligninger:

• Beregnet EFOSi fermenteret korn = EFOSi ikke-fermenteret korn + (9,13 ÷ (EFOSi ikke-fermenteret korn ÷ 77,7) * 0,66)/100 * EFOSi ikke-fermenteret korn
• Beregnet EFOS fermenteret korn = EFOS ikke-fermenteret korn + (3,41 ÷ (EFOS ikke-fermenteret korn ÷ 84,4) * 0,30)/100 * EFOS ikke-fermenteret korn

Figur 1. Sammenhæng mellem analyseret EFOSi i ikke-fermenteret korn og den forventede stigning
i beregnet EFOSi ved fermentering af korn.  

Figur 2. Sammenhæng mellem analyseret EFOS i ikke-fermenteret korn og den forventede stigning
i beregnet EFOS ved fermentering af korn.  

EFOSi blev korrigeret i forhold til den procentvise stigning i ileal fordøjelighed af organisk stof, som blev fundet ved fermentering af korn [8]. På tilsvarende måde blev EFOS korrigeret for procentvis stigning i fækal fordøjelighed af organisk stof ved fermentering af korn.

Som det fremgår af figur 1 og 2 og ligningerne ovenfor blev der forventet større procentvis stigning i beregnet EFOSi og EFOS i fermenteret korn, jo lavere de analyserede værdier var for EFOSi og EFOS i ikke-fermenteret korn. Der blev således forventet en større effekt af fermentering af korn med lavt energiindhold end af korn med højt energiindhold.   

Ud fra de korrigerede værdier for EFOSi og EFOS blev energiindholdet (FEsv) beregnet for fermenteret hvede, vinterbyg og vårbyg. Foderblandingerne blev optimeret, så der var det samme beregnede (forventede) indhold af FEsv pr. kg vådfoder i begge grupper. På grund af det beregnede (forventede) højere energiindhold i fermenteret korn end i ikke-fermenteret korn, var der derfor et lavere indhold af korn i forsøgsfoderet end i kontrolfoderet for at opnå samme indhold af FEsv pr. kg vådfoder. I de to perioder af afprøvningen, hvor der blev anvendt enten vinterbyg eller vårbyg, var der henholdsvis 5,7 % og 4,7 % lavere indhold af korn i forsøgsfoderet end i kontrolfoderet (se appendiks 1). Forskellen var størst i perioden med vinterbyg i foderet, da ikke-fermenteret vinterbyg havde lavere indhold af FEsv end ikke-fermenteret vårbyg (se tabel 2), og der blev derfor forventet en større effekt af fermentering i foderet med vinterbyg.

Fordøjeligheden af protein blev ikke ændret ved optimering af forsøgsfoderet med fermenteret korn, da resultaterne i fordøjelighedsforsøget [8] ikke tyder på, at proteinfordøjeligheden stiger ved fermentering af korn.

Foderblandingerne blev optimeret, så gældende normer for indhold af næringsstoffer blev overholdt [9]. Indholdet af fordøjeligt fosfor blev optimeret til at være 0,2 g højere pr. FEsv end normen for at sikre mod fosformangel ved udsving i råvarernes indhold af fosfor. Derudover blev kornets indhold af fosfor analyseret, og de analyserede værdier indgik i optimeringerne. Der blev foretaget otte fosforanalyser af henholdsvis hvede, vinterbyg og vårbyg i besætningen.  

Fodringsanlæg og staldindretning

Afprøvningen blev gennemført i 16 slagtesvinesektioner á ca. 200 stipladser pr. sektion. Stierne var indrettet med langkrybber til restriktiv vådfodring og delvist fast gulv. Vådfodringsanlægget var fra Skiold A/S. Der var fire vådfodertanke: en fermenteringstank på 24.000 liter uden vejeceller og tre blandetanke på hhv. 4.000, 5.000 og 6.000 liter med vejeceller. Blandetanken på 5.000 liter blev brugt til at blande korn og vand inden det blev overført til fermenteringstanken. Fermenteringstanken var en firkantet ståltank med to omrørere. Fermenteringstanken var ikke isoleret, men stod i en isoleret foderlade.  

Kontrolfoderet uden fermenteret korn blev blandet i blandetanken på 6.000 liter og forsøgsfoderet med fermenteret korn blev blandet i blandetanken på 4.000 liter. Der var ingen risiko for sammenblanding af foder til kontrol- og forsøgsgruppen, da der blev anvendt separat blandetank og rørstrenge til hver gruppe. Hver af de to blandetanke var forbundet med to separate rørstrenge (to omløb), der gennemløb alle slagtesvinesektioner. Der var således to parallelle rørstrenge i alle sektioner. Den ene af de to parallelle rørstrenge havde en diameter på 63 mm og den anden rørstreng havde en diameter på 50 mm. For at opnå samme procentvise restmængde i rørstrengen i kontrol- og forsøgsgruppen var hver af de to blandetanke forbundet med én rørstreng på 63 mm og én rørstreng i 50 mm. I halvdelen af sektionerne var der således kontrolfoder i rørstrengen på 63 mm og forsøgsfoder i rørstrengen på 50 mm og omvendt i den anden halvdel af sektionerne. Den samlede restmængde i blandetank og rørstrenge var ca. 28 % i begge grupper.

Fermentering, foderblanding og udfodring af vådfoder

I fermenteringstanken blev frisk formalet korn og vand indtaget én gang dagligt efter sidste udfodring. Kornet blev formalet på en skivemølle (22 kW) og blandet med vand i forholdet 1 kg korn til 2,3 kg vand. Der var 50 % restmængde i fermenteringstanken, og der blev ikke tilsat podekultur.

Kornet blev som nævnt blandet med vand i en blandetank inden det blev overført til fermenteringstanken. Denne blandetank blev kun brugt til dette formål for at sikre, at der ikke kom sojaskrå eller andre fodermidler i fermenteringstanken, der kunne have indflydelse på fermenteringsprocessen.

Der blev anvendt opvarmet vand (20 – 25 °C) til fermenteringen. Vand fra en varmtvandsbeholder med en temperatur på ca. 60 °C blev blandet med koldt vand i et blandingsbatteri inden det blev indtaget i blandetanken. Vandtemperaturen blev ugentligt reguleret således, at temperaturen i fermenteringstanken blev holdt så konstant som muligt. Det blev tilstræbt, at temperaturen i fermenteringstanken var 20 – 21 °C målt midt på dagen, for at opnå en stabil fermentering.

Vådfoderet til hver gruppe blev blandet og udfodret fire gange dagligt. I blandetanken til kontrolgruppen blev formalet korn indtaget direkte efter formaling i skivemøllen, som var indstillet til samme formalingsgrad af kornet i kontrol- og forsøgsgruppen. Foderet blev først blandet til kontrolgruppen og derefter til forsøgsgruppen. Når begge blandinger var færdigblandet startede udfodringen. Inden udfodring recirkulerede foderet i alle rørstrenge tre gange for at opnå samme restmængde i foderet til alle stier. Fodringsmængden var fordelt med 25 % ved hver af de fire daglige fodringer om vinteren, og om sommeren var fordelingen 26:23:26:25 % ved de fire daglige fodringer. Udfodringerne startede kl. 4:30, 8:00, 15:00 og 21:00. 

Grisene blev fodret med tørfoder i smågrisesektionerne. Efter at grisene blev flyttet til slagtesvinesektionerne ved ca. 25 kg skiftede de gradvist fra tørfoder til vådfoder. Tørfoderet var hjemmeblandet og optimeret til grise fra 10 til 25 kg. Når grisene blev vejet i forsøg ved gennemsnitligt 32 kg fik de den samme tørfodermængde i begge grupper, så det kun var vådfodermængden, der kunne variere. Når grisene vejede ca. 35 kg var de helt ovre på vådfoder.  

Vådfoderet blev udfodret restriktivt ud fra besætningens sædvanlige foderkurve (appendiks 2). Foderkurven til forsøgsgruppen blev sænket i forhold til kontrolgruppen, da kornet til kontrol- og forsøgsfoderet blev taget fra samme silo og derfor havde samme energiværdi i fodercomputeren. I de to perioder, hvor der blev anvendt enten vinterbyg eller vårbyg var foderkurven i forsøgsgruppen sænket med henholdsvis 4,3 % og 3,5 % i forhold til kontrolgruppen. Derved blev der opnået samme foderkurve i begge grupper, når der blev indregnet den beregnede (forventede) højere energiværdi i fermenteret korn.      

Kontrol og evt. regulering af fodermængden til hver sti blev foretaget én gang dagligt efter besætningens normale praksis. Foderreguleringen blev foretaget ved den 2. daglige fodring (kl. 8:00). Inden fodringen blev det kontrolleret, om der var foder i krybberne fra sidste fodring (kl. 4:30). Hvis der var foder i krybben blev der reguleret 10 % ned. Hvis krybben var fugtig blev fodermængden ikke reguleret. Hvis krybben var tør blev fodermængden reguleret 2-3 % op. Funktionen med automatisk tilbageregulering til foderkurven blev ikke brugt. I sidste del af vækstperioden, hvor grisene havde nået slutfoderstyrken, kunne foderstyrken blive reguleret op eller ned med f.eks. 5 %, når det blev gjort samtidigt ved alle foderventiler i en sektion. Der var derved bedre mulighed for at styre, hvornår sektionen blev tømt.  

Foderanalyser

Prøver af vådfoder blev udtaget ved den anden daglige fodring ca. en gang pr. uge i hele afprøvningsperioden. Prøverne blev udtaget under udfodring fra prøveudtagningshaner opsat ved fire foderventiler i hver gruppe. Prøver af fermenteret korn, valle og gærfløde blev udtaget ved overførsel til blandetankene. Der blev desuden taget prøver af koldt vand fra en vandtank via mandehullet. 

pH og temperatur blev målt i prøverne straks efter prøveudtagning, hvorefter der blev tilsat myresyre (0,4 %) i vådfoderprøver til analyser for indhold af næringsstoffer for at stoppe fermenteringen, og prøverne blev efterfølgende frosset. Der blev anvendt et elektronisk pH-meter med termometer, og pH-metret blev kalibreret inden hver måling. I løbet af afprøvningsperioden blev pH og temperatur målt 53 gange i vådfoderet i hver gruppe, 29 gange i fermenteret korn, 10 gange i gærfløde og 3 gange i valle og vand.        

Cirka fire vådfoderprøver af samme foderblanding udtaget over to uger blev blandet til samleprøver. Prøverne blev tøet og hældt sammen inden de blev sendt til analyse. Der blev i alt analyseret 14 prøver fra hver gruppe for indhold af tørstof, energi (FEsv), råprotein, lysin, methionin, cystin og treonin samt calcium og fosfor. Desuden blev 13 prøver af hver blanding analyseret for indhold af fytase. Prøverne blev analyseret hos Eurofins Steins Laboratorium A/S.

Der blev analyseret for indhold af mikroorganismer, VFA, mælkesyre og ethanol i 11 vådfoderprøver fra hver gruppe, 11 prøver af fermenteret korn, 10 prøver af gærfløde, 3 prøver af valle og 4 prøver af vand i løbet af afprøvningsperioden. Prøverne blev analyseret hos Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet.

To neddelte samleprøver af vinterbyg, vårbyg og hvede blev analyseret for indhold af sukre, stivelse, lignin samt opløselige og uopløselige ikke-stivelsesholdige polysakkarider (NSP). Analyserne blev foretaget hos Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet.

Der blev foretaget sigteanalyser af formalet byg, hvede og fermenteret korn (50 % byg, 50 % hvede). Formalet byg og hvede blev både sigtet i Bygholmsigte samt tør- og vådsigtet i elektronisk sigteapparat (Retsch AS 200 Control Sieve Shaker). Fermenteret korn blev vådsigtet i elektronisk sigteapparat. Sigteanalyser i Bygholmsigten blev i løbet af afprøvningen foretaget 9 gange for vinterbyg, 10 gange for vårbyg og 18 gange for hvede. Tør- og vådsigtning i elektronisk sigteapparat blev foretaget i 5 prøver af vårbyg, 5 prøver af hvede. Der blev sigtet 17 prøver af fermenteret korn ved vådsigtning. Ved både tør- og vådsigtning i elektronisk sigteapparat blev fraktionerne vejet, hvorefter den procentvise fordeling af partikelstørrelse blev beregnet. Ved vådsigtning blev fraktionerne efter sigtning tørret i varmeskab inden de blev vejet. Ved sigtning i Bygholmsigte var det volumen af hver fraktion, der blev anvendt til beregning af den procentvise fordeling af partikelstørrelse.

Produktionsresultater

Som primære parametre blev der på dobbeltsti-niveau registreret tilvækst og foderoptagelse samt kødprocent ved slagtning. Som sekundære parametre blev der registreret dødelighed og sygdomsbehandlinger samt udtagne grise. Grise blev vejet ud af afprøvningen enten på grund af sygdom eller på grund af lav vægt, når grisene skulle leveres til slagteriet. Inden for hvert hold blev der udtaget lige mange undervægtige grise i hver gruppe sidst i vækstperioden.     

Ud fra produktionsresultaterne blev der beregnet en produktionsværdi (PV) pr. gris og en produktionsværdi pr. stiplads pr. år:

• PV pr. gris = salgspris ÷ købspris ÷ FEsv (analyseret) x kr. pr. FEsv ÷ diverse omkostninger.
• PV pr. stiplads pr. år = PV pr. gris x (365 dage / antal foderdage pr. gris) x staldudnyttelse.

De anvendte økonomiske værdier var følgende (gennemsnit for de seneste 5 år, 1. september 2005 til 1. september 2010):

• Pris for slagtesvinefoder: 1,37 kr. pr. FEsv
• Notering for 30 kg’s grise: 334 kr.
• Kg-regulering for grise under 30 kg: ÷ 5,05 kr. pr. kg
• Kg-regulering for grise over 30 kg: + 5,16 kr. pr. kg
• Notering for slagtesvin inkl. efterbetaling: 9,49 kr. pr. kg
• Diverse omkostninger: 20 kr. pr. gris
• Staldudnyttelse: 95 %

Ved levering af grise til slagteriet blev skinkemærkenummeret, der refererede til gruppe og hold, ikke aflæst eller fejlaflæst på 333 grise ud af i alt 3.486 slagtede grise i afprøvningen svarende til 9,6 % af grisene. Da foderoptagelse, tilvækst og kødprocent blev registreret på dobbeltsti-niveau blev der korrigeret for de manglende registreringer eller fejlregistreringer af grise på slagteriet, inden produktionsværdien blev beregnet. Produktionsværdien blev beregnet som en gennemsnitsgris i hver dobbeltsti svarende til én observation pr. dobbeltsti inden den statistiske analyse blev foretaget. 

Statistik 

Produktionsværdier pr. gris og pr. stiplads for hele afprøvningsperioden blev analyseret som primære parametre og sygdomsbehandlinger og dødelighed blev analyseret som sekundære parametre.

Produktionsværdier blev analyseret i MIXED-procedure i SAS. Sygdomsbehandlinger og dødelighed blev analyseret i GLIMMIX-procedure i SAS. Gruppe, hold og stald indgik som klassevariable, hvor hold indenfor stald indgik som tilfældig effekt. Der blev korrigeret for vægt ved indsættelse i de statistiske analyser. Resultaterne er vist som korrigerede gennemsnit.

Foderets næringsstofindhold

Foderblandingernes beregnede og analyserede indhold af næringsstoffer fremgår af appendiks 3. Det analyserede indhold af FEsv i både kontrol- og forsøgsfoderet blev korrigeret for indhold af ethanol, fordi ethanol, der dannes ved fermentering, indeholder energi, men ethanol forsvinder ved tørring af prøverne og indgår derfor ikke i det analyserede tørstofindhold.

Det er som nævnt ikke muligt at måle højere energiværdi i fermenteret korn ved foderanalyse. Der er derfor foretaget en korrektion af analyseret FEsv i forsøgsfoderet ved at indregne den forventede højere energiværdi i fermenteret korn (analyseret A). Analyseret FEsv i forsøgsfoderet er desuden vist uden korrektion for forventet højere energiværdi i fermenteret korn (analyseret B). 
 
Det var planlagt, at FEsv pr. 100 kg i forsøgsfoderet (analyseret A) skulle være den samme som det analyseret indhold i kontrolfoder. Som det fremgår af appendiks 3 var denne energiværdi ens i kontrol- og forsøgsfoderet i periode 1 med vinterbyg i foderet. I periode 2 med vårbyg i foderet var indholdet af FEsv pr. 100 kg lidt højere i kontrolfoderet end i forsøgsfoderet, når der indregnes højere energiværdi i fermenteret korn.

Når der ikke indregnes højere energiværdi i fermenteret korn i forsøgsfoderet, var det beregnet, at energiindholdet skulle være ca. 1 FEsv pr. 100 kg lavere i forsøgsfoderet end i kontrolfoderet. Forskellen i energiindholdet i kontrol- og forsøgsfoderet uden indregning af højere energiværdi i fermenteret korn var tæt på det beregnede i periode 1, men større end beregnet i periode 2.            
            
Samlet set var forskellen mellem det analyserede energiindhold i kontrol- og forsøgsfoderet i FEsv pr. 100 kg vådfoder tæt på det beregnede i periode 1 med vinterbyg i foderet, men forskellen var større end beregnet i periode 2 med vårbyg i foderet. Forskellen i FEsv pr. 100 kg vådfoder mellem grupperne i periode 2 skyldes lavere tørstofindhold i forsøgsfoderet med fermenteret korn end beregnet.      

Det analyserede indhold af næringsstoffer (råprotein, aminosyrer og mineraler) var generelt i god overensstemmelse med det planlagte i både kontrol- og forsøgsfoderet.

Mikrobiologiske foderanalyser

pH og temperatur samt mikrobiologiske analyser af foderblandinger, fermenteret korn, valle, gærfløde og vand fremgår af appendiks 4.

I fermenteret korn var pH-værdien i gennemsnit 3,7, hvilket er på niveau med tidligere undersøgelser af fermenteret korn [3], [6], [7] og [8]. Temperaturen i fermenteret korn var henholdsvis 23 og 24 ºC i gennemsnit i de to perioder med henholdsvis vinterbyg og vårbyg, hvilket også er på niveau med de tidligere undersøgelser. Det var som nævnt planlagt, at temperaturen skulle holdes på 20-21 ºC i det fermenterede korn, da en tidligere undersøgelse indikerede, at dette temperaturniveau er mest optimalt for at opnå en stabil fermentering [7]. Det var ikke muligt at komme ned på 20-21 ºC i sommerperioden, sandsynligvis på grund af, at fermenteringstanken ikke var isoleret. Temperaturen i fermenteringstanken varierede fra 22 til 26 ºC, hvilket er væsentlig mindre sammenlignet med den tidligere afprøvning [7], hvor temperaturen i fermenteringstanken varierede fra 18 til 30 ºC, og hvor indholdet af eddikesyre steg med stigende temperatur, mens indholdet af mælkesyre og ethanol faldt. I den nærværende afprøvning lå indholdet af mælkesyre, eddikesyre og ethanol på et stabilt niveau gennem hele afprøvningsperioden. Indholdet af mælkesyre var ca. 100 mmol pr. kg og indholdet af eddikesyre var ca. 20 mmol pr. kg, hvilket betragtes som en god fermentering. I den tidligere undersøgelse med større temperaturvariation i fermenteret korn var indholdet af mælkesyre og eddikesyre henholdsvis ca. 90 og 70 mmol pr. kg, hvilket er en mindre god fermentering, da indholdet af mælkesyre bør være væsentligt højere end indholdet af eddikesyre. Det anbefales derfor at minimere udsvinget i temperaturen i fermenteringstanken f.eks. ved at isolere tanken og tilstræbe, at temperaturen i tanken er 20-23 ºC.   

Samlet set var indholdet af fermenteringsprodukterne (organiske syrer og ethanol) i fermenteret korn højere i denne afprøvning end i fordøjelighedsforsøget med fermenteret korn [8]. Det viser, at kornet var mere fermenteret i denne afprøvning end i fordøjelighedsforsøget.  

I både kontrolfoderet (gruppe 1) og forsøgsfoderet med fermenteret korn (gruppe 2) var der et relativt højt indhold af enterobakterier, skimmel og Cl. perfringens, som er uønsket i vådfoder, da det kan medføre diarré mm. Indholdet af disse mikroorganismer var højere i kontrolfoderet end i forsøgsfoderet, når resultaterne betragtes indenfor hver af de to perioder. Analyser af valle, gærfløde og vand fra en vandtank viste, at enterobakterier og Cl. perfringens i foderblandingerne kan stamme fra tankene med valle og gærfløde, som ikke blev rengjort rutinemæssigt. Vandkvaliteten i vandtanken var derimod god, selv om denne tank heller ikke blev rengjort rutinemæssigt, og der ikke blev tilsat syre i vandtanken. På baggrund af disse resultater kan det anbefales at tømme og rengøre tanke med valle eller gærfløde f.eks. en gang om måneden.     

Der var ikke væsentlig forskel mellem kontrol- og forsøgsfoderet i indhold af mælkesyrebakterier og gær, der begge var på et normalt niveau i vådfoder.
 
Indholdet af mælkesyre var højere i forsøgsfoderet med fermenteret korn end i kontrolfoderet, men niveauet var højest i periode 2 sandsynligvis på grund af højere temperatur i vådfoderet i periode 2 end i periode 1. Der var dog ingen væsentlig forskel mellem pH i vådfoderet i de to perioder, men pH var lavest i forsøgsfoderet med fermenteret korn. Indholdet af eddikesyre var mellem 26 og 40 mmol pr. kg i foderet i begge grupper og i begge perioder. I et forsøg med smågrise er det fundet, at indholdet af eddikesyre skulle være over 60 mmol pr. kg vådfoder, før der var tendens til lavere foderoptagelse [10]. Det er derfor ikke sandsynligt, at indholdet af eddikesyre har påvirket foderoptagelsen i denne afprøvning.

Indholdet af myresyre, ravsyre, propionsyre, smørsyre og valerinsyre var lavt og på samme niveau i begge grupper. Indholdet af ethanol var derimod højere i forsøgsfoderet end i kontrolfoderet som følge af produktion af ethanol i fermenteret korn.

Analyser af kulhydrater i byg og hvede

Sammensætningen af kulhydratfraktionen i ikke-fermenteret vinterbyg, vårbyg og hvede fremgår af appendiks 5. Analyserne blev foretaget for at vurdere, om der var en sammenhæng mellem indhold af FEsv og kulhydratfraktionens sammensætning, herunder indhold af NSP i kornet. Hvis lavt indhold af FEsv hænger sammen med højt indhold af NSP kan det underbygge hypotesen ud fra fordøjelighedsforsøget [8] om, at der er størst effekt ved fermentering af korn med lavt indhold af FEsv, som følge af højt indhold af NSP. Det skyldes, at den mikrobielle omsætning af NSP kan bidrage til at øge energiindholdet i fermenteret korn.
 
Der var sammenhæng mellem indholdet af NSP og FEsv i byg, idet byg med højt indhold af NSP havde lavt indhold af FEsv. Denne sammenhæng ses både for byg anvendt i denne afprøvning og byg anvendt i fordøjelighedsforsøget. Med hensyn til hvede var der ikke stor forskel i kulhydratsammensætningen i denne afprøvning og i fordøjelighedsforsøget, men indholdet af NSP var lavere i hvede end i byg, og hvede havde et højere indhold af FEsv end byg. 

Generelt var der en sammenhæng mellem NSP og FEsv i korn, således at højt indhold af NSP hang sammen med lavt indhold af FEsv. Der kan derfor forventes en større effekt ved fermentering af korn med lavt indhold af FEsv.          

Sigteprofil af formalet byg og hvede og fermenteret korn

I appendiks 6 er vist sigteprofil af formalet byg og hvede samt fermenteret korn ved forskellige sigtemetoder. Der var ikke forskel på sigteprofilen for vinterbyg og vårbyg, så derfor er resultaterne vist samlet for byg. Sigteanalyser i Bygholmsigte gennem hele afprøvningsperioden viste, at der var ca. 50 % under 1 mm for byg og ca. 40 % under 1 mm for hvede, hvor anbefalingen er mindst 60 % under 1 mm.

Kornet blev som nævnt formalet på en skivemølle, og der var derfor flager af skaldele, som indgik i fraktionerne over 1 mm. Skivemøllen var indstillet til samme formalingsgrad af kornet i kontrol- og forsøgsgruppen. For at undersøge, om sigtning i Bygholmsigte (volumenbaseret) gav et retvisende billede af formalingsgrader, blev der sidst i afprøvningsperioden gennemført en sammenligning af sigteprofil ved sigtning i henholdsvis Bygholmsigte, tørsigtning i elektronisk sigteapparat og vådsigtning i elektronisk sigteapparat. Der blev sigtet fem ens prøver ved hver metode og resultaterne viste, at sigtning i Bygholmsigte (volumen) og tørsigtning i elektronisk sigteapparat (vægt) resulterede i stort set samme sigteprofil. Ved vådsigtning af byg var der også samme andel af partikler under 1 mm som ved de andre sigtemetoder, men ved vådsigtning af hvede var der ca. 10 procentenheder flere partikler under 1 mm end ved de to tørsigtningsmetoder.

Forskellen mellem tørsigtning og vådsigtning i elektronisk sigteapparat var, at formalet korn ved vådsigtning blev opblødt i vand i ca. en time, hvorefter det blev sigtet under vandgennemstrømning i sigten. Fraktionerne blev derefter tørret i varmeskab inden de blev vejet. Som det fremgår af appendiks 6, var der flere af de mindste partikler under 0,25 mm ved vådsigtning end ved tørsigtning i elektronisk sigteapparat. Ved vådsigtning har der altså været muligt at separere flere af de mindre partikler end ved tørsigtning. Ved vådsigtning var der samtidig flere af de største partikler over 3,15 mm end ved tørsigtning i elektronisk sigteapparat. Det kan skyldes, at nogle af partiklerne er kvældet op ved støbsætning i vand eller at partiklerne er klistret sammen.

Samlet set viste sigteanalyserne af både formalet byg og formalet hvede, at ca. 50 % af partikerne var under 1 mm. I fordøjelighedsforsøget med fermenteret korn [8] var der kun ca. 25-30 % af partiklerne af formalet byg og hvede, der var under 1 mm ved sigtning i Bygholmsigte. Kornet i denne afprøvning var således væsentligt finere formalet end i fordøjelighedsforsøget, men ikke så fint som anbefalingen om mindst 60 % under 1 mm.                      

I figur 3 er vist resultaterne af vådsigtning af fermenteret korn og ikke-fermenteret (formalet) korn (50 % byg og 50 % hvede). Prøverne er udtaget 5 gange, således at der hver gang blev udtaget én prøve af fermenteret korn, én prøve af formalet byg og én prøve af formalet hvede, for at eliminere eventuel variation i formalingsgraden på skivemøllen over tid. Som det fremgår af figuren blev kornet yderligere findelt ved fermenteringen i forhold til formalingen på skivemøllen. 75 % af fermenteret korn var i den mindste fraktion under 0,25 mm, mens kun 43 % af ikke-fermenteret korn var under 0,25 mm. Når fraktionerne under 1 mm slås sammen, var der 81 % under 1 mm i fermenteret korn, mens der i gennemsnit for ikke-fermenteret byg og hvede var 56 % under 1 mm. Den finere struktur i fermenteret korn end i ikke-fermenteret korn kan være en væsentlig del af årsagen til bedre foderudnyttelse af fermenteret korn, som er fundet i tidligere afprøvninger [1], [3], [6] og [7] samt højere fordøjelighed af fermenteret korn, som blev fundet i fordøjelighedsforsøget [8] .

 
Figur 3. Sigteprofil ved vådsigtning af ikke-fermenteret og fermenteret korn bestående af 50 % byg og 50 % hvede.

Sundhedsforhold

Sundhedstilstanden var generelt god i besætningen. Der var ikke statistisk sikker forskel mellem grupperne i antallet af sygdomsbehandlinger. I gennemsnit var der 0,1 behandlingsdag pr. gris i alt og behandlinger for diarré udgjorde ca. halvdelen af sygdomsbehandlingerne. Dødeligheden var i gennemsnit 1,5 % og der var ikke statistisk sikker forskel mellem grupperne.

Det relativt høje indhold af enterobakterier, skimmel og Cl. perfringens i vådfoderet, især i kontrolgruppen, har således ikke haft markant negativ indflydelse på grisenes mave-tarm-sundhed.

Produktionsresultater

Produktionsresultaterne for periode 1 med vinterbyg, periode 2 med vårbyg og hele forsøgsperioden er vist i tabel 3 og 4. I opgørelsen af resultaterne for hele perioden indgår 6 hold, der var i stalden ved overgang fra periode 1 til 2 og derved både har fået foder med vinterbyg og foder med vårbyg. Foderoptagelse og foderudnyttelse er vist både med (A) og uden (B) indregning af den forventede højere energiværdi i fermenteret korn ud fra fordøjelighedsforsøget [8]. Foderet i forsøgsgruppen var som nævnt optimeret med den forventede højere energiværdi i fermenteret korn.

I tabel 5 er vist produktionsværdier (PV) ved gennemsnitspriser for de seneste 5 år (1. september 2005 til 1. september 2010). Der er både vist PV pr. gris, hvor tilvæksten ikke indgår i beregningen, og PV pr. stiplads pr. år, hvor tilvæksten indgår. PV pr. gris er relevant i de besætninger, hvor produktionsomfanget ikke kan øges indenfor de bestående rammer, det vil sige, at hverken antallet af producerede grise eller slagtevægten kan øges. PV pr. stiplads pr. år er kun relevant i besætninger, hvor produktionsomfanget kan øges. Der er beregnet produktionsværdier både med (A) og uden (B) indregning af højere energiværdi ved fermentering af korn, og beregningerne er foretaget for hver periode med henholdsvis vinterbyg og vårbyg i foderet og samlet for hele forsøgsperioden. Den statistiske analyse er foretaget for produktionsværdierne beregnet for hele forsøgsperioden.

PV pr. gris (A) og PV pr. stiplads pr. år (A) var statistisk sikkert lavere i forsøgsgruppen end i kontrolgruppen, når den forventede højere energiværdi i fermenteret korn indgik i beregningen, og forskellene var størst i periode 2 med vårbyg i foderet. Det viser, at der ikke blev fundet den forventede højere energiværdi ved fermentering af korn, da produktionsværdierne så skulle have været ens i de to grupper. Når der ikke blev indregnet højere energiværdi i fermenteret korn, var PV pr. gris (B) derimod statistisk sikkert højere for forsøgsgruppen end for kontrolgruppen, og der var tendens (p=0,06) til højere PV pr. stiplads pr. år (B). Disse forskelle for hele forsøgsperioden skyldes især forskelle i periode 1 med vinterbyg i foderet. Det tyder på, at energiværdien af fermenteret korn var højere end i ikke-fermenteret korn især for vinterbyg, men ikke så høj som forventet.

Tilvæksten var lavere og foderudnyttelsen (A) var dårligere i forsøgsgruppen end i kontrolgruppen i begge perioder. Det viser også, at det fermenterede korn ikke indeholdt den forventede højere energiværdi, som var indregnet i optimeringerne. Fermenteret vinterbyg var indregnet med ca. 9 % højere energiindhold end ikke-fermenteret vinterbyg, mens effekten af fermentering af vårbyg var indregnet med ca. 6 % stigning i energiindholdet. Hvis fermenteringen ikke øgede energiindholdet i kornet, var det derfor forventet, at forskellen i produktionsresultaterne mellem kontrol- og forsøgsgruppen ville være størst i periode 1 med vinterbyg i foderet. Årsagen til, at der mod forventning var størst forskel i tilvækst mellem kontrol- og forsøgsgruppen i periode 2 med vårbyg i foderet kan være den lidt lavere foderoptagelse (A) i forsøgsgruppen end i kontrolgruppen i denne periode. Det kan skyldes, at indholdet af FEsv pr. kg vådfoder (analyseret A) var lidt lavere i forsøgsgruppen end i kontrolgruppen periode 2.  Foderkurven i forsøgsgruppen var som nævnt tilpasset den forventede højere energiværdi i fermenteret korn, så grisene blev fodret med samme foderstyrke i gruppe 1 og 2 forudsat højere energiværdi i fermenteret korn.  

Tabel 3. Produktionsresultater for hver periode

Tabel 4. Produktionsresultater for hele forsøgsperioden

Når der ikke blev indregnet højere energiværdi i fermenteret korn var foderoptagelsen (B) 4,5 % lavere i forsøgsgruppen end i kontrolgruppen i begge perioder. Foderudnyttelsen (B) var bedre i forsøgsgruppen end i kontrolgruppen, især i periode 1 med vinterbyg i foderet, hvor foderudnyttelsen (B) blev forbedret med 3 % ved fermentering af kornet. I periode 2 med vårbyg i foderet blev foderudnyttelsen (B) kun forbedret med 1 % ved fermentering af kornet. Det tyder på, at der som forventet var større effekt af at fermentere vinterbyg med lavt energiindhold (104 FEsv pr. kg korn med 15 % vand) end ved at fermentere vårbyg med højere energiindhold (109 FEsv pr. kg korn med 15 % vand).

Kødprocenten var også bedre i forsøgsgruppen end i kontrolgruppen i begge perioder. Bedre foderudnyttelse (B) og lavere kødprocent kan skyldes lavere foderoptagelse (B), men det er sandsynligvis ikke hele forklaringen. I de tidligere afprøvninger med fermenteret korn til slagtesvin [3] og [7] blev der også fundet lavere foderoptagelse (2-5 %) og bedre foderudnyttelse (4-6 %) ved anvendelse af fermenteret korn, men kødprocenten var i disse afprøvninger lavest i forsøgsgruppen med fermenteret korn. I disse to tidligere afprøvninger var fodersammensætningen ens i kontrol- og forsøgsgruppen, så eneste forskel var, om kornet var fermenteret eller ej. Resultaterne tyder således på, at grisene i forsøgsgruppen i de tidligere afprøvninger blev underforsynet med protein i forhold til energi som følge af højere energiværdi ved fermentering af korn. I denne afprøvning tyder resultaterne på, at den indregnede energiværdi ved fermentering af korn var for stor, så grisene i forsøgsgruppen fik mere fordøjeligt råprotein og flere fordøjelige aminosyrer pr. FEsv i forsøgsgruppen end i kontrolgruppen. Dette sammen med lavere foderoptagelse (B) kan være forklaringen på den højere kødprocent i forsøgsgruppen i denne afprøvning. 

Tabel 5. Produktionsværdier (PV) ved 5-års priser

Samlet for hele afprøvningsperioden var foderudnyttelsen (B) 2 % bedre i forsøgsgruppen end i kontrolgruppen, når der ikke blev indregnet højere energiværdi ved fermentering af korn, og analyserbare foderenheder blev anvendt i beregningen (analyseret B, appendiks 3). Når der derimod blev indregnet den forventede stigning i energiværdien ved fermentering af korn ud fra fordøjelighedsforsøget [8], var foderudnyttelsen (A) 2 % dårligere i forsøgsgruppen end i kontrolgruppen. Ud fra dette vurderes det, at den reelle stigning i energiværdien ved fermentering af korn kun var halv så stor, som forventet ud fra fordøjelighedsforsøget, og som indregnet ved optimering af forsøgsfoderet med fermenteret korn. Det forventes derfor, at der ville være opnået samme produktionsresultater i kontrol- og forsøgsgruppen, hvis indholdet af korn i forsøgsfoderet kun var reduceret med 2-3 % i forhold til kontrolfoderet. 

En del af forklaringen på, at der i denne afprøvning blev fundet en mindre effekt af fermentering end i fordøjelighedsforsøget kan være, at kontrolfoderet var almindelig vådfoder, det vil sige, at det var delvist fermenteret med ca. 28 % restmængde i rørstrenge og blandetank. I fordøjelighedsforsøget var kontrolfoderet tørfoder, der blev blandet med vand lige inden udfodring. Der var således større forskel mellem kontrol- og forsøgsfoderet i fordøjelighedsforsøget end i denne afprøvning med hensyn til fermentering af kornet, på trods af, at kornet var mere fermenteret i denne afprøvning end i fordøjelighedsforsøget.   

Den primære årsag til den lavere effekt af fermentering på energiværdien i korn i denne afprøvning end i fordøjelighedsforsøget er sandsynligvis forskellen i formalingraden af kornet. I denne afprøvning var der som nævnt ca. 50 % under 1 mm i formalet korn, mens der for kornet i fordøjelighedsforsøget var ca. 25-30 % under 1 mm. Da det i denne afprøvning er vist, at strukturen i kornet bliver finere ved fermentering (figur 3), er det sandsynligt, at der opnås større stigning af energiværdien i korn ved fermentering af groft formalet korn end ved fermentering af fint formalet korn. I besætninger, hvor kornet formales meget fint (60-80 % under 1 mm), kan der derfor forventes en mindre effekt på energiværdien ved fermentering af korn end fundet i denne afprøvning.

Økonomiske beregninger

I tabel 6 er vist to økonomiske beregningseksempler med øget energiværdi ved fermentering af korn. Der er taget udgangspunkt i foderblandingerne anvendt i denne afprøvning, hvor korndelen bestod af 50 % byg og 50 % hvede. Når hele korndelen fermenteres vil der være en besparelse på ca. 2,5 % af kornet på grund af den højere energiværdi. Hvis det derimod kun er byg med lavt energiindhold der fermenteres, kan der spares ca. 4 % af bygdelen og i alt 2 % af korndelen, når byg udgør halvdelen af kornet. I denne afprøvning var det vinterbyg, der havde det laveste energiindhold. Når det kun er byg, der fermenteres, skal tanken være mindre, end hvis både hvede og byg fermenteres. I dette eksempel er regnet med en tankstørrelse på henholdsvis 24.000 liter til fermentering af hvede og byg og 12.000 liter til fermentering af byg. 

Prisen på korn har i de seneste 5 år (2006-2010) i gennemsnit været 120 pr. 100 kg. Med denne kornpris opnås der en besparelse i foderprisen på ca. 35.000 kr. ved fermentering af både byg og hvede og ca. 28.000 kr. pr. år ved fermentering af byg ved fuld udnyttelse af kapaciteten i fermenteringstanken svarende til ca. 9.000 slagtesvin produceret pr. år. I disse beregninger er medregnet en lidt højere iblandingsprocent af sojaskrå, når kornet fermenteres. Prisen på sojaskrå var sat til 220 kr. pr. 100 kg, som er gennemsnitsprisen for de seneste 5 år. Omkostningerne til opvarmning af vand og omrøring i fermenteringstanken tager en meget stor del af den opnåede besparelse i foderprisen. I dette eksempel er regnet med opvarmning af vand via oliefyr, men opvarmningen af vandet kan være billigere, hvis der anvendes halmfyr eller overskudsvarme fra gyllekøling. Med hensyn til omrøring i fermenteringstanke er der regnet med energiforbrug til to omrørere i en 24.000 liters tank og én omrører i en 12.000 liters tank, der omrører 5 minutter hver halve time svarende til 4 timer i døgnet.

Når omkostningerne til opvarmning af vand og omrøring i fermenteringstanken fratrækkes besparelsen i foderprisen er overskuddet ved fermentering af byg og hvede med 111 FEsv pr. 100 kg ca. 3.200 kr. pr. år, når kornprisen er 120 kr. pr. 100 kg. Dette overskud kan ikke dække de årlige kapitalomkostninger på ca. 30.000 kr. ved investering i et fermenteringsanlæg inkl. en 24.000 liters fermenteringstank. Med en kornpris på 120 kr. pr. 100 kg kan det derfor ikke anbefales at investere i et fermenteringsanlæg til fermentering af korn bestående af 50 % byg og 50 % hvede. For besætninger, der allerede har en fermenteringstank med kapacitet til fermentering af hele korndelen af foderet bestående af 50 % byg og 50 % hvede, vil det give et lille økonomisk overskud at fermentere kornet, så længe kornprisen er over 110 kr. pr. 100 kg. Med den nuværende kornpris (februar 2011) på ca. 165 kr. pr. 100 kg er der et overskud på ca. 18.000 kr. pr. år ved fermentering af hele korndelen i dette eksempel. Hvis kornprisen kommer under 110 kr. pr. 100 kg vil omkostningerne dels til opvarmning af vand med oliefyr og dels til omrøring i fermenteringstank overstige besparelsen i foderprisen. Kornprisen skal være over 203 kr. pr. 100 kg, før det kan betale sig at investere i et fermenteringsanlæg til fermentering af hele korndelen i foderet, når de årlige kapitalomkostninger er ca. 30.000 kr. pr. år.

Tabel 6. Økonomiske beregningseksempler ved fermentering af korn 

De økonomiske beregninger viser bedre resultater, hvis det kun er byg med lavt energiindhold, der fermenteres. Overskuddet ved fermentering af byg med 104 FEsv pr. 100 kg er ca. 13.000 kr. pr. år, når kornprisen er 120 kr. pr. 100 kg, efter at omkostningerne til opvarmning af vand og omrøring er fratrukket. Dette overskud kan ikke dække de årlige kapitalomkostninger ved investering i fermenteringsanlæg inkl. en fermenteringstank på 12.000 liter i dette beregningseksempel. For besætninger, der allerede har et fermenteringsanlæg, vil der være en økonomisk gevinst ved at fermentere byg med 104 FEsv pr. 100 kg, så længe kornprisen er over 72 kr. pr. 100 kg. Med den nuværende kornpris (februar 2011) på ca. 165 kr. pr. 100 kg giver det et overskud på ca. 25.000 kr. pr. år at fermentere byg i dette eksempel.

Afprøvningen viste, at der var en stigning i energiværdien ved fermentering af korn, men stigningen var mindre end forventet ud fra et fordøjelighedsforsøg. Når der ikke blev indregnet højere energiværdi ved fermentering af korn i foderets energiindhold var foderudnyttelsen 2 % bedre i forsøgsgruppen med fermenteret korn end i kontrolgruppen og produktionsværdien både pr. gris og pr. stiplads pr. år var statistisk sikkert højere i forsøgsgruppen end i kontrolgruppen. Når der derimod blev indregnet den forventede stigning i energiværdien ved fermentering af korn ud fra fordøjelighedsforsøget var foderudnyttelsen 2 % dårligere i forsøgsgruppen end i kontrolgruppen og produktionsværdien pr. gris var statistisk sikkert lavere i forsøgsgruppen end i kontrolgruppen. Ud fra dette vurderes det, at den reelle stigning i energiværdien ved fermentering af korn kun var halv så stor, som forventet ud fra fordøjelighedsforsøget, og som indregnet ved optimering af forsøgsfoderet med fermenteret korn.       

Ved fermentering af korn bestående af 50 % byg og 50 % hvede, kan der spares 2-3 % af kornet, når kornet er formalet til en formalingsgrad, hvor ca. 50 % af partiklerne er under 1 mm. Hvis det kun er byg, der fermenteres, og især når energiindholdet i det aktuelle parti byg er lavt, vil der kunne spares ca. 4 % af bygdelen uden at forringe produktionsresultaterne. I besætninger, hvor kornet formales meget fint (60-80 % under 1 mm), kan der forventes en mindre effekt på energiværdien ved fermentering af korn end fundet i denne afprøvning. Stigningen i energiværdien ved fermentering af korn skal indregnes i foderoptimeringen for ikke at underforsyne grisene med protein i forhold til energi og dermed undgå et fald i kødprocenten. Beregning af energiindholdet i fermenteret korn vil blive indarbejdet i programmerne til optimering af foderblandinger.  

Samlet set er stigningen i energiværdi ved fermentering af korn for lille til, at der kan opnås en økonomisk gevinst ved investering i et fermenteringsanlæg med en kornpris på ca. 120 kr. pr. 100 kg, som er den gennemsnitlige kornpris for de seneste 5 år. Kornprisen skal være højere før det giver et økonomisk overskud. På denne baggrund kan det pt. derfor ikke anbefales at investere i et fermenteringsanlæg til fermentering af korn. For besætninger, der allerede har investeret i et fermenteringsanlæg, vil det med den nuværende kornpris give et mindre økonomisk overskud at fermentere korn især byg med lavt energiindhold.

Det er sandsynligt, at fermentering af korn kan øge fosforudnyttelsen. På baggrund af dette kan blive relevant for nogle besætninger at investere i et fermenteringsanlæg for at nedbringe fosforudledningen. Fosforudnyttelsen ved fermentering af korn undersøges i en igangværende afprøvning med søer.

Deltagere

Tekniker: Peter Nøddebo Hansen
Statistiker: Jens Vinter

Afprøvning nr.: 1000

Foderblandingernes gennemsnitlige råvaresammensætning, %
  

Foderkurve

Beregnet og analyseret indhold af tørstof, EFOS, EFOSi og FEsv i foderblandingerne

Beregnet og analyseret indhold af råprotein, aminosyrer, calcium, fosfor og fytase i foderblandingerne
  

Mikrobiologiske foderanalyser
 

Analyser af kulhydrater i byg og hvede, g pr. kg tørstof
   

Sigteprofil af formalet byg og hvede i Bygholmsigte, % -fordeling
   

Sigteprofil af fermenteret korn ved vådsigtning i elektronisk sigteapparat, % -fordeling
   

Sigteprofil af formalet byg og hvede samt fermenteret korn ved forskellige sigtemetoder, % -fordeling