12. september 2011

Meddelelse Nr. 913

Areal til slagtesvin

Areal pr. slagtesvin blev øget fra 0,67 m2 pr. gris til 0,73 m2 pr. gris og 0,79 m2 pr. gris, hvilket ikke viste nogen statistisk sikker forbedring af grisenes produktivitet eller stihygiejne.

Gennem en periode på knap halvandet år (fra september 2008 til januar 2010) blev tre arealer til slagtesvin afprøvet i to besætninger for at afklare, om et øget areal til slagtesvin kunne forbedre grisenes produktivitet og stihygiejne. De afprøvede arealer var 0,67 m2 pr. gris, 0,73 m2 pr. gris og 0,79 m2 pr. gris. Arealet på 0,67 m2 pr. gris fungerede som kontrolgruppe, da dette var en tilnærmelse til det nuværende arealkrav på 0,65 m2 pr. gris for slagtesvin fra 85-110 kg [3]. To besætninger indgik i afprøvningen; de anvendte begge to vådfodring i langkrybber, alle stier havde 1/3 fast gulv, og der var samme flokstørrelse i alle stier. Den eksisterende stiudformning blev ændret ved enten at flytte stiadskillelsen modsat krybben eller ved at indsætte en ekstra stiadskillelse.

Der blev ikke fundet nogen statistisk sikker effekt af at øge arealet pr. slagtesvin på hverken produktionsværdi, foderudnyttelse eller kødprocent. Der var dog en tendens til forbedret daglig tilvækst (p=0,07). Afprøvningen viste heller ingen effekt af øget areal på graden af svineri på det faste gulv, i antallet af stier med behov for daglig rengøring, eller i andelen af stier med søle på det faste gulv. Derimod blev der påvist en statistisk sikker effekt af grisenes alder, da grisene svinede mere i slutningen af vækstperioden. Der blev også påvist en sæsoneffekt, da der var signifikant mere svineri i sommerhalvåret. Dog blev der ikke fundet nogen effekt af gruppe, så det vurderes, at svineri på det faste gulv ikke kan mindskes ved at sænke belægningsgraden i årets varme perioder. Resultaterne fra den aktuelle afprøvning viser, at areal pr. slagtesvin er af mindre betydning end grisenes vægt og temperaturen i stalden, når det drejer sig om belægningsgrader indenfor det spænd, som der opereres med i denne afprøvning. Det kan konkluderes, at en forøgelse af areal pr. slagtesvin fra 0,67 m2 pr. gris til 0,73 m2 pr. gris og 0,79 m2 pr. gris ikke gav en statistisk sikker forbedring af slagtesvinenes produktivitet eller stihygiejne.

TILSKUD

Projektet har modtaget tilskud via EU og Fødevareministeriets Landdistriktsprogram og har Projekt ID: 09/10/64. Journal nr. 3663-D-08-00281.

 

 


Institution: Videncenter for Svineproduktion, Videncenter for Svineproduktion, Den rullende Afprøvning

Forfatter: Torben Jensen, Caroline Kold Nielsen

Udgivet: 12. september 2011

Dyregruppe: Slagtesvin

Fagområde: Stalde og Miljø