30. november 2011

Meddelelse Nr. 921

Avlens betydning for LG5 i produktionsbesætninger

Undersøgelsen viste, at effekten af avl for egenskaben LG5 kan genfindes i produktionen, og ligger mellem 0,58 og 1,16 gris mere i kuldet per subindekspoint. Variationen skyldes, at subindekset for LG5 er koblet til soens kuldnummer.

Dette studie havde til formål at undersøge, om avlsfremgangen for antal grise på dag fem efter faring (LG5) hos rene racer kan genfindes hos krydsningsgrise i en produktionsbesætning. Der indgik data for 34.927 krydsningsgrise (2.205 kuld) fra 924 Landrace- x Yorkshire-krydsningssøer (LY/YL) og 195 Duroc-orner.

Til dataanalysen blev anvendt to forskellige metoder med to forskellige modeller. Ved Metode 1 sammenlignedes soens gennemsnitlige antal levende grise på dag fem efter faring med soens subindeks for egenskaben levende grise på dag fem efter faring (LG5). Ved Metode 2 blev antal levende grise fem dage efter faring sammenlignet med soens subindeks for LG5, hvor der samtidig korrigeredes for effekten af faringsmåned og soens kuldnummer. Analysen blev foretaget ved kuldniveau, og den blev korrigeret for, at søerne indgik med et varierende antal kuld i undersøgelsen.

Undersøgelsen viste, at der er en positiv sammenhæng mellem subindekset for LG5 og antal levende grise på dag fem i en produktionsbesætning. LY/YL-søer med et højt subindeks for LG5 har betydelig flere levende grise i deres kuld fem dage efter faring end søer med et lavt subindeks. Den præcise effekt var vanskelig at bestemme, men gennemslagsfaktoren (koefficienten) for subindeks for LG5 blev fundet til at ligge mellem 0,58 og 1,16 gris per subindekspoint. Det betyder, at for to gennemsnitlige LY/YL-søer med en forskel i subindeks på et point vil den forventede forskel i levende grise fem dage efter faring ligge mellem 0,58 og 1,16 gris per kuld. Afvigelsen i analysen skyldtes, at subindekset for LG5 var koblet til soens kuldnummer, således at ældre søer med højt kuldnummer samtidigt har et lavere subindeks for LG5. Det gennemsnitlige lavere subindeks hos de ældre søer skyldes avlsfremgangen for LG5 for de yngre søer.


Institution: Videncenter for Svineproduktion

Forfatter: Bjarne Nielsen, Søren Balder Bendtsen, Trine Strange

Udgivet: 30. november 2011

Dyregruppe: Søer

Fagområde: Avl og genetik