18. juli 2012

Meddelelse Nr. 947

Benzoesyre gav højere produktivitet hos slagtesvin

Tilsætning af benzoesyre til foderet til slagtesvin gav 10 pct. højere produktionsværdi. Tilsætning af 0,5 % benzoesyre til foderet gav lige så stor produktivitetsforbedring som tilsætning af 1 % benzoesyre.

Afprøvningen viste, at ved iblanding af 0,5 % eller iblanding af 1 % benzoesyre til slagtesvinefoder blev produktionsværdien i begge tilfælde statistisk sikkert forbedret med 10 pct. i forhold til kontrolgruppen, som fik foder, der ikke var tilsat benzoesyre. Der indgik yderligere én gruppe, hvor grisene blev tildelt foderet med 1 % benzoesyre frem til cirka 70 kg og derefter foderet med 0,5 % benzoesyre. I denne gruppe blev produktionsværdien ligeledes statistisk sikkert forbedret med 10 pct. i forhold til kontrolgruppen. I afprøvningen blev der anvendt indkøbt pelleteret færdigfoder.

Det blev undersøgt, om der var større forskel på produktiviteten imellem forsøgsgrupperne og kontrolgruppen, når der blev målt på sommerperioden frem for på vinterperioden. Men der blev ikke fundet forskel.

Der blev foretaget maveundersøgelser fra cirka 200 grise, dels fra kontrolgruppen, dels fra gruppen der fik 1 % benzoesyre i foderet. Det gennemsnitlige mavesårsindeks var statistisk sikkert 10 pct. højere i gruppen, hvor grisene havde fået foder med 1 % benzoesyre i forhold til kontrolgruppen. Der blev ikke undersøgt maver på de to øvrige grupper.

Den forbedrede produktivitet i de tre forsøgsgrupper (0,5 %, 1 % og 1 % / 0,5 % benzoesyre) kunne betale en pris for benzoesyren på henholdsvis 14 kr., 5,5 kr. og 8,3 kr. pr. kg benzoesyre. Benzoesyrens aktuelle pris i afprøvningen på 11,5 kr. pr. kg kunne derfor kun betales fuldt ud af gruppen, der blev tildelt 0,5 % benzoesyre i foderet. I denne gruppe var der et overskud på 11 kr. pr. stiplads pr. år, når udgiften til benzoesyre var betalt. Produktivitetsforbedringen var forårsaget af en forbedret foderudnyttelse på 0,07 FEsv pr. kg tilvækst og en bedre daglig tilvækst på 43 gram, men der var en mindre kødprocent på 0,5 procentenheder og en forøget foderpris på 4,4 øre pr. FEsv. En del af den økonomiske gevinst ved at bruge 0,5 % benzoesyre afhænger derfor af, om man som svineproducent kan bruge den forbedrede daglige tilvækst til dels flere producerede grise pr. år, dels en højere slagtevægt.

Forbedringen i daglig tilvækst og foderudnyttelse var størst i vækstperioden før 70 kg. Det kan derfor sandsynligvis kun betale sig at tilsætte 0,5 % benzoesyre i perioden 30–70 kg. I denne periode kunne den forbedrede foderudnyttelse på 0,08 FEsv/kg tilvækst alene betale for den øgede foderpris og gav desuden et overskud på 0,7 kr. pr. gris. Forbedringen i den daglige tilvækst på 67 gram gav desuden en kortere vækstperiode på tre dage i perioden 30–70 kg. Denne afprøvning kan ikke svare på, i hvor høj grad den forbedrede daglige tilvækst i perioden frem til 70 kg vil medføre en mindre kødprocent ved slagtning.

Omkostningen ved at reducere ammoniakemissionen via benzoesyre blev i denne afprøvning beregnet til en indtjening på 56 kr. pr. kg reduceret ammoniakemission, når der blev tilsat 0,5 % benzoesyre i hele vækstperioden, mens der var en udgift på 170 kr. og 82 kr. pr. kg reduceret ammoniakemission ved tilsætning af henholdsvis 1 % benzoesyre og fasefodring med 1 % / 0,5 % benzoesyre.

Tilskud

Projektet har fået tilskud fra Svineafgiftsfonden samt EU og Fødevareministeriets Landdistriktsprogram og har Projekt ID: DSP09/10/63 samt journalnr.: 3663-D-09-00365

 


Institution: Videncenter for Svineproduktion, Den rullende Afprøvning

Forfatter: Michael Holm, Marie Lybye Andersson

Udgivet: 18. juli 2012

Dyregruppe: Slagtesvin

Fagområde: Ernæring