Farefeber – effekt af behandling med meloxicam og amoxicillin, alene eller i kombination

Farefeber er et kompleks af symptomer, og kan derfor være meget vanskeligt at diagnosticere. Med den definition på farefeber, som blev anvendt under denne afprøvning, havde to-dages behandling med antibiotika (amoxicillin) eller/og smertestillende medicin (meloxicam) minimal effekt på, om søerne var fri for symptomer på farefeber i dagene efter endt behandling. Der var heller ikke nogen entydig effekt på søernes produktivitet (pattegrisedødelighed, sygelighed og tilvækst).

Helbredelsesprocenten blandt søerne i alle behandlingsgrupper var meget lav, og på dag 4 var kun ca. 50 % af søerne fri for farefeber. De to første dage efter endt behandling var der et stigende antal raske søer i alle 4 behandlingsgrupper (inkl. kontrolgruppen), hvilket antydede, at søerne gradvist blev raske af sig selv.  En del søer, som var raske på dagen efter endt behandling (dag 3), var på dag 4 syge igen. Dette kan indikere, at behandling med antibiotika og NSAID i 2 dage var for kort tid, og at behandlingseffekten formentlig kunne være slået igennem ved længere tids behandling, eks. 3-4 dage. 

Formålet med dette dobbeltblindede kliniske forsøg var at undersøge effekten af behandling af farefeber, enten med NSAID’et meloxicam (Metacam) alene, med antibiotika’et amoxicillin (Curamox) alene eller med en kombination af NSAID og antibiotika. Hensigten med undersøgelsen var primært at undersøge om NSAID behandling kan erstatte eller potensere antibiotika som behandling af farefeber.  
I alt indgik 3 danske besætninger i afprøvningen. Der indgik fire behandlingsgrupper inklusiv en kontrolgruppe (placebo). En gruppe blev behandlet med NSAID, en gruppe med antibiotika, en gruppe med både NSAID og antibiotika og den sidste gruppe med et placebopræparat uden aktive indholdsstoffer. Søerne blev behandlet på dag 1 og 2 efter inklusion. Der indgik hhv. 142, 138 og 128 søer i afprøvningen fra de tre besætninger.

For at en so kunne inkluderes i forsøget skulle den vise to eller flere af følgende symptomer på dag 0-2 efter faring: nedsat ædelyst, hævelse og/eller rødme af yverkirtler, rektal temperatur på mindst 39,6 og unormalt børflåd vurderet på farve, lugt og konsistens. 

Fra dag 1 til 4 blev følgende registreret for hver so: Nedsat ædelyst, røde og/eller hævede yverkirtler og/eller soen lå på yveret, unormal konsistens, lugt eller farve af børsekretet samt rektal temperaturen. Ligeledes blev det registreret, om det var nødvendigt at behandle soen med anden medicin end forsøgsmedicinen, samt om den døde. Soens ædelyst blev også vurderet på dag 1-5.

På dag 1, når soen fik stillet diagnosen farefeber, blev de 3 mellemste pattegrise fra kuldet øremærket. 

De 3 øremærkede pattegrise blev fulgt med vejninger på dag 1 og dag 21. Behandlinger af øremærkede pattegrise med antibiotika blev også registreret. I alt indgik 1225 øremærkede pattegrise i afprøvningen.

Behandlinger, fraflytninger og dødelighed blev registreret for øvrige pattegrise, uden øremærker, fra dag 1-5.

Analysen af enkeltsymptomer viste at signifikant flere antibiotika- og NSAID behandlede søer havde normal ædelyst på dag 3 og 4 sammenlignet med kontrol søer, mens ædelysten på dag 5 kun var signifikant bedret hos de antibiotikabehandlede søer. Signifikant færre antibiotikabehandlede søer havde feber og børbetændelse frem til dag 4, hvorpå der ingen forskel var mellem behandlingsgrupperne. Der var ingen entydig effekt at behandlingerne på soens produktivitet (pattegrise tilvækst, dødelighed og sygelighed). 

I løbet af afprøvningen faldt antallet af søer behandlet for farefeber drastisk i de tre besætninger, hvilket formentlig skyldtes opstramningen omkring landmændenes diagnosticering. Den procentvise andel af farende søer der blev behandlet for farefeber, faldt således fra 100 % til 9 % i besætning 1; fra 70 % til 10 % i besætning 3, mens besætning 2 behandlede 15-20 % af de farende søer både ved start og slut af afprøvningen.