29. januar 2013

Meddelelse Nr. 959

Sammenhæng mellem søers benproblemer og gulvets overflade i drægtighedsstier

Gummimåtte og DUO-spalter i aktivitetsområdet i en stald med elektronisk sofodring reducerede ikke frekvensen af løsgående drægtige søer, der blev udtaget eller behandlet for ben- og klovproblemer sammenlignet med søer i stier med betonspaltegulv.

Etablering af henholdsvis Gummimåtte og DUO-spalter (plastikoverflade med ”knopper”) i aktivitetsområdet i en stald med løsgående drægtige søer fra løbning til faring med elektronisk sofodring (ESF) reducerede ikke frekvensen af søer, der blev udtaget eller behandlet for ben- og klovproblemer. Afprøvningen viste, at gulvets beskaffenhed påvirker frekvensen af benproblemer.

Omkring 90 procent af behandlingerne foretaget i drægtighedsstierne skyldtes ben- og klovproblemer. I besætningen blev 15-21 procent af søerne i drægtighedsstierne behandlet for ben- og klovproblemer. Der var signifikant flere søer, der blev behandlet i stien med DUO-spalter sammenlignet med kontrol (betonspaltegulv) og Gummimåtte.

Søer, der blev flyttet til sygestien, udgjorde 8-11 procent af de indsatte søer – højest fra stien med DUO-spalter. Det var primært i løbet af de to første uger efter indsættelse af søerne, at søerne blev behandlet eller flyttet til sygestien. På tværs af grupperne blev relativ flere af de unge søer (1.-2. kuld) udtaget eller behandlet sammenlignet med de ældre søer.

Søerne blev benvurderet for halthed tre gange i løbet af perioden i drægtighedsstien. Henholdsvis 59 og 46 procent af søerne fik en mindre eller større bemærkning for halthed henholdsvis efter en uge i stien og ved flytning til farestalden. I stien med DUO-spalter var der signifikant flere søer med bemærkninger i forhold til søer uden bemærkninger. På tværs af grupperne blev der endvidere fundet en signifikant overvægt af unge søer med bemærkninger for halthed.

Opgørelse af gulvenes skridsikkerhed viste, at der ikke var forskel på gulvene i friktionstest med trække-friktions-meter. Ved Skid Resistance Tester (SRT) og slibetesten var gummigulvet uden gødning glattere end de øvrige gulve. Disse test stemmer ikke helt overens med det indtryk gulvene gav, når søerne gik på dem. Det kan måske forklares, ved at testmetoderne havde vanskelig ved at ”efterligne” det tryk/kraft (”synke ned”) der opstod, når en tung so trådte på Gummimåtten.

Resultatet af afprøvningen viser, at benproblemer er et aktuelt problem for løsgående søer, og at de unge søer er overrepræsenterede. Afprøvningen viser, at gulvets beskaffenhed har indflydelse på benproblemernes omfang.

Der er således behov for yderligere forsøg og udvikling for at løse problemstillingen.

TILSKUD

Projektet har fået tilskud fra Svineafgiftsfonden samt EU og Fødevareministeriets Landdistriktsprogram og har aktivitetsnr. 065-400770 samt journalnr.: 3663-D-08-00330

 Støtte fra Fødevareministeriet og EU


Institution: Videncenter for Svineproduktion, Den rullende Afprøvning

Forfatter: Lisbeth Ulrich Hansen

Udgivet: 29. januar 2013

Dyregruppe: Søer, Drægtige søer, Gylte

Fagområde: Stalde og Miljø