9. december 2013

Meddelelse Nr. 990

Ny Mycoplasma hyosynoviae vaccine forebygger ikke halthed

En ny vaccine mod mykoplasma-ledbetændelse (Mycoplasma hyosynoviae) er udviklet af Danmarks Tekniske Universitet. Vaccinen er testet i en besætning. Vaccination forebyggede ikke halthed hos slagtesvin.

Vaccination af smågrise mod Mykoplasma-ledbetændelse viste sig ikke at kunne forebygge halthed hos slagtesvin.

Smitte med Mycoplasma hyosynoviae (M. hyosynoviae) er ofte årsag til ledbetændelse hos slagtesvin. Der er ingen kommerciel vaccine til grise, der beskytter mod mykoplasma-ledbetændelse. I et forskningsprojekt har forskere på Danmarks Tekniske Universitet udviklet en vaccine mod M. hyosynoviae. Vaccinen indeholder et hjælpestof, der er udviklet af Statens Seruminstitut. Den nye vaccine er testet i en slagtesvinebesætning. I alt 399 smågrise blev vaccineret med enten vaccine eller placebo. Ved afslutning af forsøget kunne det opgøres at 19 % af vaccinerede grise og 22 % af placebo behandlede grise var blevet behandlet for ledbetændelse. Succeskriteriet for vaccinen var at der skulle opnås en statistisk sikker reduktion i antallet af haltheder med minimum 50 %. Det konkluderes, at vaccinen ikke er i stand til at give tilstrækkelig immunitet mod ledbetændelse forårsaget af M. hyosynoviae.

Tilskud

Projektet har fået tilskud fra Svineafgiftsfonden 7140-359690 samt
NaturErhvervsstyrelsen journalnr.: 75-3412-05-1358.

 


Institution: Videncenter for Svineproduktion

Forfatter: Elisabeth Okholm Nielsen, Klara Tølbøll Lauritsen, Gregers Jungersen, Dennis Christensen

Udgivet: 9. december 2013

Dyregruppe: Slagtesvin, Smågrise

Fagområde: Sundhed/Veterinært