Smågrise i vægtintervallet 9-30 kg klarede sig fint på foder iblandet tanninrige hestebønner af sorterne Fuego og Espresso. Iblanding af 25 pct. hestebønner af de to nævnte sorter forbedrede produktionsværdien med 8 procentpoint i forhold til en sojabaseret blanding og med 5 procentpoint i forhold til en foderblanding med 25 pct. af den tanninfrie sort Columbo. De nævnte forskelle var statistisk sikre. Fodring med hestebønner af sorten Espresso reducerede endvidere forekomsten af diarré statistisk sikkert i forhold til fodring med den sojabaserede foderblanding.
Grise, der blev tildelt foder med 25 pct. hestebønner af sorterne Fuego eller Espresso, havde en signifikant højere tilvækst på hhv. 630 g/dag og 627 g/dag sammenlignet med kontrolgruppen, der i gennemsnit havde en tilvækst på 595 g/dag i perioden 9-30 kg. I perioden 9-16 kg havde alle grise, der fik Fuego eller Espresso, en signifikant højere tilvækst end kontrol- og Columbo-gruppen.
Foderudnyttelsen var signifikant bedre for grisene i intervallet 9-16 kg, der blev tildelt hestebønner: henholdsvis 1,54, 1,55 og 1,53 FEsv/kg tilvækst for grupperne Columbo, Fuego og Espresso. Til sammenligning havde grise fra kontrolgruppen en foderudnyttelse på 1,59 FEsv/kg tilvækst. I perioden 9-30 kg havde grise, der blev fodret med Espresso-hestebønner, en signifikant bedre foderudnyttelse på 1,59 FEsv/kg tilvækst i forhold til kontrol- og Columbo-gruppen på hhv. 1,64 og 1,62 FEsv/kg tilvækst.
Der var signifikant færre behandlingsdage for diarré for de grise, der havde fået tildelt Espresso-hestebønner (1,49 dage/gris) sammenlignet med kontrolgruppen (2,74 dage/gris), der hovedsageligt havde fået sojaskrå. Der var ikke statistisk sikker forskel i antallet af behandlingsdage for diarré mellem kontrol-, Columbo- og Fuego-gruppen. Dog var der en tendens (P=0,07) til færre behandlingsdage i Fuego gruppen (1,97 dage/gris) sammenlignet med kontrolgruppen.
Effekten af at iblande 25 pct. hestebønner i foderet til smågrise i vægtintervallet 9-30 kg blev undersøgt i et forsøg med 2.044 grise fordelt på fire forskellige behandlinger (kontrol, Columbo, Fuego og Espresso).
Projektet er støttet af Svineafgiftsfonden, aktivitetsnr. 052-401300.
Download