19. december 2014

Meddelelse Nr. 1016

Kodesår hos søer heles efter fravænning

Kodesår var hyppigst, når søerne gik ud af farestalden i fire undersøgte sohold. Sårene afhelede som oftest i drægtighedsperioden. Soens huld og kuldnummer havde ikke betydning for om soen fik kodesår.

En undersøgelse havde til formål, at klarlægge kodesårs udvikling hos den enkelte so. Resultatet viste at der blev registreret flest kodesår ved afgang fra farestald og sårene helede i drægtighedsperioden.

Kodesårene var oftest placeret udvendigt over bikloven, og forekom lige hyppigt på højre som på venstre bagben. Der blev primært observeret små sår (mindre end en centimeter i diameter) eller mellemstore sår (1-3 cm). Søernes huld og kuldnummer havde ikke statisk sikker betydning for helingen. Besætningerne var udvalgt efter relativ høj forekomst af kodesår.

Undersøgelsen viste desuden, at hvis en so havde sår på bagbenene ved afgang fra farestalden, så ville sårene statistisk sikkert være helet op inden næste kuld. Sådanne sår havde nemlig 82 % chance for at være helet ved næste faring. En so uden sår på bagbenene ved fravænning havde 92 % chance for, at være fri for sår, når den kom frem til næste faring.

Undersøgelsen giver ikke svar på betydningen af opstaldningsforhold, fodring eller drift, da der kun var få besætninger repræsenteret. Men resultaterne viser, at der skal være fokus på perioden i farestalden og indretning af stierne. Allerede ved indsættelse i farestalden skal staldpersonalet være opmærksom på om der allerede findes kodesår eller ar efter tidligere sår. Disse søer vil være mere sårbare. Selve farestien må ikke give anledning til at soen kan pådrage sig skader. Åbne sår skal behandles i samråd med besætningsdyrlægen.

Formålet var at undersøge udvikling af sår på bagben hos tilfældigt udvalgte søer i fire besætninger, med en relativ høj forekomst af kodesår.

download

Læs hele Meddelelse nr. 1016


Institution: Videncenter for Svineproduktion, Den rullende Afprøvning

Forfatter: Elisabeth Okholm Nielsen, Mai Britt Friis Nielsen, Lisbeth Ulrich Hansen

Udgivet: 19. december 2014

Dyregruppe: Søer

Fagområde: Sundhed/Veterinært