27. februar 2014

Meddelelse Nr. 996

Screening af hangrise

En screening af 9 hangrisebesætninger viste, at frasorteringsprocenten alene baseret på skatoltallet var 2,3 %. En sortering på baggrund af human nose gav 11 % frasorterede, og der var 37 % af hangrisene, der lå over 1,0 ppm androstenon.

Hvis der skal frasorteres på baggrund af både skatoltal og human nose-karakter er frasorteringsprocenten alt for høj til, at der er økonomi i at producere hangrise.

For de 9 hangrisebesætninger, der indgik i denne screening, var der i gennemsnit en frasorteringsprocent på 2,3 %, hvor skatoltallet var over 0,25 ppm. Andelen af hangrise med en human nose-karakter på 2 svarende til hangriselugt var i gennemsnit 11 %. Baseret på både skatoltal og human nose var den samlede frasortering også 11 %. Andelen af hangrise med et androstenonindhold over 1,00 ppm var 37 %. Hvis alle tre frasorteringskriterier skulle overholdes ville frasorteringsprocenten være 38 %. Hvis grænseværdien for skatoltal og human nose blev fastholdt og grænsen for androstenon var 2,00 ppm ville der blive frasorteret 9 %. Samtlige værdier er målt på spæk fra nakken.

Andelen af frasorterede hangrise (skatoltal over 0,25 ppm) baseret udelukkende på skatoltallet var lavt, hvilket kan forklares ud fra, at det var hangriseleverandører, der indgik i afprøvningen. Disse leverandører, har formået at opretholde en lav frasortering af hangrise og dermed deres hangrisekontrakt. Dette resultat kan derfor ikke antages at være gældende for den samlede population af hangrise i Danmark, hvis hangriseproduktion indføres generelt. 

Tilskud

Projektet har fået tilskud fra Svineafgiftsfonden og Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Den Europæiske Landbrugsfond for udvikling af Landdistrikterne. Aktivitetsnr.: 057-400560. Journalnr.: 3663-U-11-00182.


Institution: Videncenter for Svineproduktion

Forfatter: Hanne Maribo, Henrik Thoning, Bent Borg Jensen

Udgivet: 27. februar 2014

Fagområde: Ernæring