25. marts 2014

Meddelelse Nr. 997

Frit valin og tryptofan i mineralske foderblandinger

Ved analyse af mineralske foderblandinger kan det forventes at genfinde mellem 80 og 100 % af det tilsatte tryptofan og valin.

Konklusionen fra tidligere forsøg samt dette forsøg er, at man for tryptofan og valin kan forvente et underindhold på op til 20 % ved analyse af mineralske foderblandinger. Det skyldes en kombination af tab af aminosyrerne i processen fra produktion, neddeling og analyse samt tab i analysen. Derudover vil der altid vil være lidt variation i analyseresultater over tid. Det betyder, at hvis man analyserer mineralske foderblandinger, kan man forvente et tab af frit tryptofan og valin indenfor dette interval, som altså ikke skyldes, at aminosyrerne ikke er tilsat.

Der blev i dette forsøg genfundet alt det tilsatte valin, mens der for tryptofan blev genfundet mellem 93 og 100 % af det tilsatte. Det viser, at analysen til bestemmelse af frit valin finder det tilsatte, mens analysemetoden for tryptofan ikke altid kan finde det tilsatte tryptofan.

Tilsætning af tryptofan i henholdsvis pulveriseret og granuleret form til mineralske foderblandinger gav den samme genfinding. Der er derfor ikke noget, der tyder på, at de forskellige tryptofan-kilder opfører sig forskelligt i mineralske foderblandinger.

Analyse af frit tryptofan ved brug af 3 forskellige analysemetoder udover den normalt anvendte (modificeret) metode viste, at der generelt blev genfundet et statistisk sikkert lavere indhold af frit tryptofan i forhold til forventet uanset, hvilken analysemetode, der blev anvendt, og uanset indholdet af kridt, kridt/benzoesyre eller ej i den mineralske foderblanding. For frit valin blev der genfundet det forventede niveau uanset, om der var kridt i den mineralske foderblanding eller ej.

Der genfindes ofte mindre end forventet af de deklarerede frie aminosyrer ved analyser af indkøbte mineralske foderblandinger. Derfor blev det i et laboratorieforsøg undersøgt, om den nuværende analysemetode kan genfinde de tilsatte syntetiske aminosyrer, valin og tryptofan, når et fysisk tab er udelukket og om det spiller nogen rolle for genfindingen, om den tilsatte tryptofan-kilde er pulveriseret eller granuleret. Samtidig blev det undersøgt, om genfindingen af frit tryptofan og valin er afhængig af indholdet af kridt og benzoesyre i den mineralske foderblanding og om genfindingen af frit tryptofan er afhængig af den anvendte analysemetode.

Projektet er støttet af Svineafgiftsfonden, aktivitetsnr. 051-400870.


Institution: Videncenter for Svineproduktion

Forfatter: Dorthe K. Rasmussen

Udgivet: 25. marts 2014

Dyregruppe: Slagtesvin, Søer, Smågrise

Fagområde: Ernæring