SEGES Videncenter for Svineproduktion har analyseret risikofaktorer for dødfødte grise samt hvilke tiltag, der kan være med til at reducere antallet af dødfødte grise. Undersøgelsen viser, at andelen af dødfødte grise i besætninger med mindst 1,8 dødfødte pr. kuld i gennemsnit over fire kvartaler kan reduceres med 36 %. Søer, som fik fødselshjælp, og søer, som fik mere end én dødfødt gris i forrige kuld, var ansvarlige for cirka ½ dødfødt gris/kuld.
Ved at holde øje med søer, der tidligere har født dødfødte grise, og ved at gennemføre strategier for faringsmanagement og fødselshjælp, er der således et potentiale for at reducere antallet af dødfødte grise.
Undersøgelsen viser en sammenhæng mellem dødfødte grise og deres fødselsvægt og køn. Grise under 1 kg havde 43 % større risiko for at være dødfødte end grise med højere fødselsvægt. Når der korrigeres for vægt, havde hangrise cirka 10 % større risiko for at være dødfødte end hungrise.
Hvis der kun var 1. og 2. kuldssøer i en besætning, kunne antal dødfødte grise reduceres med 39 %.
Samlet set redegør undersøgelsen for 79 % af årsagerne til dødfødte grise. Andelen af dødfødte grise udgjorde 9,7 % af de 10.057 totalfødte grise, der indgik i undersøgelsen.
Der kunne ikke påvises nogen sammenhæng mellem dødfødte grise og behandling af soen mod MMA, behandling med oxytocin, weekend-faringer, faringer om natten, drægtighedslængde eller dage i farestalden inden faring.
Undersøgelsen blev gennemført som en risikofaktorundersøgelse. I alt indgik registreringer fra fødsel til død eller slagtning for over 10.000 totalfødte grise, fordelt på 9 besætninger med flere end 1,8 dødfødte grise pr. kuld gennem fire kvartaler.
