23. december 2015

Meddelelse Nr. 1054

Risikofaktorer for dødelighed på besætningsplan

God management betyder mest for reduktion i dødeligheden i farestalden, mens infektioner med amerikansk PRRS udgør en stor risiko for høj dødelighed i smågrisestald og slagtesvinestald.

For at afdække risikofaktorer for dødelighed på besætningsplan har SEGES Videncenter for Svineproduktion gennemført en spørgeundersøgelse i 87 sobesætninger, 60 smågrisebesætninger og 43 slagtesvinebesætninger med hhv. høj og lav dødelighed.

Resultatet viser, at sobesætninger med mange gamle søer og besætninger, som behandlede søer mod smerte havde større risiko for at være en besætning med høj dødelighed i farestalden. Derimod havde besætninger, som samler grisene inden kuldudjævning, højtryksrenser inden indsættelse af søer i farestalden og konsekvent åbner pattegrisehulen ved daglig gennemgang, mindre risiko for høj dødelighed i farestalden.

Smågrisebesætninger med mange brokgrise og amerikansk PRRS havde større risiko for at være en besætning med høj dødelighed. Besætninger med gode forrum, vejning af grise ved indsættelse, flytning af små grise til tom sti i samme sektion og med tørfoder havde lavere risiko for at have høj dødelighed.

Slagtesvinebesætninger med amerikansk PRRS og tilbageflytninger havde større risiko for at have høj dødelighed. Besætninger med lange karantænetider havde lavere risiko for høj dødelighed.


Institution: Videncenter for Svineproduktion

Forfatter: Markku Johansen, Karen Bach-Mose, Ken Steen Pedersen, Poul Bækbo, Jan Dahl

Udgivet: 23. december 2015

Dyregruppe: Pattegrise, Smågrise, Slagtesvin

Fagområde: Sundhed, Veterinært