I en undersøgelse blev restriktiv tørfodring via princippet ”tørfodervæg” sammenlignet med restriktiv vådfodring og ad libitum tørfodring. Grisene, som blev fodret restriktivt med vådfoder, opnåede en produktionsværdi pr. gris, som var henholdsvis 31 kr. og 26 kr. bedre end restriktiv tørfodring og ad libitum tørfodring. Der blev anvendt hjemmeblandet foder. Tilsvarende var produktionsværdien pr. stiplads bedre, når der blev anvendt restriktiv vådfodring end når der blev anvendt restriktiv tørfodring eller ad libitum tørfodring.
Det skal understreges, at ovennævnte resultater skal ses i forhold til følgende:
- Der skal kun ganske få og små ændringer til i foderkurve eller vandindhold i fodersuppen til at ændre forudsætningerne, og dermed også konklusionen. Resultatet kan derfor ikke betragtes som endegyldigt i forhold til de indbyrdes relationer mellem fodringsprincipperne mht. produktionsværdi.
- Af forsøgstekniske årsager var volumen i foderkassen mindre end den optimalt burde være, hvorfor der skulle udfodres mange gange pr. dag for at følge foderkurven. Dette var tilsigtet i den første del af vækstperioden, men ikke i den sidste del af vækstperioden. Undersøgelsen kan ikke afklare en evt. betydning af færre daglige udfodringer.
- Der opstod undervejs i forsøgsperioden flere uhensigtsmæssigheder vedrørende tørfodervæggen, hvorved denne sandsynligvis kan fungere mere optimalt end i forsøget. Det gælder fx udfodringsstrategi og vandtildelingen i krybben.
Indtil grisene havde nået en vægt på ca. 65 kg opnåede både restriktiv vådfodring og restriktiv tørfodring en daglig tilvækst, som var statistisk sikkert højere end ad libitum tørfodring. Efter mellemvejning var det omvendt: her var det ad libitum tørfodring, som opnåede den statistisk sikkert højeste daglige tilvækst. For den samlede vækstperiode var det restriktiv vådfodring, som opnåede den højeste daglige tilvækst og restriktiv tørfodring havde den laveste daglige tilvækst. Tilvæksten hos de ad libitum tørfodrede grise lå i mellem de to øvrige grupper. Forskellene var statistisk sikre.
Ved sammenligning af foderforbrug pr. kilo tilvækst opnåede restriktiv vådfodring statistisk sikkert lavest foderforbrug både før og efter mellemvejning. Der var ikke forskel i foderforbruget mellem restriktiv tørfodring og ad libitum tørfodring – hverken før eller efter, at grisene havde nået en vægt på ca. 65 kg.
Restriktiv tørfodring blev praktiseret ved hjælp af en såkaldt ”tørfodervæg” (Vissing Agro) og kunne i denne afprøvning ikke give resultater, som var konkurrencedygtige med vådfodring i langkrybbe. Samlet set var ad libitum tørfodring også lidt bedre end restriktiv tørfodring selvom restriktiv tørfodring gav bedre produktionsresultater før mellemvejning. Det kan ikke afklares, om den hyppige udfodring i grupperne med tørfodervægge i slutningen af vækstperioden (10 gange pr. døgn) og anlæggets driftssikkerhed (manglende udfodring) kan have haft indflydelse på resultatet, men det var ikke forventningen, at det hyppige antal udfodringer sidst i vækstperioden ville have negativ indflydelse på produktionsresultaterne. På grund af loftshøjden i forsøgsstalden og af hensyn til de elektroniske ventilers funktion måtte foderbeholdernes størrelse reduceres. Det var derfor i stierne med restriktiv tørfodring ikke muligt at reducere udfodringshyppigheden, hvis der skulle være sikkerhed for, at den ønskede fodermængde var til rådighed ved hver udfodring.
Restriktiv tørfodring vurderes fortsat at kunne rumme perspektiver for at optimere produktionsværdien og tilgodese so- og galtgrises forskellige foderoptagelse/foderudnyttelse, men under de her brugte forudsætninger kunne det ikke konkurrere med restriktiv vådfodring og var ikke bedre end ad libitum tørfodring. Tørfodervæggen bør forbedres for at kunne sikre bedre funktion og sikkerhed for optimal fodringsstrategi.