3. april 2017
Målet med forsøget var at finde det optimale forløb for dagsrationen for udfodring af vådfoder til slagtesvinet gennem vækstperioden – i andre ord den optimale vådfoderkurve. Afprøvningen var delt i to dele, hvor første del testede tre forskellige vådfoderkurver i begyndelsen af slagtesvineperioden – fra 30 til 60 kg.
"Vi har haft en gruppe, der fik den nuværende anbefaling, og så har vi haft to grupper, der fik henholdsvis lidt mere og lidt mindre foder end det anbefalede. Dem, der fik lidt mindre foder, kom til at mangle tilvækst, hvilket gav dårligere resultater. Og dem, der fik lidt mere foder, kunne faktisk ikke udnytte det godt nok", forklarer Tommy Nielsen, specialtekniker i SEGES Svineproduktion.
Forsøget viser altså, at anbefalingerne er, som de skal være, og følger du dem allerede, kan du fortsætte på samme måde.
Helt konkret fik svineproducent og forsøgsvært Erik Bach Stisen også nogle gode erfaringer med, hvor meget foder, der må ligge i truget efter fodring.
"For at få grisene til at optage foder nok i vækstperioden op til 60 – 70 kg, gør det ikke noget, at der ligger lidt foder tilbage i truget. Det skal de nok nå at æde inden næste gang", fortæller han.
Anden del af forsøget testede to forskellige foderkurver: en stigende mængde fra 60 kg til levering mod en normal slutfodermængde. Her viste det sig, at der ikke var forskel på produktionsværdierne, når den samlede fodermængde var ens.
"De to forskellige måder resulterer i den samme produktivitet, så den gevinst, vi måske forventede at få ved at fodre dem på nogle nye måder, kunne vi faktisk ikke konstatere", fastslår specialtekniker Tommy Nielsen.
Det er altså uden betydning, hvilken af de to foderkurver, du vælger, da det i sidste ende giver det samme økonomiske resultat for dig. Derfor fastholder vi også de nuværende anbefalinger her.
Institution: SEGES, Den rullende Afprøvning
Forfatter: Anni Øyan Pedersen, Annette Lykke Voergaard, Julie Krogsdahl, Jens Vinther
Udgivet: 3. april 2017
Dyregruppe: Slagtesvin
Fagområde: Ernæring
Printet er fra Svineproduktion.dk. d. 23-11-2024
Ophavsretten tilhører SEGES. Informationerne fra denne hjemmeside må anvendes i anden sammenhæng med kildeangivelse.
Ansvar: Informationerne på denne side er af generel karakter og søger ikke at løse individuelle eller konkrete rådgivningsbehov. SEGES er således i intet tilfælde ansvarlig for tab, direkte såvel som indirekte, som brugere måtte lide ved at anvende de indlagte informationer.
Artiklen findes på adressen: svineproduktion.dk/Publikationer/Kilder/lu_medd/2017/1100