Afprøvningen viste, at daglig kuldtilvækst, søernes vægttab og tab af rygspæk ikke blev påvirket af diegivningsfoderets proteinindhold i intervallet fra 112-148 g fordøjeligt protein pr. FEso når aminosyrenormerne for lysin, methionin, cystin, treonin og tryptofan blev opnået ved øget brug af frie aminosyrer. Imidlertid faldt mælkens proteinkoncentration og mælkeproteinets aminosyresammensætning blev ændret, når fordøjeligt protein blev reduceret til 112 g pr. FEso. Dette gav anledning til en ny anbefaling om at reducere fordøjeligt protein fra 125 g pr. FEso til 120 g pr. FEso ved at ændre fordøjeligt leucin:lysin fra 115 % til 110 %, fordøjeligt histidin:lysin fra 39 % til 38 % samt fordøjeligt valin:lysin fra 76 % til 70 %.
Afprøvningen var designet som et dosis-respons forsøg med seks grupper og blev gennemført i én besætning, hvor søerne fik forskelligt diegivningsfoder fra to dage efter faring, hvor kuldene blev standardiseret. Det afprøvede interval i de seks grupper var planlagt til 102-142 g fordøjeligt protein pr. FEso, hvor alle grupper skulle overholde gældende norm for lysin, methionin, cystin, treonin og tryptofan, men ved at gå på kompromis med normerne for de øvrige essentielle aminosyrer efterhånden som fordøjeligt protein blev reduceret.
Den gennemsnitlige daglige kuldtilvækst på tværs af alle grupper var 2,78 kg pr. dag for 1. kuldssøer og 3,19 kg pr. dag for øvrige søer og søerne fravænnede i gennemsnit 12,96 grise pr. kuld. Over en 4-ugers diegivningsperiode lå søernes vægttab på omkring 16 kg og søerne mobiliserede omkring 4 mm rygspæk. Forekomsten af spædgrisediarré var ikke påvirket af sofoderets proteinindhold, og 8,6 % af kuldene blev behandlet mod spædgrisediarré. Den efterfølgende reproduktion var ligeledes upåvirket af foderets proteinindhold, og 1. kuldssøer og 2.-5. kuldssøer fik henholdsvis 17,7 og 19,1 totalfødte grise pr. kuld i efterfølgende cyklus.