Der opstod væsentligt flere halebid i stierne med det danske stikoncept sammenlignet med det svensk inspirerede stikoncept. Der var 23 procent af grisene i de dansk indrettede stier, der fik halebid, og fem procent i de svensk inspirerede stier. I 51 procent af de danske stier opstod der halebid, hvorimod dette var tilfældet i 11 procent af de svensk inspirerede stier. I de danske stier opstod halebiddene især i perioden 30 til 60 kg, svarende til ca. fire uger efter indsættelse. I de svensk inspirerede stier opstod halebiddene mere jævnt fordelt over hele produktionsperioden. På en given tilfældig dag havde fire procent af grisene i en sektion med dansk stiindretning en haleskade, hvorimod det var 0,7 procent af grisene i en sektion med svensk inspirerede stier, som kunne findes med en haleskade.
Der var vådfodring i langkrybbe i begge stityper. De danske stier var indrettet med fast gulv i en tredjedel af stien og spaltegulv i den resterende del. Stierne var 4,8 m lange og 2,4 m brede. Grisene havde et nettoareal på 0,69 m2 pr. gris, og der blev tildelt halm via en halmautomat. De svensk inspirerede stier var indrettet med 77 procent fast gulv og 23 procent spaltegulv. Gødearealet var tydeligt adskilt fra lejet. Grisene havde et nettoareal på 0,90 m2 pr. gris, og der blev tildelt halm på gulvet.
Der var ikke forskel på alvoren af haleskader i de to stityper. I såvel danske som svensk inspirerede stier var ca. otte procent af haleskaderne rifter; ca. 75 procent af skaderne var et sår med sårskorpe og ca. 17 procent af skaderne var på registreringsdagen friske sår.
Der var ikke forskel på, hvordan haleskaderne udviklede sig i de to stityper, uanset at grisene i de svensk inspirerede stier fik halm på gulvet, og at der i disse stier ikke var den samme risiko for at halmmængden blev begrænset, idet der ikke var problemer med gylleudslusningen i de svensk inspirerede stier. Der var 93 procent af de halebidte grise i begge stityper, som mistede mindre end halvdelen af halen og syv procent, som mistede mere end halvdelen af halen.
Foderforbruget og den daglige tilvækst var ens for begge stikoncepter. Den daglige tilvækst lå i begge stikoncepter på ca. 850 g pr. dag fra 20 til 93 kg. Dog skal det tilføjes, at det igennem hele forsøgsperioden var vanskeligt at tilpasse foderkurverne til grisenes foderoptagelse. Besætningen havde ikke tidligere arbejdet med vådfoder. Dette gav sig ikke udslag i foderstop eller andre uregelmæssigheder, men gjaldt alene den daglige styring. Udfordringen var den samme i begge stikoncepter.
Forskelle i stidesign, flokstørrelsen/belægningsgraden, adgangen til beskæftigelsesmateriale og placeringen af den supplerende vandforsyning var de faktorer, hvormed de to stityper afveg fra hinanden. Om der var en enkelt primær årsag til forskellen i forekomsten af halebidte grise mellem de to stityper, eller det var kombinationen af de forskellige faktorer, der gjorde udslaget, kan denne afprøvning ikke afgøre.
Projektet har opnået støtte fra GUDP og har journal nr. 3409-14-0830.