Dette studie bekræfter, at det kan være vanskeligt identificere søer der lider af postpartum dysgalactia syndrom (PDS), der populært kan kaldes mælkemangel efter faring.
Søer, der led af PDS (PDS+), havde forhøjet Chromogranin A (CgA), der er et hormon som blandt andet udløses af stress. Resultaterne tyder således på, at PDS+ søer har en ubalance i de mekanismer, der finder sted i overgangen fra drægtighed til faringen. Denne forstyrrelse kunne muligvis være afgørende for, at søerne senere fik inflammation (betændelse) i kroppen, og at energiomsætningen herved reduceredes. Resultaterne viste, at der er et potentiale for at inkludere klinisk-kemiske analyser (blod, spyt, mælk) til udpegning af PDS-søer. Studiet foreslår, at PDS muligvis skyldes stress, individuelle kendetegn eller forstyrrelser i mavetarmkanalen, men forskning i årsagen til PDS er kun lige begyndt.
PDS øger risikoen for lav tilvækst, sygdom og dødelighed hos pattegrise. Forandringerne i søernes organismen, der fører til udvikling af PDS, kendes ikke, og lidelsen er vanskelig at diagnosticere.
Dette studie havde til formål at beskrive symptombilledet ved PDS og lede efter potentielle markører i blod-, spyt- og mælk, der ville kunne anvendes til identifikation af PDS.
I en dansk sobesætning blev 38 PDS+ søer sammenlignet med 38 raske søer (PDS-) fra 60 timer før faring til 36 timer efter faring.
Der blev observeret PDS hos 34,9 % af 109 undersøgte søer. Kuldtilvæksten var lavere hos PDS+ søer, og det største vægttab blev målt hos de tunge kuld.
Koncentrationen af udvalgte inflammationsmarkører ændrede sig over tid hos både PDS- og PDS+ søer, hvilket indikerer, at faring i sig selv kan udløse et inflammationsrespons.
Når PDS+ søer blev sammenlignet med PDS- søer, var der signifikante forskelle i blodets koncentration for flere markører, der måler stress, inflammation og energiomsætning. De fleste markører var forhøjet hos PDS+ søer 12-36 timer efter faring, men nogle få markører var allerede signifikant forskellige mellem grupperne før faringen. Det gjaldt f.eks. stresshormonet CgA, der var forhøjet hos PDS+ søer i hele perioden, og længe før søerne farede.
Der fandtes kun få kliniske forskelle mellem de to grupper søer, men PDS+ søer havde højere hjertefrekvens, flere tilfælde af væskeansamlinger (ødem) i yveret og forlænget kapillærfyldningstid i hele tidsperioden ved sammenligning med PDS- søer. Disse forandringer kunne være knyttet til ændringer af stresshormonet CgA.
Det er af særlig interesse, at nogle markører var forhøjet, længe før søerne blev klinisk syge. Disse markører kunne være relevante at anvende i fremtiden til diagnostik af PDS. Udover den kraftigere inflammation, der blev observeret hos PDS+ søer, blev der også påvist signifikante ændringer i stofskiftet hos PDS+ søer sammenlignet med PDS- søer. Stofskifteændringerne kan antagelig forklare den nedsatte mælkeproduktion, der ses hos PDS+ søer.
PDS+ søerne blev undersøgt for forskellige tegn på mastitis, men forekomsten af yverinfektioner var meget begrænset, og patogene bakterier forekom kun i ganske få mælkeprøver hos begge grupper af søer. Dette tyder på, at mastitis ikke var en væsentlig del af sygdomskomplekset hos søer med PDS i den undersøgte besætning.
I mælkeprøverne var der en signifikant højere koncentration af urinsyre (UA) hos de raske PDS- søer sammenlignet med PDS+ søer. UA er en antioxidant, der ikke tidligere er undersøgt hos søer, og som muligvis afspejler mikrobiel aktivitet i tarmen.