Blod var langt bedre end sæd til påvisning af PRRSV i det akutte stadie af smitte med PRRSV. Det var konklusionen på en undersøgelse baseret på materiale fra 35 orner, som blev slagtet ud fra en ornestation, der var smittet med PRRSV1 i sommeren 2019. 19 af ornerne var sandsynligvis smittet med PRRSV1 tidligt i forløbet (”kronisk”), og 16 orner var sandsynligvis smittet med PRRSV1 sent i forløbet (”akut”).
Materialet fra ornerne, som indgik i undersøgelsen, var blod og sæd samt væv fra testikel og bitestikel (hoved, midt og hale). Alle prøver blev undersøgt for PRRSV1 med PCR.
I alt blev der påvist PRRSV1 i 46 % af blodprøverne fra ornerne på slagtetidspunktet, mens kun 22 % af sædprøverne testede positiv. I 11 tilfælde var en blodprøve PRRSV-positiv, uden at der kunne påvises PRRSV i sæden. Blandt ”akut” smittede orner var syv orner PRRSV-positive i blod men negative i sæd, og kun én orne var positiv i sæd og negativ i blod. Blandt de orner, der var ”kronisk” smittede med PRRSV, var fire positive i blod men ikke i sæd, mens tre orner var PRRSV-positive i sæd men negative i blod.
Alle, på nær én, af de ”kronisk” smittede orner havde ved slagtning dannet PRRSV-antistoffer. I gruppen af ”akut” smittede var fire orner antistof-negative, sandsynligvis fordi de var smittet tæt på aflivning.
Der blev fundet få forandringer ved histologisk undersøgelse af vævsprøver fra ornerne. I fem testikler blev der påvist områder med Leydigske celler uden kerner og ét tilfælde med kæmpecelledannelse i t. seminiferi. I bitestiklene blev der påvist mononukleære celleinfiltrationer i lumen af ductus epididymidis samt kæmpecelledannelse i ductus epididymidis.
Da overvågningen af ornestationer er designet med henblik på tidlig påvisning af PRRSV i det akutte stadie, bekræfter resultatet af denne undersøgelse, at blodprøver er bedre end sædprøver til denne type overvågning, men resultaterne understreger også, at en negativ PRRS-test af blod ikke er en garanti for at der ikke kan være PRRSV i sæden, hvis ornen er smittet med PRRSV.