Det var ikke muligt at reducere pattegrisedødeligheden i stier til løsgående diegivende søer, når pattegrisenes areal blev afgrænset ved faring. Hypotesen var, at pattegriseoverlevelsen kunne øges, når afstandene i stien blev minimeret, og pattegrisene dermed havde lavere risiko for at ”fare vild” og blive afkølet.
Til afprøvningen blev der udviklet en lav væg/afskærmning, her kaldet en fare-rede, der kunne opsættes i stier til løsgående diegivende søer.
Fare-reden var designet således, at pattegrisene havde fuld adgang til pattegrisehule, vand, gødeareal og soens yver. Fare-reden blev afprøvet i en enkelt besætning med farestier til løsgående diegivende søer med målene 240 x 240 cm og fulddrænet gulv. Fare-reden blev brugt i 2 dage efter faring, og dødeligheden blev registreret frem til og med dag 4 efter faring.