Forebyggende smertelindrende behandling af gylte og drægtige søer med Metacam (injektion med 5 ml i nakken) henholdsvis 12-24 timer efter indsættelse i drægtighedsstien og igen 48 timer efter første behandling kunne ikke reducere andelen af søer, der var halte ved indsættelse i farestalden sammenlignet med en ubehandlet kontrolgruppe.
Traumer på muskulatur og/eller sener (populært kaldet ”sportsskader”) opstår sandsynligvis i forbindelse med slagsmål, opspring eller flytning. Gruppering af søer og rangkampe vurderes at være en af årsagerne til halthed. Smertelindrende behandling har vist god effekt på ben- og klovlidelser i både danske og internationale undersøgelser, men der mangler viden om forebyggende medicinsk behandling.
Da forebyggende medicinsk behandling tilsyneladende ikke er tilstrækkelig, bør indsatsen fra personalets side i meget høj grad rettes imod kun at løbe polte og søer, der vurderes at kunne gennemføre en drægtighed, opstalde gylte og søer i stabile grupper, gennemføre et grundigt dagligt tilsyn og have tilstrækkelig med gode sygestier.
Frekvens og alvor af halthed hos gylte og drægtige søer blev vurderet ved indsættelse i drægtighedsstalden, efter en uge samt ved indsættelse i farestalden. Resultatet viste, at en stor andel af søerne, der ikke var halte ved indsættelse, blev halte efter en uge. Således var 40 % af de ikke-behandlede søer (kontrol) henholdsvis 38 % af de behandlede søer (forsøg) halte i ugen efter indsættelse. Ved indsættelse i farestien var der fortsat en andel halte søer, dog på et mindre niveau end i ugen efter indsættelse i drægtighedsstalden.
I begge grupper var andelen af 1. kuldssøer cirka 25 %, men denne aldersgruppe udgjorde 46-47 % af de halte dyr efter en uge i drægtighedsstalden. De unge søer er således særligt udsatte i forbindelse med gruppering med ældre søer. I forbindelse med det daglige tilsyn bør fokus især rettes mod denne aldersgruppe.
Afprøvningen blev gennemført i én besætning, hvor søerne blev indsat i drægtighedsstalden fire uger efter løbning. Drægtighedsstalden var indrettet med stabile grupper og elektronisk sofodring.