Proteinudnyttelsen kan forbedres, ved at proteinniveauet og indhold af aminosyrerne; isoleucin, leucin, histidin og valin sænkes i forhold til lysin. Denne afprøvning har vist, at de klassiske forsøg bag den såkaldte ”idealproteinprofil” har estimeret behovet for isoleucin, leucin, histidin og valin for højt i forhold til lysin.
Den maksimale produktionsværdi blev opnået, hvor niveauerne af isoleucin, leucin, histidin og valin var cirka 88 % af deres hidtidige normniveauer i forhold til lysin. Det betyder, at maksimal produktivitet kan opnås ved lavere proteinniveau og dermed opnås lavere risiko for diarré.
Afprøvningen blev gennemført som et dosisresponsforsøg med stigende tildeling af lysin, methionin, treonin og tryptofan ved to proteinniveauer til smågrise fra cirka to uger efter fravænning (7 kg) til afgang (cirka 29 kg). Afprøvningen omfattede 12 forsøgsgrupper, hvor gruppe 1 til 6 fik tildelt foder med et lavt proteinniveau (cirka 127 gram fordøjeligt protein pr. FEsv), mens gruppe 7 til 12 fik tildelt foder med et normalt proteinniveau (cirka 143 gram fordøjeligt protein pr. FEsv).
Der indgik 28.303 grise i afprøvningen fordelt på 40–44 gentagelser for hver af de 12 grupper. Højeste produktivitet blev opnået ved henholdsvis 10,3 og 11,4 gram fordøjeligt lysin pr. FEsv ved lavt og normalt proteinniveau. Tilvækst og foderudnyttelse var cirka 6 % bedre ved 11,4 gram lysin og 144 gram protein end ved 10,3 gram lysin og 128 gram protein.
Forskellen mellem lavt og normalt proteinniveau blev opnået ved øget tilskud af sojaproteinkoncentrat i hele perioden 7-29 kg, hvilket betød, at merprisen på normalprotein-foderet oversteg værdien af forbedret tilvækst og foderudnyttelse. Når priserne på aminosyrer og ekstra protein medregnes, var der maksimalt dækningsbidrag ved lavprotein med 10,0 gram fordøjeligt lysin, hvilket var marginalt højere i forhold til normalt proteinniveau, hvor dækningsbidraget stort set var konstant fra 10,2 til 11,5 gram fordøjeligt lysin pr. FEsv.
Da andre forsøg har vist, at det relativt billige sojaskrå sagtens kan være eneste proteinfodermiddel til grise fra cirka 15 til 30 kg, er ovenstående sammenligning af dækningsbidrag mellem lav- og normalproteingrupperne faktisk misvisende for griseproducenter, der vælger sojaskrå som eneste proteinkilde i denne vækstfase. Normerne til smågrise er fastsat under antagelse af, at ekstra protein til grise under 15 kg primært kommer fra dyre proteinkilder, mens mere protein efter 15 kg primært kommer fra sojaskrå.
Denne afprøvnings resultater har - sammen med resultaterne fra en afprøvning med slagtegrise med et tilsvarende forsøgsdesign - givet basis for at oprette nye aminosyreprofiler i det reviderede normsæt, hvor de aminosyrer, vi indtil efteråret 2020 ikke kunne tilsætte grisefoder (isoleucin, leucin og histidin), reduceres, hvilket fører til en reduktion af proteinniveauet. De nye aminosyreprofiler kan bruges i foder til smågrise og unggrise i de perioder af væksten, hvor højt proteinindhold i foderet kan give ekstra diarrérisiko.