Triangel-, støbejern-, densitbeton- og kombibetonriste i farestier

Afprøvningen er gennemført i perioden april 1985 til juli 1986. Alle fire gulvtyper er afprøvet i to besætninger.

Farestierne i begge besætninger måler 1,4 m i bredden og 2,4 m i længden. Spaltegulvene udgjorde den bageste meter af lejet. I den ene besætning var farestierne indrettet med en fareboks fremstillet af ejeren selv, og i den anden besætning var farebøjlerne fra FÆNØ Staldinventar.

Spaltegulvenes udførelse

I tabel 1 er anført de tekniske data samt vejledende pris pr. m² for de forskellige spaltegulvstyper.

Triangelristen fra Ikadan System

Risten er fremstillet af varmegalvaniseret trekantet stål i en selvbærende konstruktion. Trædefladen og spalteåbningen er begge én cm, hvilket giver et åbningsareal på 50 pct. Risten er uegnet, hvis der strøes med lang halm - ellers er ristens selvrensende evne god.

Ristens skridsikkerhed er lidt dårligere end middel, specielt for søer, der har klov/benskader eller dårlig benstilling. Der er større risiko for patteskader end på betonriste.

Støbejernsristen fra Proagria

Risten er støbt i T-profil med tværribber (se tegning). Ristens åbningsareal er ca. 40 pct. og dens selvrensende evne er tilfredsstillende, når der ikke anvendes strøelse. Snittet halm eller spåner reducerer ristens selvrensende evne væsentligt, såfremt der anvendes mere end 300-400 g dagligt pr. sti. Risten kan ikke anvendes, hvis der bruges lang halm som strøelse.

Ristens skridsikkerhed er god. Der synes at være større risiko for patteskader på denne rist end på betonriste.

Densitbetonristen fra Ph. Bjerg

Risten er støbt i beton tilsat Densit, der øger betonens styrke. Den hårde beton medfører, at der lettere springer fliser af overfladen ved fx slag med redskaber end på almindelige betonspalter. Ristene var støbt med gennemgående bjælker, og med en trekantet sprosse i midten. Midtersprossens udformning blev under afprøvningen ændret, således at den nu er firkantet.

Under afprøvningen blev det nødvendigt at udskifte spalterne i den ene besætning, fordi midtersprossen begyndte at knække af på enkelte elementer. De gennemgående bjælker revnede omkring det sted, hvor midtersprossen sad. Årsagen skyldes formentlig, at armeringen havde flyttet sig, således at den lå i toppen af betonelementet i stedet for placeret ca. én cm fra elementets bund. Der var ikke problemer med spalteelementerne efter ombytning.

Spaltegulvet har et åbningsareal på ca. 26 pct., og har en god selvrensende evne, når der ikke anvendes strøelse. Savsmuld eller snittet halm påvirker sandsynligvis ikke ristens selvrensende evne væsentligt.

Ristens skridsikkerhed er middel, det vil sige bedre end Triangelristen, og dårligere end Støbejerns- og Combibetonristen. Meget små nyfødte grise kan sidde fast i spalteåbningen på 1,2 cm. Afdækning af spaltegulvet i tiden omkring faring er derfor nødvendig.

Combibetonristen fra Poulstrup Betonvare

Risten var støbt med en 8,8 cm bred trædeflade nærmest soen og en 3,8 cm bred trædeflade bagest i risten. Under afprøvningen blev ristens udformning ændret, således at den nu kan leveres med 4 cm bredde rensehuller bag i risten. Risten har et åbningsareal på 12 pct. med den brede trædeflade og 24 pct. med den smalle trædeflade. Der var problemer med tilkitning af gødning ved den brede trædeflade, og ristens selvrensende evne var generelt dårligere end de tre øvrige spaltegulvstyper.

Ristens skridsikkerhed var god.

I tabel 2 er vist de gennemsnitlige produktionsresultater.

Der var en tendens til større dødelighed i diegivningsperioden på Triangel- og Støbejernsristen end på Densit- og Combibetonristen. Der er ikke tidligere fundet nogen tendens for større dødelighed på metal end på betonspaltegulve. Tendensen til de flere døde grise på Triangel- og Støbejernsristen må derfor tages med forbehold, men den var ens i begge besætninger. Der blev ikke fundet nogen nævneværdig forskel mellem procent klemte grise og grise med ledbetændelse mellem de fire spaltegulvstyper.

Vurdering af spaltegulvenes selvrensende evne

Spaltegulvenes selvrensende evne er vurderet ud fra, hvor ofte det var nødvendigt at fjerne gødning fra spaltegulvet i løbet af diegivningsperioden. Vurderingen er foretaget dels indenfor første uge af dieperioden og dels i anden eller tredje uge. Resultaterne fremgår af tabel 3.

I første uge af diegivningsperioden havde Triangelristen en bedre selvrensende evne end de øvrige spaltegulvstyper. Combiristen havde den dårligste selvrensende evne.

I anden og tredje uge af diegivningsperioden var den selvrensende evne lige god på Triangel- og Densitristen og lidt dårligere på Støbejernsristen. Fra Combiristen skulle der fjernes gødning fra spaltegulvet cirka dobbelt så hyppigt som fra Triangel- og Densitristene.

Den dårlige selvrensende evne på Combiristen medførte samtidig, at hygiejnen i den faste del af stiens lejeareal blev forringet lidt i besætningen, hvor søerne stod i bokse. Søerne i denne besætning fik traditionelt sammensat tørfoder, bestående af sojaskrå, byg og hvede. I besætningen, hvor søerne var opbundet i farebøjle, blev hygiejnen forringet væsentligt i stierne med Combiristen, hvilket muligvis skyldes, at gødningskonsistensen hos søerne var blød og klistrende i forhold til en normal gødningskonsistens. Den klistrede gødningskonsistens skyldes, at søerne fik vådfoder sammensat af valle, sojaskrå, byg, hvede og fedt. Den klistrede gødning blev slæbt op i lejet, og "inviterede" ofte smågrisene til at svine i lejet.

Vurdering af skader på søerne

Søerne blev undersøgt to gange i diegivningsperioden for skader på ben, klove og pattevorter. Typiske benskader er sår på biklove og haser.

Som det ses af tabel 4, var der flere beskadigede pattevorter på Triangel- og Støbejernsristene end på Densit- og Combibetonristene. Pattevorterne er registreret som beskadiget, når en større eller mindre del af vorten var afrevet, flænget eller på anden måde læderet. Det vides ikke, hvor alvorlige skaderne skal være, inden mælkekanalen lukkes, men der blev ikke registreret golde patter. Der blev heller ikke konstateret infektion i beskadigede pattevorter eller i patterne. Det har ikke været muligt at konstatere årsagerne til de beskadigede pattevorter. Skaderne kan skyldes pattetråd - at pattevorterne sidder fast i spalteåbningerne eller direkte skade fra spaltegulvet.

Sår og hudafskrabninger på pattevorterne blev også registreret. Frekvensen af disse skader var større på Triangel- og Støbejernsristen end på betonristene. Det blev konstateret, at sår og hudafskrabningerne normalt var afhelet i løbet af 2-3 uger. De beskadigede pattevorter heler normalt først efter fravænning.

Søer med benskader forekom hyppigst på Triangel- og Støbejernsristen, og der var færrest skader på Combibetonristen. På Triangelristen blev der registreret en so, med afrevet biklov.

I tabel 5 er der foretaget en sammenfatning af de resultater og erfaringer, der er gjort med de afprøvede spaltegulvstyper.

Triangelristen øger tilsyneladende frekvensen af beskadigede patter, og skridsikkerheden er ikke god nok. Risten kan på den baggrund ikke anbefales til stier med 1,0 m spaltegulv eller mere.

Støbejernsristen øger tilsyneladende frekvensen af beskadigede patter, men har en god skridsikkerhed. Risten kan anvendes.

Ph-Densitristen mangler lidt i skridsikkerhed, og der er usikkerhed omkring holdbarheden. Risten kan derfor ikke anbefales.

Combibetonristen har i den afprøvede udførelse haft en for dårlig selvrensende evne, og der har været problemer med hygiejnen i lejet på grund af, at risten har en bred trædeflade i den ende, der vender op mod lejearealet. Et minus, der produktionsøkonomisk tilsyneladende ikke har nogen betydning, men som gav øget arbejde og en dårligere hygiejne. Risten kan anvendes.