20 pct. hestebønner ("Alfred") til smågrise

Hestebønner indeholder en række uønskede stoffer. Det drejer sig især om tanniner, hæmagglutininer og proteaseinhibitorer, der alle nedsætter fordøjeligheden af protein, samt glucosider (vicin, convicin, dopa og dopaglucosin), der kan medføre favisme, det vil sige ødelæggelse af de røde blodlegemer.

Fremkomsten af nye hestebønnesorter med forventet lavt indhold af uønskede stoffer har øget interessen for en afgrøde, der er proteinrig og har en god virkning over for sædskiftesygdomme. Desuden ydes der gennem EF's markedsordninger tilskud til dyrkning af hestebønner.

Forsøg med rotter (Bjerg et. al. 1984) har vist, at proteinet fra hestebønnesorter med lavt indhold af tannin fordøjes 8-10 procentenheder bedre end proteinet fra sorter med højt tanninindhold.

I planteforædlingsprogrammer, hvor der selekteres for hvidblomstrede hestebønner, opnås samtidigt et lavt indhold af tannin i frøene. Sorten "Alfred", der er markedsført inden for de seneste år, har hvidlige blomster, og må forventes at have et lavere indhold af tannin og dermed en højere forderværdi end de "gamle" sorter.

Formålet var at sammenligne tilvækst, foderudnyttelse, dødelighed og antal diarrébehandlinger pr. gris ved anvendelse af fuldfoderblandinger tilsat 0 henholdsvis 20 pct. hestebønner af sorten "Alfred" til smågrise fra 6 til 10 uger.

Afprøvningen blev gennemført i perioden juni - november 1986 i 2 sobesætninger. Grisene var i gennemsnit 28 dage gamle ved fravænning, hvor kuldene blev delt i 2 ensartede grupper efter afstamning og vægt. Afprøvningen omfattede 4 hold pr. besætning, svarende til i alt ca. 490 grise pr. gruppe.

Fra fravænning og frem til afprøvningens start blev begge grupper fodret med besætningens sædvanligt anvendte startfoderblanding.

I afprøvningsperioden, der omfattede smågrisene fra de var gns. 41 til 68 dage gamle, fik gruppe 1 smågriseblandingen TF-6 fra FAF, men gruppe 2 fik en blanding svarende til TF-6, blot med 20 pct. hestebønner af sorten "Alfred". Det samme beregnede næringsindhold blev tilstræbt i de 2 blandinger.

De afprøvede blandingers sammensætning fremgår af tabel 1.

Der blev indsendt prøver af de anvendte partier Alfred-hestebønner, samt af foderprøver til analyse på Bioteknisk Institut. Det analyserede indhold af næringsstoffer i hestebønnerne er sammenlignet med tabelværdier (Andersen og Just, 1983), og vist i tabel 2. De deklarerede og analyserede indhold af næringsstoffer i foderprøverne er vist i tabel 3.

Ved beregning af FEs-værdien for "Alfred"-hestebønner er fordøjelighedskoefficienterne for de "gamle" hestebønnesorter anvendt (Andersen og Just, 1983). Den kemiske sammensætning af Alfred-hestebønner afveg især fra tabelværdierne med hensyn til råprotein, træstof og FEs. De aktuelle analyser er benyttet ved sammensætning af forsøgsblandingen.

Det analyserede FEs-indhold i kontrolblandingen og det analyserede indhold af kalcium og fosfor i forsøgsblandingen var lidt højere end deklareret.

Produktionsresultater

Produktionsresultaterne fra afprøvningen er vist i tabel 4.

I besætning A opnåede kontrolgruppen 21 g højere daglig tilvækst end gruppen, der fik 20 pct. hestebønner. Forskellen var ikke signifikant (P<0,12).

I besætning B og for afprøvningen som helhed fandtes kun små og ikke-signifikante forskelle i daglig tilvækst mellem grupperne. Der blev ikke fundet signifikant (P<0,12) vekselvirkningseffekt mellem besætninger og grupper.

Foderforbruget var lidt højere i hestebønnegruppen i begge besætninger, men forskellen var ikke statistisk sikker.

Begge grupper blev behandlet for diarré i besætning A, mens der slet ikke blev behandlet for diarré i besætning B. De konstaterede udbrud af diarré i denne afprøvning kan således næppe tilskrives forsøgsblandingen.

Dødeligheden var stort set ens i begge grupper.

Danske forsøg med 20 pct. hestebønner til smågrise (Nielsen et. al., 1971) har tidligere vist, at disse udmærket kan anvendes som proteintilskudsfoder til smågrise. ikke uventet er denne afprøvnings resultater i overensstemmelse hermed.

Det forekommer imidlertid overraskende, at fodring med den nye hestebønnesort "Alfred" med forventet lavere indhold af uønskede stoffer og højere proteinfordøjelighed ikke har resulteret i bedre foderudnyttelse.

Statens Husdyrbrugsforsøg har i 1986 i et forsøg med grise undersøgt fordøjeligheden af et parti Alfred-hestebønner med stort set samme kemiske sammensætning som fundet i denne afprøvning. De foreløbige resultater (Fernandez, 1987) tyder på en lidt lavere fordøjelighed af energi og næringsstoffer end angivet af Andersen og Just (1983). Fordøjeligheden af hestebønneproteinet er således fundet at være 4 procentenheder lavere end tabelværdien. Det vides endnu ikke, om denne forskel er signifikant. En forskel af denne størrelsesorden vil dog, når hestebønner indgår med 20 pct., næppe give sig måleligt udslag i smågrisenes produktionsresultater.

Et parti "Alfred"- og et parti Cargo-hestebønner (traditionelle) af kontrolleret oprindelse og leveret af Landskontoret for Planteavl, blev analyseret for indhold af tanniner efter 2 forskellige metoder. Desuden blev der foretaget bestemmelse af pyrimidinglucosiderne vicin og convicin samt pyridinderivatet Bæladin i de 2 hestebønnesorter.

Tanniner eller garvestoffer kan inddeles i 2 hovedgrupper: de hydrolyserbare og de kondenserede tanniner, der begge indeholder adskillige phenol-grupper. Ved den traditionelle tanninanalyse efter AOAC-metoden bestemmes indholdet af totalphenoler ved farvereaktion. Metoden må anses for relativt grov, idet der samtidig også fås reaktion med andre phenoler, f.eks. tyrosin, som ikke hører til tanninerne.

De kondenserede tanniner hører kemisk set til flavanolerne og kan bestemmes som sådan (Truelsen, 1984). Metoden er udviklet til bestemmelse af flavanoler i bygkerner og medtager således kun visse af de kondenserede tanniner. Da den kvalitative sammensætning af tanniner i hestebønner ikke er veldokumenteret, er det ikke muligt at fremhæve den ene metode frem for den anden, hvorfor resultaterne af tanninbestemmelse efter begge metoder er vist i tabel 5 sammen med analyser af vicin, convicin og Bæladin. Sidstnævnte analyser samt tanninanalyser efter AOAC-metoden er foretaget på Kemisk Institut, KVL. Tanninbestemmelse som flavanoler er foretaget på Bioteknisk Institut. Samtlige analyser er foretaget på samme prøvemateriale.

Som sikkerhed mod forbytning af prøverne, blev der foretaget en sortsbestemmelse ud fra frøfarve og -størrelse. Desuden blev yderligere 2 traditionelle hestebønnesorter, "Herz Freya" og "Troy", dyrket under samme betingelser som "Alfred" og "Cargo", analyseret for tanninindhold efter Truelsens metode. "Herz Freya" indeholdt 0,24 pct. og "Troy" 0,32 pct. tannin. Til sammenligning indeholdt det parti "Alfred"-hestebønner, der indgik i afprøvningen, 0,28 pct. tannin, jf. tabel 2.

Uanset analysemetodik og -art viser analyseresultaterne, at Alfred-hestebønner har et indhold af uønskede stoffer på niveau med eller lidt højere end de traditionelle hestebønnesorter.

Sandsynlige årsager til, at gruppen, der fik 20 pct. Alfred-hestebønner, ikke klarede sig bedre end kontrolgruppen er således, at denne hestebønnesort har en lidt lavere protein- og energifordøjelighed samt et indhold af uønskede stoffer på niveau med eller lidt højere end de traditionelle hestebønnesorter.

Det kan konkluderes, at 6-10 uger gamle smågrise kan udnytte 20 pct. Alfred-hestebønner i foderet med tilfredsstillende resultat. Fodringsmæssigt set er der ikke grundlag for at foretrække den nye sort "Alfred" frem for de traditionelle sorter.