16. september 1987

Meddelelse Nr. 126

Afprøvning af containerstalde til smågrise

Af de undersøgte typer fungerede smågrisestalde indrettet i brugte kølevogne eller containere bedst. Flere af de præfabrikerede typer havde konstruktionsfejl. Disse fejl er rettet i de nye containerstalde på markedet.

7 forskellige fabrikater/typer af containerstalde er afprøvet i 7 besætninger, som hver havde en eller to af staldene i brug.

Resultaterne fra afprøvningen viste at:

  • Det er muligt at opnå samme produktionsresultater i containerstalde sammenlignet med traditionelle smågrisestalde.
  • Containerens isolationsgrad har mindre indflydelse på energiforbruget end ventilationsprincip og klimastyring.
  • Energiforbruget til varme og ventilation varierede fra 4 kWh pr. produceret gris med recirkulation og automatisk spjældstyring til 12 kWh ved manuel spjældregulering.
  • Arbejdsforbruget er af samme størrelsesorden som i traditionelle stalde. Dog kan arbejdsforbruget variere betydeligt afhængig af containerens placering i forhold til de øvrige stalde.

Af de undersøgte typer fungerede smågrisestalde indrettet i brugte kølevogne eller containere bedst. Flere af de præfabrikerede typer havde konstruktionsfejl. Disse fejl er rettet i de nye containerstalde på markedet.

Investeringsmæssigt er smågrisestalde indrettet i containere mindst lige så dyre pr. stiplads som traditionelle stalde. Containerstalde kan som regel finansieres ved leasingaftaler, men med den nuværende rente er det ingen fordel at lease.

Baggrund

Flere danske firmaer har de senere år markedsført smågrisestalde indrettet i containere. Desuden har flere svineproducenter købt aflagte skibscontainere eller kølevogne og forsynet disse med inventar og ventilationsanlæg beregnet til tidligt fravænnede grise. Containerne har bl.a. kunnet financieres ved leasingaftaler.

Formål

Formålet med undersøgelsen var at belyse produktions- og funktionsmæssige forhold ved brug af containere som smågrisestalde.

Gennemførelse

Undersøgelsen blev gennemført i 7 besætninger, som hver havde en eller to containere i brug. Fabrikaterne som indgik i undersøgelsen fremgår af tabel 1. Registreringerne omfattede produktionsresultater, arbejds- og energiforbrug. Der var ikke tale om en egentlig sammenligning med traditionelle smågrisestalde.

Tabel 1. Data på fabrikanter i afprøvningen

Fabrikat

Antal stipladser

Stidimensioner

Antal etager

Ventilation

K-værdi*

Dane-boks**

120

1,0 x 1,20

3

L

0,43

C.T. Dahl**

140

1,0 x 1,40

3

L

0,20

Krag-boks***

150

1,0 x 1,25

3

U

0,25

Pigi-boks**

144

1,0 x 1,20

3

U

0,40

Link-boks**

210

1,0 x 1,20

2,5 x 1,40

3

1

U

0,43

Danka**

156

1,4 x 1,40

3

O

0,25

Voervadsbro***

175

1,5 x 1,10

2

O

0,25

Høgh***

132

1,45 x 1,15

2

U

0,25

L = Ligetryk, U = Undertryk, O = Overtryk.
  * K-værdien er oplyst af firmaerne
 ** Containere opbygget til formålet
*** Ombyggede kølevogne eller skibscontainere.

Containerstalde kan opdeles i to grupper:

  1. Containere opbygget som smågrisestalde fra grunden, enten i en træ- eller stålkonstruktion.
  2. Ombyggede kølevogne eller skibscontainere, hvori der er indsat inventar og ventilationsanlæg.

For begge containertyper er det kun nødvendigt at tilslutte vand, strøm samt afløb. Til nogle typer kræves desuden et fundament.

Resultater

Arbejdsforbrug

Undersøgelser af arbejdet med pasning af smågrise i containerstalde viste, at arbejdsforbruget i disse stalde ikke afviger væsentligt fra, hvad der tidligere er fundet i stalde med etagestier. Resultater fra arbejdsstudier gennemført af SjF er vist i tabel 2.

Tabel 2. Arbejdsforbrug ved pasning af 100 smågrise i containerstalde fra 3-ugers alderen til 7-ugers alderen (incl. 5 pct. pauser). (Orientering nr. 47, Statens Jordbrugstekniske Forsøg)

 

Mandtimer pr. 100 smågrise

Flytning til containerstald

0,5

Fodring

3,0

Flytning fra containerstald

0,5

Rengøring og klargøring af containerstald

2,0

Samlet arbejdsbehov

6,0

I tabel 2 forudsættes det, at smågrisene fravænnes ved 3-ugers alderen og går i containerstalden i 4 uger, at hver sti i gennemsnit rummer 12 smågrise.

Erfaringer

Undersøgelsen viste at:

  • Der kan opnås samme produktionsniveau i containerstalde som i traditionelle stalde.
  • Isolationsgraden (k-værdien) har mindre indflydelse på energiforbruget end ventilationsprincip og klimastyring.
  • Energiforbruget til varme og ventilation har varieret fra 4 kWh pr. produceret gris i containere med recirkulation og automatisk spjældstyring til 12 kWh ved manuel spjældregulering.
  • Arbejdsforbruget svarer til niveauet i traditionelle stalde, men afhænger meget af containernes placering i forhold til de øvrige stalde.

Generelt har smågrisestalde indrettet i brugte kølevogne eller skibscontainere fungeret bedst. De øvrige containere i afprøvningen har haft flere konstruktionsfejl. F.eks. var gulvkonstruktionen for svag i Dane-boksen, der var opført i træ. Kombinationen med en trækonstruktion og overtryksventilation medførte i nogle tilfælde, at fugt blev presset ud i isoleringen.

Det er ikke ideelt at have adgang fra smågrisestalden direkte til det fri, herunder at skulle transportere grise ud i vinterperioden. I SPF-besætninger må det betragtes som en risikofaktor, at der inden for området er åbne arealer. Der bør derfor være direkte adgang til det bestående produktionsanlæg, f.eks. via en overdækket gang.

Etablering af installationer for el, vand og gødning bliver ofte mere komplicerede og dyrere, når en bygningsenhed placeres udenfor det egentlige anlæg. Det må her tages i betragtning, at afløb fra f.eks. smågrisecontainere kun må udføres af autoriserede håndværkere.

Varmetabet fra containerstalde vil oftest være større end fra en bygning i staldanlægget, idet ydervægsarealet er forholdsvis større. Ved køb af containere, må det tages i betragtning, at de typer, der findes på markedet, ofte er mindst lige så dyre pr. stiplads som en stald opført i en grundmuret bygning. Priserne varierer således fra ca. 700 - 1.600 kr. pr. stiplads. Containerstalde kan som regel financieres ved forskellige leasingarrangementer, idet containeren er at betragte som et løsøre. Ved den nuværende rente er der dog ingen fordel ved at lease containere.

Generelt kan der nævnes følgende fordele og ulemper ved brug af containere som smågrisestalde:

Fordele:

  • Hurtig etablering af smågrisestald, eventuelt som en midlertidig løsning.
  • Mulighed for financiering ved leasingaftale.
  • En container kan byttes og sælges.

Ulemper

  • Dyr løsning ved større anlæg.
  • De fleste containere har et relativt lille rumindhold, hvilket dels stiller store krav til ventilationssystemet og dels giver vanskelige tilsynsforhold.

Der findes en række forskellige fabrikater af containere på markedet. Fabrikanterne har rettet de fejl, der blev konstateret i forbindelse med undersøgelsen og tilpasset containerne til nutidens krav om smågrisestalde beregnet til storflokke.


Institution: Landsudvalget for Svin, Videncenter for Svineproduktion, Den rullende Afprøvning

Forfatter: Bjarne K. Pedersen

Udgivet: 16. september 1987

Dyregruppe: Smågrise

Fagområde: Stalde og Produktionssystemer