Hvede og rug som eneste kornart til søer, samt effekten af halmstrøelse

SAMMENDRAG

Hvede henholdsvis rug er i hver 2 besætninger blevet sammenlignet med byg som eneste kornart til søer. I drægtighedsperioden fik halvdelen af søerne i hver gruppe ca. 150 g halm dagligt, mens de øvrige søer gennemførte produktionen uden afgang til halm. Afprøvningen blev gennemført i høstårene 84/85 og 85/86 og omfattede godt 400 kuld pr. gruppe i afprøvningen af hvede (i alt 1.709) og ca. 350 kuld pr. gruppe i afprøvningen af rug (i alt 1.387).

Hverken hvede eller rug syntes at give fordøjelsesproblemer hos søerne, og der blev ikke fundet væsentlige forskelle i kornarternes indflydelse på produktionsresultaterne.

I visse besætninger kan et produktionsforløb uden brug af halmstrøelse gennemføres uden uheldig indflydelse på søernes reproduktion eller sundhed. I afprøvningen af hvede syntes halmen således ikke at have nogen indflydelse på produktionsresultaterne, hvorimod der med rug som eneste kornart var færre levendefødte grise (p <0,05), når søerne ikke fik halm i drægtighedsperioden.

Hvede som eneste kornart syntes hverken at påvirke søernes sundhed, ædelyst, brunstforhold eller kuldstørrelse, når søerne havde adgang til halm i drægtighedsperioden. Derimod var der en tendens til en større forekomst af farefeber, når søerne ikke fik halmstrøelse.

Generelt bør hvede ikke udgøre mere end 50 pct. af de samlede foderenheder, da der ikke på forhånd kan ses bort fra risikoen for fordøjelsesforstyrrelser hos søerne.

Der var en tendens til, at rug gav færre levendefødte grise og flere problemer med farefeber og MMA. Pattegrisenes sundhed og søernes brunstforhold blev ikke påvirket. Rug kunne således anvendes som eneste kornart uden store problemer.

Rug bør af hensyn til risikoen for produktionsforringelser sædvanligvis ikke udgøre over 30 pct. af de samlede foderenheder i sofoderet.

BAGGRUND

Af frygt for MMA-problemer og fordøjelsesbesvær hos søerne er et træstofindhold på ca. 4,5 pct. i sofoderet ofte blevet anbefalet som et minimum. I forhold til byg er hvede og rug derfor traditionelt blevet betragtet som mindre egnede foderemner til søer. For rugs vedkommende er dette blevet bestyrket af tidligere danske forsøg med rug som eneste kornart til smågrise og slagtesvin, hvor rug generelt gav en lavere tilvækst og et større foderforbrug.

Interessen for at udnytte rug og især hvede er imidlertid steget kraftigt, idet de ofte er attraktive i forhold til byg rent prismæssigt.

FORMÅL OG GENNEMFØRELSE

Afprøvningens formål var:

Sammenligningerne af henholdsvis hvede og rug med byg som eneste kornart til drægtige og diegivende søer strakte sig over 2 høstår og blev begge gennemført i to besætninger. Forsøgsfoderblandingerne var alle baseret på korn og sojaskrå.

I drægtighedsstalden blev der ikke anvendt halm som strøelse, men halvdelen af søerne i hver gruppe fik dagligt 150-200 g halm i krybben eller på gulvet forrest i stien. I perioden omkring faring blev der brugt en begrænset mængde halm af hensyn til pattegrisene, dog således at søerne reelt ikke fik halm under afprøvningen.

Registreringer

Søernes reproduktion, sundhedstilstand og kuldresultater blev registreret i hver gruppe. Gennem de seneste 10 måneder af afprøvningsperioden blev registreringerne herudover suppleret med målinger af søernes rektaltemperatur. Temperaturerne blev målt 1 - 1½ time efter de 3 første fodringer efter faring samt 1 - 1½ time efter morgenfodringen på 7. til 12. dagen. Søer med temperatur over 39,5 ºC blev behandlet forebyggende mod MMA (yverbetændelse, børbetændelse og/eller mælkemangel). Behandlinger mod MMA de første 3 dage efter faring blev registreret som farefeber.

For at undersøge om det meget lave træstofindhold i blandingerne med hvede og rug påvirkede søernes fordøjelse (forekomsten af mavesår og tarmblødninger) blev selvdøde søer obduceret med henblik på at finde dødsårsagen.

Foderblandingerne

Der blev anvendt samme kontrolblanding i afprøvningerne af både hvede og rug. Foderblandingerne havde en enkel sammensætning og var udelukkende baseret på korn og sojaskrå (tabel 1).

Mindst en gang i kvartalet blev der udtaget prøver af fuldfoderet i alle fire besætninger, som blev indsendt til fuld foderstofanalyse inkl. calcium og fosfor på Bioteknisk Institut. Foderblandingernes beregnede og analyserede indhold af næringsstoffer er vist i tabel 2.

Søerne blev fodret efter huld de første 12 uger efter løbning med ca. 2,2 FEs dagligt, derefter med ca. 3,5 FEs dagligt indtil overførsel til farestalden og efter tilnærmet ædelyst i diegivningsperioden indtil ca. 6,5 FEs om dagen pr. so med 10 grise.

Blandingernes beregnede næringsstofindhold afviger fra de nugældende normer, fordi de blev optimeret efter de næringsstofnormer for drægtige og diegivende søer, som gjaldt ved afprøvningens begyndelse (Økonomisk Svinefodring, 1983).

Der var ingen væsentlige forskelle mellem blandingernes beregnede og analyserede næringsindhold. Energiindholdet i alle blandinger var dog 1-2 FEs større end forventet, hvilket formodentlig skyldes, at indholdet af fedt var lidt højere og træstof lidt lavere end ventet. Derudover var det analyserede indhold af råprotein i hvedeblandingen lidt lavere end ventet.

PRODUKTIONSRESULTATER

Byg - hvede

Afprøvningen af hvede mod byg viste ingen vekselvirkning mellem besætningerne, derfor er kun de gennemsnitlige produktionsresultater vist i tabel 3.

Der var en tendens til, at perioden indtil første løbning og forekomst af farefeber var lidt større hos søerne i hvedegruppen uden halm. Generelt var der dog ingen nævneværdig forskel i forekomsten af farefeber, goldperiodens længde eller kuldenes størrelse ved fødsel og fravænning ved fodring med hvede som eneste kornart. Desuden syntes hverken fodring med hvede eller "manglen" på halm at give fordøjelsesforstyrrelser hos søerne. Pattegrisenes diarréfrekvens var forøget hos søer, der fik foretaget fødselshjælp (p <0,01).

Den store forskel mellem antallet af søer med temperaturer over 39,5 ºC og antallet af søer behandlet mod farefeber skyldtes, at der i begge besætninger var en del problemer med yverbetændelse 8-10 dage efter faring.

PRODUKTIONSRESULTATER

Byg - rug

I besætning D var der en tendens til et større interval mellem fravænning og første løbning samt flere golddage i ruggruppen uden halm, mens det modsatte var tilfældet i besætning C. Da der herudover ikke var betydende forskelle mellem besætningerne er kun de gennemsnit­lige produktionsresultater vist i tabel 4.

Den gennemsnitlige forskel på 0,2 levendefødte grise pr. kuld mellem byg- og ruggrupperne var ikke statistisk sikker (p = 0,89). Forskellen mellem antal levendefødte grise i byggruppen med halm og i de 3 øvrige grupper var kun statistisk sikker i besætning C (p <0,01).

Manglen på halm havde derimod en sikker negativ effekt på antal levendefødte grise (p <0,05), hvilket sandsynligvis skyldes, at tendensen var den samme inden for både byg og rug.

I ruggruppen var den gennemsnitlige forekomst af farefeber forøget med 3,5 procentenheder og søer med rektaltemperaturer over 39,5 ºC forøget med 5,5 procentenheder i henhold til byggruppen. Forskellene var dog ikke statistisk sikre.

Det mindre behov for fødselshjælp i ruggrupperne har sandsynligvis medvirket til den lavere diarréfrekvens hos pattegrisene, idet risikoen for pattegrisediarré var signifikant større, hvis soen havde fået fødselshjælp. Den statistiske analyse viste endvidere, at antallet af klemte grise steg, hvis soen havde haft farefeber, hvilket var i overensstemmelse med tendensen til flere ihjelklemte grise på rugholdene. Pattegrisene i ruggruppen havde dog en større vægt ved fravænning end grisene hos byg-søerne (p <0,05).

Bortset fra tendenserne til mere farefeber og færre levendefødte grise synes fodring med store mængder rug ikke at have negativ effekt på søernes sundhed, ligesom der heller ikke blev konstateret fordøjelsesforstyrrelser eller problemer med søernes ædelyst. Vurderet ud fra grisenes vægt ved fravænning var søernes mælkeydelse heller ikke påvirket af kornarten.

DISKUSSION OG KONKLUSION

For at standardisere kuldstørrelsen blev antallet af levendefødte grise udlignet inden for de første dage efter faring. Da kuldudligningen skete på tværs af grupperne, kan eventuelle forskelle i pattegrisenes levedygtighed være blevet tilsløret. Under antagelse af, at nyfødte pattegrise ikke påvirkes af kornarten, kan pattegrisenes dødelighed og vægt ved fravænning dog tages som udtryk for søernes moderegenskaber. På denne baggrund kan hverken hvede, rug eller manglen på halm siges at påvirke søernes moderegenskaber.

Når der blev givet halm i drægtighedsperioden, synes fodringen med hvede eller rug kun at have begrænset indflydelse på søernes sundhed og reproduktion. Hvis søerne derimod ikke fik halmtilskud, var der en tendens til, at forekomsten af både farefeber og søer med temperatur over 39,5ºC blev forøget ved fodring med hvede og rug. Tendensen kunne dog ikke påvises i besætning C, hvor der reelt ikke var nogen forskel på søernes sundhed mellem grupperne.

Den tidligere vejledning om et mindsteindhold på ca. 4,5 pct. træstof i sofoderet synes således ikke at have afgørende indflydelse på produktionen. Obduktionerne af de selvdøde søer viste heller ikke nogen sammenhænge mellem forekomsten af fordøjelsesbesvær/­mavesår og tilskud af halm eller kornart. Det meget lave træstofindhold i rationerne med hvede og rug påvirkede tilsyneladende ikke engang de søer, som aldrig fik halmstrøelse. En mulig forklaring kan være, at den kemiske analyse for træstof kun måler ca. 20-35 pct. af foderets reelle fiberindhold (cellulose, hemicellulose, beta-glukan, pektin og lignin).

Årsagen til, at fodring med store mængder hvede i visse tilfælde kan give forstoppelse hos søerne kan være, at indholdet af ikke stivelsesholdige polysakkarider (ISP) kun udgør ca. 7 pct. i hvede mod ca. 12 pct. i byg og ca. 11 pct. i rug. ISP består primært af cellulose, hemicellulose, beta-glukan og pektin. ISP binder væske og nedbrydes kun i et vist omfang under passagen af fordøjelseskanalen, det vil således medvirke til at give et mere flydende tarmindhold. Den sidste fiberkomponent - lignin - er ikke væskebindende og udgør ca. 3,5 pct. i byg, 1,6 pct. i rug og 1,0 pct. i hvede. Det lave indhold af ISP i hvede medvirker således til at give en mere "tør" gødning samt sandsynligvis også en langsommere passagehastighed, idet stimuleringen af tarmvæggen vil være nedsat.

Da ISP ikke nedbrydes af enzymerne i tyndtarmen, men først fordøjes af mikroorganismerne i tyktarmen, vil den del af fordøjelsen, som sker i de bageste tarmafsnit, være mindre hos hvede-søerne sammenlignet med byg- og rug-søerne. Den mikrobielle aktivitet i de bageste tarmafsnit vil tilsvarende være mindre hos søer fodret med hvede end hos søer fodret med rug eller byg. Det er ikke muligt at vurdere de sundhedsmæssige aspekter af disse forskelle.

Søer med farefeber eller MMA i diegivningsperioden får færre grise i det efterfølgende kuld. Analyser foretaget på tværs af grupperne med byg og hvede/rug indenfor de to afprøvninger viste således, at der var tale om en tendens i afprøvningen af byg/hvede (p <0,26) og en sikker effekt i afprøvningen af bug/rug (p <0,05). I forhold til søer, der ikke havde haft farefeber eller MMA, var forringelsen på ca. 0,2 levendefødte grise for hvede og ca. 0,7 for rug. Søer, som tidligere havde haft farefeber eller MMA, synes dog ikke at have en forøget risiko for atter at få sygdomme. Andre undersøgelser har dog vist, at risikoen for MMA kan stige med 40 pct. hos søer, der tidligere har haft udbrud. Analyserne bekræfter dog generelt, at et højt sygdomspres i diegivningsperioden forringer søernes reproduktion.

Rutinemæssig måling af søernes temperatur de første 2-3 dage efter faring kan anbefales som et udmærket led i kontrollen med søernes sundhed. Konsekvent gennemførelse af forebyggende behandlinger mod farefeber, når temperaturen overstiger 39,5 ºC kan dog ikke umiddelbart anbefales, da det kan give en unødvendig forøgelse af be­handlingernes antal. Flere undersøgelser har således vist, at kun ca. 50 pct. af søer med temperatur over 39,5 ºC har MMA. En del af forklaringerne kan være, at især unge søer ofte har en forhøjet legemstemperatur det første døgn efter faringen uden at være syge.

Forebyggende behandlinger mod farefeber eller MMA bør derfor normalt ikke foretages medmindre soen har kliniske symptomer på farefeber/MMA. Temperaturmålingerne skal således hovedsageligt bruges til at udpege de søer, der bør holdes særligt øje med.

Der var indtil 0,5 ºC i forskel mellem søernes gennemsnitlige legemstemperatur i de 4 besætninger, som deltog i afprøvningerne. Da søernes legemstemperatur stiger +,1-0,2 ºC i forbindelse med fodring, er forskellige temperaturer for udtagning af temperaturerne og måleusikkerheder sandsynlige forklaringer på forskellene i dette forsøg.

Ved den første morgenfodring efter faring havde søerne en gennemsnitlig legemstemperatur på ca. 39,1 ºC, faldende med ca. 0,1 ºC pr. dag indtil temperaturen stabiliserede sig omkring 38,6 ºC.

Af ukendte årsager forblev den gennemsnitlige legemstemperatur oppe omkring 39,0 ºC i besætning B. Den høje gennemsnitstemperatur syntes dog ikke at have nogen sammenhæng med søernes sundhedstilstand. Således havde søer, som ikke blev behandlet forebyggende mod farefeber/MMA, når temperaturen oversteg 39,5 ºC, ofte en normal temperatur dagen efter.

Der blev kun fundet små forskelle mellem byg, hvede og rug som eneste kornart til søer. Tendenserne til en øget forekomst af farefeber ved både hvede og rug samt færre levendefødte grise ved rug bevirkede dog, at hvede eller rug normalt ikke bør indgå som eneste kornart i sofoderet - specielt ikke hvis produktionssystemet medfører, at der ikke kan bruges halm.

Sammenholdes resultaterne fra denne afprøvning med erfaringerne fra praksis, hvor især hvede ofte har været mistænkt for at kunne give forstoppelse hos søerne, vil det i de fleste besætninger være forsvarligt at lade hvede indgå med 50 pct. og rug med 30 pct. af de samlede foderenheder.

Resultaterne viser imidlertid også, at hvede i nogle besætninger udmærket kan anvendes som eneste kornart i sofoderet.

Også rug kan uden væsentlige problemer anvendes som eneste kornart. Der skal dog sandsynligvis mindst være en foderbesparelse på 15-18 øre pr. FEs fuldfoder, før rug giver det samme produktionsøkonomiske resultat som byg.

Afprøvningen viste, at det er muligt at gennemføre et intensivt produktionsforløb uden halm, og stadig opretholde en normal reproduktion og sundhed hos søerne. I byg/hvede-afprøvningen var der således ingen negativ effekt af at undlade halmen, hvorimod der i byg/rug-afprøvningen var færre levendefødte gris, når søerne ikke fik halm.

Årsagerne til disse besætningsforskelle er uvisse. Det overraskende forhold, at der som gennemsnit for alle byggrupper var en negativ effekt på 0,2-0,3 levendefødte grise af at fjerne halmen mod kun 0,1 gris i grupperne med hvede eller rug, kan heller ikke forklares.

Ikke blot foderets indhold af fibre, men også formalingsgraden har betydning. Der er heller ingen tvivl om, at et strukturrigt foder kan forstærke motorikken i tarmen og mindske risikoen for mavesår. Hvis foderet blot formales så fint, at der maksimalt forekommer kvarte kerne i foderet, vil der ikke ske nogen målelig forringelse af foderudnyttelsen hos søer eller slagtesvin. Formaling med et 7 eventuelt 8 mm sold er derfor et muligt middel til at modvirke eventuelle problemer fra et strukturfattigt foder.