Melasse til slagtesvin

SAMMENDRAG

En blanding med 19,4 pct. roemelasse svarende til 15 pct. af foderenhederne samt byg, hvede og sojaskrå, blev sammenlignet med en blanding bestående af byg, hvede og sojaskrå.

Afprøvningen blev gennemført i en SPF- og en konventionel besætning. I begge besætninger blev der anvendt vådfodring med et væsketørstof forhold på 2,5:1. I SPF-besætningen havde grisene adgang til vand via en drikkeventil i rensegangen, hvorimod grisene ikke havde adgang til vand i den konventionelle besætning.

I SPF-besætningen var den daglige tilvækst, foderudnyttelsen og kødprocenten næsten ens i begge grupper.

I den konventionelle besætning var den daglige tilvækst og foderudnyttelse hhv. 22 g lavere og 0,07 FEs pr. kg tilvækst højere med melasse- end kontrolblandingen. Dødeligheden var 10,5 procentenhed højere på melasse- end kontrolblandingen.

Årsagen til den høje dødelighed i den konventionelle besætning skyldes sandsynligvis mangel på vand. Dette blev undersøgt ved at give melasseblandingen til begge grupper, og den ene gruppe fik adgang til vand. Dødeligheden blev i gruppen med vand 3,2 pct. mod 22,6 pct. i gruppen uden vand.

Melasse kan udgøre 15 pct. af foderenhederne i besætninger med en god sundhedstilstand uden at påvirke foderforbruget og den daglige tilvækst nævneværdigt. Dødeligheden vil muligvis stige lidt. I besætninger med en mindre god sundhedstilstand, kan det blive nødvendigt at reducere melasseindholdet til ca. 10 pct. af foderenhederne.

Ved sammensætning af blandinger med melasse, skal der tages hensyn til melassens høje indhold af kalium og natrium. Ved anvendelse af natrium og kaliumrige fodermidler øges væskebehovet og dermed også væskeoptagelsen. Gødningen bliver tyndere og medfører øget svineri i slagtesvinestier med fast leje.

Resultaterne viser, at grisene skal have fri adgang til vand.

BAGGRUND

I et forsøg udført af Statens Husdyrbrugsforsøg med 12 pct. melasse af FEs til slagtesvin viste, at resultaterne var ens i forsøgs- og kontrolholdet, men der var en tendens til flere diarreer i melassegruppen.

I perioder er melasse forholdsvis billigt, og det var derfor af interesse at vide om melasse kan udgøre en større andel af foderet uden at forringe produktionsresultaterne.

Formål

Det var afprøvningens formål at undersøge om sukkerroemelasse kan udgøre 15 pct. af FEs uden at forringe produktionsresultaterne. Desuden gennem analyser at undersøge variation i næringsstofindholdet i melassen specielt med henblik på indholdet af natrium og kalium.

GENNEMFØRELSE

Afprøvningen blev gennemført i 2 besætninger som begge var indrettet med et 2-strenget Big Dutchman fodringsanlæg. Begge besætninger havde Protecta slagtesvinestalde.

Besætning A var en lukket SPF-besætning. Grisene havde fri adgang til vand. Besætning B var en lukket konventionel besætning. Grisene havde ikke fri adgang til vand.

Blandingernes sammensætning og indhold

Blandingernes sammensætning og indhold fremgår af tabel 1.

Ved sammensætning af melasseblandingen blev der taget hensyn til natriumindholdet i melassen og derfor indgik der kun 0,05 pct. salt i denne blanding. Blandingernes indhold af næringsstoffer blev i øvrigt afstemt således at de var så ens som muligt. Det analyserede indhold af kalium i melasseblandingen var 13,0 mod 7,2 i kontrol­blandingen, hvilket skyldes det høje kaliumindhold i melassen. Indholdet af natrium var næsten ens i begge blandinger.

Elektrolytbalance:

Na g pr. FEs x 1000/23,0 + K g pr. FEs x 1000/39,1 - Cl g pr. FEs x 1000/35,5 = meq pr. kg foder

De fleste tradi­tionelt sammensatte foderblandinger har en "elektrolytbalance", der ligger i intervallet 150-250. Det formodes at "elektrolytbalancen" helst skal ligge inden for intervallet 100-300. En "elektrolytbalance" der ligger under 100 medfører risiko for lavere foderoptagelse og daglig tilvækst. En elektrolytbalance" der ligger over 300 med­fører øget risiko for diarre.

Indholdet i melassen fremgår af tabel 2.

Analyserne viste, at indholdet lå meget tæt på normtallene fra tabeller over foderstoffers sammensætning m.m. 1983.

RESULTATER

Produktionsresultaterne fremgår af tabel 3.

Den daglige tilvækst blev i den konventionelle besætning reduceret med 22 g og i SPF-besætningen med 8 g. Foderudnyttelsen blev reduceret med 0,07 FEs i den konventionelle og 0,04 FEs pr. kg tilvækst i SPF-besætningen. I melassegruppen var procent døde og kasserede svin 10,5 pct.enheder i den konventionelle besætning mod 0,8 pct.enheder højere i SPF-besætningen end i kontrolgruppen. Dødeligheden var således markant øget i melasse gruppen i den konventionelle besætning. Der var ikke nogen nævneværdig forskel i kødpct. mellem grupperne.

Kalium

Absorption af kalium sker fra tarmkanalen. Udskillelsen foregår gennem nyrerne. En forøgelse af forholdet mellem kalium og natrium i blodet - udover det normale - medfører større sekretion af binyrebarkhormonet Aldosteron, som øger udskillelse af kalium og tilbageholdelse af natrium.

Kalium opretholder det osmotiske tryk i cellerne, hvilket er nødvendigt for normal cellefunktion. For at undgå et forøget kaliumindhold i cellerne udover det normale, skal der være tilstrækkelig væske til rådighed.

På basis af natrium, kalium og klorid viser en grov vurdering, at vandbehovet til sikring af normalt osmotisk tryk i kroppen er 0,5 l større for melasse- end kontrolblandingen. Dette er antagelig minimumsbehovet, idet melasse er osmotisk meget aktivt, og har et højt indhold af letfordøjeligt sukker (glukose og fruktose). Det kan medføre forøget indhold af glukose i blodet (glukosæmi), hvilket igen kan overbelaste nyrene og medfører udskillelse af glukose i urinen (glukosouri).

Nedsat funktion af nyrerne og dehydrering af organismen f.eks. i forbindelse med diarre, kan medføre en større kalium  koncentration i vævsvæskerne, hvilket igen kan medføre dødsfald.

Fri adgang til vand

Der var begrundet mistanke om, at den ekstrem høje dødelighed i den konventionelle besætning skyldtes manglende væskeoptagelse. Derfor blev afprøvningen udvidet med endnu 2 hold. Begge grupper fik melasseblandingen, men i den ene gruppe havde grisene fri adgang til vand. Der blev opsat en vandmåler for at kontrollere det ekstra vandforbrug.

Resultaterne fremgår af tabel 4.

Produktionsresultaterne var markant bedre i grupppen, der havde fri adgang til vand end i kontrolgruppen. Dødeligheden i melasse gruppen med adgang til vand, lå på samme niveau som i besætningernes øvrige slagtesvinestalde.

Det ekstra vandforbrug blev målt til 1,7 l pr. foderenhed. Da drikkeniplerne var placeret over rensegangen, vil en del af det ekstra vandforbrug været spildt. Hvis blot halvdelen af vandforbruget er blevet optaget, har den samlede mængde væske været 3,4 l pr. FEs mod 2,5 l i gruppen uden adgang til vand.

Dødsårsager

I SPF-besætningen blev der obduceret 16 grise af besætningens dyrlæge. I den konventionelle besætning blev der obduceret 38 grise af distriktsdyrlægen. Obduktionerne skulle klarlægge, om der var sammenhæng mellem dødsårsagen/sagerne, og foderblandingen. En del grise i den konventionelle besætning havde flere symptomer, som kunne have været dødsårsag. I tabel 5 er angivet antal grise der er registreret med de formodede dødsårsager.

I den konventionelle besætning var akut lunge/lungehinde forandringer de hyppigst fore­kommende dødsårsager. På prøver indsendt til Statens Veterinære Serumlaboratorium blev der isoleret Pasteurella multocida, Bordetella bronchiseptica samt Hæmophilus pleuropneumoniae type 7 samt almindelig lungesyge.

Obduktionerne gav ikke nogen forklaring på de hyppige dødsfald i melassegruppen i den konventionelle besætning. Grisenes modstands kraft synes generelt at have været svækket i melassegruppen, og samtidig var der et højt smittepres i besætningen.

Hovedparten af de grise der døde vejede over 50 kg. Dødsfaldene begyndte typisk ca. 2 måneder efter, at grisene var indsat i slagtesvinestalden. Den daglige foderoptagelse var på det tidspunkt omkring 2,5 FEs pr. gris svarende til ca. 30 g kalium. P.g.a. den ekstreme forskel i dødeligheden mellem kontrol- og melassegruppen, formodes det, at mangel på væske til at udskille overskydende kalium kan have haft en indirekte indflydelse på dødeligheden.

I SPF-besætningen havde fem af de obducerede grise karakteristiske hjertesæksforandringer, hvilket sandsynligvis skyldes transportsyge. Der blev heller ikke i denne besætning fundet nogen sammenhæng mellem foderblandingen og dødsårsagerne.